Læsetid: 12 min.

Islændingenes litterære overlegenhed

Hvorfor har Island fra middelalderen lige til i dag haft så rig og livskraftig litterær kultur? Og hvorfor blev menneskeslægtens iboende æstetiske overskud på Island ledt over i poesi og prosa? Erik Skyum-Nielsen tager hul på en serie med introduktion til islandsk litteratur gennem mere end tusind år. Første del handler om eddadigtningen
Hvorfor har Island fra middelalderen lige til i dag haft så rig og livskraftig litterær kultur? Og hvorfor blev menneskeslægtens iboende æstetiske overskud på Island ledt over i poesi og prosa? Erik Skyum-Nielsen tager hul på en serie med introduktion til islandsk litteratur gennem mere end tusind år. Første del handler om eddadigtningen

Patrick Gorski

28. december 2018

Der kan anføres flere forklaringer på, at Island fra middelalderen lige til i dag har haft en så rig og livskraftig litterær kultur.

Den første årsag er politisk og demografisk: Da Harald Hårfager i anden halvdel af 800-tallet samlede magten over Norge under sig, brød mange høvdinge op og udvandrede vestpå. Befolkningspresset var simpelthen blevet for stort, men eventyrlyst og søgen efter nye erhvervsmuligheder har vel også spillet ind.

Spøgefugle påstår, at da de første norske skattelove blev skrevet, rejste alle de, der kunne læse. Nogle af dem tålte imidlertid søsygen så dårligt, at de måtte blive på Færøerne.

Den anden forklaring på islændingenes litterære overlegenhed er lingvistisk og ortografisk: Så tidligt som i midten af 1100-tallet satte en islandsk munk sig ned og konstruerede et skriftsprog, der korresponderede nøje med udtalen i det daværende norrøne fællessprog.

Især fik det betydning, at han lavede selvstændige tegn for th-lyden og det bløde d, og at han fandt fine midler til at angive forskellene mellem lange og korte vokaler. Den dermed frembragte retskrivning har stort set holdt sig siden og forklarer, hvorfor islændinge af i dag i hvert fald forholdsvis nemt kan læse (normaliserede) versioner af eddakvad, skjaldevers, stamtavler og historiske skrifter samt naturligvis slægtssagaerne, oldtidssagaerne og de såkaldte samtidssagaer om de stridigheder, som splittede samfundet i 1200-tallet og i 1262 førte til fristatens fald, idet Island kom under den norske krone, hvad der igen førte til, at øen i 1380 fulgte Norge ind under den danske kongemagt. Til trods for denne underkastelse bevarede Island imidlertid en høj grad af ikke blot administrativ, men også kulturel selvstændighed. Landet og befolkningen forblev en traditionskultur med sprog og litteratur som en væsentlig sammenhængsskabende faktor.

Og dermed er vi så fremme ved den tredje forklaring, som muligvis kan virke lovlig højtflyvende og patetisk. Lad os antage, at det ligger i selve menneskets natur at artikulere sig kunstnerisk. Vi lever, men vi lever altid på en måde. At løfte måderne ud af det levede liv og over i den æstetiske sfære er at gøre sig livets former bevidste, men det at reflektere over de former, kulturen afsætter, rummer også muligheden for at forandre dem, lege med dem, eksperimentere med dem. Sådan opstod i antikkens Grækenland arkitektur, skulptur, malerkunst, musik, teater og litteratur.

Nu er de klimatiske forhold på Island jo imidlertid overmåde barske, og jorden fattig på bestandige og smukke bygningsmaterialer. Marmor findes der ingenting af, og hvad man havde af folkeviser og almuemusik, fik de danske protestantiske præster efterhånden gjort kål på ud fra en vist ikke helt uberettiget mistanke om, at dansen dels havde hedenske rødder, dels kunne forlede til kønslig aktivitet. Egentlige teateropførelser fandt efterhånden sted rundt om i kystbyerne, men først fra omkring 1860; Reykjaviks Teaterforening oprettedes 1897; men Nationalteatret åbnedes ikke før 1950.

Flere andre eksempler fra andre kunstarter kan nævnes, men så meget må vel stå fast, at menneskeslægtens iboende æstetiske overskud på Island og blandt islændinge i altovervejende grad blev ledt over i poesi og prosa af enhver art: i middelalderen kvad og strofer, som spredtes mundtligt, senere også nedskreven litteratur fra sagaer over historiske skrifter til kirkeårbøger og salmer – sideløbende med, at den orale tradition fortsatte med folkeeventyr, sagn og især rímur, dvs. lange fortællende digte i komplicerede versemål.

Op gennem det 20. århundrede opstod en bedre balance mellem kunstarterne. Tænk blot på malere som Jóhannes S. Kjarval, Ásgrímur Jónsson, Jón Stefánsson, Julíana Sveinsdóttir og Svavar Guðnason eller billedhuggere som Ásmundur Sveinsson og Sigurjón Ólafsson. Islandske komponister, bl.a. Jón Leifs og Atli Heimir Sveinsson er for længst nået uden for landets grænser, og inden for rytmisk musik behøver du bare sige Bubbi Morthens eller Sugarcubes og Björk for at få folk til at rulle med øjnene og vippe uroligt på fødderne.

Islandsk kulturliv af i dag er, trods sine solide nationale rødder, om noget internationalt og globalt. Måske er det lige præcis denne dobbelthed, som forklarer den moderne litteraturs udbredelse og gennemslagskraft. I hvert fald ser det ud til, at forfatterne af i dag på deres felt er lige så ekspansionsvillige og eksperimenterelystne som de stormænd, der for mere end 1100 år siden sejlede mod vest.

Spillevende verdenslitteratur

»Værsgo, Flatøbogen og Ældre Edda.« Denne monumentale replik, forbilledlig i sin fyndighed, citeres ofte på Island, og med god grund, for med den overrakte daværende danske undervisningsminister Helge Larsen 22. april 1971 i Reykjavik de to uden sammenligning betydeligste islandske middelalderhåndskrifter til en knap så fåmælt lokal kollega.

Flatøbogen, opkaldt efter øen, hvor en af dens ejere boede, er skrevet sidst i 1300-tallet og har som sit hovedindhold sagaerne om de norske konger, mens Codex Regius (kongens håndskrift), en fin skindbog i kvartformat, som stammer fra ca. 1270, rummer stavrimede, rytmiske digte om guder og helte.

'Den poetiske Edda': v. Rolf Stavnem.

Gucca

Ligesom prosafortællingerne i Snorri Sturlusons værk Edda kan Den poetiske Edda læses som en gammel og derfor måske delvis pålidelig kilde til den nordiske mytologi. Men digtene er samtidig meget mere end det. De er enestående ordkunst, tilvirket med snilde og omhu, og heltedelen udgør et sandt overflødighedshorn af sagnstof, herunder flere parallelle traditioner om helten Helge Hundingsbane og en hel mangfoldighed af sammenhørende kvad med kerne i beretningen om dragedræberen Sigurd Fafnersbane – et episk stof, der som bekendt lå til grund for Richard Wagners Ringen.

Hvor gamle eddadigtene egentlig er, kan vi ikke vide. Allitterationerne og den undertiden magiske rytme, de mange gentagne formelvers, brugen af dramatisk dialog og hele det arkaiske stof tyder på lang mundtlig tradition forud for nedskrivningen, men der forekommer indimellem digte, som mest har karakter af en art resumé eller repetitionskursus, og visse kvad opviser indholdselementer, der må tyde på kristen påvirkning.

Det er med andre ord ikke klogt at gruble sig for langt bort fra nedskrivningen. Vi kan formentlig gå ud fra, at skriverne har været relativt unge mennesker, lærde munke ved et islandsk kloster, dygtige både til latin og det norrøne sprog, og at de vel sagtens mest har opfattet guderne som »fængslende skikkelser i en tabt eventyrverden« og heltenes liv som eksotisk »hedensk romantik«.

Her citeres filologen Martin Larsen, der 1943-46 udsendte den nu næstyngste oversættelse af Den poetiske Edda til dansk (Den ældre edda og eddica minora). Hans fordanskning var den femte i en række, indledt så tidligt som 1779. Den sjette udkom her for ganske nylig med en oplysende indledning og beundringsværdigt præcise slutkommentarer ved Rolf Stavnem, hvis gendigtende indsats ydermere understøttes af ultrakorte forklaringer »på stedet«, dvs. dér hvor mange læsere vil undre sig og ikke gemt langt væk i et uoverskueligt noteapparat. Dette indebærer, at man ligesom forstår, at der netop ikke er mere at undre sig over end det, man får forklaret – at eddadigtene altså kan læses ikke som museale tekster, men som levende litteratur.

At indholdet er af almenmenneskelig art, begriber man da også lige med det samme, når man tager fat på »Vølvens spådom«, det monumentale langdigt om verdens skabelse, dens undergang i ragnarok og om de nye tider, hvor aserne mødes på Idasletten og spillet begynder forfra:

Endnu en gang
vil de underfulde,
gyldne tavlbrikker
findes i græsset,
som aser i
tiders morgen ejed.

Agre vil spire
uden såsæd,
alt ondt bedres,
Balder vil komme,
Hød og Balder skal
bo godt i Ropts [Odins] tomter,
de to valguder.
Ved I nok, eller hvad?

»Var der mere, I ville vide?« lød spørgsmålet i Suzanne Brøggers forsøg (1994) på (alternativ) fordanskning. Jeg må sige, at jeg foretrækker Rolf Stavnems tonefald. Nok tilstræber han en lempelig modernisering, men han respekterer højheden og ædelheden i eddadigtene – vel at mærke dem, som på det norrøne sprog er høje og ædle. Da han kommer til »Hymerskvadet« om Tor, der sammen med jætten Hymer tager på fisketur og får Midgårdsslangen på krogen, og til »Trymskvadet« om Tor, der for at få sin hammer tilbage fra jætten Trym forklæder sig som sin søster Freja og møder op med Loke som terne, ja, da slår oversætteren sig løs, f.eks. i næstsidste strofe, hvor den lidt dumme, men bomstærke as efter at have dræbt jætten og banket alle hans slægtninge også går løs på selveste søsteren til herren i huset:

Han dræbte jættens
ældgamle søster,
der havde bedt
om brudens medgift.
I stedet for guld
fik hun et gok,
for herlige ringe
et hammerhug.

At turde allitterere ’guld’ og ’gok’, det røber her en oversætterkunstner. Også humoren og slagfærdigheden hører nemlig til den norrøne middelalderdigtnings menneskelige register.

Gensynet med »Hávamál«, hos Martin Larsen kaldet »Den højes Ord«, men hos Stavnem mere præcist »Den højes tale«, giver os ligeledes mulighed for at komme i øjenhøjde med middelaldermennesket, her ikke en hverdagsperson, snarere en verdensmand, en, som står frit og alene frem for at være bundet til slægten og stedet, men som så også får lov at erfare tilværelsen i dens rå og utilslørede nøgenhed.

Livsklogskaben og visdommen i digtets opfordring til selvbeherskelse, mådehold, forsigtighed og tavshed – når denne er nødvendig – forekommer stadig aldeles eviggyldig. Digtet kender ydermere dialogens værdi og praktiserer den selv fornemt:

En kvist brænder
og tænder brænde,
ild antænder ild.
Mænds visdom øges
ved mænds samtaler,
tåbelig bliver den tavse.

Derudover er »Den højes tale« klog på kærlighedslivet:

Klart kan jeg sige,
for jeg kender begge,
mænd er falske mod møer,
når vi taler smukkest,
er vores tanker værst,
selv de snedigste snydes.
(…) Ingen mand skal
bebrejde andre
hvad der kan overgå enhver.
Blandt slægters børn
bliver en klog dum
af den umådelige elskov.

Indsigter af denne type kan læseren med fordel fragte med over i kvadet om »Skirners rejse«, hvor guden Frej bliver dum af elskov ved fra Odins udkigstårn at stirre sig vanvittig på jættepigen Gerd:

I Gymers gård
så jeg hende gå,
en kvinde så kær,
armene stråled
og skinned på
både himmel og hav.

Her begynder en forførelseshistorie, som en moderne islandsk digter, Gerður Kristný, gennemskrev i langdigtet Blodhingst (2010, da. 2011) og vendte til en feministisk modsang, som på én gang ærede og dekonstruerede det gamle fortællende digt.

Men læseren kan endvidere springe over til anden del af Den poetiske Edda, til kvadene i sagnkredsen om Sigurd. Her er handlingskernen jo den dyre ed, som gør dragedræberen Sigurd til fostbroder med brødrene Gunnar og Høgne. Selv gifter han sig med Gudrun, deres underdejlige søster, men da Gunnar også skal have sig en hustru, frier han by proxy, nemlig via Sigurd, til den lidenskabelige Brynhild.

Med hende deler Sigurd seng, dog med et sværd lagt imellem dem; men hun bliver så jaloux på Gudrun, at hun påstår, at helten har været hendes elsker, hvorefter dramaet skrider ud i uhyrlig, nærmest absurd konsekvens: Gudrun får de to brødre til at dræbe Sigurd. Derefter hævner hun ham ved at dræbe dem, og endelig serverer hun sine børn for sin mand, drikker ham fuld og slår ham ihjel!

Intet under, at Den poetiske Edda får mere end en enkelt sang ud af dette konfliktstof. Det gennemdigtes i »Gripers spådom«, i kvadene om Fafner, Regin og Sigurdrive, i det første, det andet og det tredje kvad om Gudrun og sluttelig både i »Atlekvadet« og »Det store grønlandske kvad om Atle«, det sidste kaldet sådan, fordi der bl.a. forekommer en isbjørn.

Og hvordan forløses så disse digterisk formidlede fortællinger i den nye danske oversættelse? Perfekt, må man sige. Tag f.eks. indledningen til det hele, »Gripers spådom«, hvor Sigurds hele skæbne forudsiges, da han ankommer på sin hest Grane. Martin Larsen vælger her en arkaiserende oversættelsesstrategi:

Meget drøfted
de Mænd sammen,
de tænksomme
Mænd ved Bordet.
’Sig mig, hvis du ved,
Morbroder, dette:
Hvordan snor Lykken
Sigurds Livstraad?’

Rolf Stavnem derimod styrer klogt fri af de omvendte ordstillinger:

Der var meget,
de to kloge mænd
skulle drøfte
og diskutere.
’Sig mig, hvis du ved,
morbror, hvordan
Sigurds livsbane
og skæbne bliver.’

Helt i tråd med ordvalget »diskutere«, er det, at Stavnem senere taler om at »annullere aftalen« med Brynhild, hvorimod Larsen mener, det skal hedde at bryde løftet med svig. I det følgende digt, det om Fafner, lyder et udbrud i oversættelsen fra 1946 »Sligt vækker Undren!« og i den nye »Meget uhørt!«

Den samme radikalt moderniserende tendens finder man i det livligt fortællende kvad om Regin, hvor Stavnem taler om at have »ærlige intentioner«, mens Larsen vil højere op i stil: hos ham bliver der handlet og talt »med Sjæl og Sind«. Læg imidlertid mærke til, at begge oversættere får allitterationen med; efter reglerne i norrøn poesi er også »ærlige intentioner« et fuldt ud gyldigt stavrim.

Bevæger vi os videre i de optaktsdannende kvad i kredsen om Sigurd, finder vi i digtet om Fafner atter en karakteristisk forskel. Hos Martin Larsen vinder man sejr, hos Stavnem kan man »fighte«, og skal man have gift i sin drik, får man det ene sted »menblandet Mjød«, det andet sted lumske modbydeligheder »mikset i«. Når Sigurd i kvadet om Sigerdrive indvies til at blive fuldbefaren kriger, laver den nye oversættelse smart nydannelsen »bjærgeruner« for bestemte magiske tegn, som kan redde nogen, hvorimod Martin Larsen her da vistnok skvattede i, rent filologisk: hans »Bjergruner« giver ingen mening i sammenhængen.

Konkluderende må man sige, at den nye danske oversættelse af Den poetiske Edda er velgennemført og sprogligt sikker. Det er lykkedes Rolf Stavnem at forene det filologisk solide med det stemningsfulde og det folkeligt løsslupne, og han er fornuftigvis veget konsekvent uden om populariseringsmanøvrer som dem, Martin Larsen så sig foranlediget til, da han i 1954 klippede sine oversættelser af eddadigte sammen til en ganske vist yderst underholdende, men også for personligt tilrettelagt moderne middelaldercollage under den djærve titel Guder, Helte og Godtfolk. Så trods alt hellere den ægte vare.

At denne nu leveres så professionelt og poetisk smukt, betyder, at danske læsere måske for første gang nogensinde får mulighed for at tilgå Edda som det, denne verdenslitterært set fuldkommen enestående samling af ældgamle strofer er, nemlig spillevende digtekunst.

Læst i Codex Regius står de klassiske digte tæt og nærmest gnidret. Der skulle spares på kalveskindene og det dyrebare blæk, så teksten sattes op som vore dages prosa, og man betjente sig af talrige forkortelser. Nu derimod, på nyoversættelsens langt over 500 læserindbydende lækre sider, kommer poesien helt til sin ret. Man nyder gentagelsesstroferne som hvilepunkter i den fortløbende indre fortælling, samtidig med at man opdager, at det samme aldrig er det samme, dels fordi de ord, som repeteres, ligesom kan huske, at vi har mødt dem før, dels fordi nye interne omgivelser aflokker dem andre nuancer end sidst. Denne effekt får man ligeledes på det centrale sted i »Den højes ord«, hvor det drejer sig om spørgsmålet, hvad der egentlig sker med os, når vi dør.

Den første af de to kernestrofer lyder her:

Fæ dør,
frænde dør,
dø skal også en selv,  
men aldrig dør
eftermælet for den,
som har gjort det godt.

Næste strofe indledes så med en genkendelsesbefordrende repetition, men fortsætter i en formmæssig og indholdsmæssig stigning:

Fæ dør,
frænde dør,
dø skal også en selv.
En ting ved jeg
som aldrig dør,
dommen over enhver død.

Stavnem forklarer, muligvis overflødigt pædagogisk, at vi skal tænke på »eftertidens eller Guds dom« og ikke en domstols afgørelse.

Nærværende litterære smagsdomstol skal sluttelig fremhæve en af de mange eddatekster, der føles, som om den nu er genopstået af glemsel og trådt ud i lyset med samme skønhed som selveste den nye verden i »Vølvens spådom«:

En sal ser hun
skønnere end solen,
tækket med guld
ligge i Gimle.
Der skal brave
mennesker bo,
og evigt nyde
alskens lykke.

Jeg tænker på det vidunderlige skæmte- og spottedigt, som på oldislandsk kaldes »Lokasenna«, hvilket står for Lokes udskældning af hele holdet af aser. Dette digt manifesterer om noget Lokes tvetydige position i Asgård og den nordiske mytologi. For manden, som vi ellers har lært ikke at bryde os om, blandt andet fordi han forvolder Balders tragiske død, har jo evigt ret, når han kalder digtekunstens gud Brage for konfliktsky, betegner Freja som uhjælpeligt promiskuøs, Tor som lettere imbecil, anklager øllets brygger Ægir for hans gerrighed og håner Tyr som en latterlig invalid, eftersom Fenrisulven bed hans ene arm af.

Familiemæssigt hensynsfuldt eller politisk korrekt er det langtfra, men det er træffende og frem for alt hylende skægt. Et blandt mange skønne eksempler på, at også en bog nogle gange kan være en sal, hvor mennesker kan bo og nyde alskens lykke. Den poetiske Edda er, om ikke vendt hjem – det skete én gang for alle i foråret 1971 – så dog vendt tilbage som en uundværlig del af den danske oversættelseslitteratur.

’Den poetiske Edda’. Oversat og kommenteret af Rolf Stavnem. Illustreret. U Press. 575 sider. 399,95 kroner.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Steen Voigt
  • Jens Carstensen
Runa Lystlund, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Steen Voigt og Jens Carstensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

Hvorfor "fighte"og ikke fejde som i "Grevens fejde"? Er Stavnems oversættelse ikke lige anglosaksisk nok, rent sprogligt. Jeg er måske bare for gammeldags.

Unge fighter selvfølgelig i computerspil.