Læsetid: 9 min.

Hashtags kommer og går. #MeToo består!

#MeToo-bevægelsen skal ses som et gennemgribende kulturelt nybrud og en af de vægtigste sociale bevægelser i det 21. århundrede. Det mener to amerikanske professorer, der har forsket i kulturelle forandringsmekanismer og civilsamfundsbevægelsernes historie
#MeToo-bevægelsen skal ses som et gennemgribende kulturelt nybrud og en af de vægtigste sociale bevægelser i det 21. århundrede. Det mener to amerikanske professorer, der har forsket i kulturelle forandringsmekanismer og civilsamfundsbevægelsernes historie

Mia Mottelson

28. december 2018

Forfaldshistorier om magtfulde mænd, der har mistet anseelse og fået spoleret deres karrierer som resultat af anklager om seksuelt krænkende adfærd eller deciderede overgreb, har sat sit tydelige præg på den offentlige samtale det seneste års tid.

Ifølge en optælling lavet af nyhedsmediet Vox er over 250 politikere, direktører og andre offentlige personligheder blevet anklaget for seksuelt misbrug siden april 2017. Fra filmproducenten Harvey Weinstein og skuespilleren Bill Cosby til tv-værten Charlie Rose og komikeren Louis C.K. – for blot at nævne de mest opsigtsvækkende eksempler fra USA.

Der er altså ingen tvivl om, at #MeToo-bevægelsen er et kraftfuldt samtidsfænomen. Spørgsmålet er, hvordan eftertiden vil vurdere den sociale bevægelse: Kan den hamle op med historiens tidligere kulturelle brud og sociale omvæltninger?

Historieprofessor og leder for kulturforandring og social retfærdighed ved Harvard Universitys center for menneskerettighedspolitik, Timothy McCarthy, er ikke i tvivl:

»#MeToo-bevægelsen er blandt de mest kraftfulde sociale bevægelser, jeg har set i min levetid. Når historien om vores tid bliver skrevet om 50 eller 100 år, vil den sandsynligvis blive set tilbage på som virkelig betydningsfuld.«

Han mener, at #MeToo-bevægelsen har haft en »kraftfuld indvirkning på samtidskulturen« i en udstrækning, der kan sammenlignes med historiens mest betydningsfulde sociale bevægelser. Og han drager paralleller til både den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og kvindebevægelsen fra 1960’erne og 1970’erne.

»Det er uomtvisteligt, at der er sket et kæmpe kulturelt nybrud som resultat af populariseringen og intensiveringen af #MeToo-bevægelsen. En bevægelse, der – ikke udelukkende, men i særdeleshed – har varslet over for magtfulde mænd, at de ikke længere kan slippe af sted med seksuelle krænkelser,« siger Timothy McCarthy.

Tidsåndens temperament

Der er ifølge McCarthy tre overordnede forudsætninger for, at sociale bevægelser udvikler potentialet til at blive reelt samfundsforandrende.

For det første er det afgørende, at der foreligger en håndfast målsætning, en konkret vision for den påtænkte samfundsændring – i tilfældet #MeToo ønsket om et opgør med seksuelle krænkelser og overgreb. Dernæst skal der eksistere en arkitektur for budskabets udbredelse i form af forskellige slags ressourcer og en organisering, hvad enten det er virtuelle redskaber som hashtags eller fysiske manifestationer som gadedemonstrationer og fællessamlinger. Og endelig er der brug for frontløberaktivister og risikotagere, som er villige til at gå forrest, og som er i stand til at overtale andre til at tilslutte sig bevægelsen.

Men det nødvendige er som bekendt ikke det samme som det tilstrækkelige. Og derfor peger McCarthy på en fjerde, mindre håndgribelig og mere uforudsigelig ingrediens, der må til: historiens lykketræf. Et øjeblik eller en begivenhed, der kan bruges til at »drive bevægelsen fremad«. Det er dén mentale udvidelse af mulighedsrummet, der gør, at en idé skifter fra at virke umulig at realisere a la sådan-vil-det-altid-være til at antænde et reelt håb om forandring og dertilhørende civilsamfundsaktivisme.

Og #MeToo-bevægelsen er et glimrende eksempel på tidsåndens foranderlige temperament. Den amerikanske aktivist Tarana Burke begyndte allerede i 2006 at bruge de to små ord til at sætte fokus på den omsiggribende tilstand af seksuelle krænkelser i samfundet – et tema, der for øvrigt har floreret i kvindebevægelsen siden 1960’erne – uden at det afstedkom nævneværdige offentlige bølgeskvulp. Så hvorfor #MeToo netop nu?

McCarthy peger på to centrale begivenheder, der forklarer #MeToo-bevægelsens pludselige vækkelse: Donald Trumps sejr over Hillary Clinton ved det amerikanske præsidentvalg i 2016 og de spektakulære afsløringer af Harvey Weinsteins vanepraksis med seksuel udnyttelse.

»De to øjeblikke var de primære katalysatorer for den større bevægelse. Har folk ikke oplevet seksuelle overgreb igennem historien? Jo, selvfølgelig, men det er de anstiftende øjeblikke – som The Fugitive Slave Act fra 1850 eller Anden Verdenskrig – der stimulerer fremdrift,« siger Timothy McCarthy.

Weinstein-afsløringerne var som bekendt den direkte anledning til, at #MeToo pludselig satte internettet i brand i oktober 2017, men ifølge McCarthy er det Trumps præsidentskab, som har gjort bevægelsen langtidsholdbar, sikret den mod at gå i sig selv.

»Der er ikke mangel på kvinder, der er blevet dårligt behandlet af frygtelige mænd. Og der er ikke mangel på frygtelige mænd. En af dem leder Amerika, og så længe Donald Trump er præsident, vil #MeToo-bevægelsen fortsætte – manden påstås at være et rovdyr, og han er kendt for at være en gris. Han er en evindelig hverdagspåmindelse om, at vi stadig har et stort problem,« siger Timothy McCarthy.

Mia Mottelson

Jo Reger, der er sociologiprofessor og institutleder ved Oakland University, tilslutter sig tesen om, at fænomenet Donald Trump har drevet magtfulde mænds seksuelle krænkelser af underordnede kvinder frem i lyset. Jo Reger forsker i sociale bevægelser og specifikt den amerikanske kvindebevægelses historie, og hun mener, at Trumps notoriske »grab them by the pussy«-kommentar genoplivede debatter fra 1960’erne og 1970’erne om seksuelle krænkelser og overgreb og bragte dem ind i den offentlige samtale.

Hun opfordrer til, at man ser #MeToo-bevægelsen som et kapitel i en diskussion, som feminister startede »for længe siden«, frem for at anskue det som noget fuldstændig nyt; forskellen er blot, at det er »nu, at ideerne spreder sig verden over og begynder at gå i opfyldelse«. Og det skyldes ikke Trump-effektens fremkaldelsesevne.

»Kvinders placering i samfundet i forhold til den magt, de har, og den mulighed, de har for at artikulere deres erfaringer, er noget nyt. Erfaringerne med seksuelle krænkelser er ikke nye, men muligheden for at formulere erfaringerne og have en magtposition, hvor man bliver taget seriøst, er historisk set noget nyt,« siger Jo Reger.

Såkaldt fiasko

At #MeToo-bevægelsen har erobret terræn i det offentlige rum er ukontroversielt, men spørgsmålet er, i hvilken udstrækning bevægelsen har været en succes, og hvordan man helt generelt bør vurdere sociale bevægelsers samtidshistoriske betydning. Her mener Timothy McCarthy, at man forbigår det centrale, når man – som det ifølge ham ofte sker – besigtiger sociale bevægelsers samfundsforandrende potentiale ud fra, hvor længe de verserer.

»For ofte tænker vi på de bevægelser, der varede en generation eller længere – som bevægelsen for slaveriets afskaffelse, borgerrettighedsbevægelsen eller kampagnerne for kvinders valgret – når vi skal pege på succesfulde bevægelser. Men det er ikke nødvendigvis påkrævet at bruge 35 år i skyttegravene for at opnå sociale forandringer,« siger McCarthy.

Tilsvarende advarer han imod at anse sociale bevægelser ud fra, hvor mange mennesker de opsuger, fordi de »pr. definition er mindretalsanliggender«. Han fremhæver bevægelsen for afskaffelse af slaveriet i Amerika som eksempel, hvor der, da abolitionist-bevægelsen var på sit højeste i 1850’erne, sandsynligvis kun var »i størrelsesordenen titusinder«, som åbent identificerede sig med bevægelsen – en brøkdel af den samlede amerikanske befolkning.

I stedet tilråder McCarthy, at man kigger på den eksterne påvirkning, når man vurderer graden af succes hos sociale bevægelser. Det handler dels om, hvorvidt der i kølvandet på bevægelsen er sket kulturelle forskydninger; dels om, hvordan bevægelsens målsætninger påvirker lovgivningen og den formelle politiske arena. Og tager vi det sidste først, mener McCarthy ikke, at man kan bedømme bevægelsers betydning alene ud fra deres erklærede endemål. Her nævner han Occupy Wall Street-bevægelsen som eksempel.

»Det er en fejl alene at måle sociale bevægelsers succes ud fra forandringsagenternes egne radikale aspirationer. Ud fra den betragtning, at de store banker ikke blev opsplittet, og at der ikke er sket en omfordeling af velstanden, kunne Occupy-bevægelsen eksempelvis betragtes som en såkaldt fiasko,« siger McCarthy.

Når historieprofessoren modsætter sig ideen om, at Occupy-bevægelsen var mislykket, skyldes det bevægelsens indvirkning på den offentlige samtale. Særligt fremhæver McCarthy udbredelsen af samtalerammen om de 99 procent over for den ene procent som et kraftfuldt meme med politiske konsekvenser – et sprog, der har haft »enorm kulturel betydning for den måde, hvorpå vi debatterer ulighed, fattigdom, velstand og eliten vs. folket«.

Helt konkret peger McCarthy på Mitt Romneys afskrivning af de 47 procent af befolkningen, der vil »stemme på Barack Obama uanset hvad« i 2012-præsidentvalgkampen med voldsomt offentligt ståhej til følge, som et politisk øjeblik, der blev muliggjort af Occupy.

»Hvis ikke det var lykkedes Occupy-bevægelsen at sætte den ene procent over for de 99 procent, da Mitt Romney sagde 47 procent, ville det øjeblik aldrig havde haft politisk betydning. Romney blev bogstavelig talt framed af Occupy-bevægelsen, og det var en af grundene til, at Obama vandt sin anden valgperiode,« siger McCarthy.

Og det i netop dén forstand, at McCarthy mener, at også #MeToo-bevægelsen indiskutabelt har forandret samtidskulturen og den offentlige fællesforståelse. Diskussioner om magtpositioner og seksuelle krænkelser – #MeToo-bevægelsens pendanter til Occupy-fokusset på korruption og økonomisk ulighed – bliver ført i en helt ny kontekst.

»Hele samtalen har rykket sig. Folk taler om deres erfaringer med seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser med hinanden i offentligheden. Og det skete ikke før. Hvis der er én ting, som #MeToo-bevægelsen har gjort, er det at åbne for, at folk føler sig bemyndiget til at træde frem og fortælle deres historier – det er et stort nybrud,« siger McCarthy.

En konklusion, sociologiprofessoren Jo Reger bakker op.

»Når jeg tænker på min datters generation, kommer de ikke til at sige: ’Åh, du ved, mænd er mænd, og det er bare sådan, de opfører sig.’ De har en anderledes forståelse af verden – det er bundlinjen. Og det er en fundamentalt ny kulturel idé, der er kommet for at blive,« siger Jo Reger.

Hashtags kommer og går

Kigger man på #MeToo-bevægelsens lovgivningsmæssige og formelt politiske betydning, er billedet noget mere mudret. Eksempelvis fremlagde den amerikanske uddannelsesminister, Betsy Davos, så sent som i sidste måned en række lovforslag til, hvordan uddannelsesinstitutioner fremadrettet skal håndtere seksuelle krænkelser ved at indsnævre begrebsdefinitionen fra »uvelkommen adfærd af seksuel karakter« til kun at omfatte »alvorlig, vedholdende og objektiv offensiv« opførsel. Noget, der umiddelbart står i kontrast til #MeToo-bevægelsens grundtanke.

McCarthy forklarer, at sociale bevægelser ofte mødes af politisk modstand på kort sigt, fordi de i sagens natur modsætter sig samfundsordenens status quo. Han nævner eksemplet med den såkaldte Goodrich-afgørelse fra 2003, hvor højesteret i delstaten Massachusetts pålagde staten at lovliggøre  ægteskab mellem to af samme køn – en dom, der førte til, at over 20 delstater ved valget året efter stemte om lovforslag, som definerede ægteskab som værende mellem en mand og en kvinde.

Men i tilfældet #MeToo er McCarthy nu ikke bekymret for, at dét, at lovgiverne tilsyneladende står i vejen for en realisering af bevægelsens politiske sigte, betyder, at kulturskiftet er i fare for at blive rullet tilbage.

»At skabe kulturelle forandringer er ofte det vanskeligste. Det var sværere at overbevise amerikanerne om, at sorte mennesker ikke var underlegne, end det var at afskaffe slaveriet. Slaveriet blev afskaffet med den 13. tilføjelse til forfatningen, men det blev racismen ikke. Og her gør #MeToo noget, der er anderledes: Det kulturelle nybrud er nemlig gået forud for ændringer i lovgivning og politik,« siger McCarthy.

Brugen af sociale medier adskiller også #MeToo-bevægelsen fra tidligere sociale bevægelser. Den åbenlyse fordel ved brugen af sociale medier er ifølge McCarthy, at budskaber kan spredes øjeblikkeligt og nemmere nå bredt ud sammenlignet med fortidens pamfletter og politiske møder. Ulempen er, at det hele pr. definition er virtuelt: Ingen er forpligtet til at forsamle sig ansigt til ansigt i virkeligheden. Og så ved vi ifølge McCarthy fra forskningen, at de sociale medier har forringet vores koncentrationsevne. Begge dele øger isoleret set risikoen for, at bevægelser hurtigt går i sig selv.

»Vi er ved at træde ind i en historisk æra, hvor sociale bevægelse ikke behøver at være så langtidsholdbare og bæredygtige som førhen for at få betydning. Den voldsomme umiddelbare indvirkning fra de sociale medier er noget, der sandsynligvis vil mindske behovet for at opretholde et pres over længere tidsperioder. Selv om vi har set mange hashtags komme og gå, har #MeToo jo haft en kolossal effekt,« siger McCarthy.

En effekt, der ifølge McCarthy også har potentialet til at forandre samtidskulturen hinsides det umiddelbare omdrejningspunkt om seksuelle krænkelser og kønsbestemt vold og diskrimination. #MeToo-bevægelsen reagerer nemlig på en »bredere følsomhed omkring de begrænsninger, der stadig eksisterer for kvinders ligestilling«. Og ifølge sociologiprofessor Jo Reger er bevægelsens mulige forandringsperspektiv bredere endnu:

»Vi begynder at forstå, at #MeToo ikke så meget er et kønsspørgsmål, som det er et spørgsmål om magt og autoritet, og hvordan folk forstår sig selv inden for det. Og bevægelsen har allerede sejret i det lange løb ved at bringe samtaler ind i civilsamfundet, der har ændret kulturen og selve den måde, folk tænker og forstår hinanden på.«

Hånlatter har en tydelig funktion i #MeToo-diskussioner, mens det opfattes som ufølsomt at rette det humoristiske skyts mod ofrene for sexchikane og overgreb. Vi gør status på, hvordan #MeToo er blevet behandlet humoristisk i årets løb
Læs også
Vi skal blive bedre til at diskutere, hvad der er på færde, når nogen føler sig krænket eller udsættes for overgreb. Det er vejen frem for #MeToo-bevægelsen, hvis egentlige mål er bedre relationer, mener den norske sociolog og kønsforsker Hannah Helseth, som har skrevet en håndbog mod seksuel chikane
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

#Metoo er en skamplet på USA på linie med lynchningerne af sorte borgere i slutningen af 1800-tallet, hvor måske 5000 blev henrettet uden rettergang. Hvide mænd med penge og magt og sorte mænd uden hverken det ene eller det andet har samme krav på en retssag under domstolenes kontrol. Pressen bør koncentrere sig om at berette hvad der er sket, og overlade skyldspørgsmålet til - retten.

Per Torbensen, Christian Larsen, Jonathan Larsen, Niels Jakobs og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Ja hekseforfølgelser er ikke okay, bare fordi kønnet nu er et andet, hovedsageligt, vist nok. Lighed for retten, tak; køn , race eller religion må ikke blive afgørende i sig selv.
Problemet med sociale medier er at de let skaber lynchning, hvor der sket karaktermord, samtidig med at deltagerne føler sig bekræftet - bl.a. i egen moralske overlegenhed og ofte p.gr.a.manglende belysning af alle faktorer i spil. Udnytter måske ikke kvinder ofte deres feminine charme overfor deres foresatte, foregivende interesser som ikke er reelle ift. dennes person, men drejer sig om kvindens karriere og status m.v.? Trumfkortet/ pressionsmidlet er måske #Metoo eller anden whistleblow i sociale medier. Det sker uden ansvar for den anklagende i dag....

"#Metoo er en skamplet på USA på linie med lynchningerne af sorte borgere i slutningen af 1800-tallet"

Skampletterne, hvis de skal hedde sådan?, er mangfoldige på den såkaldt frie verden - hvor USA anses for at være kulturelt, politisk, økonomisk og militært ledende. Meetoo er blot endnu et forkvaklet symptom på den såkaldt frie verdens kapitalisering og markedsgørelse af retsprincipper/retsbevidsthed, dens fremmedgørelse af mennesker, dens solidaritetsnedbrydning, dens elevering af grådigheden og dens forcering af homo perversicum.

Jonathan Larsen

Alle krænker og alle bliver krænket. Når vi peger på nogen, er er der tre fingre, der peger på os selv. Jeg er ved, at få kvalme over alle de mennesker der hele tiden forarges, det er lige til at blive forarget over ;).
God fredag, god weekend, forsat god jul og et rigtigt godt nytår til alle krænkere og dem der føler sig krænket.

Christian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar