Forfatter til håndbog mod sexchikane: Afblæs kønskrigen og få et bedre ordforråd

»Det er ikke så underligt, at folk ser meget forskelligt på #MeToo-bevægelsen, og at bølgerne kan gå højt. Man er jo faktisk ikke enige om, hvad seksuel chikane overhovedet er,« siger Hannah Helseth.

Hun og jeg sidder på en kaffebar i Oslo, hvor hun, som er 38 år, sociolog og kønsforsker, bor. Sammen med kommunikationsforsker Anja Sletteland har hun skrevet bogen Det jeg skulle sagt – håndbok i seksuell trakassering. Altså en løsningsorienteret håndbog mod seksuel chikane, som forfatterne håber kan give folk et mere nuanceret ordforråd for, hvad der sker, når nogen bliver udsat for sexchikane. Det gør de bl.a. ved at definere forskellige typer chikane – fra uønsket berøring til at presse nogen til sex – så man kan komme ud over den misforståelse, at #MeToo-bevægelsen ligestiller alle typer krænkelser.

»Mange insisterer stadig på, at hvis en synes, en handling er ok i én situation, så bør vedkommende også synes det i alle andre situationer. Her er pointen bare, at det afhænger af gensidighed, kontekst og relation. At nogle nyder at få komplimenter for sin krop fra én person, betyder ikke, at de vil bryde sig om at få det fra alle.«

Bogen er skrevet i kølvandet på #MeToo-bevægelsen, som i Hannah Helseths øjne har forskudt perspektivet i den offentlige debat. Man er nu langt mere tilbøjelig til at tage folks erfaringer med seksuelle krænkelser for gode varer frem for at starte diskussionen ved spørgsmålet om, hvorvidt chikane er et reelt problem. Den er også skrevet på baggrund af hendes egen 20-årige erfaring med at arbejde med chikane og grænsesætning og på baggrund af medforfatterens forskning, der passende nok handler om misforståelser og betændte konflikter. 

Hvad er der galt i at pifte?

Da Hannah Helseth var i starten af 20’erne, tog hun ud på skoler og lavede kurser i at sætte grænser og modvirke seksuel chikane. Dengang blev hun ofte mødt med undren fra mænd over, hvad problemet var. Kvinderne kom i stedet med historier.

En grundlæggende pointe i Det jeg skulle sagt er, at chikane i de fleste tilfælde er situationsbetinget. Den har Helseth taget med sig fra arbejdet med at lære unge at sætte grænser: 

»Meget af det, vi diskuterede dengang, går igen i bogen. F.eks. at man ikke nødvendigvis på forhånd ved, hvor ens grænser går. Det har også betydning for forståelsen af, hvad seksuel chikane er. Ofte er det ikke handlingen i sig selv, den er gal med, men handlingen i situationen. Chikane handler om manglende gensidighed og den relation og kontekst, handlingen finder sted i.« 

En stor del af Hannah Helseth og Anja Slettelands håndbog mod sexchikane handler om at forklare, hvorfor den finder sted. En del chikane, mener de, kan forklares som udtryk for en herskerteknik, der cementerer et magtforhold. Det er dog langtfra en dækkende forklaring. I mange tilfælde handler chikane også om et sammenstød mellem forskellige normsæt.

Bogen definerer de tre overordnede måder, hvorpå man kan omgås på en arbejdsplads: ligestillet konkurrence, hvor man forventer at blive behandlet og bedømt uafhængigt af sit ydre; seksualitet som kapital, hvor charme og tiltrækningsevne er legitime styrker at trække på, når man vil frem i verden; og traditionelle kønsroller, hvor rollefordelingen giver sig selv. 

»Alle tre normsystemer findes,« siger Helseth. »Det er med til at gøre det svært at genkende anklagen. Hvis man opererer med, at seksualitet er en form for kapital, vil man ikke opfatte bemærkninger med seksuelle undertoner som chikane, men som noget, vedkommende selv har lagt op til. Men for den anden kan det virke undergravende for den professionelle, ligeværdige relation.«

Vejen frem er at få en forståelse for disse normsammenstød. Ikke for at kunne stå stejlt på hver sit sæt spilleregler, men for at forstå hinandens reaktioner. Helseth har tidligere i sit arbejdsliv lavet kurser om sexchikane i mandsdominerede forbund i oliebranchen, og selv om publikum her »ikke i udgangspunktet var meget positive« over for hendes budskab, lykkedes det alligevel at få den ørenlyd og de diskussioner, hun ville have. Hannah Helseth mener ikke, at det generelt er i mænds interesse at afvise det opgør med seksuel chikane, som #MeToo-bevægelsen står for. 

»Folk vil være ordentlige. Det er stadig min opfattelse: De fleste vil i seng med folk, der vil i seng med dem, og tage på folk, som har lyst til at blive taget på. De færreste har lyst til at plage andre mennesker. Jeg tror, man må afblæse kønskrigen. De fleste mænd og kvinder vil bare have det godt i deres relationer, og det er det, #MeToo handler om. Ikke at vi skal hænge alle mænd ud.«

Ansvaret kan placeres

I kølvandet på #MeToo opstod der i Norge en lang række hashtags, der skulle samle vidnesbyrd fra forskellige brancher. Måske har man hørt om skuespillernes pendant til #MeToo, der hedder #stilleforopptak, men Helseth og Sletteland opremser i deres bog yderligere 16 branchespecifikke pendanter mere. Ejendomsbranchen har eksempelvis hashtagget #nårgrunnmurensprekker, mens fagbevægelsens hedder #ikketilforhandling og restaurationsbranchens hedder #notonthemenu.

Det er ikke første gang, at nogen prøver at forandre noget gennem vidnesbyrdkampagner. Helseth og Sletteland nævner i deres bog 1970’ernes kvindebevægelses verbale erfaringsudvekslinger som en oplagt parallel, og #MeToo-hashtagget har reelt eksisteret siden 2005, hvor den amerikanske aktivist Tarana Burke brugte det til at sætte fokus på overgreb blandt sorte kvinder.

I 2015 satte det norske feministiske tidsskrift Fett (som Hannah Helseth var med til at starte, men på det tidspunkt ikke længere var med til at lave) gang i en vidnesbyrdkampagne hængt op på hashtagget #Jegharopplevd, der favnede helt bredt og handlede om alle mulige former for chikane og diskriminering. Nogle tusinde brugte hashtagget til at dele deres oplevelser, men den grundlæggende forandring udeblev:

»En af grundene til, at det hashtag ikke fik så meget vind i sejlene, var, at protesten ikke var rettet mod en bestemt modtager,« mener Helseth.

Det har været afgørende for #MeToos gennemslagskraft i det norske samfund, at fokus netop har været på arbejdslivet. På den måde er protesten blevet rettet mod en konkret aktør, man kan kræve noget af, nemlig arbejdspladserne.

»Ifølge arbejdsmiljøloven har arbejdsgiveren pligt til at handle, hvis nogen oplever seksuel chikane. Det har bare ikke været så meget på agendaen før, men det kom det med #MeToo.«

I Det jeg skulle sagt beskriver Helseth og medforfatteren Sletteland den eksemplariske måde at håndtere chikane på en arbejdsplads gennem et eksemplarisk – fiktivt – forløb, hvor den chikanerede siger klart fra, og ledelsen øjeblikkeligt tager sagen alvorligt og behandler den diskret og effektivt. Et appendiks i bogen indeholder de relevante paragraffer, og så er der en huskeliste til »dig som bliver anklaget for chikane«. Den indeholder både en instruktion i at give en ordentlig undskyldning og en påmindelse om de rettigheder, man har i den situation.

Fokus på arbejdslivet med dets allerede eksisterende rettigheder, pligter og procedurer er altså den ene grund til, at #MeToo-bevægelsen har haft en stor effekt. En anden er ifølge Helseth et globalt feministisk opsving som reaktion på, at det lykkedes Donald Trump at blive præsident:

»Når han, som praler med sine overgreb, er blevet valgt til præsident, mister man tålmodigheden og tænker, at det bare skal stoppe. Før har man brugt den metafor, at vi allerede er kommet langt, og at vi stadig er på vej. Nu taler man om, at krænkelser skal stoppe. Det er der en helt anden energi i end rejsemetaforen.«

Frygten for gabestokken

Kritikken af #MeToo-bevægelsen går over en bred kam på, at det udarter til folkedomstol og gabestok, hvor de, der er anklaget for at krænke nogen, ikke har en chance for at forsvare sig. Til det siger Hannah Helseth, at langt de fleste opråb i Norge har været anonymiserede. Kun politikere, som ifølge Hannah Helseth bør leve op til højere standarder, fordi de lever på befolkningens tillid, er blevet fremstillet med navn i medierne. En enkelt tv-vært er gået af, men han stod selv frem og blotlagde sine skeletter i skabet. 

»Ideen var ikke, at man skulle have et offer og en angriber, men en mængde historier, og en faggruppe, der ikke snakker om de enkelte historier, men står bag nogle krav,« siger Helseth. »På den måde bliver de personlige erfaringer politiseret og forankret i nogle krav til nogle bestemte institutioner.«

Helseth mener ikke, at man skal tro på alle anklager, medmindre man er et krisecenter eller en anden form for omsorgstjeneste. Men man skal undersøge alle anklager, og det skal ske efter bogen. Det er også derfor, at Det jeg skulle sagt er pakket med paragraffer og vejledninger i at sige fra, sige undskyld og sige det til sin chef. 

»Man kan ikke have et samfund, hvor folk automatiske er skyldige, udelukkende baseret på hvad folk føler. Det samfund vil jeg ikke leve i, det er et retsløst samfund.«

Helseth påpeger dog, at risikoen for at blive voldtaget er større end risikoen for at blive hængt uretmæssigt ud for en voldtægt, og at det norske politi og retssystem endnu ikke er gode nok til at tage overgrebssager alvorligt. Frygten for gabestokken betragter hun snarere som et udtryk for en modreaktion fra en gruppe, der føler sig kollektivt anklaget, end som udtryk for en reel fare. Men den modreaktion er der ifølge hende ingen grund til at frygte. Misforståelserne og uenigheden skal frem i lyset:  

»Jeg tror, at modreaktionerne på #MeToo-bevægelsen og dens resultater er med til at sørge for, at vi fortsætter samtalen. Og vi har brug for diskussion om, hvad seksuel chikane er og ikke er, for det er komplicerede sager, og vi har brug for en bedre forståelse af fænomenet. Der er også mange mænd, der taber på at have et normsæt, hvor det gælder om at være en alfahan. Jeg tror, at bevægelsen kan skabe bedre relationer, både seksuelt og i arbejdslivet.«

’Det jeg skulle sagt’ af Anja Sletteland og Hannah Helseth er udgivet på det norske forlag Manifest.