Læsetid: 8 min.

Kunstredaktionen peger på årets vigtigste værker i dansk kunst

2018 bød på nye former for samfundsdebatterende kunst og kunsten var selv med til at skrive historie. Der var excentriske kurateringer og panikfremkaldende installationer. Og kunstredaktionen har her udvalgt det bedste, de har oplevet
Julie Sass, ’En kort historie om abstraktion’, Rønnebæksholm.

Julie Sass, ’En kort historie om abstraktion’, Rønnebæksholm.

David Stjernholm

21. december 2018

Julie Sass: ’En kort historie om abstraktion’ (Rønnebæksholm)

Fordi det er excentrisk og idiosynkratisk, som en kunstnerkurateret udstilling skal være

2018 har budt på mange spændende kunstnerkuraterede udstillinger. En af de bedste kunne man i forsommeren opleve på stemningsfulde og historietunge Rønnebæksholm ved Næstved.

Her havde kunstneren Julie Sass kurateret udstillingen En kort historie om abstraktion, der viste omkring 60 værker af danske og internationale kunstnere fra de seneste 100 år.

Udstillingen levede op til alle de forventninger, man kan nære til en kunstnerkurateret udstilling. Den var excentrisk og idiosynkratisk, tydeligt styret af subjektive valg og personlige præferencer, men samtidig prægnant og overraskende i sine begejstrede sammenstillinger af værker.

Vægtige kunsthistoriske navne som Yoko Ono, Henri Michaux og Man Ray kunne ses side om side med nulevende danske kunstnere som Maria Søndergaard Lolk, Eva Steen Christensen og Ebbe Stub Wittrup. Men først og fremmest ledte udstillingen frem til en dybere forståelse af Julie Sass’ egen kunstneriske position, der på dansk grund er temmelig unik i sin egensindige radikalitet og konsekvente interesse for nyformuleringer af maleriet.

Som udstillingens titel indikerer, var der tale om en fremstilling af abstraktion inden for billedkunst. Vel at mærke ikke en historisk fremstilling af abstraktion i kunsthistorien, men derimod en historie om abstraktion – endda en kort én og en meget personlig af slagsen. Frem for kunsthistoriens pædagogiseren gav Julie Sass publikum en sprudlende Bildungsreise i sin egen udvikling med nedslag i fascinationspunkter og udvekslinger, som har været særligt afgørende.

Udstillingen var stramt koreograferet i Rønnebæksholms intime dagligstueinteriører, hvor den befandt sig på én gang uanseligt hjemmevant og som et spektakulært fremmedlegeme.

En kort historie om abstraktion viste den slags kunst, som José Ortega Y Gasset for snart 100 år siden kaldte »ren kunst« og karakteriserede som kunst, der skaber betydning hinsides det genkendelige. En ikke helt enkelt sag, ifølge Y Gasset: »At bygge noget op, som ikke er afbildning af naturen og alligevel er fuld af mening efter egne normer, forudsætter en sublim begavelse.« Den begavelse viste Julie Sass, at hun besidder i rigeligt mål

Rune Gade

Ursula Reuter Christiansen, ’Skarpretteren’.

Ursula Reuter Christiansen: ’Skarpretteren’ (SMK)

Fordi fanger den kvindelivets uhyggelige dobbelthed

»Det næste store øjeblik i historien tilhører os«, stod der med sorte bogstaver på de hvide museumsvægge på SMK, mens røde valmuer var malet rundt omkring sloganet.

Jeg kendte godt Ursula Reuter Christiansens Skarpretteren (1986), som er en lille kunstnerbog skabt med stills fra filmen af samme navn (1973). Kunstneren selv er på forsiden, hvor hun giver bryst til en beskægget mand. Et underligt provokerende motiv, hvor det hellige moderskab og profan sex kombineres i et motiv, der i opstilling mimer et gammeltestamentligt udtryk med Jomfru Maria og jesusbarnet. Her er barnet bare en fuldvoksen skægget mand (i øvrigt kunstnerens mand, Henning Christiansen).

Bogen består mest af stills fra filmen – som jeg aldrig før havde set. Og hvilken oplevelse! »Skarpretteren«, står der, »er en film om kvindens fornedrelse og ophøjelse«. Et betagende mønsk sommerlandskab er kulissen til det drama, der udspiller sig på et dybt symbolsk plan.

Filmen varer cirka en halv time, og hver scene er som et tableau, et symbolsk billede om kvindens rolle som mor og kone, om hendes forsørgerinstinkter, seksualitet og sans for natur og skønhed, men der er lige så meget grusomhed, kynisme og død i filmen.

De lokale mænd står med økser og graver et hul (til hvem?), i en scene veksler kvindefiguren mellem at være hvidklædt og sidde med en smuk markbuket og sit lille barn ved en sø og til at være sortklædt og sidde med en buket valmuer samme sted. Stemningen ændrer sig fra at være et billede på idyl og mor-barn-fællesskab i naturen til at handle om potentiel død, tab og smerte. Noget uhyggeligt, der hele tiden lurer i den idylliske kulisse viser flere gange sit grumme ansigt, og peger på, at kvinden må leve med begge sider.

For at gøre sig fri af forestillingen om det idylliske, må man se det modsatte i øjnene. For at gøre sig fri af afhængigheden til manden, må man favne usikkerheden. Den proces var netop i sin vorden, da filmen blev lavet – men det dictum, som filmen slutter med, er lige relevant i dag, for ja: »Det næste store øjeblik i historien tilhører os«.

Maria Kjær Themsen

Malle Madsen/ Nils Stærk

FOS: ’/’palɪm(p)sɛst/’ (Nils Stærk)

Fordi du bliver flyttet fra meditativ ro til vild panik på syv minutter

Jeg gik varmeudmattet, og måske lidt blasert, ind i FOS’ udstilling /ˈpalɪm(p)sɛst/, i galleriet Nils Stærk i Københavns Nordvestkvarter på en hed sommerdag og havde forventet alt andet, end at jeg skulle smide tøjet. Men ikke desto mindre var det, hvad jeg blev anbefalet at gøre, så snart jeg trådte ind i rummet, hvor en assistent tog imod.

Galleriet var totalt omdannet og mindede om en mellemting mellem et japansk kursted og en stilsikker natklub, hvor gæsterne havde dyrket forskellige ritualer. Der var kulaftryk på væggene, og vinduerne var blændede. Men det centrale værk stod i midten – en stor sandkasse med varmt sand og tilhørende omklædningsrum, samt et lille stenpodium med en lille kilde af rindende vand.

Jeg gjorde, som jeg fik besked på, tog tøjet af og iførte mig en kåbe af japansk snit for derefter at blive begravet i det varme sand, så kun ansigtet var frit.

De første minutter var det en herlig afslappende følelse af at blive omsluttet af noget trygt og varmt. Men efter kort tid startede panikken. Jeg kunne ikke bevæge mig, pludselig kunne jeg heller ikke helt trække vejret. Hvor var galleriassistenten? Var jeg blevet efterladt?

Jeg stirrede op i lysloftet over mig og kunne se en efterladt iPhone. Pludselig huskede jeg noget med, at der i folderen stod at sand består af silica, som er det samme stof som en mikrochip er skabt af. Det stof, der lagrer alle vores digitale informationer, var jeg altså lige nu begravet i, og alt efter temperament kunne man hengive sig til den helende følelse af varme og omsluttende tyngde eller skrige i panik. Jeg gjorde det sidste, og assistenten kom farende og gravede mig fri af sandet.

Jeg var sikker på, at seancen havde varet omkring en halv time, men på bare syv minutter havde jeg gennemlevet hele spektret fra ren meditativ ro til vild panik.

I dag er internetforbindelsen konstant, mens jordforbindelsen til gengæld er noget vi kæmper for at bevare eller mærke – og måske helt har mistet kontakten til, alt imens vi er digitalt svævende.

Jeg gik en lille smule rystet ud i sommervarmen igen, men oplevede til gengæld, at værket havde aktiveret nogle ekstremt vigtige tanker via hele kroppens sensoriske nervesystem.

Maria Kjær Themsen

Mads Hoppe

Kirsten Astrup og Maria Bordoff: ’Urolige Hjerte’ (Museet for Samtidskunst)

Fordi den er et nyt bud på ny samfundsdebatterende kunst

Det kræver mod at forløse sin interesse for velfærdsstatens infrastrukturer i form af en filmkabaret – men netop dét gjorde Kirsten Astrup i samarbejde med Maria Bordorff suverænt i soloudstillingen Urolige Hjerte på Museet for Samtidskunst i efteråret – længe ventet efter bl.a. Astrups Blixprisvindende film Troe og Agtsom om det danske postvæsen.

Gennem 35 minutter og i alt ni musikalske tableauer fortæller Urolige Hjerte historien om DSB’s fortid og fremtid, og det bliver ikke bare en længselsfuld og skarp fortælling om det DSB, hvis stolte kollektive arbejdsånd er smuldrende, men en kommentar til et helt velfærdssamfund, der langsomt er under nedbrydning. Politisk uro løber som en understrøm gennem Astrups signaturæstetik, en blanding af dragperformance, syngespil og retro folkekomedie.

Straks om bord på toget møder vi et lille mikrokosmos af forskellige rejsende identiteter, alle med kunstige øjenvipper, flamboyant makeup og rekvisitter af papmaché.

I kraft af de superspiselige danske sangnumre føres vi energisk fra det ene følelsesmæssige højdepunkt til det næste: Vi møder to profithungrende ejendomsspekulanter, en forrygende kussebesyngende Danica Curcic og en dronning, der begræder velfærdsundergangen i de kongelige ventesale på Københavns Hovedbanegård.

Et af numrene med størst hitpotentiale sunget af stewardesser og passagerer i et idyllisk fællesskab (der dog ender i et toiletorgie) har den anakronistiske titel »Liv, Ære og Velfærd«, en formulering i 1980’ernes danske arbejdsret, nu erstattet med »Sikkerhed og Sundhed«. Nummeret er en hymne til et livssyn, der sætter anerkendelse, solidaritet og trivsel før ideen om individet som fitnesstrænet arbejdshest.

Astrups charmerende amatørskuespillere og nostalgiske besyngelse af det kollektive har politisk bid. Dragæstetikken vil altid bære de marginaliseredes historier, og Urolige Hjerte synger direkte til institutioner og politikere om at åbne sig for et inkluderende fællesskab på tværs af klasse, race og seksualitet. Må filmen nå ud i alle afkroge af Danmark med sit bud på ny samfundsdebatterende kunst.

Ida Marie Hede

Nils Meilvang

La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers: ’I Am Queen Mary’

Fordi det er kunst som skelsættende historisk begivenhed

Det fik enorm medieomtale og var en skelsættende historisk og social begivenhed, da Danmark den 31. marts 2018 indviede sit første monument over landets kolonihistorie. På kajen ved Vestindisk Pakhus, der engang husede varerne fra de danske plantagekolonier, sidder Queen Mary, syv meter høj og lavet af overfladebehandlet flamingo: Sort, stolt poserende i en tronstol af kurveflet i samme positur som Black Panther-lederen Huey P. Newton på et berømt foto med en machete til sukkerrørshøst i den ene hånd og en fakkel i den anden.

Monumentet I Am Queen Mary er et portræt af Mary Thomas, som var en af de queens, der ledte ’Fireburn’-slaveoprøret på de tidligere dansk-vestindiske øer i 1878, og hun blev for en tid fængslet i København – men har været mere eller mindre ukendt i en dansk kontekst, hvor den grumme danske kolonihistorie ikke ligefrem har stået øverst på skoleskemaet.

De to kunstnere La Vaughn Belle fra Jomfruøerne og dansk-caribiske Jeanette Ehlers har på vovet vis givet Mary krop og ansigt ved at skabe en digital sammensmeltning af deres egen fysik og 3D-printe skulpturen. På sokkelen, fyldt med koraller fra St. Croix, står ordene »I Am Queen Mary – A Hybrid of Bodies, Nations and Narratives«, men ellers er der ingen yderligere forklaring. Et signal om, at ved man ikke, hvem Queen Mary er, må man hjem og undersøge historien, for det er ikke minoriteten Marys rolle at retfærdiggøre sin egen eksistensberettigelse over for strømmen af Københavns turister.

Queen Mary bryder i det hele taget med den konge- og mandsdominerende danske monumenthistorie ved som sort kvinde – klædt som en arbejder, men værdigt knejsende – at vende ryggen til det kongelige palads, og måske bliver der en dag rejst midler til at støbe hende varigt i bronze.

Helt berettiget fik I Am Queen Mary intens medieomtale både i Danmark og internationalt. Fra Jomfruøerne kom der også en modreaktion – havde Danmark nu kolonialiseret en af deres lokale oprørshelte? Men dén historie er endt godt, for i øjeblikket er der efterspørgsel på en søsterskulptur til øerne.

Ida Marie Hede

Historien om kunstmuseet ARoS’ princip om ikke at honorere kunstnere udstillede en branche, hvor mange arbejder under trange økonomiske vilkår
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer