Læsetid: 8 min.

Det går ikke så skidegodt for dansk musik – i hvert fald kun når musikken spiller

Det var ikke et kønt år for dansk musik og musikformidling, der led under økonomiske beskæringer og stigende international dominans. Til gengæld var det et kønspolitisk år. Der blev blokbooket kvinder, og der blev instrueret i klitsutning. Og der var fornyet håb for de uafhængige pladeselskaber
Forsangeren fra ’Chinah’, Fine Glindvad, på Tinderbox Fesitval i 2017.

Forsangeren fra ’Chinah’, Fine Glindvad, på Tinderbox Fesitval i 2017.

Helle Arensbak

18. december 2018

Jeg har en god og en dårlig nyhed.

Den gode først. Vi har et rigt varieret og spruttende kreativt musikliv i Danmark. Den dårlige: Politikerne (dem med flertallet i hvert fald) og festivalbookerne (som de er flest) har ikke opdaget det.

Politikerne først.

Beskæringen af DR var en sejr for DF og et nederlag for diversiteten på mange felter, ikke mindst musikformidlingen. Selv om folk i stigende grad har udskiftet radioen med streamingtjenester, så var det naturligvis et tab for dansk musikbevidsthed, at DR valgte at lukke musikradiokanalerne P6 Beat (indiemusik), P7 Mix (pop) og P8 Jazz (ja, jazz) som et led i de krævede besparelser på 773 millioner kroner.

Man kan udmærket godt kritisere DR for at vælge at skære på nogle af de få områder, der sikrede en vis diversitet i deres musikudsyn.

Det var i forvejen slemt nok, at P6 Beat alene skulle dække randområderne i dansk rytmisk musik, for det gjorde kanalen kun i ekstrem snæver forstand. Alligevel markerede kanalen trods sine velfriserede indieplaylister et yderområde i DR’s stadig mere konsensussøgende musikdækning. Nu står det med andre ord endnu mere skralt til, når det kommer til at give opmærksomhed til anderledes tænkt og følt musik.

Som eneste lyspunkt kan vi så til gengæld nyde, at P3 er vendt tilbage til nogle af deres gamle dyder og nu igen begår seriøs musikjournalistik.

De uafhængige i fremmarch

Nå, men den gode nyhed, den om den spruttende kreativitet. En ny international undersøgelse viser, at de uafhængige musikselskaber – dem der ikke er under de tre multinationale giganter Sony, Warner og Universals kontrol – har en markedsandel på 39,9 % globalt.

Det er en god nyhed – også her til lands – fordi de uafhængige aktører er en decentral hær af små, autonome selskaber, der med hver deres kunstneriske og kommercielle dagsorden udgør et kompliceret netværk af ideer, strategier og udtryk. I Danmark repræsenteret ved DUP, Danske Uafhængige Pladeselskaber.

Modsat står de multinationale selskabers kommercielt brutale vilje og magtudøvelse, som man for tiden kan se den udspille sig hos især Spotify, som alle tre multinationale selskaber har eller har haft store aktieposter i. En magtfuld streamingtjeneste, der p.t. må betragtes som en trussel mod variation i vores musikalske udsyn.

Fra Danmark udtalte Kristoffer Rom, formand for DUP, i forbindelse med rapporten:

»På den nationale scene går den uafhængige sektor store udfordringer i møde i en virkelighed, hvor musikmedierne er færre end nogensinde, og det internationale repertoire fylder mere end nogensinde.«

Mange forskellige kønsfortællinger

Diversitet er mange ting, en af dem er kønslig spredning. Og lad os i den forbindelse glæde os over fremragende danske altmuligkvinder som Soho Rezanejad, CTM, Astrid Sonne, Frk. Jacobsen, Puce Mary, Lise Westzynthius, der alle har præsteret eventyrlystne albummer i år.

Man kan så også vælge et andet tværsnit gennem summen af anderledes tænkning og fornøje sig over, at disse kvinders udgivelser er æstetisk væsensforskellige – fra støj over avantgarde-kammermusik til jungiansk electronica – og ikke kolporterer en bestemt fortælling om køn eller kvindelighed. Slet ikke.

Og så er det også værd at nævne, at internationalt anerkendte Najaaraaq Nicoline Vestbirk alias Courtesy tegner sig mere og mere som en dynamo i dansk dj- og klubkultur. I år har hun ikke kun startet musikselskabet Kulør, men hun har også været central i grundlæggelsen af DJ Foreningen.

Danish Music Awards aflyste i år deres prisceremoni. Om det var, fordi de havde fået musearm eller tennisalbue af al rygklapperiet, skal denne signatur ikke gøre sig klog på. Men savnet bliver den vist kun af de få udvalgte, der får sig en pris og en skåltale eller to.

Og så tilbage til de dårlige nyheder – hvad vi også kan kalde ’Snæversyn del to’ – nemlig festivalbookerne. Det var en festivalsommer, der var ligesom så mange gange før. Homogen som bare pokker.

Noisey.vice.com gjorde rugbrødsarbejdet og talte gengangere på festivalerne, og på topti spillede navnene minimum 11 gange i løbet af sommeren. Ja, på førstepladsen spillede Hugo Helmig 21 koncerter.

Så er det måske ikke så mærkeligt, at folk snakker mere end nogensinde før til koncerterne. De har jo alligevel med stor matematisk sandsynlighed set spektaklet oppe på scenen før.

MØ tog elefanthuen på

Så er der mere riv i den gamle Ungeren-kumpan MØ. Hun fyldte 30, udgav nyt album og gav de højrepopulistiske politikere en bredt omtalt finger. Det skete i starten af august, da hun, kort efter at det var blevet ulovligt at bære hovedbeklædning, som dækker alt på nær øjne og mund, gjorde netop dét. På den ellers komfortabelt apolitiske Smukfest i Skanderborg trådte hun på scenen iført elefanthue.

Vores anden, unge internationale superstjerne kommer også fra et i hvert fald engang politisk alternativt sted i København.

Lukas Graham er opvokset på Christiania og har som MØ beholdt sit politiske sindelag. I år dokumenteret med reaktionen på regeringens zoneforbudslov, der betyder bøder til hjemløse. Det skete med singlen »You’re Not The Only One (Redemption Song)«, som han indsang sammen med hjemløse.

I et interview med avisen Hus forbi sagde han:

»I bund og grund har jeg lært meget af at tale med hjemløse. En sagde til mig: ’Ingen i verden gør noget ondt med vilje, medmindre de er syge. Selv dem, der råber ad os på gaden. Man lærer ikke at tage ting personligt’.«

I samme interview påpegede han, at det var de hjemløse, der passede på blomsterne i anledning af Kim Larsens død på Christianshavns Torv. Hvortil intervieweren svarede, at de nogle dage efter var blevet flyttet til de hjemløses gravsted på Assistens Kirkegård. Det bifaldt Graham.

I år var det ikke til at overse, at endnu en socialt engageret stjerne – ja, faktisk vores helt egen galakse af folkelighedssange – døde. Kim Larsen går ikke længere på stenbroen, han vader ikke længere rundt i den danske folkesjæl med sine træsko. Dem har han stillet.

Hans betydning blev konsolideret stolpe op og stolpe ned af medierne efter hans død, og den blev kronet af folkemasserne i ugerne efter, hvor hitlisterne var næsten totalt domineret af den lune gigant.

Tunge rytmer i skridtet

Til gengæld levede dansk hiphop – dog uden de store videreudviklinger – stadig i år. Det skete med strålende albumudgivelser fra Artigeardit, Sivas og Benal. Og med hits som »Kom over« fra Kesi og »Udsigt« fra M.O.L.O. Samtidig med at den kontroversielle SoundCloud-rap fra USA fandt sine danske formidlere i K-Phax og Lillebittebock.

Alle sammen mænd/drenge, ak ja. Og hvad så med kvinderne?

Well, »Sut min klit« var i hvert fald et antisexistisk opråb, der gav genlyd – endda i frontaldialog med Suspekts hit »Sut den op fra slap« fra 2007. Afsenderen var Nikoline, der i musikvideoen fik støtte af Ditte & Louise, Oliver Bjerrehuus og Peter Aalbæk Jensen. »Tunge rytmer i mit skridt,« rapper Nikoline, mens Bjerrehuus ligger med ansigtet lige dér. Jo tak.

Men enlig femirapper gør ingen sommer, og tendensen er fortsat, at kvinder er i heftigt undertal på scener, hitlister, playlister – også her til lands.

Derfor er det også forfriskende, at man på det regionale spillested Forbrændingen i Albertslund i 2019 tager det radikale skridt kun at booke kvinder, altså kvindelige solokunstnere eller bands med kvindelige frontfigurer.

Ikke overraskende blev initiativet ledsaget af både væmmelse og jubel i en debat, hvor skyttegravene stadig er forholdsvis dybt gravede. Men hvor risikovilligheden og eksperimenterne heldigvis vinder frem, selv om automatargumentet – at kønsubalancen skyldes, at man booker ud fra kvalitet – igen og igen luftes. Som om kvalitet var en videnskabeligt kvantificerbar størrelse. Sikke noget vrøvl.

Ikke hermed sagt, at alle skal tage Forbrændingens konsekvente skridt, men en bred vifte af strategier bør tages i brug i alle led af fødekæden. For ellers kunne det se ud til, at kønsubalancen har bidt sig fast. Og det er ingen tjent med – selv dem, der tror, de er.

Der skal nye fortællinger til

2018 bød også på et farvel til den fiktive superheltestjerne Gulddreng, der blev lagt i graven af sin skaber.

Det virkede betimeligt. Der var ikke mere suppe at koge på knoglerne af en übernarcissistisk poppedreng. Nu skal andre fortællinger til, hvis De spørger denne signatur. Fortællinger fra hjemløse, vagabonder, romaer, mænd, kvinder, transkønnede, ciskønnede, tvekønnede, politisk, socialt indignerede sjæle derude.

Det går jo ikke så skidegodt – i hvert fald kun, når musikken spiller.

Årets bedste danske album ifølge Informations anmeldere

Louise Rosengreen

  • Iceage: ’Beyondless’

Det klæder bandet at integrere blæseinstrumenter og violin i deres rå punk. Og respekt til forsanger Elias Rønnenfelt, der kan måle sig med en ung Nick Cave.

  • Marc Facchini: ’Himmelmekanik’

Intet er for privat, politisk eller teoretisk til, at Facchini kan bruge det i sin sangskrivning. Særligt når han bliver indigneret, fænger han.

  • Bjørn Friis Thomsen & Nils Gröndahl: ’Kærlighedens Spændingskurve’

Digteren Thomsen har indtalt sine drømme, og ud af disse morgendiffuse minder har han med violinist Gröndahl skabt lyrisk lydrockeksperiment.

  • Boblere: CTM: ’Red Dragon’ + Lise Westzynthius: ’JA’.

 

Sophia Handler

  • Sleep Party People: ’Lingering Pt. II’

Kaninerne i den danske supergruppe viser spidse tænder og blød ståpels på deres seneste, elektroakustiske udspil.

  • Kulør: ’001’

Københavns ny pladeselskab, bestyret af Courtesy, har udgivet gennemsprød kompilation af de allermest lovende, danske elektroniske musiknavne.

  • Soho Rezanejad: ’Six Archetypes’

Lyden af en formørket sjæl, der krænger sig ud i en imponerende, elektrificeret blanding af pop og punk.

  • Boblere: KYO w/ Jeuru: ’All The Same Dream’ + The Empire Line: ’Rave’ + AV AV AV: ’Fundamental Physics Vol. 1 & 2’.

 

Nikola Nedeljkovic Gøttsche

  • Chinah: ’Anyone’

Popplade, der omgår behovet for hits ved at være mesterligt helstøbt. Det flerrytmiske lyddesign og Fine Glindvads pirrende underspillede vokal tager elektropoppen nye steder hen.

  • Puce Mary: ’The Drought’

Støjkunst fra absolut øverste hylde. Både lydside og lyrik er forførende i sin magtesløshed og resignation. Et stift blik ud i en verden, hvor alt er enten ild eller aske.

  • Frk. Jacobsen: ’Thin Dry Sticks’

Et spirrevipligt og iderigt musikalsk eventyr, hvor lyrikken er anlagt som et skuespil om en kvinde, der oplever fødsel og død som mor, datter og hustru.

  • Boblere: Soho Rezanejad: ’Six Archetypes’ + Astrid Sonne: ’Human Lines’ + CTM: ’Red Dragon’.

 

Ralf Christensen

  • CTM: ’Red Dragon’

Kammermusikalsk og al- ligevel poppet. Den danske cellist og sanger Cæcilie Trier strejfer langsomt mellem det tyste, indviklede, uforløste og mærkværdigt magiske.

  • Sivas: ’Ultra’

Med en baggårdspumas selvsikre ynde formidler rapperen endnu en gang et andet Danmark. Denne gang med en nyvunden frygt som medpassager.

  • Artigeardit: ’VILDEDAGE’

Hiphop som lyksalig eftertænk- somhed med let dunkende hoved. Melodisk klarhjernet og rytmisk tågeprogrammeret debut.

  • Boblere: Soho Rezanejad: ’Six Archetypes’ + Frk. Jacobsen: ’Thin Dry Sticks’ + Puce Mary: ’The Drought’ + Astrid Sonne: ’Human Lines’ + Chinah: ’Anyone’ + Vanessa Amara: ’Manos’ + Lise Westzynthius: ’JA’.
I 2018 gav Spanien pludselig lyd fra sig, nærmere bestemt Catalonien, hvorfra Rosalía satte en ny dagsorden med sit eget blodigt stolte ståsted mellem flamenco og moderne r&b.
Læs også
På Jeurus EP er der mørkt, og pludselig dødsens stille – men også fuldt af små, glitrende lyspletter – akkurat som en decembernat.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Her er en anden faktor: Dansk musik var jamrende og virkelighedsfornægtende - alligevel en imponerende kombination - i 2018. Og der er gået totalt producer dominans i det meste. Dødsygt og det samme sker med mange film og tv serier.

Må jeg lige anbefale anmelderne (og læserne) at lytte til duoen Kogekunst, der udgav årets mest originale, nysgerrige, legesyge album, Sexede. Som de selv formulerer det, er de en duo, som spiller dronerock, børnehavehits, dansepop, støjpis, ballader og alt, der falder dem ind.
Lad mig som jer også lige citere Noisey.vice, der i deres mildest talt begejstrede anmeldelse bl.a. skriver:
”I en tid hvor størstedelen af alt musik enten lyder som en kopi af noget andet musik eller som elendigt hjemmelavet amatør-bras, kommer der her to mennesker, der rent faktisk tør gøre noget nyt, gøre noget sindssygt og gøre det rigtigt fucking godt. Er du træt af at de fleste sange bliver lavet på den samme måde? At alle fra Kim Larsen til Lil Pump bygger deres tracks op omkring et hook, et par vers og et c-stykke? Her kommer din redning. Dit svar. Dit Alfa og dit fucking Omega.” Nemlig!

Ralf Christensen

Hej Nils,
Nu er det jo ikke fordi vi ligefrem afviser al dansk musik. Læs venligst artikelen og listerne, som henviser til et væld af legesyge plader. Originale? Hm. Det er et flot ord, jeg gerne undgår at tage i min mund endsige putte i spalterne.
Mvh
Ralf