Læsetid: 11 min.

Fremtiden er åben – også for katastrofen

Såvel utopien som dystopien tager over fra profetien, der betonede det skæbnebestemte. Utopien og dystopien er moderne genrer, der betoner menneskelig handlekraft til at skabe sig en verden i sit billede, godt eller ondt. Dystopien er der, hvor vi tænker over vores destruktionskraft
Såvel utopien som dystopien tager over fra profetien, der betonede det skæbnebestemte. Utopien og dystopien er moderne genrer, der betoner menneskelig handlekraft til at skabe sig en verden i sit billede, godt eller ondt. Dystopien er der, hvor vi tænker over vores destruktionskraft

Mia Mottelson

7. december 2018

Første gang, dystopi blev brugt som modbegreb til utopi, var i det britiske parlament, da filosoffen og politikeren John Stuart Mill i 1868 undsagde regeringens politik over for Irland ved at beskrive deres politik som dystopisk. Han sagde, at det nok var for venligt at kalde dem utopister.

»De bør snarere kaldes dys-topister …. Det, der normalt kaldes utopisk er noget, der er for godt til at være realistisk. Men hvad de ser ud til at være tilhængere af er for dårligt til at være realistisk.«

Mills idé om dystopien som det sted, der er for dårligt til at være realistisk, blev fra starten af det 20. århundrede og frem til i dag vendt på hovedet, således at dystopi er blevet det sted, der er for dårligt til ikke at være realistisk. Idet dystopien blev en kunstnerisk og politisk genre ændrede den karakter fra at betegne det, der er urealistisk til det, der er alt for realistisk en mulighed.

Dystopien blev det sted, hvor vi tænker over mulighederne for at ende i en situation, hvor vi har gjort os selv overflødige. I modsætning til apokalypsen, hvor de fleste dør, for at de få kan leve evigt i himlen, er dystopien det umenneskelige rum fyldt med mennesker. Det er der, hvor mennesker fortsætter med at leve, selv om vilkårene for menneskelivet er ophørt.

Dystopien er den fantasi, vi bruger til at tænke over, hvad der sker, når mennesket bliver overflødigt, og alle vores handlemuligheder og frihedsrum synes udtømt. I modsætning til kriser og katastrofer, der kommer og går, er dystopiens rene form evigheden. Det er en umenneskelig fremtid uden udgang.

Den engelske politiske idéhistoriker Michael Freeden har skrevet, at »fremtiden selv genlyder af tavshed fra det ikkeeksisterende. Vi ved, fremtiden vil komme, men vi kan ikke høre dens stemme, kun flerheden af vores stemmer, der projicerer over på den, der egentlig kun afslører nutidig politisk tænkning. Fremtiden er imaginær og uforudsigelig, men også uvægerligt et kommende og frelsende sted.«

Dystopi er – sammen med andre genrer som utopien, manifestet eller uafhængighedserklæringen – forsøg på at fylde den tavse fremtid ud med stemmer, at skabe billeddannelser af fremtiden.

Det moderne er baseret på en idé om fremskridt. Men i det 20. århundrede bliver denne idé udfordret, blandt andet i de store dystopiske fortællinger af George Orwells 1984 (1949), Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932), Yevgeny Zamyatins Vi (1924), Ray Bradburys Fahrenheit 451 (1953) og et utal andre.

To verdenskrige, atombombe, kold krig, nye skræmmende teknologier, totalitarisme, forbrugersamfund, multinationale selskabers kriminalitet, algoritmisk magt, senere økologiske og klimamæssige katastrofer – alt sammen er det mulige tegn på, at det er tilbageskridtet, krisen, katastrofen, der er normalen og ikke fremskridtet. At der kan ske fremskridt på konkrete, afgrænsede felter – såsom computeres regnekraft, men at den store, generelle bevægelse er mod katastrofen.

Den stopper aldrig

Dystopien opstår som genre, som det sted, hvor vi kan spekulere over, om fremskridtets tidsalder er ovre, og om vi nu lever i katastrofens tidsalder, vel at mærke den fortsatte, uendelige katastrofes tidsalder. I modsætning til konkrete katastrofer, konkrete kriser og konkrete uheld, der alle har et tidsforløb – de starter, og de slutter – så kendetegnes dystopien ved dens uendelighed. Der er i dystopien sket noget, og det gør katastrofen eller krisen uendelig. Den stopper aldrig. Vi vender aldrig tilbage til fremskridtsnormalen. Den er en slags modfortælling til de store modernitetsfortællinger om fornuft, fremskridt, teknologi, frigørelse, historie, fremtid. Dystopien er fantasien om en fremtid uden fremskridt.

Det er også derfor, at de fleste dystopier (og utopier for den sags skyld) er fyldt med teknologi. Tit ser vi, at dystopiens idé er, at teknologien, maskinerne, robotterne, nu også zombierne og rumvæsenerne, har overtaget menneskets plads. Der er ingen egentlig plads til mennesket eller det menneskelige i det dystopiske samfund, men mennesket lever stadig; oftest kæmper det en lang, udsigtsløs kamp for at overleve, reduceret til en stræben efter ren biologisk overlevelse.

I utopier hænger teknologi og fremskridt sammen. Naturbeherskelse og frigørelse hænger sammen i modernitets- og fremskridtsfortællingen. Dystopien, derimod, lader os lege med tanken om, at naturbeherskelsen er accelereret, samtidig med at den har frigjort sig fra frigørelsen.

Naturbeherskelse er jo også menneskebeherskelse, og måske er dystopiens skræmmende indsigt den, at naturbeherskelse uden frigørelse uvægerligt ender med at se på mennesket som bare kød og energi; dystopien anskuer mennesket som udifferentieret fra alle andre biologiske fænomener som rent middel og intet mål.

Dystopier genspejler det, som den tyske sociolog Ulrich Beck kaldte for »refleksiv modernisering«. Dystopien viser en modernitet, der vender sig mod sig selv; der forvrænger eller omvender frigørelse til undertrykkelse, men også en modernitet der i dystopi-genren reflekterer over sig selv.

Hvis utopien er der, hvor modsætninger ophæves, da er dystopien der, hvor modsætninger accelereres. Utopien siger, ’det kan blive bedre’. Dystopien siger, ’det kan blive meget værre’. For utopisten er det moderne fremskridtets mulighed, hvorimod det for dystopistens er katastrofens sandsynlighed.

Dystopien er en moderne genre, både politisk og kunstnerisk, idet dens forudsætning er mennesket som historieskabende væsen og fremtiden som en åben horisont. Men det moderne er ikke kun udfrielse og frigørelse, men også angst, usikkerhed, uforudsigelighed. Fremtiden er løfterig, men åben – og også åben for katastrofen.

Dystopien spørger til ydergrænserne af det menneskeligt mulige: Er der stadig mennesker og menneskeligt liv i yderkanten af menneskets formåen? Her undersøges realiseringen af det umenneskelige (lovløshed) og det ikkemenneskelige (totalitarisme) i en uendelighed af variationer.

Dystopi bliver en diagnose og en etik. En diagnose i den sociale alarm over en systemtisk dysfunktion, en afsøgning af katastrofens muligheder i nutiden. En etik i afsøgningen af en ny etik for enten en gennemteknologiseret verden (skal robotter have rettigheder?) eller for en verden uden sociale strukturer (hvis du møder en fremmed i det postapokalyptiske ødeland, skyder du, eller tilbyder du mad?).

Et af de bedste eksempler på dystopi-som-diagnose er første kapitel af Rachel Carsons Silent Spring fra 1962, der advarede om effekterne af pesticidbrug. Kapitlet, der er på 2 sider, »En fabel for i morgen«, fortæller, at der engang var en by i hjertet af USA, der var idyllisk og frugtbart. Men så dukkede noget ubestemt op.

Dyr begyndte at dø, sygdomme spredte sig. »Overalt var der en skygge af død.« Stilheden spredte sig. Folk var forundrede og foruroligede. »Intet hekseri, ingen fjendtlig handling havde kvalt livet i denne ramte verden. Folk havde gjort det ved dem selv.« Denne forestillede tragedie, siger Carson, kan blive en forfærdelig realitet, hvis vi fortsætter, som vi gør. Den dystopisk forestillede fremtid ligger som mulig realitet i nuet.

I et meget andet politisk register, men samme dystopi som nær fremtid finder vi politiske diagnoser som Donald Trumps indsættelsestale 20. januar 2017, der taler om et »amerikansk blodbad«, dvs. en utopi for de forkerte (’the liberals’) og en reelt levet dystopi for de rigtige amerikanere. Eller Michel Houellebecqs tale ved modtagelsen af Frank Schirrmacher-prisen (trykt i Information 30. september 2016), der taler om et Europa på selvmordets rand, en næsten-allerede-lige-her-dystopi, hvis vi ikke tager et radikalt opgør med den igangværende udvikling. Eller hyperliberalisten Ayn Rand, der i sine romaner beskrev en dystopisk nutid af velfærdsslaver.

Eller hvad med den højreekstreme såkaldt identitære bevægelse, der i nettidskriftet Critique i april 2018 havde et indlæg, der beskrev nutiden som en allerede-dystopi: »Samfundet er sygt«, »den syge ugudelighed«, »samfundet som organisme er sygt. Alvorligt, mentalt sygt«, »mental AIDS«. Nutiden er, hævdes det, katastrofisk. Som den er nu, vil den gå under. De venter på den rensende ild. »Vi venter på ilden – vi afventer altings eskalation.« Det er voldsfantasi, når dystopien tros allerede fuldt realiseret i det nutidige.

Passer godt på højrefløjen

Dystopier passer godt til den konservative højrefløj, der altid antager, at verden er lige ved at selvdestruere, og som i forvejen abonnerer på en verdensforståelse som krig og konflikt, hierarki og undertrykkelse. I højrefløjstænkning er dystopien sjældent langt væk – også fordi dens påkaldelse fremmer et svar præget af styrke, mandighed, beslutning, al snaks ophør og de store handlingers begyndelse.

Hvis højrefløjen er naturligt dystopisk orienteret, da er venstrefløjen naturligt utopisk disponeret. Det er dog ikke det samme, som at man ikke kan finde dystopier her også, f.eks. i Horkheimer og Adornos dybt pessimistiske værk Oplysningens dialektik fra 1944 eller hos den nok mest udtalt dystopiske venstrefløjsgruppe i dag, Den usynlige komité, der også er inspireret af den italienske filosof Giorgio Agambens analyser af nutiden som en flerhed af lejre, hvor nøgent liv produceres og destrueres. I deres Den kommende opstand fra 2007 beskriver de livet under kapitalismen som »kedsommelige, tomme, kølige rum, hvor intet rører sig foruden registrerede kroppe, automobile molekyler og rene vareformer.«

Dystopi som diagnose er afsløring af det katastrofale i nuet, dystopien som det allerede eller lige om lidt realiserede. Som det på fantastisk vis gøres i tv-serien Black Mirror, så afdækker dystopien brudpunkter og sårbarheder i nutiden. Den foretager dystopisk ekstrapolering fra nu til lige om lidt.

I dystopi som etik kan vi skelne mellem etik for en sammenbrudt civilisation og etik for en gennemplanlagt verden (tænk forskellen mellem Lord of the Flies og A Handmaid’s Tale, sidstnævnte er brillant som både diagnose og etik). I klima-fiktionen finder vi f.eks. dystopier om tiden efter det store økologiske kollaps såvel som dystopier om økofascistiske svar enten på katastrofen eller på afværgelsen af den. Klima-dystopierne fortolker altså på for sent-/for lidt-handling, der fører til katastrofen såvel som for meget/forkert handling, der fører til den totale stat eller nulvækstens destruktion af livsmuligheder.

Zombie-serien Walking Dead er på den ene side en ret traditionel dystopi, hvor noget er sket, som har gjort zombier ud af de fleste, mens resten må kæmpe mod dem og hinanden for at overleve. Men serien afprøver også ’etikker for overlevelse’. Hvad skal man gøre, og hvad er man parat til at gøre for at overleve? Det gælder ikke kun den lille gruppe, man følger, men også alle de fællesskaber, de møder undervejs, der alle er forskellige udgaver af overlevelsesfællesskaber og dermed etikudkast.

Dystopier er gode til billeddannelse. Den første Blade Runner-film fra 1982 (hvis handling foregår i 2019) tegnede en dystopi af en verden, hvor menneske og robot er blevet næsten indistinkt. I 2’eren fra 2017, hvor handlingen beroligende nok er flyttet til 2049, er det ikke længere nok med én dystopi. Der er mindst tre. Dystopien avler.

Den første dystopi er Greater Los Angeles, en megaby, et kaosmopolis, verden som by, hvor der tales alle mulige slags sprog, alt lys er neonlys, verden er en vrimmel af mennesker, der ikke kan etablere meningsfuld kontakt med hinanden. Byens opland består af endeløse proteinfarme, der producerer smagløs næring (en økologisk dystopi). Bag det hele er Wallace Corporation, verden-som-virksomhed, der som hovedkvarter har en dødeby, en anonym, nærmest mennesketom pyramide beboet af en direktør med et veludviklet gudekompleks fanget i sin egen fantasi.

Her får vi den dystopiske genre om det overplanlagte forfærdelige. Den totalitære stat eller megaselskabet, der skaber sig en verden i sit eget billede uden plads til det menneskelige.

Den anden dystopi er San Diego, verden som affald, fantasien om den tredje verden, hvor børnearbejde og pædofili eksisterer side om side med hovederhvervet, som er genbrug af elektronikaffald. Det er med et begreb fra Zygmunt Bauman »produktionen af menneskeligt affald.« Det er en Mad Max-verden, hvor der stadig arbejdes og produceres.

Her får vi den dystopiske genre om det uplanlagte forfærdelige. En verden uden strukturer og institutioner, der efterlader den enkelte til at forsvare sig selv, og hvor enhver svaghed er lig død eller underkastelse.

Den tredje dystopi er Las Vegas, verden som kulisse, begærets tomme gentagelse, hvor Elvis og Sinatra er på evig repeat som holografisk underholdning. Her er alt, hvad hjertet kan begære, klar til brug, men ingen mennesker, intet liv, kun støv.

Her får vi den dystopiske genre om forbrugeren som zombie. Levende døde, der ser tv og handler ind, hver dag, hver dag, hver dag det samme. Det er anklagen om bekvemmelighedsfascisme, at vi har overgivet vores frihed, spontanitet, vilje til noget andet, fordi det er let og bekvemt at gøre det samme altid. Nydelse som fristelse til ufrihed.

Det er, med Blade Runner 1 og 2 i mente, svært ikke at have en fornemmelse af, at der er kommet flere dystopier. Det synes, som om vi lever i katastrofeforventningens horisont. Måske vi kan lege med en historisk forklaringsmodel, nemlig at Den Kolde Krig lærte os at forvente fjenden ét sted fra, mens tiden efter har lært os at forvente fjenden alle steder fra.

Utopiens skuffelse

På mærkværdig vis er det, som om dystopien og utopien har brudt deres skæbnefællesskab. Ofte ser man dystopien beskrevet som et korrektiv til, en satire over, en advarsel om utopien. Dystopi er det, man får, siges det, når man tilstræber utopi. Vi lever måske i dag i ’utopiens skuffelse’, ikke den storslåede opposition til utopiens rædselsvækkende realisering, men i den resignerede observation af dens urealiserbarhed.

Der masseproduceres ikke utopier længere. Hvis der tales utopisk i dag, er det ofte kvalificeret som ’realistisk utopi’, og de fleste udtalte utopier er i realiteten retropier – nostalgiske konstruktioner af fortidens skønhed eller præfigurationer, mikroiværksættelser af utopien i nutidens sprækker. Enhedslisten udgiver et bud på de første 100 dage, mens Alternativet, der er det parti, der mest aktivt har indskrevet det utopiske som sin arbejdsmetode, kæmper med et kommentariat og nogle politikkolleger, der sukker efter det nye, men med auto-reply skyder alt ’urealistisk’ ned. Det er i dag mestendels forbeholdenes og de små ambitioners utopier.

Men dystopierne derimod vælter frem overalt. Silicon Valley-milliardærer leger doomsday preparation med underjordiske bunkere og krydstogtskibe eller rumraketter, der kan få dem væk fra den kommende katastrofes andre mennesker. Katastrofeberedskab er blevet generaliseret.

Det virker også, som om dystopierne nu på et narrativt plan har afkoblet sig fra utopien. Dystopien kommer ikke længere så tit fra forsøget på at skabe det perfekte samfund, men nu oftere fra fortsættelsen af det eksisterende samfund.

Hårdt dikotomiseret aflyser utopier og dystopier fremtiden på hver deres måde. I den realiserede utopi behøver der ikke ske noget nyt. Alt er godt, enhver forandring vil være til det værre. I den realiserede dystopi kan der ikke ske noget nyt. Utopien og dystopien afviser begge som moderne genrer miraklet. I utopien kommer forandringen ikke, fordi den ikke behøves. I dystopien kommer den ikke, selv om den behøves.

Dystopier bevarer ofte håbet uden for dem selv, hos læseren eller tilhøreren, der kan tage dem som en advarsel og handle anderledes. Den pessimistiske fremtid er én mulighed. Du besidder stadig muligheden for at vælge en anden vej. Du er nu advaret.

Men mange dystopier ender også ofte med sommerfuglen, der flakser rundt i det sterile rum, det lille smil, den korte gestus, livstegnet, det spontane som tegn på det, at det menneskelige stadig svagt og skrøbeligt er der.

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu