Læsetid: 14 min.

Jøderne i Norge var en upopulær minoritet i 1942

I sin nye bog kaster journalisten Marte Michelet nyt lys på fortællingen om den norske modstandskamp og giver et dystert svar på, hvorfor så mange norske jøder blev sendt i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig
»Jeg kunne kun skrive denne bog, fordi jeg ikke er historiker. Jeg står uden for institutionerne og de små miljøer, og jeg er uafhængig af forskningsmidler og af den interne kollegialitet. Derfor kan jeg tage et opgør med okkupationsnarrativet«, siger Marte Michelet.

»Jeg kunne kun skrive denne bog, fordi jeg ikke er historiker. Jeg står uden for institutionerne og de små miljøer, og jeg er uafhængig af forskningsmidler og af den interne kollegialitet. Derfor kan jeg tage et opgør med okkupationsnarrativet«, siger Marte Michelet.

Cicilie S. Andersen

7. december 2018

For nylig markerede vi 80-året for Krystalnatten – det, der i eftertiden er blevet set som startskuddet til Holocaust. Eller ’novemberpogromen’, som det også kaldes på norsk, eftersom Krystalnatten var nazisternes eget navn for det, der skete natten mellem den 9. og 10. november 1938, hvor over 7000 jødiske forretninger blev ødelagt og plyndret, 200 synagoger brændt ned til grunden og over 25.000 jøder arresteret og sendt i koncentrationslejre.

Dagen før markeringen, den 8. november, blussede en heftig debat om Anden Verdenskrig igen op i Norge. Årsagen var bogen Hva visste hjemmefronten? Holocaust i Norge: varslene, unnvikelsene, hemmeligholdet af Marte Michelet, som udfordrer den gængse fortælling om den norske modstandsgruppe – den såkaldte ’hjemmefront’ – og stiller spørgsmålet: Hvorfor blev der ikke gjort mere for at redde de norske jøder under krigen?

Den 26. november 1942 lægger troppetransportskibet Donau fra kaj i Oslo. Ombord er 529 jødiske børn, kvinder og mænd. Forud for deportationen har alle jøder i Norge fået påbud om at registrere sig og har fået stemplet et stort rødt J i passet, og en måned før afgang bliver alle jødiske mænd i landet arresteret, mens kvinderne får daglig meldepligt. Skibet Donau har kurs mod Stettin i Polen – herfra går turen videre i fyldte jernbanevogne mod Auschwitz.

I alt blev 771 norske jøder deporteret og sendt i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig; omtrent en tredjedel af den jødiske befolkning i landet. Fortællingen i norsk historieskrivning har indtil nu været, at aktionen imod jøderne kom som et lyn fra en klar himmel. Men i sin nye bog viser Michelet, at flere fremtrædende personer i den norske modstandsbevægelse vidste besked om de planlagte deportationer af de norske jøder, flere måneder inden de fandt sted.

Marte Michelet har haft en travl uge. Da jeg møder hende hos Gyldendal Norsk Forlag i Oslo, er hun tydeligt omtumlet af de sidste dages drama. Hun er journalist og datter af forfatteren Jon Michelet, som gik bort i foråret, han er blandt andet kendt for romanserien En sjøens helt om de norske søfolk under krigen.

I 2014 vandt hun Brageprisen for bogen Den største forbrytelsen, som fortæller historien om deportationerne af de norske jøder med udgangspunkt i én familie. Det var under arbejdet med denne bog, at hun blev gjort opmærksom på ny information, som tvang hende til fuldstændig at gentænke fortællingen om den norske modstandskamp.

Hva visste hjemmefronten? blev ved sin udgivelse tildelt topkarakteren terningekast 6 i Dagbladet og kaldet »årets vigtigste bog«, mens den tidligere leder af Hjemmefrontmuseet i Oslo, Arnfinn Moland, i Aftenposten kaldte værket for et »fagligt og etisk forfejlet projekt«.

Det fik Michelet til at svare med en kronik i samme avis, hvor hun skrev, at »vi må kunne forholde os til nye fund om Anden Verdenskrig, selvom de gør ondt og rokker ved etablerede sandheder«. Den etablerede sandhed har altså været, at så mange norske jøder blev deporteret, fordi hjemmefronten ikke var forberedt på, at det ville ske. Efter fire år i arkiverne er Michelets forklaring en anden: De mente, at det ikke angik dem.

Vendte det blinde øje til

»Der er to grunde til, at jeg mener, man kan drage den slutning. Den ene er, at der i det efterladte materiale – i dagbøger og andet, som er skrevet under krigen – er et næsten totalt fravær af engagement eller bekymring for den jødiske minoritet i Norge fra modstandsledelsens side. Den anden er, at man i den norske eksilregering i London ikke diskuterede jødeforfølgelserne før, efter at den første store deportation fra Norge havde fundet sted. De varsler, man modtog i London om masseudryddelsen, som bredte sig i Europa, blev ikke videreformidlet til Norge. Ingen diskuterede, hvilke konsekvenser det ville have for de norske jøder. Det står i stærk kontrast til Danmark, hvor der var politisk mobilisering for at redde jøderne fra første øjeblik.«

I løbet af sommeren 1942 begyndte massudryddelserne at skabe overskrifter i alle de store engelske aviser. Hvordan kan det lade sig gøre, at denne information ikke nåede frem til de norske jøder?

»Der var en meget streng tysk censur, både på posten og pressen. De eneste veje ind var via London eller Stockholm. Den dag i juli, hvor massemordet på 7000 polske jøder var en nyhedssag på alle BBC’s kanaler, blev der også bragt en besked om det i den norske BBC-udsendelse. Men det var meget små nyhedsdryp, som nåede landet, og de blev ikke sat i sammenhæng med den norske situation, hvor jøderne var blevet registreret allerede i januar. Registreringen fandt sted uden nogen civil ulydighedskampagne.«

Du skriver i din bog, at jøderne efter krigen selv fik skylden for, at de ’lod sig’ anholde, og at de ikke flygtede ud af landet i tide?

»Jøderne responderede på det, de kunne se omkring sig i det okkuperede norske samfund og havde meget begrænset information om, hvad der foregik uden for landets grænser, og om naziregimets planer. Deportationer fra Berlin var begyndt i stor skala allerede i efteråret 1941, men den information er helt fraværende i den norske illegale presse, som altså var den reelle presse under krigen. På en række andre områder fulgte modstandsbevægelsen meget nøje med i regimets planer. De kendte på forhånd til de planlagte aktioner mod lærerne, præsterne og skolebørnene, og iværksatte i alle tilfælde en stærkt ledet, solidarisk modaktion. Men når det kom til jøderne, så de den anden vej.«

»De jødiske børn var de eneste norske børn, som sad i fangenskab under krigen. Alligevel var der ingen, som iværksatte en redningsaktion. Man må kunne konstatere, at hvis ikkejødiske norske børn havde siddet i fængsel måned efter måned for så at blive deporteret til det, som de informerede modstandsfolk på det tidspunkt vidste, var den sikre død, så ville det have skabt et helt andet oprør i det norske samfund. Det er utænkeligt, at de norske illegale aviser ikke ville være fyldt med nyheder om det. Den eneste forklaring på, at jødernes sag ikke blev taget op af modstandsbevægelsen, er, at det var utaktisk. Jøderne var en upopulær minoritet i Norge. Det faktum, at de ikke blev set på som norske, er kernen her.«

Flugtnetværk lukket for jøder

Det kan være svært at forstå i dag, at man ikke finder et større fokus på jødernes skæbne i for eksempel de mange memoirer, som blev skrevet af norske modstandsfolk umiddelbart efter krigen.

Men som Michelet skriver i Hva visste hjemmefronten?, er Anden Verdenskrig først blevet tæt forbundet med Holocaust i vores bevidsthed meget senere, blandt andet som følge af retssagen mod Adolf Eichmann i 1962 og tv-serien Holocaust i 1978. Når Michelet en sjælden gang er stødt på omtaler af jøderne i dagbøger og memoirer, er det snarere distancerede konstateringer eller ligefrem antisemitiske holdninger, der kommer til syne.

At hjemmefronten i Norge løbende havde adgang til informationer fra Berlin og vidste, hvad der foregik rundt omkring i Europa, hersker der imidlertid ingen tvivl om. Michelet fremhæver i sin bog tre vigtige aktører, som kæmpede for at hjælpe de norske jøder: alle tre antinazistiske tyskere.

En af dem var greven Helmuth von Moltke, som var jurist og folkeretsekspert i efterretningstjenesten Abwehr i Berlin. Han var en af grundlæggerne af Kreisau-kredsen, som aktivt modarbejdede Hitler, og det var blandt andet via ham, at opdateringer om Det Tredje Riges forbrydelser nåede de norske hjemmefrontsledere.

Tre vigtige norske modstandsfolk bekræfter i kilderne at være blevet advaret om de kommende jødedeportationer fra Norge, både lang tid i forvejen og lige inden aktionerne skulle finde sted; heriblandt Gunnar ’Kjakan’ Sønsteby, som vies et helt kapitel i bogen. Det var et interview med ham foretaget af historikeren Ragnar Ulstein fra 1970, som satte Michelet på sporet af hele projektet.

Arbejdet med jødeforfølgelserne i Norge har også afdækket andre skyggesider af det norske modstandsarbejde. Michelet skriver, at hjemmefrontens etablerede flugtnetværk i Norge meget tidligt blev lukket for jøder.

I praksis betød det, at de jøder, som ville flygte ud af landet, var overladt til mindre organiserede kanaler. Som de eneste civile nordmænd blev jøderne her afkrævet betaling for at krydse grænsen; Michelet viser også eksempler på, at flere på vej ud af landet blev serveret en løgn om, at man kun kunne tage et begrænset beløb med ind i Sverige. Når de kom frem til Stockholm, indså mange at de var blevet snydt.

»Hjemmefronten fik jo tilsendt penge fra eksilregeringen i London, så de havde i princippet ikke selv nogle udgifter ved transporterne. Det vigtige her er ikke summerne, men synet på jøderne. Det er helt tydeligt, at jøderne ikke blev opfattet som hjemmefrontens anliggende. De måtte betale for sig selv.«

I Danmark har det jo været almindeligt kendt i mange år, at nogle af dem, der hjalp med at redde de jødiske flygtninge, tog sig godt betalt. Men dette er altså kontroversielt stof i Norge?

»Det siger noget om norsk holocaustforskning. Pengene i flugten har været et etableret tema i mange lande, men i Norge har det været luget ud af fortællingen. Jeg mener, at det har været aktivt fortiet.«

»Drabstallene i Norge i andel af jødisk befolkning er de næsthøjeste efter Holland. I Holland havde man jo ingen veje ud. Der måtte man gå ned i en kælder eller gemme sig i et skab. I Norge havde man den meget lange svenske grænse, man havde et veletableret flugtapparat, og så havde man alle disse hytter overalt på fjeldet. Det var ikke så svært at krydse grænsen. Det er endnu en myte, som man i Danmark har sat spørgsmålstegn ved. Argumentet har jo været, at fordi der var stor fare forbundet med flugten, så var det i orden at tage penge for det. De modige og idealistiske aspekter ved transporten har været voldsomt overdrevet i historieskrivningen, men det har den danske holocaustforskning taget et opgør med. I Norge er vi ikke engang begyndt at snakke om det. Vi ligger langt bagefter, når det kommer til at problematisere de her fortællinger.«

Der ligger også historiske årsager til grund for de forskelle, man her finder imellem Danmark og Norge.

»I Danmark blev det, at man havde reddet jøderne – 96 pct. af den jødiske befolkning i landet – jo en kerne i fortællingen om modstandskampen efter krigen. For dansk politisk identitet var det at stå op mod nazismen helt grundlæggende allerede fra 1939. Hvis danskerne blev nazister, ville landet ophøre med at eksistere; det ville simpelthen blive opslugt af Tyskland, som rullede hen over Danmark på vej mod Norge. Derfor ser man en helt anden forståelse af nazismen og en aktivistisk grundholdning på jødernes vegne fra begyndelsen. Så kan man diskutere mange andre problematiske aspekter ved kollaborations-Danmark.«

Den danske kollaborationsregering havde også mulighed for at stille nogle krav, som den norske eksilregering i London ikke havde?

»Ja, men det er ikke givet, at et centralt krav skulle være at forsvare jøderne. Det kommer sig blandt andet af, at jøderne i Danmark var en meget mere talrig og bedre etableret minoritet med dybe bånd i landet. Den største del af den jødiske befolkning i Norge kom først til landet som følge af pogromerne i øst fra 1904 og frem. Mange af jøderne under krigen var altså første- eller andengenerationsindvandrere. De kunne let fejes bort, uden at det angik det norske folk.«

Det personlige forhold

Michelet nævner i sin bog den norske grundlov, som blev vedtaget, da landet i 1814 blev løsrevet fra Danmark. I grundlovens paragraf 2, som blev midlertidigt genindført af Vidkun Quisling under krigen, står der, at jøder er »udelukkede fra Adgang til Riget«.

Omtrent samtidig havde jøderne i Danmark fået et formelt fribrev, som gav dem statsborgerlige rettigheder på linje med andre. Den jødiske befolkning i Norge ved krigens begyndelse var altså betydeligt mindre end den danske. Alligevel lykkedes det ikke at redde en brøkdel af, hvad man opnåede i Danmark, hvor over 7000 jøder blev hjulpet til Sverige.

»Den store jødiske befolkning i Danmark betød, at mange mennesker i Danmark havde et personligt forhold til jøder. Det var ikke tilfældet i Norge. Vi havde heller ingen Brandes-familie eller andre synlige indflydelsesrige jøder i landet. Den person, som alle antisemitter i Norge anklagede for at være jøde, Høyre-politikeren C. J. Hambro, var det ikke engang. Hans oldefar havde været jøde.«

Michelet skriver ikke specifikt om Danmark i sin bog, men trækker i samtalen mange paralleller. Hun nævner, at der desværre er foretaget meget lidt komparativ forskning af modstandsaktionerne i Danmark og Norge under krigen, men at en person som Helmuth von Moltke er en fremtrædende aktør også i den danske historieskrivning.

Michelet mener, at det er sandsynligt, at von Moltkes advarsler om, at nazisternes jødeforfølgelser var krigsforbrydelser, som ikke ville blive tilgivet af eftertiden, kan have haft indflydelse på motiverne hos tyske nøglepersoner i Danmark som Werner Best og Georg Duckwitz. Han var desuden i København, lige inden den danske deportation skulle finde sted.

»Jeg tror, danskerne har god grund til at forske mere i Helmuth von Moltke. Han spiller måske en vigtigere rolle, end man hidtil har været klar over.«

Michelet kom på sporet af von Molkte, da hun undersøgte, hvordan informationer om jødedeportationerne kunne være nået frem til den norske hjemmefront. I bogen beskrives han som en samvittighedstynget og kristenhumanistisk ildsjæl. Han blev henrettet i Berlin i januar 1945, som følge af det mislykkede 20. juli-attentat mod Hitler året før.

Har du haft adgang til nye kilder under arbejdet med din bog?

»Begge mine to store undersøgelser – af hvilke informationer hjemmefronten sad inde med og af profitmotivet i flygtningetransporten – er udløst af dokumenter, som jeg ikke kendte til, og som der ikke er skrevet om tidligere. Interviewet med Sønsteby har været kendt af visse historikere, fordi det har ligget i Hjemmefrontmuseets historiearkiv siden 1970. Det andet dokument er et brev fra Knut Fougner, som deltog i redningsindsatsen, og som jeg skriver om i bogen. Det har andre forskere ikke haft adgang til. Men når man går til originaldokumenterne i de tilgængelige arkiver, ligger alle oplysningerne der egentlig helt klart og tydeligt. Man skal ikke grave særlig dybt for at se profitmotivet eller til og med finde indrømmelser om, at der blev overført store summer under flygtningetransporten. Det er blevet sminket til i den historieformidling, som har været tilgængelig for norske læsere.«

Ingen nyhed

Nogle af reaktionerne på Hva visste hjemmefronten? kommer altså også af, at Michelet i sin bog retter en mere eller mindre direkte kritik mod de faghistorikere, som systematisk har overset jødernes perspektiv i historieskrivningen.

»Jeg kunne kun skrive denne bog, fordi jeg ikke er historiker. Jeg står uden for institutionerne og de små miljøer, og jeg er uafhængig af forskningsmidler og af den interne kollegialitet. Derfor kan jeg tage et opgør med okkupationsnarrativet. For mig er det indlysende, hvad historieskrivningens fokus bør være: Det er de jødiske kvinder og børn, som sad alene tilbage i efteråret 1942, efter at mændene var blevet arresteret, og før den første deportation med Donau fandt sted. De fik ingen hjælp fra den etablerede modstandsbevægelse. Det er dem, det handler om – ikke ære eller forskerkarrierer.«

»Jøderne i Norge blev også svigtet af retssamfundet efter krigen. Mange af gerningsmændene slap let. For det tilbageværende jødiske samfund i Norge har det været svært at udfordre heltefortællingen, fordi man da ville stå i direkte opposition til den norske nationalidentitet. Derfor har det ligget og skurret under overfladen i 70 år.«

Michelet fortæller, at når hun taler med norske jøder i dag, er mange af fundene i hendes bog ikke nyheder.

»Jøderne i Norge ved selvfølgelig godt, at deres familier blev plyndret på vej ud af landet.«

Er der noget ved modtagelsen af bogen som har overrasket dig?

»Hjemmefronten er en stor, tung, afgørende myte for nordmænd. Man refererer til hjemmefronten som noget selvforklarende – alle ved, hvad hjemmefronten er – men i praksis viser det sig at være meget svært at definere, hvordan de forskellige grupperinger hænger sammen. Fortællingen i Norge har været, at da tyskerne rykkede ind den 9. april 1940, rejste det norske folk sig umiddelbart og stod op mod okkupationen i fem år, indtil vi fik jaget dem ud af landet. Det er sat på spidsen, men man kan mærke på reaktionerne på min bog, hvor stærkt den myte fortsat lever. Jeg har jo vidst, at dette materiale ville vække stærke reaktioner, men jeg har måske undervurderet, hvor emotionelt det stadig er. Det er selvfølgelig også et generationsspørgsmål.«

Hvorfor er det farligt at holde fast ved den fortælling om hjemmefronten, som har været en grundsten i opbygningen af den norske identitet efter krigen?

»Det er et selvbedrag. Meget af okkupationshistorien beskriver det, der skete, som en slags refleks, som upolitiske faktorer, der slap løs fra det norske folkedyb, da landet blev invaderet. Men sådan var det jo ikke. Modstandskampen måtte vindes.«

Den sidste sætning i Michelets bog lyder: »Vi må holde op med at tænke, at modstand mod den autoritære, højreradikale, racebaserede samfundsvision var, eller er, en selvfølge for nordmænd. Først da kan vi forstå, hvad som faktisk stod, og stadig står, på spil.«

»Forestillingen om, at antijødiske holdninger var noget, tyskerne tog med ind i landet i 1940 og tog med ud igen i 1945, blev etableret som en sandhed efter krigen. Men mange havde antijødiske holdninger både før og under krigen, også blandt modstandsfolk og politikere. Der blev aldrig taget et ærligt opgør med det antisemitiske tankegods, og det har forhindret en diskussion, som kunne have været præventiv – i forhold til spørgsmål om, hvem der er norsk, og hvordan vi skal behandle vores minoriteter i dag.«

»Mit mål har aldrig været at sætte nogen i skammekrogen. Jeg forsøger at vise tingene, sådan som de faktisk fandt sted, og ikke den romantiserede forestilling, som vi har klamret os til. Og så er det umuligt ikke at nævne navne. Jeg ved, hvordan det må opleves af efterkommere af de folk, jeg skriver om. På den ene side er der heltemyten, på den anden side er der en forestilling om arvesynd; at du skal hæfte for dine forfædres fejl. Der er i norsk kultur etableret en stærk skam omkring at have været på den forkerte side under krigen, som efterkommerne stadig lever med. Jeg havde håbet, at distancen til krigen nu var stor nok til, at en bog som denne ikke ville medføre al den smerte og uro, som den har gjort. Måske har vi brug for en generation til.«

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

  • Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne

    7. december 2018
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  • Modernister

    7. december 2018
    I sidste uge gav Det Danske Akademi Klaus Rifbjergs Debutantpris til Theresa Salomonsen for hendes digtsamling ’Kast himlen i havet’, udkommet på forlaget Korridor. Peter Laugesen holdt talen, og reglen er, at den skal handle om poesien, ikke om forfatteren, så her er talen, der tager udgangspunkt i tre af fire hyldestdigte i bogen til henholdsvis Gustaf Munch-Petersen, Edith Södergran og kubismen
  • Tysk forfatter: Man kan ikke engagere sig mod højrenationalister og samtidig støtte deres skribenter økonomisk

    7. december 2018
    I Tyskland har forfatteren Margarete Stokowski genantændt debatten om, hvordan man skal forholde sig til den stigende mængde af højrenationalistisk litteratur, der udkommer i disse år. Fordi det viste sig, at en boghandel solgte bøger fra den yderste højrefløj, nægtede hun at sætte sine ben i forretningen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Runa Lystlund
  • Hans Aagaard
  • Carsten Munk
  • Erik Karlsen
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
Olaf Tehrani, Runa Lystlund, Hans Aagaard, Carsten Munk, Erik Karlsen, ingemaje lange og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Uwe Petersen

Det er jo noget af en påstand, at man er i stand til at behandle et historisk emne, fordi man IKKE er historiker og står uden for institutioner og små miljøer...
Bedre blivere det jo ikke, når man sammenligner aktionen mod de norske jøder med ditto i Danmark, uden at reflektere over, at tidspunktet for disse hændelser har en ikke uvæsentlig betydning. Krigsudviklingen i efteråret 1942 så således væsentlig anderledes ud end i efteråret 1943.
Først efter slaget om Stalingrad (august 1942-februar 1943) og ved Kursk buen (sommer 1943) var det afgjort, hvem der ville tabe krigen. Og det påvirkede i væsentlig grad den politiske udvikling i de besatte lande, herunder Danmark og Norge. Hvis aktionen mod de danske jøde var blevet iværksat i november 1942 - som i Norge - ville forløbet måske have været et andet end i oktober 1943.
Hans Uwe Petersen

Olaf Tehrani, Ole Arne Sejersen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hans Uwe Petersen, det er rigtigt, at flugten til Sverige nok ville have set anderledes ud, hvis den skulle have været organiseret i 1942, da Best først ankom i november, og muligvis endnu ikke var overbevist om, at Tyskland stod til at tabe krigen.

Men det ændrer da ikke på, at nordmændenes glorie nok ikke var så velpudset, som den blev efter krigen. Marte Michelet forsøger at beskrive, "wie es eigentlich gewesen", og hvad hun beskriver lyder meget plausibelt i mine ører.

At hun ikke er historiker gør ikke hendes narrativ ringere, "historiker" er ikke en beskyttet titel, hvorfor jeg da selv betragter mig som kompetent amatørhistoriker, der ved mere om visse områder af historien end en hel del af de professionelle faghistorikere, som jeg kender. Titlen gør hende selvfølgelig heller ikke bedre - men det er da ikke forkert, at der i mange historiske fag er opstået en vis akademisk konsensus, som står i vejen for nye, mere præcise fortolkninger af historiens forløb.

Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Hans Aagaard, Claus Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Hold da op, hvor har denne artikel ledt mig til den danske modstandsbevægelse.
Den har uanset diverse påstande ført til, at de "helte" hjalp jøder og intet ansvar havde for, at den franske skole blev bombet få måneder før krigens ophør. Allerede der vidste man at krigens var tabt for nazisterne akkurat som terrorbombningen af Dresden.
Modstandsbevægelser er ikke kun engle og kan man forsvare at redde få hvis man ved, at man ofrer endnu flere liv?
Jeg er overhovedet ikke historiker, men er opvokset med en mor, der var overlevende fysisk bombningen og bedste veninde til en jøde som barn. Det har skabt den jeg er i dag og ikke uden omkostninger
Det er ikke ligetil, men fra modstandsbevægelsen og det politiske etablissement savner jeg selvransagelse.

Politik og historie vedrører os alle, og jeg har ikke noget problem med at acceptere personlige vurderinger, som kan være mindre farvede end de officielle fortolkninger.

Jøderne var en upopulær minoritet næsten over alt i Europa, hvilket blev udnyttet af nazismen og populistiske politikere. Den støtte jøderne dengang havde, var hoveddsaglig baseret på enkelt personers etiske holdninger, og ikke en generel politisk funderet tradition. Først da man indså at tyskerne ville tabe, ændrede holdningen sig i jødespørgsmålet, og det blev et mere “populært” synspunkt - også politisk.

Dennis Tomsen, Hans Aagaard og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Egentlig kan man blot udskifte sionister med tatere (romaer/rejsendefolk). - Eller måske burde man skrive sionister og tatere.

I øvrigt er dette også en form for klassekamp, hvor et folk har behov for at hævde sig ved at have nogle undermennesker at se ned på. Og derfor bør man i disse tider nok tale om sionister, tatere og flygtninge.

jens peter hansen

hvorfor jeg da selv betragter mig som kompetent amatørhistoriker, der ved mere om visse områder af historien end en hel del af de professionelle faghistorikere, som jeg kender. Skriver Niels Duus Nielsen.
Skulle den uddannede historiker da vide alt ? Selvfølgelig er der masser af mennesker der ved meget mere end en tilfældig historiker ved om et bestemt historisk emne, hun ikke har beskæftiget sig med overhovedet. Slægtsforskning ses der ofte ned på, men den er også for fagprofessionelle ofte guldgruber af interessante oplysninger, som i en tid hvor det ikke kun er den politiske historie der er interessant, giver mange relevante og øjenåbnende oplysninger. Med tiden er der heldigvis kommet flere dygtige historiefortællere, som fx Ulrik Langen som levendegør historien og den munkemarxistiske skriftlige historietradition fra 70'erne som var ligeså ophidsende som fiskerinoteringerne i radioen, er vist stendød nu. Nogle opfatter historieskrivning som en slags fiktion og har vel ikke helt uret, da fokuspunktet på en historisk begivenhed hele tiden skifter. Jeg mener ikke at "historikere" længere har den hovskisnovski holdning til "amatørerne" som før var udbredt, men snarere værdsætter det arbejde disse udfører. Det betyder nu ikke at alle beretninger om begivenheder bare skal sluges råt.
Det værste ved jødeforfølgelserne i Norge er jo det faktum at det var Statspolitiet, altså norsk politi der arresterede jøderne. En skamplet der i mange år forsøgtes glemt. I DK gjorde politiet som bekendt det samme med kommunisterne og det er vist aldrig er blevet glemt. Kommunisterne transporteredes med de danske jøder på samme skib til Tyskland efter jødeaktionen i 1943. Destinationen var dog ikke den samme, da kommunisterne kom til Stutthof og jøderne til Theresienstadt.

Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Vidkun Quisling (1887 – 1945) grundlagde 1933 et nationalfascistisk parti, Nasjonal Samling

https://da.wikipedia.org/wiki/Vidkun_Quisling

https://da.wikipedia.org/wiki/Nasjonal_Samling

Han forsøgte at overtage magten ved et statskup april 1940, men mislykkedes.

Fra efteråret 1940 til efteråret 1942 foretog NS en bredt anlagt offensiv mod det norske samfund godt hjulpet af en presse, der var underlagt censur. I efteråret 1940 meldte mange sig ind i partiet, og det højeste medlemsantal nåede NS i efteråret 1943 med over 43.000 medlemmer. Politiet blev den mest nazifiserede etat, da ca. halvdelen af politifolkene meldte sig ind i partiet efter stærkt pres fra Politidepartementet. NS oprettede også sit eget politi, Stapo (= Statspolitiet), og politiets særdomstole, der dømte i alt nitten nordmænd til døden.

"1. februar 1942 blev han med tysk godkendelse ministerpræsident for en regering bestående af NS-medlemmer. Som statsleder fik han også sin personlige livgarde: Førergarden. Quislings og partiets forsøg på at nazificere Norge led totalt skibbrud på grund af folkelig modstand.
Gennem en aftale med Quisling sikrede den tyske besættelsesmagt sig guld, sølv og smykker, der havde tilhørt norske jøder. Der blev også vedtaget en lov, hvorefter heljøder, halv- og kvartjøder skulle registreres af de norske myndigheder”

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja, det er også for mig nyt, det som EM tilsyneladende har gravet frem. Men som sædvanlig, når en jøde skriver om antisemitisme - eller "jødehad" som benyttes i dag fordi alt for meget blev kaldt antisemitisme- springer hun over spørgsmålet: hvad er det, der gør, at mange ikke kunne lide jøder. Og er der noget, jøder burde gøre anderledes for at undgå det.
Måske er der i den oversete, men meget vigtige bog "6. kolonne?" af dramatiker mm Helge Krogh indirekte et godt bud på jøders skæbne i Norge.
Allerede under krigen skrev han fra Stockholm denne pamplet - genoptrykt i ny udgave 1969 (PAX Forlag). Han sandsynliggjorde med fakta, at krigen kunne være stoppet før ,hvis Hjemmefronten havde satset på at sabotere de virksomheder, der forsynede Tyskland med nødvendigt materiel og råstoffer. Men der var ejere af disse i Hjemmefrontsledelsen, så det skete ikke. I parentes skal nævnes, at Krogh tilføjer, at den danske modstandsbevægelse også havde kunne forkorte krigen, hvis den koncentrede sig om at forhindre fødevareforsyningerne til Tyskland!!?
Disse ejere kan også have øvet indflydelse på at få jøder ud af Norge. Hvorfor? Fordi der var flere eksempler på hvordan indvandrede jøder med effektive metoder fik succes og indflydelse i landes erhvervsliv. De kunne altså være uønskede potentielle konkurrenter.
I øvrigt var der rigtig nød og ja krig i Norge under besættelsen.

Morten Johansen

@Hans Uwe Petersen

Det er svært at sige, hvordan en eller anden historisk situation ville have udspillet sig på et andet tidspunkt i historien. Men nazisterne fornemmede, at der i Danmark absolut ingen opbakning var til at forfølge jøderne. Hannah Arendt har skrevet om dette i "Ondskabens banalitet" og bemærkede at modviljen i Danmark var så udtalt, at det påvirkede de nazistiske øverstbefalendes holdning til dette spørgsmål, så den kom til at minde om den danske. Arendt noterer det som noget ganske usædvanligt. Hvis nazisterne havde fornemmet en lokal dansk fjendlighed mod jøderne, så var de formentlig røget til Tyskland meget hurtigt. I Norge var holdningen åbenbart anderledes, og derfor fik jøderne en anderledes grum skæbne der.