Læsetid: 6 min.

Filmvold: »Jeg tror, at de anonyme lig i Barnaby skader mere end Lars von Triers udpenslede vold«

Vold på film kan udfri os og fungere som et nødvendigt spejl. Voldsfilm kan endda anses som underbevidsthedens protestfilm, mener underviser og filmklipper Steen Schapiro. Han har det faktisk mere svært ved den hyggelige krimi, hvor vi aldrig ser ofret i øjnene under volden
Der er noget fundamentalistisk religiøst i budskabet i film som Fredag den 13., hvor unge – oftest kvinder – myrdes, når de har gjort noget, de ikke måtte, f.eks. haft sex, drukket alkohol eller noget andet syndigt.

Der er noget fundamentalistisk religiøst i budskabet i film som Fredag den 13., hvor unge – oftest kvinder – myrdes, når de har gjort noget, de ikke måtte, f.eks. haft sex, drukket alkohol eller noget andet syndigt.

Fra filmen

28. december 2018

Splatterdrenge, hed en lille dokumentar, som DR viste i 1992. Den præsenterede et helt nyt fænomen: Unge mennesker, der udtrykte sig med videokameraer og en hel masse teaterblod.

Flere af de medvirkende er i dag etablerede filmfolk. Herunder dokumentarens instruktør, Steen Schapiro, der denne tirsdag sidder i sin lejlighed på Vesterbro og klipper løs i årets DR-julekalender Theo og den magiske talisman, mens ungernes kanin skramler rundt i sit bur. Han ser en lige linje fra splatterfilmene til Theos eventyr: »Det er begge fabler, der handler om at konfrontere mørket, at gå gennem katarsis,« siger Steen Schapiro.

Der er ikke meget vold i årets julekalender – heller ikke mange nisser, men det er en anden historie. Men de film, som den unge Schapiro så og skrev om, var præget af drivende vold. Eksplicit vold på film kan nemlig noget særligt, mener han.

»På et niveau hjælper den os til at konfrontere vores angst for en farlig verden. Vores frygt for terrorisme, vores frygt for at flyve, vores frygt for at blive overfaldet. Den hjælper os med at leve med vores angst ved at gennemleve den.«

Men et spadestik dybere sker der virkelig noget interessant, mener han. Her kan vold på lærredet forbinde os med noget dybt i os selv: »Alt det, vi til daglig går rundt og undertrykker. Det som skræmmer os i os selv eller – måske endnu værre – det som tænder os. På den måde kan man anse voldsfilm som en slags underbevidsthedens protestfilm,« siger Steen Schapiro.

»For mennesket er en sær størrelse. Vi skal kunne rumme både intellektet og dyret i os. Det kan film være et nødvendigt spejl for.«

Barnaby er værre

Steen Schapiro har ofte undret sig over, at vi hidsigt diskuterer udpenslet vold i film som f.eks. Lars von Triers nye seriemorderthriller, The House That Jack Built, mens vi uden at blinke hygger os med britiske krimi tv-serier, der behandler mord som en triviel handling.

»De engelske kriminalkommissærer skal bare opklare, hvorfor der ligger et lig et sted. Der er en kvinde, der er blevet myrdet, og så endnu en kvinde, der er blevet myrdet, og – du tror det ej – endnu en kvinde, der er blevet myrdet. Vi ser hende ikke i øjnene. Vi føler ikke hendes smerte. Vi lægger bare puslespil: Gad vide, hvem der gjorde det?« siger Schapiro.

»Jeg tror faktisk, at den lange række af anonyme døde kvinder potentielt kan gøre os mere følelsesløse. For det bevæger os ikke. Vi kan ikke mærke, hvad det betyder, at et liv bliver taget. Dér hvor vi bliver rystet, fordi vi får volden lige op i ansigtet, presses vi derimod til at reflektere.«

'It's Alive' fra 1974.

Foto fra filmen

Hævn over synderen

 ’Vold for voldens skyld’ er normalt en negativ kritik af en film. Men Schapiro ser egentlig ikke noget problem i, at volden er der for sin egen skyld.

»Vold kan være æstetisk, spændende, og den kan virke katarsisk. Det afgørende er, hvad den brutale overskridelse og uhyggelige konfrontation fortæller os om det at være menneske.«

For ikke al udpenslet vold er lige opbyggelig, understreger han:

»Det kan gøres konstruktivt og progressivt, men det kan bestemt også gøres konservativt«.

I den splattertradition, der havde sin guldalder i 1980’erne, var der groft sagt to typer film.

»På den ene side er der ’slasherfilm’ – mest kendt er nok Maskernes nat (Halloween) og Fredag den 13. Her er det en ansigtsløs morder, der pludselig dukker op, når den unge, ofte den unge kvinde, har gjort noget, hun ikke måtte, haft sex, drukket alkohol eller noget andet syndigt. Og så skal hun dø.«

Den er fundamentalistisk religiøs i sit budskab, mener han.

»Det er uendelig kedeligt, og det bliver volden også.« Han nævner som eksempel en berømt scene fra Fredag den 13: »Der ligger en halvnøgen kvinde og ryger i sengen, og så kommer der en kniv op igennem madrassen, og så er det slut. Som dårlig porno, der knap nok er ophidsende, fordi det bare er to, der knalder, og ingen føler noget. Sådan en voldsscene efterlader mig uberørt.«

Anderledes interessant finder han volden i den anden type gysere fra den tid, nemlig dem, hvor ’monstret’ er noget, der kommer indefra.

»Her er det det undertrykte, som vender tilbage. Det er vrangsiderne, bæstet i os alle, som manifesterer sig – og som kræver sin plads.«

Som i Wes Cravens klassiker A Nightmare on Elm Street (1984), hvor en kollektiv hemmelighed fra fortiden – en vred menneskemængde brændte Freddy Kruegers hus ned i selvtægt – vender tilbage i efterkommernes mareridt.

»Freddy er alt det under overfladen, som det pæne Amerika har fortrængt. Nu minder han dem om, hvem de i virkeligheden er.«

Og det er ikke tilfældigt at Freddy hed Freddy. Han var opkaldt efter Freud.

»Fra King Kong til Fluen hvæser det monstrøse fra et undertrykt sted: Jeg tillader mig at være vred, liderlig og destruktiv. Og så begynder volden at være interessant. For det handler om, hvad det betyder at være menneske.«

Blodbad i fødestuen

Og at være mennesker sammen. I det allertryggeste: familien. En af Schapiros favoritvoldsscener er fra Larry Cohens It’s alive (1974) Her møder en nybagt far op på hospitalet og møder et blodbad. Hans baby har nemlig dræbt alle omkring sig.

»Det er ekstremt voldeligt og vildt intelligent. Som en karikeret udgave af menneskebarnet, der reagerer ud fra sine primale instinkter og fortærer alt omkring sig i sit krav om omsorg.«

Ved at se på det blodbad konfronteres vi med vores angst:

»Angsten for det ekstremt kropslige i en fødsel. Angsten for at miste os selv, når vi bliver forældre. Angsten for, at barnet ikke er normalt. Hvad nu, hvis det er så primitivt, at det ikke kan opdrages? Det er jo skide godt set.«

– Men kunne han ikke fortælle den historie uden blodbadet? Kunne det ikke illustreres med en enkelt bloddråbe og så lade vores fantasi gøre resten?

»Måske. Men det vækker noget i os, når vi præsenteres for det grusomme. Vores krop vågner også, når vi ser noget, vi ikke burde se. Det giver adgang til noget andet i vores bevidsthed.«

Vold som samfundssatire

Steen Schapiro blev i starten af 90’erne inviteret med i panelet til en høring om voldsfilm på Panuminstituttet på initiativ af nogle kvindegrupper og en norsk forsker, der mente at kunne påvise, at voldsfilm var skadelige for unge. En af de film, der blev fremhævet som et eksempel på skadelig vold, var George A. Romeros zombieklassiker Dawn of the death.

Det fandt Schapiro ekstraordinært dumt.

»Der blev vist en scene, hvor zombier går rundt i et shoppingcenter, og det eneste instinkt, de har tilbage, er at shoppe. De skal bare have den håndtaske og river vores heltes kroppe i stumper og stykker på vejen. Forskeren mente, at den scene ville få unge til at opleve, at samfundet ville dem ondt. Han kunne slet ikke se filmen, som det den er: en fremragende samfundskritik, der gør op med den overfladiske forbrugskultur.«

Debatten

Steen Schapiro mener, at vi i dag tager diskussioner om vold på film på en mere fornuftig måde. »Heldigvis ved de fleste efterhånden, at der f.eks. ikke er evidens for, at voldelige film gør folk voldelige.«

– Nu startede diskussionen her i avisen med, at kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde, der er kæmpe Trier-fan, simpelthen syntes, at volden var for voldsom i The House That Jack Built. Kan man mene det, eller er hun så bare … snerpet?

»Nej. Jeg tror egentlig, at det er meget naturligt, at vi gennem et liv ændrer præferencer. Jeg kunne bedre lide at se voldsfilm, da jeg var 20 år, end jeg kan i dag, hvor jeg er 50. Det føltes dengang mere nødvendigt og vedkommende. Jeg var jo ved at skabe mig selv og få begreb om, hvordan jeg balancerede dyret med intellektet, men også om min krop og dens uundgåelige forgængelighed, som volden jo får os til at mærke. I dag er jeg primært optaget af, at jeg har nogle børn, jeg skal passe på.«

– Og i vores alder kan vi vel også helt selv mærke kroppens forgængelighed …

»Ja, det behøver jeg ikke længere film til.«

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Samuel Grønlund
  • Benno Hansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Samuel Grønlund, Benno Hansen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu