Læsetid: 5 min.

Houellebecq hylder mest af alt Trump for at være den, der begraver den amerikanske verdensorden og åbner for nationalismens genkomst

Frankrigs bedst kendte og mest kontroversielle forfatter, der er på vej med en ny roman i begyndelsen af januar, hylder i et essay den amerikanske præsident
I Harper’s har Michel Houellebecq skrevet et essay under titlen Trump gør det godt.

I Harper’s har Michel Houellebecq skrevet et essay under titlen Trump gør det godt.

Redux/Scanpix

21. december 2018

Michel Houellebecq er tilbage. Og det endda på flere måder.

Den 4. januar er der udsigt til en af det kommende års store litterære begivenheder, når den feterede og kontroversielle franske forfatter udgiver en ny roman, den første siden hans omdiskuterede Underkastelse for fire år siden. Den danske oversættelse udkommer i april, oplyser bogens oversætter, Niels Lyngsø.

At få noget at vide om indholdet har ikke vist sig muligt. Forfatterens forlag, Flammarion, har dekreteret medietavshed frem til 27. december, og den danske oversætter påberåber sig tavshedspligt. Vi kender dog romantitlen: Sérotonine. Uundgåeligt har den allerede givet anledning til spekulationer.

’Serotonin’ er en neurotransmitter, der bl.a. findes i centralnervesystemet hos både dyr og mennesker og populært kaldes ’lykkehormonet’. De såkaldte lykkepillers kemiske virkning breder sig via vores serotonin-system. Serotonin-niveauet er ikke blot afgørende for lykkefølelse, men er meddeterminerende for fysiologiske funktioner som søvn, aggressivitet og depression.

Handler den nygifte Houellebecqs nye roman om menneskelig lykkejagt? Kan den være et tentativt kort over et nyt landskab: den menneskelige hjernes kemi? Et opgør med eller måske en ironisk besyngelse af et menneskebillede, hvor mennesket ikke er andet end summen af sine skiftende kemiske kompositioner og effekter? Skildrer den kemisk skabte kunstige paradiser, der skal holde en uudholdelig virkelighed på tålelig afstand?

Information er på sagen og bringer svaret straks efter jul.

Lovprisning af Trump

I mellemtiden kan vi dvæle ved det bizarre mediestunt, som Houellebecq har præsteret som optakt. I det finkulturelle amerikanske Harper’s Magazine publicerede han i sidste uge et sardonisk essay, i hvilket han opsigtsvækkende lovpriser Donald Trump.

Dog forsikrer han magasinets kernepublikum af »newyorker-intellektuelle« og den internationale kulturelite om, at han »empatiserer« med deres væmmelse over den amerikanske præsident – i al fald bifalder han ikke, når Trump gør nar af handicappede journalister.

Er der tale om pr-provokation? Eller bekender Houellebecq sine politiske holdninger? Lidt af begge dele, antagelig. Spørgsmålet er, hvilken forskel det gør. Man kan godt holde af Michel Houellebecq som romanforfatter og omfatte hans antiliberale anskuelser med antipati.

Hvorfor holder Houellebecq af Trump? Personlig forgabelse er det ikke, selv om Houellebecq er bedøvende ligeglad med, om præsidenten har dyrket amourøse relationer med pornomodeller. Nej, Trump er et instrument for en række politiske forhåbninger, som den franske forfatter til fulde deler.

Først og fremmest kan han lide Trump, fordi Trump er manden, der kan begrave det årtier lange amerikanske globalherredømme – og dermed også Amerikas idealistiske prætentioner om at omskabe verden i sit eget billede.

»USA er ikke længere verdens førende magt (...) men kun en magt blandt andre magter,« noterer han med tilfredshed. »Det er ikke nødvendigvis skidt for amerikanerne, og for resten af verden er det fremragende nyt (...) Trump viderefører og udvider Obamas tilbagetrækningspolitik (...) Amerikanerne holder op med at plage os, de lader os være i fred«.

Ophøret af amerikansk interventionisme er for Houellebecq entydigt godt. Han håber, at det snart kan være helt slut med militær indblanding fra verdens stærkeste militærmagt.

»Det er mit indtryk, at det er meget længe siden, at USA har vundet en krig, og at dets udenlandske militærinterventioner i de sidste 50 år, både de erklærede og de hemmelige, ikke har været andet end en serie af skampletter, der kulminerede i fiasko. (...) Hvis amerikanernes militære messianisme forsvinder fuldstændig, vil hele verden kunne drage et lettelsens suk.«

Dog finder Houellebecq, at det var »høj klasse«, at Trump som den første har præsteret at tæmme »den nordkoreanske galning« – en henvisning til den nukleart bevæbnede nordkoreanske diktator Kim Jong-un.

Bortfaldet af visionen om og viljen til at udbrede liberaldemokratiske værdier er også en god ting, for disse værdier var alligevel omgivet af alt for meget hykleri, mener Houellebecq:

»Amerikanerne vil ikke længere dø for pressefrihed, men hvilken pressefrihed? Siden jeg var tolv år, har jeg set spektret af tilladelige meninger i pressen støt svinde ind – jeg skriver det her, kort efter at der i Frankrig er indledt en ny klapjagt på den berygtede antiliberale forfatter Eric Zemour«.

Brud med internationale aftaler

Trump er for Houellebecq også en storartet statsmand, fordi han afviser global frihandel, hvilket kommer som »et pust af frisk luft« for dermed at beskytte de amerikanske arbejdere.

»I modsætning til frimarkedsliberale (som på deres egen måde er lige så fanatiske som kommunister ser Trump ikke global frihandel som det ultimative endemål for alle menneskelige fremskridt,« skriver Houellebecq.

»Præsident Trump blev valgt for at værne om de amerikanske arbejderes interesser. I de sidste 50 år i Frankrig kunne man godt have ønsket sig at være stødt på en sådan holdning lidt oftere.«

Internationale aftaler er ikke det papir værd, de er skrevet på – og traktater skal man ikke føle sig bundet af, mener romanforfatteren.

»Præsident Trump river traktater og handelsaftaler i stykker, hvis han synes, det var forkert at underskrive dem. Det gør han ret i (...). Ledere må kunne opsige dårlige aftaler«.

Befriende er det for Houellebecq også, at Trump så klart udtrykker sin foragt over for EU.

»Præsident Trump bryder sig ikke om Den Europæiske Union. Han synes ikke, vi har så meget til fælles, især ikke ’værdier’. Det synes jeg er rigtig glimrende, for helt ærligt, hvilke værdier? Seriøst? Han vil hellere forhandle med enkelte lande, og det mener jeg også ville være at foretrække. Jeg tror ikke på, at styrke nødvendigvis udgår fra enhed. Det er min opfattelse, at vi i Europa hverken har et fælles sprog, fælles værdier eller fælles interesser. At Europa med andre ord ikke eksisterer og aldrig vil kunne konstituere et folk eller understøtte et muligt demokrati (...), alene fordi det ikke ønsker at konstituere noget folk. Kort sagt er Europa bare en dum idé, der gradvist har udviklet sig til en ond drøm«.

Som Trump så Houellebecq helst EU opløst. Som Trump erklærer Houellebecq sig som nationalist.

»Trump har åbenbart for nylig erklæret: ’Ved I, hvad jeg er? Jeg er nationalist!« Det er jeg også, lige præcis! For nationalister kan tale med hinanden, mens det for internationalister mærkværdigvis ikke fungerer lige så godt«

»Kort sagt forekommer Donald Trump mig at være en af bedste amerikanske præsidenter, jeg nogensinde har set,« konkluderer Houellebecq.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Alexander
  • Kurt Nielsen
  • Ejvind Larsen
Gustav Alexander, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som forfatter er Houellebecq fremragende som politisk analytiker er han håbløs. Den kombination er jo set før.
Hvorfor føler han sig overhovedet kaldet til at skrive denne kommentar? Er det et uovervindelig ønske om at agerer som Rasmus Modsat? Det kommer der af og til noget nytænkning ud af. Her er det blot pinligt

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Samuel Grønlund og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Jo, men han har dog fået den ide at kalde Trump "for en fremragende præsident". Det meget mærkelig ordvalg fik da mig til at klikke på artiklen, for hvad kunne den bizarre udmelding dække over, hvilken tosse kunne tænke sådan, hvad er der galt med ham? Godt marketing stunt. Det ville svare til at skrive bogen " Kim Jong Un, hvordan kan man være så smuk og intelligent samtidig?"

Ole Larsen, Eva Schwanenflügel, Runa Lystlund og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Houellebecq sælger bøger. Provokationer mod det bestående er den bedste reklame.

Tænk bare på Lars von Triers velfungerende iscenesættelse af sig selv og den egofixerede og efter min mening meget lidt talentfulde reklamearkitekt/"kunstner" Hornsleths smagløse udstilling af hjemløse.

Litteratur, kunst og arkitektur er en økonomisk markedsplads. Kunsten må gerne provokere, men Hornsleths udstilling af hjemløse i Hellerup er ikke kunst, bare en usmagelig provokation. Lad os se hvad Houellebecq bog kommer til at indeholde.

Alle, der kender lidt til Frankrig ved, at Frankrig/franskmænd ikke anser sig selv "mindre" end USA. Frihedsgudinden var en gave fra Frankrig til USA. Houellebecq er en ægte franskmand med egen gloire som centrum. De fleste kunstnere er ekstremt selvcentrerede, det er deres drivkraft, her er Houellebecq ingen undtagelse.

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at han finder i Trump en alletiders gut.

Kristian Rikard

Runa Lystlund,
Alle, der kender lidt til Frankrig ved, at Frankrig/franskmænd ikke anser sig selv
"mindre" end USA.
Og alle, der kender lidt til fransk litteratur ved, hvad Goncourtprisen i litteratur er!

Eva Schwanenflügel

Når franskmænd gør nar, gør de det ofte så subtilt, at de aldrig kan blive anklaget for det.
Men denne 'beuf' er ret fed.

En 'nation' som begreb er stadig den mest potentielt inkluderende samfundssociale mangfoldighedsmodel, og kommer derfor til re-evaluering. Spørgsmålet er mere om den er hensigtsmæssig i forhold til artens overlevelse, for det er overlevelse af alle tænkelige segmenter ikke nødvendigvis på liberale præmisser, lige fod, og med lige ubegrænset ret til petriskålene og reagensglassene. Den klassiske forplantnings 'lege' er allerede i dag en freak parade og u aint seen nuthin' yet !
Men Houlle og Trumpy har det tilfælles, at de ikke tror mennesket kan 'udrydde sig selv' ej heller elimineres af naturkræfter. Utænkeligt. Det er ikke mere urimeligt at antage end det modsatte.
Artiklen i Harpers er interessant i sammenhæng med fløjenes metamorfoser, specielt jo i forhold til begrebet 'liberal' og dets mulige alliancer. US Go Home / USA ud af verden / USA ud af mennesker ..... nogen ser bare ikke hvornår de sejrer. Det er jo nok fordi det, igen, ikke var på den måde de helst ville have haft det. Men det er det aldrig.

Gustav Alexander

Det ville være spændende med en reel kritik af Houellebecqs standpunkt, men kommentarerne lader til blot af afskrive ham.

Det er ærgerligt for han bringer en masse pointer i spil, som centrum-liberale bør forholde sig til:
1). Trump er ifærd med at gøre op med USAs lange tradition for interventionisme; man forlader Syrien og Afghanistan. Her må vi være ærlige og indrømme, at Hillary ikke blot havde fortsat men eskaleret - for det lovede hun! - interventionismen.

2). Trumps antipatier mod frihandelsaftaler - Hvorfor er det - for ventrefløjen - at foretrække med en præsident, der ikke skriver kvindefjendske/racistiske twitter opdateringer blot så han/hun ville kunne underminere hele Amerikas fundament af lønmodtagere? Så må tweets da komme i anden række; medmindre man vægter sin egen moralske overlegenhed højere end almindelige menneskers ve og vel .. Men det er vel også sådan at vi er endt i den moderne "venstrefløj" til at starte med. En venstrefløj der netop går mere op i at 'have ret' og 'være bedre end ..' end i at forbedre vilkårene for mennesker materielt.

Jette Steensen, Trond Meiring, Hans Aagaard og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

Neoliberalistiske tænkeres ønskedrøm er, at nationen kun skal fungere som værdipolitisk kulturoverbygning på et globalt frit marked for for kapitalen. En drøm som er tæt på dagens virkelighed. Trump tager et historisk skridt tilbage for at forene de to dimensioner. Denne bevægelse må kunne diskuteres uanset mandens besynderlige adfærd.