Læsetid: 20 min.

Jan Sonnergaards sidste dage

Den danske forfatter Jan Sonnergaard døde for to år siden i Beograd. Information er rejst til den serbiske hovedstad, mødt dem, der var tættest på ham til sidst og genskabt den middag, der blev den danske forfatters sidste festmåltid – i fodsporet på Sonnergaards sidste dage
Predrag Crnkovic begyndte først at oversætte Sonnergaards sidste roman ’Frysende Våde Vejbaner’ efter hans død. Han syntes at kunne genkende beskrivel- ser af Husmanns vinstue, som de havde besøgt sammen i 2014.

Predrag Crnkovic begyndte først at oversætte Sonnergaards sidste roman ’Frysende Våde Vejbaner’ efter hans død. Han syntes at kunne genkende beskrivel- ser af Husmanns vinstue, som de havde besøgt sammen i 2014.

Peter Nygaard Christensen

28. december 2018

»Bestil Gin & Tonic!«

Det er en sms fra Jan Sonnergaard.

Predrag Crnkovic står på hjørnet af en af de længste gader i Beograds nordøstlige Palilula-kvarter og venter på den danske forfatter – han er ankommet for tidligt til deres middagsaftale den 2. november 2016. Det er blot to uger inden Jan Sonnergaards død.

Information er rejst til den serbiske hovedstad for at finde ud af, hvordan den danske forfatter tilbragte sin sidste tid. Og her står middagen med Sonnergaards serbiske oversætter, Crnkovic – og desuden dansklektor ved universitetet i Beograd, Katrine Jørgensen, og hendes veninde – centralt, som Sonnergaards sidste ordentlige festmåltid.

I fodsporet på Sonnergaards sidste dage møder vi Crnkovic på selv samme gadehjørne.

Den store, trafikerede vej løber mellem kilometervis af hærgede betonbygninger. Ensformige og kasseformede med krakelerende facader. Det er en rå og brutal arkitektur. Men på hjørnet, hvor Predrag Crnkovic står og venter, brydes det monotone udtryk. Her er stueetagens facade malet gul og udsmykket med postrøde vindueskarme. Bag ruderne hænger røde neonrør bøjet i form af bundne gardiner, og ved hovedindgangen, der ligger ti meter nede ad sidegaden, er murværket beklædt i et babyblåt himmelmotiv, mens to palmer i neonlys vokser ud af taget.

Det ligner mest af alt et bordel, sådan som det stikker ud i de ensartede, gråbrune omgivelser. Men det ér en restaurant. Lorenzo & Kakalamba, hedder stedet, der er kendt for sin kitschede æstetik og et usandsynligt, men velfungerende samspil mellem det toscanske og sydserbiske køkken.

»Gin & Tonic er min yndlingsdrink. Jan Sonnergaard havde en god hukommelse og ville altid forkæle mig så meget som muligt,« siger Predrag Crnkovic, der ikke nåede at bestille den berømte sjus, før Sonnergaard dukkede op i en hyrevogn.

Den 51-årige oversætter ligner en rockstjerne fra 1970’erne. En lavstammet mand med foroverbøjet kropsholdning iført læderjakke og posede, olivengrønne bukser. Rygsækken er slynget slapt hen over den ene skulder, og det mørkegrå hår flagrer uregerligt ned over ansigtet, hvor øjnene sidder dybt under tunge bryn, og et lille fipskæg adskiller hagen fra halsen.

I 1990 rejste han til Danmark for at se EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Jugoslavien og blev forelsket i det lille, smukke kongerige, som Crnkovic kalder det. Han begyndte at læse dansk på universitetet i Beograd og kombinerede det mærkværdige fremmedsprog med interessen for skønlitteratur. Sonnergaards novellesamling Sidste søndag i oktober, der udkom i år 2000, var blandt Crnkovics første oversættelser der – selv om den var færdigoversat allerede i 2003 – først udkom over ti år senere. På det tidspunkt ejede Crnkovic ikke sin egen computer og måtte arbejde på venner og bekendtes – og holde styr på tekstbidderne med disketter og e-mails.

Pedrag Crnkovic har oversat flere af Jan Sonnergaards bøger.

Peter Nygaard Christensen

Interessen for Sonnergaards litteratur var egentlig opstået tilfældigt, efter Crnkovic var faldet over en anmeldelse af debutsamlingen Radiator, men engagementet i oversættelsen var ufortrødent. Tiltrækningen øjeblikkelig.

»Jeg oversætter det, jeg elsker – uden at tænke på, om det vil sælge godt. Der var intet håb for, at Sidste søndag i oktober ville sælge godt, men jeg kunne lide bogen,« siger Crnkovic.

For Crnkovic mindede de udstødte og hærgede karakterer hos Sonnergaard om karakterne i Charles Bukowskis romaner og digte. Især på grund af nærheden til det almindelige menneske. I Sonnergaards tekster var der ingen minefelter af dobbelte betydninger, som Crnkovic oplevede det, når han arbejdede med oversættelser af Helle Helles tekster. Den rå realisme hos Sonnergaard var ikke svær tilgængelig. Det var derimod hans brug af københavnsk slang, der spændte ben for oversættelserne. Her måtte Crnkovic skrive til Sonnergaard for at sikre sig, at ordene dækkede over københavnske junkier og cigaretter fyldt med heroin.

Men for Crnkovic er teksterne også en tidskapsel fra et forandret København, hvor udsatte eksistenser skubbes ud af gadebilledet. Han og Sonnergaard mødtes første gang i 2014 i København, hvor den danske forfatter inviterede på frokost på smørrebrødsrestauranten Husmanns Vinstue i Indre København og efterfølgende til cocktails på den notoriske 1980’er-punkbar Floss et stenkast nede ad gaden.

»Jeg må forkæle dig, for der er ingen andre, der oversætter mine bøger,« sagde Sonnergaard ifølge Crnkovic.

Året efter besøgte Jan Sonnergaard den serbiske hovedstad for første gang. Det skete i forbindelse med Beograds årlige internationale bogmesse, som er blandt regionens vigtigste og trækker i omegnen af 180.000 tilhørere – den bedst besøgte kulturbegivenhed i det sydeuropæiske land. Sonnergaard skulle promovere Crnkovics oversættelse af Sidste søndag i oktober, men den offentlige interesse var mildest talt begrænset, og ifølge Crnkovic dukkede der næsten ingen publikummer op: Det gik »meget dårligt«.

»I Serbien sælger ingen bøger godt – bortset fra Coelho og selvhjælpsbøger,« siger Crnkovic.

– Hvor mange eksemplarer tror du, Jan Sonnergaards bøger har solgt i Serbien?

»Næsten ingen, desværre.«

Men Sonnergaard havde forelsket sig i byen, efter blot at have tilbragt få dage i den serbiske hovedstad.

»Han sagde virkelig mange gode ting om Beograd. Måske handlede det om, at der er mange rygevenlige restauranter og cafeer – der er næsten ingen rygeforbud i Beograd. Men jeg synes ofte, det sker for udlændinge, at de er overfladisk henrykte for Beograd, fordi det er en slags safari,« siger Crnkovic.

Det var også ved jomfrubesøget i 2015, at Sonnergaard første gang besøgte Lorenzo & Kakalamba. Efter at have »skuffet« med sine to første – mere beskedne – restaurantanbefalinger, havde Crnkovic foreslået det aparte indrettede spisested, selv om det var »alt for dyrt til mig«.

Dét faldt i Sonnergaards smag.

»Han var tilbøjelig til at rejse som en gammel engelsk turist, finde en base – et fint hotel – og spendere tid på cafeer og restauranter. Han var en forfatter, der ikke lignede en forfatter, men en restaurant- eller vinanmelder. Og det viste sig altid, at han elskede den dyreste vin på vinkortet. Han spiste, han drak, og han skrev. Og det var alt,« siger Crnkovic.

Sonnergaard var en meget galant person, om end uiøjnefaldende i måden han klædte sig på, fortæller Crnkovic, ikke ligesom karaktererne i sine noveller, som han beskriver som nogle dovne tabere.

»Mandlig narcissisme,« betegner han litteraturen. Melankolske mænd fra de lavere klasser, der er forfaldne til kedsomhed og kværulanteri. »Et mandligt syn på verden, hvor kvinder udelukkende er et seksuelt objekt.«

Predrag Crnkovic modtog i 2013 Statens Kunstråds Litteraturudvalgs ærespris for sine oversættelser af dansk litteratur, der ud over Sonnergaard dækker udgivelser af Jens-Martin Eriksen, Peter Adolphsen og Lone Hørslev. Han har stadig svært ved at få økonomien til at løbe rundt, kalder sit hjem for »snavset og forfaldent som i Hitchcocks Psycho«, og bruger de penge, han har, på eventyr. Hvert år i november deltager han i skakturneringen Malta-Open, plasker rundt i Middelhavet og resten af året, når altså ikke han oversætter, farter Crnkovic til Milano eller Berlin for at gå til rockkoncerter. Han beskriver sig selv som en Sex Pistols-fyr og ærgres over, at han aldrig ordentligt fik diskuteret musik med sin danske kammerat trods de mange musikalske referencer i Sonnergaards værker.

»Jeg er ked af, at jeg aldrig fik at vide, hvilket band der var hans yndlings. Jeg kan deducere fra hans bøger, at det måske var John Cale (fra Velvet Underground, red.) eller Nirvana, men han var under ingen omstændigheder en Sex Pistols-fyr,« siger Crnkovic.

»Jeg synes, han var postpunk.«

En hel vild oplevelse

På Lorenzo & Kakalamba sad Crnkovic placeret op mod muren med Sonnergaard overfor, dansklektoren Katrine Jørgensen ved siden af Sonnergaard og hendes veninden ved siden af Crnkovic. Vi sidder på Sonnergaard og Katrines pladser, og den rockstjernede oversætter overlader det til os at bestille vinen. Det plejede Sonnergaard jo at stå for.

»I 2016 var det en kæmpe fest, og Jan insisterede som altid på gode vine – både hvidvin, rødvin og dessertvin. Til sidst blev regningen næsten 30.000 dinar (1.900 kroner, red.) som er mere end en gennemsnitlig serbisk månedsløn. Alle ved bordet blev blege i ansigterne, men Jan tog bare sit kort og betalte,« siger Crnkovic.

Tilbage i København mødes vi med Katrine Jørgensen på en café på Nørrebrogade. Hun bestiller en kop kaffe, og vi sætter os ved et bord på den lille café. Ved et af nabobordene sidder en flok gymnasieelever og snakker højlydt. Jørgensen fortæller, at hun ankom med sin veninde til den serbiske restaurant omkring klokken halv otte – direkte fra tatovøren, hvor de to unge kvinder havde fået et serbisk ord med kyrilliske bogstaver prikket under huden. Jan Sonnergaard og Predrag Crnkovic stod og ventede på dem ved indgangen til Lorenzo & Kakalamba.

»Det er jo to små mænd – nærmest i beskidte undertrøjer,« fortæller hun med et glimt i øjet.

Katrine Jørgensen er en ung og livlig kvinde med halvlangt, blondt hår. Hun havde forelsket sig i Beograd efter et kort besøg under sine studier og flyttede dertil efter at have afsluttet sin uddannelse i dansk på Københavns Universitet for at få noget mere undervisningserfaring. Hun griner, da hun tænker tilbage på førstehåndsindtrykket af forfatteren og hans oversætter. Et billede, der ikke helt passede ind i hendes forventning om en finere og måske lidt formel middag. Så meget desto bedre.

»Jeg husker det som virkelig hyggeligt,« siger Jørgensen.

Ned fra loftet på restauranten i Beograd hang julekugler i forskellige størrelser året rundt, nogle af møblerne var formede som menneskehænder, på væggene hang kopier af Fernando Boteros buttede mennesker. Alle overflader var dækket af en eller anden form for pynt. På vej ned til toilettet hang en cowboy bøjet i neon.

»Jeg havde nok mere forventet, at det ville være noget med, at vi spiser, drikker et par glas vin og så går hver til sit.«

Tre måneder inden middagen, havde Jan Sonnergaard – til Katrine Jørgensens store overraskelse – sendt hende en mail, hvor han inviterede hende til middagen. Planen var, at Sonnergaard under sit månedlange ophold skulle besøge Jørgensens serbiske danskstuderende på universitetet. Det havde han også gjort året før – inden Katrine var ansat ved universitet – i forbindelse med sit korte visit på bogmessen.

»Det var kæmpestort for mig, at Jan havde skrevet til mig,« siger hun.

Jan Sonnergaards litteratur har fuldt Katrine Jørgensen hele hendes opvækst, og i særdeleshed gennem novellesamlingen Radiator er Katrine Jørgensen blevet introduceret for en anden verden.

»Jeg er vokset op med hans noveller, og jeg var meget beæret over at skulle mødes med ham.«

Hun kommer selv fra Sønderjylland, og for hende var Sonnergaard en skikkelse, der skildrede nogle sider af samfundet som var meget hårdere og mindre privilegerede end dem hun selv kendte. Selv da hun selv flyttede til København, følte hun ikke, at hun boede i den samme by, som hun havde mødt i hans historier.

Jan Sonnergaard var glad for Beograd – måske fordi, der ikke er rygeforbud på særlig mange barer og restauranter.

Peter Nygaard Christensen

»Det København han skildrer, er jo meget hårdere end mit København.«

De arrangerede, at Sonnergaard skulle holde et foredrag på universitetet, hvor de serbiske danskstuderende skulle forberede små oplæg om Sonnergaards litteratur. Det havde de gjort tilbage i 2015 – og det ville Sonnergaard gerne igen. På trods af at de danskstuderende kun bestod af et lille hold på syv personer.

Katrine Jørgensen boede som sagt ikke i Beograd i 2015, da Sonnergaard første gang havde været forbi universitetet, men hun fortæller, at de serbiske danskstuderende tydeligt huskede hans besøg.

»Det havde været en hel vild oplevelse, og de så meget frem til, at han skulle komme igen,« siger Katrine Jørgensen.

De studerende havde forberedt et kort oplæg, hvor de skulle analysere en novelle fra Sonnergaards debutsamling, Radiator, foran forfatteren selv. En af de studerende, som dengang var tredjeårsstuderende, Miroslava Nikolic, husker, at hun var meget nervøs over at skulle tale med den danske forfatter. Vi møder Nikolic i hendes danske kærestes lejlighed på Amager, hvor hun er på besøg under en pause fra universitetet i Beograd, hvor hun stadig studerer. Nikolic er en lattermild ung kvinde, der fortæller os om Sonnergaard på et flydende og ubekymret dansk. Sådan havde det ikke været dengang:

»Kan vi tale med så vigtig en person,« havde de studerende spurgt hinanden, usikre på deres begyndende danskkundskaber.

Men nervøsiteten viste sig at være ubegrundet. »Det var nemt at tale med ham,« husker Miroslava Nikolic.

»Han var meget sød, da vi mødte ham – et varmt og åbent menneske.«

Ikke som karaktererne i Radiator, der er sure og sygelige; fortørnede over deres plads i de sociale hierarkier. »Emnet var ret mørkt,« husker hun, men Nikolic kunne godt lide, at man i Radiator så karakterernes tankegang udtrykt så tydeligt. For hende var det mørke, som karakterernes harceleren mod samfundet udtrykte, noget, man ellers skjuler. »Det var derfor, det var spændende at læse,« fortæller hun, »fordi det ikke var pænt«.

Det lille syvmandshold havde først været til et offentligt foredrag med Sonnergaard, hvorefter de sammen vandrede hen på universitetet, så de nervøse danskstuderende kunne præsentere deres korte novelleanalyser. På vejen købte Sonnergaard både øl og chips »for at få os til at slappe af«, men det var alligevel for meget for Jørgensens forgænger, den daværende dansklektor. Det var trods alt et universitet.

»Så vi fik chips, og Jan fik øl. Bare sådan diskret. Under bordet,« siger hun.

Da de gik, stod der i hvert fald tre tomme ølflasker tilbage under bordet ved Sonnergaards plads.

Miroslava Nikolics medstuderende, Jovana Vasic, husker også Sonnergaard som »åben og afslappet«, da vi snakker med hende i telefonen på en forbindelse fra hendes hjem i Serbien. Sonnergaards fremtoning stemte ikke overens med det billede af den anerkendte skandinaviske forfatter, som Vasic havde i sit hoved.

»Man er usikker, når man snakker et fremmedsprog og ikke er så god til det. Han gjorde, at vi følte, at vi kunne tage os god tid. Han var virkelig tålmodig og betænksom,« siger Jovana Vasic.

»Jeg forventede én, der var mere snobbet. Lidt gammeldags og tilbageholdende. Det eneste, der matchede den idé, var, at han var en lidt ældre mand.«

Og Sonnergaard var heller ikke for fin til at tage imod en tak efter oplæggene, da en af de studerende forærede ham en flaske hjemmebrændt rakia – traditionel serbisk brændevin af fermenteret frugt, der kan minde om græsk ouzo eller libanesisk arak.

»Mere eller mindre hvert hus i Serbien har en bedstefar, der laver sin egen rakia. Det er noget, vi gør hele tiden,« siger Nikolic.

Peter Nygaard Christensen

Nuancer af rød

På den besynderlige restaurant med dadaistisk udsmykning af lige dele plastikhunde og kopier af berømte florentinske skulpturer ankommer hovedretterne. I 2016 fik de to gråhårede forfattere og deres yngre borddamer serveret Predrag Crnkovics livret: den sydserbiske specialitet punjene suve paprike. Søde, tørrede peberfrugter fyldt med krydret hakket oksekød serveret i en lille lerskål med en slags cremefraiche på toppen. Røde, rynkede og rygende varme. Så det skal vi også have.

Og generelt er der kød på menuen.

»Jan Sonnergaard var virkelig en livsnyder, der bare gerne ville have mere af det hele. Og bare satte pris på det hele. Der blev ikke bestilt noget salat. Vi skulle have meget kød, og det skulle bare være det lækreste af det lækre,« siger Katrine Jørgensen.

Sonnergaard var den naturlige vært. Han bestilte mad og drikkevarer i overflod, førte lange samtaler med tjeneren og efterlyste en sommelier, der havde bedre forstand på vin. Stemningen var løssluppen, men egentlig havde det været meningen, at middagen skulle være et planlægnings- og netværksmøde over de arrangementer, som Jan Sonnergaard skulle deltage i under sit ophold i Beograd.

På pladsen, hvor Katrine Jørgensens veninde sad – ved siden af Crnkovic – skulle Ana Pejovic fra forfatterresidensprogrammet Krokodil egentlig have siddet. Det var gennem Krokodil, at Jan Sonnergaard have fået mulighed for at få en måneds ophold – og ikke blot et par dage til bogmessen som året før – i den serbiske hovedstad som logerende i en af deres residenser. En toværelses lejlighed i professorenklavekvarteret – hvor betonkomplekserne brydes op af villaer, der i mellemkrigstiden blev opført til professoratet ved universitetet i Beograd – med en lille altan med udsigt over et knirkende, rødmalet gyngestativ.

Det var Ana Pejovic og Vladimir Arsenijevic fra Krokodil, der stod for det praktiske under Sonnergaards ophold – og dem, der skulle koordinere de arrangementer, der var planlagt. Herunder en større begivenhed den 18. november 2016, hvor Sonnergaard skulle promovere en af Crnkovics nyoversættelser. Det kommer vi tilbage til.

Men inden da, og umiddelbart efter sin ankomst, havde den danske forfatter problemer med sin computeroplader, som Pejovic og Arsenijevic måtte hjælpe ham med.

»Vladimir og jeg mødte Jan på en café ikke langt fra computerbutikken, og jeg kan tydelig huske, at han blev meget forpustet. Jeg tænkte, at vi måske gik for hurtigt, men det var en meget kort distance – måske 500 meter – han var helt forpustet,« siger Ana Pejovic, da vi taler med hende over telefonen fra hendes barselsophold i Tyrkiet.

Den 53-årige Vladimir Arsenijevic, der ud over at lede Krokodil, også er en anerkendt forfatter i Serbien, møder vi i forfatterresidensprogrammets nyindrettede hovedkvarter, der mest af alt minder om popsmart ungdomscafé med mørkegrønne vægge og nøgen træmøblering. Han er lang og mørkøjet med kort hår, høje tindinger, smalle briller og et fremstrakt, fleksibelt halsparti. Arsenijevic havde også bemærket noget bekymrende over Jan Sonnergaards fremtoning, da han mødte ham første gang.

»Han var alvorligt rød i ansigtet og rød på en måde, der ikke føltes helt rigtig. Det er ikke bare rød som rødme – det er en sygelig rød. Men på den anden side er det ikke usædvanlig at have en lidt rosa hudfarve, så jeg tænkte ikke videre over det,« siger Vladimir Arsenijevic.

Det er Krokodils politik, modsat mange andre forfatterresidenser, ikke at stille krav til de besøgende forfattere, hvilket betyder, at de kan gøre præcis, hvad der passer dem, og ikke har nogle formelle forpligtelser. Sådan var det også med Sonnergaard, som Vladimir Arsenijevic og Ana Pejovic i løbet af hans ophold kun havde sporadisk kontakt med.

Men én gang inviterede de ham på cafeen Smokvica i Beograds bymidte.

»Han var nok et menneske, der hele tiden var optaget af sine egne tanker. Lidt til den stille side. Han var en tænksom og interessant samtalepartner. Han var ikke ekstrovert, eller en som ønskede, at alting skulle ske hele tiden med ham i centrum. Han sad tilbage og observerede. Så vi tænkte, at det var bedst, hvis han bare ringede til os, hvis han havde brug for noget,« siger Vladimir Arsenijevic.

Vi sidder og spiser knedle i Krokodils café. En kugleformet kage af tyk kartoffeldej med en blomme indeni, dækket i brødkrummer og sukker. En serbisk specialitet. Børnene plejer at gemme blommestenene for at se, hvem der har spist flest, fortæller Vladimir Arsenijevic, mens hans hund – en husky – placerer forpoterne på nabobordet og nidstirrer en papegøje, som sidder i et grønt bur.

Arsenijevics beskrivelse af Sonnergaard som stille og tænksom lyder umiddelbart besynderlig. Alligevel peger det på en side af den danske forfatter, som også oversætteren Predrag Crnkovic nævnte.

»Han så ud, som om han kedede sig. Som om han var træt af alting, men det kan også være, at jeg projicerer mine egne følelser over på ham,« siger Crnkovic.

– Hvordan mener du, at han kedede sig?

»Han så ud som om, han vidste alting. Som om ingenting kunne overraske ham.«

En torsdag i november

Ved Sonnergaards besøg på Lorenzo & Kakalamba i 2016 bliver der på nabobordet placeret en dessert foran en af restaurantens andre gæster. En stor sfærisk chokoladeanordning, som, når man hælder varm chokoladesovs over den, smelter, for derefter at afsløre en lækker kagekerne.

Den skal Jan Sonnergaard smage.

Desværre er restauranten udgået for kuglerne, så Sonnergaard bestiller i stedet en række andre desserter fra menukortet, men han beslutter samtidig, at han efter det planlagte arrangement på universitetet sidst i november vil komme tilbage restauranten, og holde en overdådig måltidsfest, hvor alle gæsterne skal have sfæriske chokoladedesserter – og inden da: helstegt pattegris, fortæller både Katrine Jørgensen og Predrag Crnkovic. Sonnergaard var travlt optaget af at planlægge festlighederne med køkkenpersonalet.

»Det virkede ikke, som om at den aftale om pattegrisen kom helt i hus,« siger Katrine Jørgensen.

Og pattegrisen blev da heller aldrig serveret, for afslutningsfesten blev ikke til noget. Onsdag den 16. november – to dage inden det planlagte festmåltid – havde Ana Pejovic fra Krokodil en aftale med Jan Sonnergaard om at mødes på en café ved femtiden for at snakke om et bogarrangement, som han skulle deltage i om fredagen.

Men Sonnergaard dukkede ikke op.

»Vi prøvede at ringe til ham på både hans danske og hans serbiske nummer, men han svarede ikke på nogen af dem,« siger Pejovic.

I situationen var Pejovic travlt optaget af at arrangere en aften om børnelitterater og for distraheret til at gøre andet end at sende en e-mail, hvor hun spurgte, hvor Sonnergaard var blevet af. Alligevel havde hun på fornemmelsen, at der »måske var sket noget«. Og da Sonnergaard heller ikke svarer om torsdagen, bliver Pejovic bekymret.

Sammen med Vladimir Arsenijevic tager hun ud til lejligheden på Mise Vujica for at se, om de kan få fat på den danske forfatter. Klokken var cirka to om eftermiddagen, og vejret var grimt. Himlen var grå af støvregn og košavavinden – en kold og kraftig sydøstenvind, der kommer fra den østeuropæiske bjergkæde Karpaterne. Oktober måneds indian summer var skiftet over i et hæsligt efterår. Selv om solen går tidligt ned på denne tid af året, var der stadig lyst udenfor, og derfor undrede Pejovic og Arsenijevic sig over, at de kunne se at lyset var tændt i lejligheden på tredje sal.

Ana Pejovic bliver nede på gaden, mens Arsenijevic går op i lejligheden. Han ringer på. Intet svar. Han låser sig ind med viceværtens ekstranøgler. Hoveddøren leder direkte ind i et lille køkken. Arsenijevic kalder på Jan. Intet svar. Han drejer til højre ind i stuen, hvor skrivebordet står. Og på gulvet ved siden af bordet ligger Jan Sonnergaard.

»Jeg så ham ligge på gulvet ved siden af skrivebordet med ansigtet nedad, som om han bare var faldet ud af stolen. Han må have arbejdet, fordi computeren stod åben på skrivebordet. Der var en lille smule blod på hans ansigt, sikkert fordi han havde slået sin næse i faldet,« siger Vladimir Arsenijevic.

Jan Sonnergaard blev fundet på gulvet ved siden af sit skrivebord.

Peter Nygaard Christensen

»Det krævede ikke meget at forstå, at han var død.«

Han gik ned til Ana Pejovic, der ventede på gaden.

»Fuck,« sagde han bare.

De ringede først til ambassaden, men kunne ikke få fat i nogen. Derefter ringede de til Udenrigsministeriet, som tog kontakt til en af de ansatte på den danske ambassade i Beograd, der ringede tilbage til Pejovic. Først derefter kontaktede de politiet. Arsenijevic gik op i lejligheden for at vente, mens Ana Pejovic igen blev nede på gaden og holdt kontakten til ambassaden.

Det var først nu, at Arsenijevic fik kigget sig ordentligt omkring i den lille toværelses lejlighed.

»Der var alkohol over det hele. Jeg har aldrig set noget lignende,« siger Arsenijevic.

»Fire kasser med absint og en masse rakia. Der var også medicin mod forhøjet blodtryk. Det var en fucking tikkende bombe.«

Det var en chokerende oplevelse for både Arsenijevic og Pejovic. De havde haft mere end 40 forfattere fra forskellige lande boende i lejligheden, og på intet tidspunkt havde der været nogen problemer. Ingen var nogensinde kommet til skade. Der var ikke engang nogen, der var blevet bestjålet.

Vladimir Arsenijevic kan ikke lade være med at tænke på den sidste historie fra Sonnergaards novellesamling Sidste søndag i oktober, som han på det tidspunkt var i gang med at læse.

Titelnovellen, med jegfortælleren der skider højt og helligt på sit eget helbred, og som forlader hospitalet efter at være indlagt med galoperende diabetes, for i stedet at tage på druk med sine venner, ramte pludselig lidt for tæt på den virkelighed, Arsenijevic stod lige midt i.

Jegfortælleren er så distanceret fra sin egen krop og sin egen sygdom, at han ikke kan være til stede i noget af det. »Det her angår ikke mig,« tænker han bare, mens han langsomt giver op og giver slip på verden. Han ved godt, hvad han bør gøre:

»Men jeg gjorde det ikke. For det hjalp ikke. Noget af det. For vi tæller ned nu. De slår på gongongen om lidt. Klokken er et minut i to om morgenen. Og det er sidste søndag i oktober.«

Imens ser Vladimir Arsenijevic politiet gå rundt i lejligheden, som om det bare var et hvilket som helst job. Det er en torsdag i slutningen af november, klokken er lidt over to om eftermiddagen, og realiteterne begynder at dæmre for ham:

»Jeg blev virkelig trist. Det var fucked up.«

I toget på vej ind til Beograd fra Novisad, hvor hun bor, får Miroslava Nikolic beskeden om, at aftenens arrangement den 18. november med Jan Sonnergaard er aflyst.

»Katrine skrev bare, at der var sket et eller andet, og forelæsningen var aflyst,« fortæller Nikolic tilbage i lejligheden på Amager.

Hun ser senere en artikel på DR Nyheder om, at Jan Sonnergaard er død.

Hun sender den til Katrine Jørgensen: »Er det rigtigt?«

Samme dag skulle Jovana Vasic have deltaget i et interview på den nationale radiostation med Sonnergaard, hvor hun skulle fungere som oversætter mellem ham og værten.

»Jeg vidste, at der var noget galt den dag, fordi han ikke dukkede op,« siger hun.

»Vi ventede alle sammen bare på at få noget mere at vide – og så dukkede det op i nyhederne.«

Ved deres møde i 2015 havde Jovana Vasic og Jan Sonnergaard snakket længe sammen om det at være forfatter, som den unge, serbiske danskstuderende selv drømmer om at blive. Sonnergaard havde inspireret hende. Og selvom de ikke snakkede om direkte personlige emner, blev forfatterens pludselige dødsfald alligevel personligt for hende:

»Min far var også 53, da han døde, og det var også helt uventet,« siger Vasic.

Det havde været stort at opleve en person, som hun så op til, sætte så meget pris på hendes hjemby. Og endda i sådan en grad, at han angiveligt blev inspireret til at skrive byen ind i sin litteratur.

»Jeg var glad for, at han ville skrive om Beograd, fordi man kunne mærke, at han elskede byen og det bohemiske liv her.«

Det var også det indtryk, Katrine Jørgensen fik af Jan Sonnergaards forhold til byen. Et par dage efter middagen på Lorenzo & Kakalamba mødtes hun med Jan Sonnergaard igen. Denne gang til frokost i selskab med to andre danske veninder på den ekstravagante restaurant Voulez-Vous. Søndagen før det amerikanske præsidentvalg.

»Den er over the top på en anden måde end Lorenzo & Kakalamba. Der kommer rigtig mange serbiske superstars med silikonebryster og store læber. Jan lavede et væddemål med min ene veninde, der er professionel pokerspiller om, hvorvidt Trump ville vinde valget,« siger Jørgensen.

»Da vi gik, ville han blive siddende og observere og drikke mere vin. Han fortalte, at han var forelsket i byen. Og at han var ved at skrive en superheltebog, der foregik i Beograd. Han sagde, at det var sådan et sted, han hørte hjemme.«

»Jeg må jo så desværre erkende at have tabt til din pokerspillende veninde. Tabt til en mand med en mere rabiat kønspolitik og klart bedre hårdag(e) end sin modstander, det har den gamle præsidentfrue. Hvem skulle have troet det?« skrev Sonnergaard efterfølgende i en mail til Katrine Jørgensen.

»Du får en halvtredser næste gang vi ses.«

Rejsen til Beograd var støttet af Informations Venner

Jan Sonnergaard er død af et hjerteanfald under et ophold i Beograd. Han blev 53 år
Læs også
Læs også
Sonnergaard afdækkede det pæne samfund som en afsindig slagmark.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tonny Helleskov
  • Jørn Andersen
  • Steen Voigt
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Gert Romme
  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
Tonny Helleskov, Jørn Andersen, Steen Voigt, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu