Læsetid: 10 min.

Johan Harstad: »Det politiske klima i Norge er ikke meget bedre end i USA«

Med ’Max, Mischa og Tet-offensiven’ har norske Johan Harstad skrevet den store amerikanske roman. Afsættet var forfatterens hjemlængsel efter oliebyen Stavanger, hans interesse de skelsættende 1970’ere og forsøg på at forstå Vietnamkrigen, der ændrede verdens politiske landskab og den amerikanske drøm
Johan Harstad var nødt til at blive forelsket i USA, mens han skrev ’Max, Mischa og Tet-offensiven’. Og han har i dag et ganske afklaret forhold til Amerika: Han betragter landet som lige så fucked-up som alle andre lande.

Johan Harstad var nødt til at blive forelsket i USA, mens han skrev ’Max, Mischa og Tet-offensiven’. Og han har i dag et ganske afklaret forhold til Amerika: Han betragter landet som lige så fucked-up som alle andre lande.

Peter Nygaard Christensen

21. december 2018

»Det startede med en dårlig idé,« siger Johan Harstad og er tavs et øjeblik.

Vi sidder på Kulturværftet i Helsingør, hvor den norske forfatter om et par timer i en fyldt bibliotekssal skal tale om sin roman Max, Mischa og Tet-offensiven, der netop er udkommet på dansk.

Hvordan fik Harstad ideen til den? Skæret fra den røde aftenhimmel falder ind gennem ruden, mens han spekulerer over spørgsmålet. Tavsheden mellem os brydes af Hornbækbanens bom nede på Allégade. Den høje ringlen stopper trafikken og hiver samtidig Johan Harstad ud af tankerne.

»Sådan er det altid for mig: Jeg er helt sikker på, at nu har jeg fået en rigtig god idé, og så begynder jeg at skrive blot for at indse, at det er noget helt andet, jeg skal skrive. Men … Ja, den dårlige idé har jeg næsten glemt. Den er jo mange år gammel.«

Johan Harstad ryster på hovedet af sig selv, inden han fortsætter:

»Nej, jeg havde en idé om en hovedperson, Max, der vender hjem. Men gradvist fandt jeg ud, at han aldrig vender hjem. Jeg oplevede selv en stærk længsel efter Stavanger, hvor jeg er født og opvokset. Jeg havde boet mange år i Oslo uden at føle mig hjemme. Oslo var som et transitområde i lufthavnen, hvor jeg bare og ventede på, at nogen skulle sige: ’Go to gate’. Det var der bare ingen, der gjorde. Og mens jeg skrev, indså jeg, at det var for sent at vende hjem til Stavanger. Så på samme måde som Max bliver ufrivillig amerikaner, så blev jeg en slags Oslo-borger. Romanen er mit forsøg på at acceptere det. Det tror jeg, at jeg har nu. Men det tog tid.«

Tiden synes godt givet ud. Historien om den norske teaterinstruktør Max Hansen, der på en USA-turné mindes barndommen i 1970’ernes Stavanger og teenageårene i New York – samt venskabet med skuespilleren Mordecai og kærligheden til kunstmaleren Mischa, med hvem han flytter ind hos sin onkel, Vietnamveteranen Owen – er blevet udgivet i stribevis af lande. Alle steder er Max, Mischa og Tet-offensiven blevet fornemt modtaget, også herhjemme, hvor anmelderne har kvitteret med håndfulde af stjerner og superlativer.

»Noget af det mest vidunderlige længe,« lød der her i avisen.

Peter Nygaard Christensen

Den slags er ikke fremmed for Johan Harstad, der i hjemlandet blandt andet har modtaget Brageprisen og Sult-prisen for sit forfatterskab.

Også de epokegørende år, hvor Max vokser op og Vietnamkrigen eksploderer, er fast forankret i forfatterskabet, hvilket alene titlen på Harstads forrige roman på dansk Buzz Aldrin, hvor blev du af? antyder. Den roman, hvis hovedperson er født samme dag i 1969, som Buzz Aldrin og Neil Armstrong landede på månen, fik ligefrem en norsk anmelder til at undre sig over, hvorfor en forfatter født i 1979 hænger fast i en tid, han ikke selv gennemlevede.

»Det er også lidt af et mysterium for mig,« medgiver Johan Harstad.

»Men det skyldes nok årtiets film og musik. Jeg så Dommedag nu, da jeg var ni eller ti år gammel, og min far spillede The Doors og Jefferson Airplane derhjemme. Og så gik jeg i skole med børn, der var bådflygtninge fra Vietnam. Jeg fik tidligt nogle stærke koblinger til den periode.«

– Hvorfor valgte du at sende Max til netop USA?

»Det var helt nødvendigt for mig at sende Max til et fremmed sted. Romanen handler jo om at acceptere, at man ikke bor, hvor man er født. Det interessante ved USA var for mig den norske forbindelse. De allerførste norske immigranter drog til Amerika i 1825 fra netop Stavanger. Byen blev siden forandret af de amerikanere, der i slutningen af 1960’erne ankom for at tjene penge på olien. Inden de første oliearbejdere fra Texas ankom, fandtes ingen cafeer eller barer i Stavanger. Så USA og Norge er tæt forbundne. Samtidig er der alle disse forskelle, der gør, at man ikke naturligt føler sig hjemme i USA. Det er stadig et fremmed land.«

Som titlen antyder spiller Vietnamkrigen en stor rolle i Max, Mischa og Tet-Offensiven. Onkel Owen må melde sig til krigen for at blive amerikansk statsborger, og drengen Max er stærkt fascineret af Dommedag nu, der som nævnt også vakte den unge Johan Harstads interesse for, hvad han kalder »min krig«.

»Der var klare helteroller i de film, vi så om Anden Verdenskrig, men så kom Vietnamkrigen og præsenterede en helt anden uigennemskuelig og dyster virkelighed på film. Det appellerede allerede som dreng stærkt til mig, tror jeg, og i dag har jeg det, som om jeg bevidst valgte den krig, i den forstand at jeg tænkte, at alle bør vælge sig en krig eller en konflikt at interessere sig for og forstå. Kan vi ikke gøre andet, kan vi i det mindste forsøge at forstå krigen og i dette tilfælde forstå det politiske landskab, krigen skabte,« siger Johan Harstad og fortsætter:

»Den vestlige verden ændrede sig jo politisk efter katastrofen i Vietnam. Den udprægede kynisme og dyrkelse af kapitalismen, der prægede 80’erne, var et resultat af, at 68’ernes idealisme ikke slog til. Vi fik et koldere samfund. Så selv om jeg ikke voksede op med Vietnamkrigen, så voksede jeg op med konsekvenserne af den. Dermed føler jeg, at den krig tilhører mig langt mere end Anden Verdenskrig, som alle nordmænd ellers bliver opflasket med.«

Blå bog: Johan Harstad

  • Født 1979 i Stavanger, Norge.
  • Han debuterede i 2001 med tekstsamlingen ’Herfra blir du bare eldre’ og året efter kom novellesamlingen ’Ambulanse’.
  • I 2005 debuterede han som romanforfatter med ’Buzz Aldrin, hvor blev du af?’, en roman som har sit navn fra astronauten Buzz Aldrin der i 1969 landede på månen sammen med Neil Armstrong.
  • Hans seneste roman på dansk ’Max, Mischa & Tet-offensiven’ er udkommet på dansk på C&K Forlag i Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsbergs oversættelse

En af dem, der opgiver drømmen om en friere og mindre klassedelt verden er Max’ far.

Begge Max’ forældre var som unge stærkt engagerede på den politiske venstrefløj, men da faren får job som pilot i USA, glemmer han både idealer og familie, mens han bogstavelig talt stiger til tops over det kapitalistiske Amerika. Det valg forstår Johan Harstad godt, siger han:

»På et eller andet tidspunkt som voksen, bliver vi nok alle nødt til at opgive visse idealer. Man kan ikke leve hele livet som idealist. Man kan have visse idealer, man aldrig giver slip på, men må også være pragmatisk og realistisk. Og jeg forstår godt Max’ far – han blev træt af det hele. Af den underdanighed, det kommunistiske parti hele tiden krævede af deres medlemmer. Alle skulle kende deres plads og bare arbejde for én sag.«

– Du nævnte, at du ville forsøge at forstå Vietnamkrigen. Har du så det?

»I dag har jeg næsten forstået den, tror jeg. Men for hvert år bliver det alligevel yderligere kompliceret, fordi der er så mange lag i konflikten. Lærdommen fra Vietnamkrigen er vel, at civilbefolkningen intet har at skulle have sagt. 500.000 mennesker kan demonstrere foran det hvide hus i Washington – krigen fortsætter uanfægtet. Og måske burde flere politikere og statsledere havde studeret Vietnamkrigen ordentlig, inden de sendte soldater til Afghanistan og Irak. Fordi de fortsætter med at begå de samme fejl.«

– Hvilke fejl tænker du på?

»At tro, man kan vinde en krig mod erfarne guerillasoldater ved hjælp af konventionel krigsførelse for eksempel. Hvis blot man har nok materiel. Og akkurat som tilfældet var med Vietnam handler det meget lidt om at skabe fred de steder i dag – det handler om contractors, om økonomi, og hvad der eksempelvis kan tjenes på olie.«

– Ændrede Vietnamkrigen nordmændenes Amerikanske drøm?

»Den fik i hvert fald en bismag. Jeg betragter det, som om vi blev forældreløse. USA var den store far, der var kommet for at beskytte os, og de havde parfume, chokolade og tøj samt Marshallhjælp med. Og med ét ændrede det sig. Ikke blot på grund af Vietnamkrigen, de skød også deres egen præsident og senere kom skurken Nixon til magten. I løbet af ti år krakelerede vores billede af USA.«

– Lever den amerikanske drøm overhovedet i Skandinavien længere?

»De sidste 20-30 år har det jo været lidt ulovligt at være forelsket i USA. Det har i hvert fald ikke været så cool. Men som forfatter blev jeg nødt til at blive forelsket i USA, mens jeg skrev den her bog. Og jeg har selv et ganske afklaret forhold til Amerika: Jeg betragter landet som lige så fucked-up som alle andre lande. Norge er jo også dybt amoralsk.«

– Hvordan?

»Det politiske klima i Norge er jo ikke meget bedre end i USA. Vi har et yderliggående højreparti, der er en del af regeringen. Generalsekretæren i NATO er vores tidligere statsminister fra Arbeiderpartiet, der i dag stiller op og lader sig fotografere, mens han (Jens Stoltenberg, red.) inspicerer nye Sniper-rifler. Og set i forhold til indbyggertal producerer Norge ret mange våben, samtidig med at vi uddeler Nobels fredspris. Det er jo amoralsk. Sådan forholder det sig med alle lande, tror jeg. Men USA har fået meget kritik, fordi de er så mægtige.«

Peter Nygaard Christensen

Johan Harstad læner sig frem i sofaen og lægger et par fingre på Max, Mischa og Tet-offensiven. Måske for at signalere, at han vil tilbage til bogen. 1.100 sider, som han har været syv år om at skrive, de sidste tre år intensivt, hvor han afholdt sig fra at læse anden skønlitteratur. Det når nordmanden lige at fortælle, inden han retter sig selv:

»Nej, jeg fandt inspiration hos David Foster Wallace, og ikke fordi han også skrev en bog på mere end 1.000 sider (Infinite Jest, red.). Men han vovede at søge dybt i stoffet og tage sig nogle afstikkere undervejs. Fra ham fik jeg energien og modet til hele tiden at forsøge at gøre det bedre. Men ellers kan jeg ikke læse skønlitteratur, når jeg selv er i skriveprocessen. Jeg frygter, at jeg begynder at kopiere.«

Arbejdsprocessen afspejler romanen, der som Harstad udtrykker det, har form som et fletværk af ideer, steder, tider og handlinger.

»Tingene faldt på plads, mens jeg skrev. Sådan skal det være, sådan skal det ikke være. Og undervejs opstår der kriser. Når man arbejder længe med noget, så falder bunden jo ud indimellem. Jeg oplevede nogle virkelig, virkelig slemme perioder, mens jeg skrev den her bog. Men efterhånden har jeg fået så meget erfaring som forfatter, at jeg ved, at de kriser er et varsel om noget nyt. Krisen opstår altid nogle uger, før jeg indser, at jeg skal ændre noget og skrive om. Så de store paradigmeskift i en roman opstår i ruinerne fra tidligere fejl,« siger Johan Harstad og fortsætter:

»Derefter følger uger eller måske et par måneder, hvor jeg er in the zone, hvor alt fungerer, og jeg føler, at det her er grunden til, at jeg begyndte at skrive. Øjeblikke, hvor alt falder på plads. Oplevelsen af at kontrollere sproget, og at sproget ikke bare gør det, jeg ønsker, men også overrasker og tager teksten i en ny retning. De indfald eller digressioner, der findes i bogen, opstod, mens jeg sad og skrev.«

Johan Harstad knipser med fingrene som en musiker, der slår rytmen an. Det giver mening. Musikken betyder meget for den norske forfatter, der skabte rytmen i Buzz Aldrin, hvor blev du af til tonerne af Becks Sea Change, og i denne omgang lyttede til Sonic Youths Daydream Nation – til afsnittene med Max’ teenageår i New York – og forskellige jazznumre med improvisationer, der stikker af en stund, inden de finder tilbage til hovedsporet.

»Musikken kan være med til at skabe en rytme, men som oftest kommer den, mens jeg sidder og skriver. Enten begynder min fod at trampe takten, eller også sidder jeg og knipser. Det sker mentalt. Og når man er i den her zone, hvor man har lyst til at skrive, så er det vigtigt at stoppe, mens man er på toppen. Inden niveauet falder. Ikke mindst fordi det meget lettere at vende tilbage og skrive videre dagen efter.«

– Ved du med det samme, om det, du skriver, er noget værd?

»Jeg synes, jeg har fået en god fornemmelse for det, ja. Altså, om jeg synes det er godt. Ikke hvad andre synes. Og jeg ved også, når det, jeg skriver, egentlig ikke er noget særligt, men bare noget, jeg skriver for at komme videre. Det ved jeg med det samme.«

Solen er næsten forsvundet bag træerne langs Allégade. Johan Harstad rømmer sig og tømmer så kaffekoppen. Derefter læner han sig atter frem og lader en hånd glide hen over Max, Mischa og Tet-offensiven på bordet mellem os og siger:

»Den her bog er helt klart det allerbedste, jeg kunne skrive i de år, jeg skrev den. Jeg har naturligvis altid forsøgt at skrive, så godt jeg kunne, men med denne roman, havde jeg en stærkere følelse af, at jeg hele tiden måtte forsøge at være bedre end mig selv. At jeg aldrig måtte læne mig tilbage undervejs, men derimod tvinge mig selv til at skrive noget, som jeg, ja, hvad skal man sige, noget jeg egentlig ikke havde evnerne til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
Poul Erik Riis, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu