Læsetid: 8 min.

Fiktivt lovforslag vil afskaffe professionelle politikere for at redde klimaet

For to år siden stævnede kunstnerduoen Roepstorff & Bentzon ’vores livsstil’ for at have udledt for meget CO2. I denne uge gik det radikale kunst- og klimaprojekt ind i sin anden fase med en afstemning på Christiansborg om et fiktivt lovforslag, der blandt andet vil afskaffe professionelle politikere og gøre op med ejendomsretten. Men hvor langt er vi villige til at gå i kampen for en bæredygtig fremtid?
»Problemet er ikke bare de onde politikere. Eller djøf’erne. Eller københavnerne eller akademikerne eller muslimerne, eller hvem fanden vi ellers kan få til at være den store skurk i åbenbaringen. Problemet er os alle sammen,« Asser Amdisen, historiker.

»Problemet er ikke bare de onde politikere. Eller djøf’erne. Eller københavnerne eller akademikerne eller muslimerne, eller hvem fanden vi ellers kan få til at være den store skurk i åbenbaringen. Problemet er os alle sammen,« Asser Amdisen, historiker.

Daniel Hjorth

8. december 2018

»Vi har lavet en lov, sådan som naturen selv ville have skrevet den,« siger Sylvester Roepstorff, en velklædt herre med skarptskåren frisure, blå jakke og charmeklud om halsen.

Han står og kigger ud over salen i Proviantgården på Christiansborg, hvor godt 70 tilhørere har taget plads. Vi er inviteret til at bevidne afslutningen på et politisk kunsteksperiment.

Om lidt vil et simuleret folketing stemme om et fiktivt lovforslag, der tilbyder en radikal løsning på et presserende problem: klimatilpasningen af vores samfund til en mere bæredygtig fremtid.

»Vi har taget udgangspunkt i, hvad der er nødvendigt og ikke i, hvad der er muligt,« siger Sylvester Roepstorff og skridter scenen af foran publikum:

»For når man ved, hvad der er nødvendigt, bliver det også muligt.«

Sammen med kunstnerkollegaen Adelaide Bentzon stævnede han for to år siden ’vores livsstil’ for at have udledt for meget CO2. Det skete i Københavns Byret under ledelse af en professionel dommer, en forsvarer og en anklager og med deltagelse af både vidner, nævninge og publikum.

Nu har kunstnerduoen skiftet den dømmende magt ud med den lovgivende og er gået ind i politik med, hvad de selv kalder for »andet kapitel« i deres klimapolitiske kunsteksperiment.

Lodtrækningsdemokrati

Det lovforslag, der i aften skal stemmes om, indeholder i alt 14 paragraffer, der – hvis de ellers nogensinde skulle blive til virkelighed – vil medføre omfattende ændringer i det nuværende politiske og økonomiske system: Det foreslås, at ejendomsretten indskrænkes, at arbejdstiden begrænses og fordeles, at der indføres borgerløn og stilles strenge bæredygtighedskrav til både virksomheder og private, og at der afsættes en milliard kr. til forskning i ny økonomisk teori.

Men lovforslaget går videre endnu. For den siddende regering skal samtidig pålægges at arbejde for en grundlovsændring, der reelt afvikler den parlamentariske virkelighed, som vi kender den.

»Det politiske system har vist sig ikke at være beslutningsdygtigt,« motiverer Sylvester Roepstorff lovforslaget, mens to kameraer nøje følger ham for at sikre rigeligt med billeddokumentation til en kunstfilm om projektet.

»Derfor foreslår vi, at man afskaffer det repræsentative folkestyre og i stedet erstatter det med en gentænkning af den oprindelige demokratiform i Athen, hvor lovgiverne udtrækkes ved tilfældig lodtrækning,« siger Roepstorff, der i Adelaide Bentzons fravær denne aften er alene på scenen.

Kunstprojektet er blevet til efter samme demokratiske model: Først har et panel af borgere bestemt, hvad der overhovedet skulle lovgives om – det blev til en lov om klima. Så har et panel af eksperter udformet selve lovteksten med forslag til konkrete politiske forandringer. Og endelig har et panel af 75 tilfældigt udvalgte borgere fået mandat til at stemme om den.

Det er resultatet af dén afstemning, vi er kommet for at overvære.

’Rimelig fucking træt’

Men først skal loven debatteres. Til det formål har Roepstorff & Bentzon inviteret en række oplægsholdere til at motivere og kaste kritisk lys over lovforslagets forskellige aspekter.

En af dem er Lukas Lunøe, en ung studjur. og medlem af Radikal Ungdom, som sidste år blev kåret af Euroman som årets bedst klædte læser og også i dag er ulastelig i tøjet med en figursyet ternet blazer og en nål i reverset, der reklamerer for FN’s klimamål. Han har fået 10 minutter til at tale under overskriften ’Min generations stemme’:

»Det er dét, der inden for retorikken kaldes for ’en privilegeret talesituation’,« konstaterer han, mens publikum griner i salen.

Lukas Lunøe er 20 år og en af dem, der skal leve med konsekvenserne af »handlingslammelsen hos tidligere generationer«, som han selv formulerer det – og synderegistret er langt: et opbrud i den internationale verdensorden, en svækkelse af den demokratiske kultur, et Brexit, en EU-krise.

»Og som om det ikke var nok, skal vi samtidig bære synet af ældre mennesker i dieselbiler, der fuldstændig ukritisk deler fake news på Facebook og jubler over, at de får 35 kr. ekstra om måneden i folkepension, mens de samtidig fuldstændig ignorerer klimakrisen,« siger han i et stadig højere tempo og toneleje:

»Det er jeg rimelig træt af, og jeg tror også kollektivt, at min generation er rimelig fucking trætte af at kigge på det her.«

»Yeah,« råber en langhåret fyr nede i salen og strækker sin knyttede næve i vejret, mens publikum bryder ud i spontane klapsalver.

Lukas Lunøe nærer stadig håb, siger han, da applausen er ebbet ud. Om en bedre verden, om større retfærdighed, om mere fred. Men håbet vil ikke blive indfriet med det fremlagte lovforslag.

»Intentionerne er gode, men jeg kan ikke gå ind for at afskaffe folkestyret eller den private ejendomsret,« siger han: 

»Det lugter lidt af det, der var ved at ødelægge Østeuropa i 1980’erne – og desuden har det ikke meget hold i virkeligheden.«

Problemet er os

Videre til næste taler, historiker Asser Amdisen, der lakonisk bemærker, at han står i en knap så ’privilegeret talesituation’ som Lukas Lunøe:

»Det er altid en udfordring at skulle tage over fra fremtidens stemme, særligt når man er historiker og beskæftiger sig med fortiden,« siger han og høster en velfortjent latter.

Asser Amdisen vil tale om »behovet for at reformere vores demokrati«. For det er ikke, hvad det har været, demokratiet. Mindst to ting er galt:

»For det første har vi fundet på noget, der hedder partier,« siger han.

Grundlovens fædre understregede, at det enkelte folketingsmedlem aldrig måtte være forpligtet på andet end sin egen samvittighed. I dag har partidisciplinen fået øverste myndighed.

Det andet problem er, at vi siden Den Kolde Krigs afslutning er gået på kompromis med demokratiske principper i form af terrorpakker, mere overvågning og indskrænkning af ytringsfriheden.

»Der sidder lige nu tre mennesker fængslet for at mene noget, nemlig at Osama Bin Laden er en helt, hvilket selvfølgelig er tåbeligt at mene, men skal de lige frem sidde i fængsel for det,« spørger Asser Amdisen, som nu har fået talt sig varm og slynger sætning efter sætning i hovedet på salens tilhørere.

Han taler om neoliberalismen og om konkurrencestaten, der i kombination med hinanden har leveret både en ideologi og en metode, som alle partier i Folketinget nu er enige om at forsvare, mens de »lader som om de er uenige, så slaget om statsministerposten fortsat kan ligne et reelt valg«.

Men hvad er så løsningen? Kunne det være demokrati ved lodtrækning, sådan som kunstnerduoen Roepstorff & Bentzon foreslår? Måske, siger han. Men der er behov for endnu større ændringer.

»For problemet er ikke bare de onde politikere. Eller djøf’erne. Eller københavnerne eller akademikerne eller muslimerne, eller hvem fanden vi ellers kan få til at være den store skurk i åbenbaringen. Problemet er os alle sammen. Dig og mig. For hvis vi skal løse klimaproblemerne, bliver vi nødt til at ændre vores egen motivation først, og den ændrer vi ikke alene med et lovforslag,« siger han til øredøvende applaus fra salen.

Kan man blive demokratinægter?

Flere indlæg følger – blandt andet fra Anton Grau Larsen, sociolog og medforfatter til en bog om den danske magtelite. Han har forsket i teorierne bag et muligt lodtrækningsdemokrati, en idé som han også selv går ind for, om end i en lidt anden form end det, lovforslaget foreslår.

Det store spørgsmål, når man taler om holdbarheden i at sammensætte en lovgivende forsamling ved borgerligt ombud, er: kan man tvinge folk til at deltage?

»Og der er mit svar ’ja, det kan man godt’. Hvis man gør det til en borgerpligt, lige som man allerede kender det fra værnepligten,« siger han.

Men hvad så, hvis en borger virkelig ikke ønsker at deltage?

»Så kan man blive demokratinægter,« siger Anton Grau Larsen.

En kvinde i salen vil høre, hvordan man sikrer sig, at de folk, der bliver udpeget, rent faktisk tager lovgivningsarbejdet seriøst og ikke bare »sidder og spiller candycrush«.

»Erfaringen fra domsmandsinstitutionen er, at folk faktisk tager det meget alvorligt, når de bliver tildelt et ansvar,« svarer Anton Grau Larsen, og Sylvester Roepstorff supplerer:

»Husk bare på Jacob Haugaard, der blev valgt ind på at ironisere over demokratiet. Da han endelig sad der, blev han jo også ramt af ansvarets tyngde,« siger han.

Det er eliten, der i aften diskuterer folkets magt – og der er lyst til at tænke radikalt. 

En velartikuleret ældre herre blandt publikum foreslår en variant af lodtrækningsprincippet, der tildeler en enkelt af de tilfældigt udpegede folketingsmedlemmer regeringsmagten i fire år: »Så ville der pludselig kunne ske en masse ting, der ikke behøver at gå igennem den langsomme folketingsmølle. Men jeg ved godt, at et sådant lovforslag kræver en revolution,« siger han opgivende og giver mikrofonen fra sig.

Sylvester Roeppstorff opsummerer:

»Ja … det var så en helt ny model: lodtrækningsdiktatoren. Den havde vi end ikke overvejet«.

Overraskende jordskredssejr

Så er det ved at være tid. »Sidste chance for at nå at stemme,« meddeler Sylvester Roepstorff i sin mikrofon, så alle stemmeberettigede, både dem der sidder ude i landet og følger med via livestreaming, og dem der kan stemme her i salen i Proviantgården, får besked om at trykke deres svar ind.

Valgresultatet er mildest talt overraskende.

Faktisk i en grad, så enhver kritisk journalist – hvis der ellers havde været en til stede – straks ville have bedt om at se dokumentation for både det simulerede folketings repræsentative sammensætning og for den reelle valgdeltagelse. Begge dele, lover Sylvester Roepstorff, vil blive lagt op på hjemmesiden kunstklimademokrati.dk snarest muligt.

Samtlige 14 lovforslag bliver stemt igennem.

Selv det mest radikale af dem, paragraf tre, der involverer en total omkalfatring af det repræsentative folkestyre til fordel for et lodtrækningsdemokrati, vedtages med 51 pct af de afgivne stemmer, mens paragraf 5, der beskriver principperne for et nyt økonomisk system med indskrænkning af ejendomsretten, indførelse af borgerløn, begrænsninger på bankernes pengeskabelse og en milliard ekstra til forskning i ikkevækstbaseret økonomi, bliver stemt igennem med et flertal på 77 pct.

»Det er bemærkelsesværdigt, at så mange tilsyneladende er villige til at lave så drastiske omlægninger af vores politik, økonomi og livsform,« siger en glad Sylvester Roepstorff over et glas vin efter afstemningen.

Han håber, at kunstprojektet får et efterliv blandt virkelighedens politikere, hvoraf både Uffe Elbæk (Alt) og Yildiz Akdogan (S) var tilstede under afstemningen.

»Men alene metoden er interessant, fordi vi tilbyder en anden måde at tænke over vores fælles problemer på. Og hvis det kan være med til at kaste nye politiske tanker af sig, så er det også noget værd.«

Salget af dele af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som daværende finansminister Bjarne Corydon stod i spidsen for, og sammenbruddet i SKAT’s indrivelse efter massive nedskæringer har også ført til vrede mod elitens beslutninger i Danmark
Læs også
Ny bog foreslår, at man skal oprette et borgerting, altså et andetkammer ved siden af Folketinget. Det skal bestå af 300 borgere, der sidder tre år ad gangen, modtager økonomisk kompensation, og som blandt andet skal kunne foreslå lovgivning, iværksætte undersøgelser og blokere lovforslag fra Folketinget. Inspireret af demokratiet i antikkens Athen foreslår forfatterne, at medlemmerne skal udvælges ved lodtrækninger
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Kurt Nielsen
  • Poul Erik Riis
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Nis Jørgensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Tommy Clausen
  • Steffen Gliese
Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen, Poul Erik Riis, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Nis Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Tommy Clausen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det græske demokrati var, i modsætning til den romerske republik, ikke et tilfældigt løbende reformeret system, men tværtimod et mere og mere strukturelt udbygget system, der var langt mere radikalt i sin konsekvens, end vi kan forestille os uden videre.
Hvor vi f.eks. tænker 'en valgkreds' geografisk, var den i Athen sociologisk sammensat af grupper med forskellige livsbetingelser: fra byen, fra landet og fra kysten. Lodtrækningernes hyppighed gjorde det sandsynligt, at man i sine manddomsår kom til at tjene i en politisk-juridisk position to gange.
En af anklagerne imod dette demokrati var, at det kun var mænd, der deltog. Det er imidlertid mindre væsentligt, end om kvinders deltagelse ville have ændret væsentligt på den politiske praksis. Det ville det måske, for så vidt at sandsynligheden for at komme til tjene i et embede ville blive halveret.
Når det direkte demokrati har så dårlig presse i dag, skyldes det i høj grad, at Athens filosoffer, der for en stor del tilhørte overklassen, har tegnet et meget kritisk billede af det, de betragtede som et pøbelvælde, der i høj grad med gudernes mellemkomst trak store økonomiske veksler på de besiddende. Med dødsdommen over Sokrates blev det klart, at overklassens åbenlyse ideologiske kamp imod staten ikke ville blive accepteret stiltiende af folkeforsamling og -domstol; i forvejen havde mange af kredsen omkring Sokrates og Platon været landsforvist for tiårige perioder på mistanke om planer om statskup.
Men læser man den tilsyneladende kritiske "Athenernes Statsforfatning", tegner der sig et billede af verdens måske mest gennemført retfærdige samfund til dato.

Kurt Nielsen, Jes Jessen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Trond Meiring, Philip B. Johnsen, Nis Jørgensen, Torben Skov og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Klimaopråb.

Borgerforslaget fik ikke de nødvendige stemmer inden tidsfristen.

Forslaget ville, hvis det nød fremme i Folketinget, pålægge politikerne en mere ambitiøs klimapolitik bl.a. via EU.

Det viser måske noget om, hvor langt vi er villige til at gå i klimaspørgsmålet. Eller interessen for samme.

Måske virker proceduren bare ikke. Forslag, der har fået stemmer nok, er jo blevet afvist på Borgen.

Der skal en mere ihærdig indsats til, tror jeg. Folk er jo ikke vænnet til endnu at stemme på de forslag.

Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Profylaktisk

Sandt nok. Det kræver jo også at man ligesom ved der ligger et forslag ude til os alle at støtte. Perikles ville nok mene at det er en borgerdyd at interessere sig for politik. Ordet politik har dog vist en forkert klang hos mange. Det ses p.t. i Frankrig, hvor De gule Veste afholder sig fra ideologi som jo bemeldte græker måske har æren for. Først nu efter optøjerne lader de sig repræsentere ( med mordtrusler til følge).

Det borgerlige Danmark har vel en overvejelse eller 2 at gøre sig. Stemmer man blåt, accepterer man jo fiktive modregninger i CO2-kvoterne. Fiktive fordi disse kvoter er normer og ikke naturgivne størrelser. Danske skibe i udenrigsfart medregnes vist slet ikke. Legal skinpolitik.

Artiklen her taler om nødvendighed. Lytter man til forskerne, er det i så fald allerede for sent, hvis den store klimabundvending skal undgås. Nødvendigt virker det jo oftest først, når vi som enkeltborgere rammes af klimaforandringerne eller den fejlslagne, national politik som Macrons, der skulle gøre os mere grønne.

Det er logik for perlehøns at politikerne skylder os lidt redelighed og ikke den redelighed af ord vi bliver presænteret for i dag. Folk kan jo ikke forventes at forholde sig til abstraktioner. Jo mere pres der lægges på borgerne, jo mere undrer de sig over manglende beskatninger på finanstransaktioner, IT-giganter og bunker fuel mv. Gennem EU.

Folk ønsker sig mere direkte indflydelse men ikke de strukturer det i dag sker igennem. Og tiden er allerede knap. Hvor er logikken?

Ervin Lazar, Egon Stich, Alvin Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

Vi kan dagligt læse om, hvor grelt det står til med klimaændringer. Men jeg har endnu ikke kunnet læse noget sted, hvad der egentlig skal til for at bremse denne udvikling globalt. Vi læser om, at drivhusgas udslippet ikke falder, men derimod, egentlig meget forventet, stiger.

Så, hvilke ændringer skal der til globalt? Hvordan kan disse ændringer nås?

Eller er scenariet bare så kaotisk og dramatisk, at nødvendigheden er ganske enkelt er umulig?

Det er i hvert fald det indtryk, som man for og den vej scenariet vender.

Knæk kurverne !!

Vækstkurven i CO2-udledninger kan ikke knækkes, hvis den økonomiske vækst fortsætter. Det konstaterede allerede Danmarks Statistik for år siden ( i DR-programmet 'Frank ser rødt').

Direkte adspurgt viste graferne at det er umuligt. Det ved de på Christiansborg, men selv De Radikale anser det for naivt at ville stoppe væksten eller gøre den negativ.

Det har de nok ret i. Det fordrer vækst alene at investere i forskning og udvikling af ny teknologi, hvortil kommer statsstøtten til igangløben af produktion og udnyttelse.

Markedet alene kan slet ikke løse dette paradoks, læser vi. Tiden er for knap, skulle det alligevel være muligt i den bedste af alle kapitalistiske samfund. Vores med andre ord.

Jeg kan ikke gøre så meget alene. Kan kun gøre hvad jeg kan gøre alene.

Indtil vider bliver plasticposer leveret tilbage i butikkerne, hvis jeg kan bære varene i hænderne. Ellers prøver jeg på, at genbruge posen fra sidst jeg ikke kunne bære det i hænderne.

Og ellers holde forbruget nede generelt. Og så håbe på effekten af "mange bække små"

Den uhæmmede utøjlede vækst som fremkommer af et totalt ureguleret så kaldt frit marked er giftig. Men hvem siger den skal være det. Problemet med den neoliberale vækstmodel er at overskudet dirigeres de forkerte steder hen,nemlig ned i lommerne på en psykopat-klasse og deres medhjælpere i den finansielle sektor hvis medlemmer burde have været spærret inde på den lukkede afdeling for længe siden.
Selvfølgelig er der råd til at omstille. Det drejer sig om at ville ændre på fordelingerne og sende pengene de rette steder hen. Penge er et redskab intet andet. Hvor mange penge der er i systemet og hvad de skal bruges til burde ikke være op til bankerne og det finansielle marked som det er nu. Det er ganske tydeligt at det skaber velstand for de få, øger ulighed, skaber fattigdom og ødelægger kloden for os alle. Problemet kan ikke løses med lapperier, vi skal tage kontrol over økonomien og styre den hen hvor vi har brug for det til alles bedste.
For et demokratisk pengevæsen besøg godepenge.dk og bliv klogere på penge.

Kan godt lide deres teori om at hvis man stiller lovforslag efter hvad der er nødvendigt i stedet for hvad der er muligt ( som er underlagt de p.t. økonomiske paradigmer og derfor ikke får os ud af stedet) bliver det også muligt.
Tanken om et demokrati baseret på lodtrækning lyder jo i første omgang kaotisk men det synes jeg også man kan sige om det nuværende system med lappelove og nu også i stigende grad lovgivning styret symbolpolitisk som aldrig ville blive til i et lodtrækningsdemokrati. Udbygget på den rigtige måde tror jeg på det. Rådet indhenter oplysninger - hvem skal spørges - De direkte berørte ved et givent lovforslag dernæst eksperter på området for at afdække all konsekvenser. Lidt a la Frederic Laloux's den blå-grønne organisationsmodel.

Samuel Grønlund

»For når man ved, hvad der er nødvendigt, bliver det også muligt.«
Åh ja, gid det var sandt!
I virkeligheden opfører menneskeheden sig som frøen i det klassiske eksempel med en gryde vand der langsomt opvarmes. Den langsomme opvarmning snyder frøens sanseapparat der opfatter kontraster og den nødvendige flugtrespons udebliver.
Dertil må vi erkende at der ikke findes et køligt sted vi lige kan hoppe hen. Eller i overført betydning - en hurtig og sikker løsning på problemet. Faktisk er situationen langt værre end selv de største pessimister forstår - hvorfor der er stor uenighed om udstrækningen af de nødvendige tiltag og rimelige omkostninger.