Læsetid: 11 min.

Vi lever i dystopiske tider

Dystopien påvirker vores tidsånd mere i dag end i nogen anden epoke – i hvert fald hvis man ser på tidens mange pessimistiske fremtidsromaner og film. Historieprofessor Gregory Claeys har forsket i utopier og dystopier i 40 år og har efterhånden fået dystopien så langt ind under huden, at han er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved historien og i stedet se mod fremtiden
Dystopien påvirker vores tidsånd mere i dag end i nogen anden epoke – i hvert fald hvis man ser på tidens mange pessimistiske fremtidsromaner og film. Historieprofessor Gregory Claeys har forsket i utopier og dystopier i 40 år og har efterhånden fået dystopien så langt ind under huden, at han er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved historien og i stedet se mod fremtiden

María Meiga González

7. december 2018

Dystre fremtidsforestillinger strømmer ud fra forlagene og filmselskaberne i disse år. De handler om, hvordan brutale regimer har overtaget kontrollen med samfundet, om stigende ulighed og om klimakatastrofer. De giver os billeder af opsvulmede lig, forladte bygninger, pigtrådshegn, krige, oversvømmelser og ødelæggelse.

I det hele taget handler det om de værst tænkelige steder, og det handler om, hvor galt det kan gå i den nærmeste fremtid, hvis samfundsudviklingen fortsætter i samme spor som hidtil.

»Hvis man dømmer ud fra mængden af dystopisk litteratur og film, er der ingen tvivl om, at vores zeitgeist i dag er langt mere påvirket af denne idé end nogen tidligere epoke,« siger Gregory Claeys i et interview med Information.

Han er historieprofessor på Royal Holloway, University of London og har dedikeret sin 40-årige forskningskarriere til studiet af utopier og senest dystopier med udgivelsen Dystopia: A Natural History fra december 2016. Et værk, som desuden er den første monografi dedikeret til konceptet ‘dystopi’.

At vi i øjeblikket ser så mange dystopiske fremstillinger, kan ifølge historieprofessoren forklares med flere ting. Først og fremmest spiller den altoverskyggende klimakrise en kæmpestor rolle – faktisk så stor, at Gregory Claeys flere gange stopper interviewet for at fortælle om stigende temperaturer, vandstande og voksende befolkningstal.

Han refererer også til videnskabsmanden Martin Rees, som i 2003 talte om »menneskehedens sidste århundrede.« Og til filosoffen Slavoj Zizek, som har sagt, at det globale kapitalistiske system nærmer sig et »apokalyptisk nulpunkt«, hvor blandt andet miljømæssige kriser og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps.

Den økonomiske krise, som brød ud i 2008, spiller også en stor rolle for, hvordan vi oplever verden i dag. Det gør også valget af Donald Trump som præsident i USA og de mange højreradikale partier rundt om i Europa, eksempelvis i Polen, Ungarn og Italien.

»Disse er med til at vise os, at demokratiet er langt mere skrøbeligt, end vi havde regnet med. Vi ser også en verden foran os, hvor flere regeringer ikke er i stand til at handle på de store problemer, vi står over for, og faktisk er med til at bidrage til problemet – f.eks. ved ikke at gøre noget i forhold til fossile brændstoffer,« forklarer Gregory Claeys.

Dystopien er moderne

Første gang, ordet dystopi blev brugt, var i midten af det 18. århundrede, hvor det blev defineret som et »ulykkeligt land«. Men det var først i slutningen af det 20. århundrede, at det for alvor blev udbredt.

Det gør dystopien til et relativt nyt begreb, særligt hvis man sammenligner med tvillingen, utopien, som har en lang historie bag sig som genre og tradition.

Utopien har nemlig eksisteret siden 1500-tallet – hvor Thomas More skrev sit populære værk Utopia (1516) om et idealsamfund – men er stort set fraværende i dag, hvis man spørger historieprofessoren.

»Man kan sige, at vores principielle problem i dag er at undgå dystopien snarere end at skabe en utopi,« siger han.

I Dystopia: A Natural History bevæger vi os på de flere end 500 sider igennem både litterære dystopier og nogle af det 20. århundredes despotiske og dystopiske samfund, som eksempelvis Nazi-Tyskland, Stalins Sovjet, Den Kinesiske Revolution og Cambodja under Pol Pot.

Dystopi kan nemlig bruges i to betydninger: Den kan bruges til at beskrive en litterær genre, hvor diktatur, naturkatastrofer, atomkrig og andre katastrofer har ført til massedød eller gjort livet for menneskene ekstremt pinefuldt og fyldt af frygt. Man kunne også sige, at dystopien er det sted, hvor menneskene ikke længere har indflydelse på eller kontrol over deres liv og fremtid og tilværelsen dermed er blevet gjort komplet meningsløs.

Men dystopien kan også bruges til at beskrive denne tilstand i virkelige samfund, eksempelvis i relation til det 20. århundredes totalitarisme.

Selv medgiver Gregory Claeys, at han har skrevet en »lang og dybdegående bog om de her emner«, som spænder vidt og bredt og går så langt tilbage som tusind år før vor tidsregning for at forklare forhistorien til dystopien. Men faktisk foretrækker han at tale om de sidste to kapitler i sin bog, som handler om dystopierne efter Anden Verdenskrig.

»Allerhelst vil jeg tale om udviklingen siden 2000 og faktisk gerne 2010. Det er ganske enkelt, fordi politik og samfund rundt om i verden ændrer sig så hurtigt,« siger Gregory Claeys.

»Det faktum, at vi i dag på grund af stigende befolkningstal kan se det tragiske i fødslen af et nyt menneske, er jo tragisk i sig selv. Det burde repræsentere fremtiden, håb, skift fra en generation til en anden. Men nu repræsenterer det også muligheden for katastrofe.«

Borgerkrige og klimakollaps

I bogen nævner Gregory Claeys en række litterære eksempler på dystopier, som bl.a. tæller Aldous Huxleys Fagre Nye Verden (1932), som foregår i 2450, hvor børn udklækkes i reagensglas og inddeles i kaster, og George Orwells berømte værk 1984, udgivet i 1949, som tager os med ind i et fremtidigt overvågningssamfund, hvor kritisk tænkning bliver undertrykt af et totalitært regime.

George Orwells 1984 er stadig den dag i dag det dystopiske værk, som er blevet solgt i flest eksemplarer – efter valget af Donald Trump som USA’s præsident i 2016 strøg bogen ind på en førsteplads på Amazons bestsellerliste.

Det er også det værk, Gregory Claeys fremhæver som referencepunktet for folk, som begynder at interessere sig for det dystopiske univers.

Et af de mest fremtrædende og nyere eksempler er Margaret Atwoods The Handmaid‘s Tale (1985), som Bruce Miller sidste år lavede en tv-serie over og vandt en Emmy for. Her befinder vi os i USA omkring årtusindeskiftet, hvor et totalitært regime er blevet indsat for at løse en økologisk krise, som har ført til nedsat fertilitet. Det nye regime bestemmer eksempelvis, at fødedygtige kvinder skal gøres til tjenerinder og hver måned voldtages af manden i det hus, de tjener.

Inden for de seneste par år er der kommet en strøm af romaner, særligt fra USA, der beskriver forskellige former for forfærdelige fremtider. Som historieprofessor fra Harvard University Jill Lepore skrev i The New Yorker i 2017: »Vælg et dilemma, og der vil være en ny dystopisk roman, som matcher det.«

Et eksempel på en nyere roman er den amerikanske forfatter Omar El Akkads American War, som handler om et USA, der befinder sig i sin anden borgerkrig i perioden 2074-2095, eller Ben H. Winters Underground Airlines, som foregår i nutiden, men med den store forskel, at slaveriet stadig eksisterer.

Blå Bog: Gregory Claeys

Gregory Claeys er professor i historie på Royal Holloway, University of London. Han modtog sin ph.d.-grad i 1983 fra University of Cambridge og har siden da forsket i britisk radikalisme, socialisme og utopier med fokus på perioden 1750 til i dag.

I 2016 udgav han det omfattende værk Dystopia: A Natural History på Oxford University Press.

Han er også formand for Utopian Studies Society, og vandt i juni 2018 en Cantemir-pris for sit bidrag til humanistisk forskning.

Man kunne også nævne Naomi Oreskes og Erik M. Conways The Collapse of Western Civilization: A View from the Future, som blander fakta og fiktion. Den handler om en fremtidig historiker, som ser tilbage på, hvordan menneskene i det 21. århundrede ikke har været i stand til at reagere på advarslerne om klimakatastrofer. Derfor har verden fra 2073 til 2093 befundet sig på det stadie, der bliver kaldt ‘the Great Collapse and Mass Migration’.

I den nye danske litteratur spiller dystopien også en vigtig rolle. Charlotte Weitzes Den afskyelige, Jeppe Krogsgaard Christensens April 2026 og Kaspar Colling Nielsens Den Danske Borgerkrig 2018-24 udspiller sig alle i en nær fremtid, hvor afgørende forandringer – klimakrise, økonomisk krise og internettets overtagelse af alt liv – er slået igennem. Og i helt aktuelle bøger som Olga Ravns De ansatte, Ursula Andkjær Olsens Krisehæfterne, Liv Sejrbo Lidegaards Vi er her, Lars Skinnebachs TEOTWAWKI, Theis Ørntofts Solar og Jonas Eikas Efter solen er der tydelige dystopiske elementer, men også samtidig en åbning mod dystopiens evige tvilling, utopien.

Frygten for fremtiden

Et vigtigt element i forståelsen af dystopien er, at den er knyttet til frygt og til fremtidsforestillinger. I dag synes de fleste fremtidsudsigter at være mørke snarere end lyse. Sådan har det imidlertid ikke altid været, og i en lang periode var den herskende idé, at historien kun gik fremad og kun bevægede sig mod det bedre. Men den idé blev udfordret i det 20. århundrede.

Det gjorde den bl.a. på grund af Første og Anden Verdenskrig, totalitarismen, atombomben, Den Kolde Krig, nye teknologiske opfindelser og senere på grund af klimakriser. Derfor begyndte man at tro på, at tingene ikke nødvendigvis bare bliver bedre og bedre – det vil altså sige, at fremtidshåbet svandt ind, og katastrofen kom tættere på.

På den måde kan de mange fremstillinger af dystopiske samfund først og fremmest lære os noget om vores syn på fremtiden. Og på hver sin måde er alle fremstillingerne knyttet til en frygt for noget: Før i tiden var vi bange for først stalinisme, så var det atomkrig, dernæst at verden skulle overtages af computere, senere kommer debatten om kunstig intelligens, frygten for at robotterne overtager verdensherredømmet og klimaudfordringerne.

Derfor citerer Gregory Claeys også forfatter Aldous Huxley for i romanen Dyret og sjælen fra 1948 at skrive:

»Frygten, kære venner, frygten er selve det moderne livs grundlag og fundament. Frygten for den højt anpriste teknologi, der, samtidig med at den øger vores levestandard, øger sandsynligheden for, at vi skal lide en voldsom død. Frygten for den videnskab, der med den ene hånd tager endnu mere fra os, end den så ødselt giver os med den anden.«

Men selvom vi ser og læser mange dystopiske fremtidsforestillinger, som måske kan være med til at sætte vores egen frygt i et nyt lys, betyder det ikke nødvendigvis, at alle de nye romaner og tv-serier beskæftiger sig med de konkrete udfordringer, vi står over for i den nærmeste fremtid, forklarer Gregory Claeys.

»Der er også hele den diskussion, der handler om, at tv-serierne og nogle romaner fokuserer på enkelte historier og individer, fordi der jo også skal være en underholdningsværdi i det. Sådan er det med al fiktion. Vi kan ikke bare slå vores hovedperson ihjel, derfor bidrager man med et element af håb,« siger han.

»Jeg kalder det ’the-happy-end-syndrome’, som jo ikke gælder for alle, men for mange.«

Alligevel repræsenterer de mange nye dystopiske film og romaner en generel og stigende pessimisme i samfundet, mener han. Særligt de dystopier, som handler om videnskab og teknologi, kan lære os, at det nye ikke altid er det bedste, at udvikling ikke sker automatisk, og at nogle former for fremskridt kan være farlige, skriver historieprofessoren i sin bog.

Og det er det, de dystopiske romaner og tv-serier bør gøre, hvis de for alvor skal give mening og retfærdiggøre deres eksistensberettigelse: Nemlig at advare os alle sammen om, at det, der bliver skildret – eksempelvis i George Orwells 1984 – lige så godt kan blive din og min reelle fremtid.

Vi må ty til fremtidsforskningen

I konklusionen i sin bog kommer Gregory Claeys med en noget opsigtsvækkende slutning set i lyset af, at han har dedikeret sin professionelle karriere til historieforskningen. Her skriver han nemlig, at vi måske for et øjeblik må forlade historien og ty til fremtidsforskningen.

Herefter kommer han med sit bud på en fremtidsdystopi, og så er vi tilbage ved hans frygt for klimakrisen og til det, han måske mest af alt er optaget af lige nu: Han beskriver, hvordan kloden i en nær fremtid er blevet fire-seks grader varmere og flere steder er blevet ubeboelig, der vil være flere end 20 millarder mennesker, og kampen om ressourcer og vand vil føre til konstante krige.

»’The One Percent’, som nu ejer tre fjerdedele af verdens rigdom«, vil naturligvis ikke være lige så påvirket af denne nye tilstand, da de blot vil trække sig tilbage til deres luksuriøse og befæstede boliger. På et tidspunkt vil disse mennesker dog synke ned i en »fin de l’histoire-dekadence«, hvor de vil drukne deres frygt og sorger i champagne, mens resten af verden drukner på grund af stigende vandstande.

Misogynien vil stige, fordi kvinderne vil gøres til de skyldige i overbefolkningen, og sex vil endnu en gang ses som en synd.

Nogle grupper i samfundet vil forsøge at tage kontrollen med løfter om lov og orden. Men det har sin pris pris. For hvis ’vi’ skal have orden, skal ’de’ forsvinde. Og på den måde kommer det først til at gå ud over immigranterne, så dem på overførselsindkomster. »Hitler anno 2080 eller Stalin anno 2100 vil forlange total loyalitet,« og millioner af almindelige mennesker vil give dem det, lyder det i bogen.

Gregory Claeys egne dystopier er renset for lykkelige slutninger og understreger i stedet pessimismens berettigelse. Og selvom det kan virke som fantasifulde beskrivelser, mener han selv, at alle de forestillede scenarier er sandsynlige.

Adspurgt, hvor det efterlader ham i rollen som historiker, hvis vi pludselig må forlade os på fremtidsforskningen, svarer han »i en meget svær position,« hvorefter han holder en kort pause og fortsætter:

»Problemet for historikeren er, at disse fremtidsprojektioner i sig selv er illegitime. Jeg har altid lært, at selv hændelser inden for bare det sidste halve århundrede nærmest er noget, man som historiker ikke rører ved, fordi støvet endnu ikke har lagt sig.«

»Men i dag bliver vi bare nødt til at se mod fremtiden, vi må tænke på den utopiske og dystopiske måde og tænke 50, 70 og 80 år frem i tiden. Hvis ikke vi gør det, er vi færdige. Det er meget enkelt. Når vi taler om klimakatastrofer, så tror jeg nu på de mest pessimistiske analyser. Sådan har det ikke altid været.«

– Du siger, at du nu tror på de mest pessimistiske analyser. Har dystopierne påvirket dit eget liv?

»Absolut. Jeg har f.eks. ikke købt noget lavet af plastic det sidste år, jeg kører stort set aldrig bil, og jeg bruger mit tøj, til det falder fra hinanden, hvilket får min kone til at gøre grin af mig. Men jeg har et problem: Jeg kan lade være med at flyve. Jeg er afhængig af at rejse, og for mig er det noget af det mest dannende og lærerige, man som menneske kan gøre. Jeg har været i både Kina, Rusland, Italien, Spanien, Tyskland inden for det seneste år.«

– Men hvordan hænger det sammen med din fremtidsfrygt?

»Mit CO2-aftryk er jo så stort som en elefantfod. Mit håb er altid, at fly bliver bedre og mindre udledende. Jeg ved godt, at mange vil kalde mig hyklerisk. Og det har jeg simpelthen ikke et godt modsvar til. Jeg kan bare forsøge at kompensere ved at plante træer og træffe nogle små valg i min hverdag – og så ved at tale om det. Som nu.«

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

  • Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne

    7. december 2018
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  • Modernister

    7. december 2018
    I sidste uge gav Det Danske Akademi Klaus Rifbjergs Debutantpris til Theresa Salomonsen for hendes digtsamling ’Kast himlen i havet’, udkommet på forlaget Korridor. Peter Laugesen holdt talen, og reglen er, at den skal handle om poesien, ikke om forfatteren, så her er talen, der tager udgangspunkt i tre af fire hyldestdigte i bogen til henholdsvis Gustaf Munch-Petersen, Edith Södergran og kubismen
  • Tysk forfatter: Man kan ikke engagere sig mod højrenationalister og samtidig støtte deres skribenter økonomisk

    7. december 2018
    I Tyskland har forfatteren Margarete Stokowski genantændt debatten om, hvordan man skal forholde sig til den stigende mængde af højrenationalistisk litteratur, der udkommer i disse år. Fordi det viste sig, at en boghandel solgte bøger fra den yderste højrefløj, nægtede hun at sætte sine ben i forretningen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
Carsten Munk, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Nogle grupper i samfundet vil forsøge at tage kontrollen med løfter om lov og orden. Men det har sin pris pris. For hvis ’vi’ skal have orden, skal ’de’ forsvinde. Og på den måde kommer det først til at gå ud over immigranterne, så dem på overførselsindkomster. »Hitler anno 2080 eller Stalin anno 2100 vil forlange total loyalitet,« og millioner af almindelige mennesker vil give dem det, lyder det i bogen."

Er vi der ikke allerede på nuværende tidspunkt..?
'Parallelsamfund', 'ghettoplanen', 'tigger-loven', isolation på pest-ø, 'ressourceforløb' der skal føles som Arbeit mach frei, kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen der igen skal sættes ned og omdøbes til 'hjemsendelsesydelse'.

Fortsæt selv..
For det vil magtpolitikerne gøre.

Christel Gruner-Olesen, Ken Sass, Lillian Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Edith Hansen, Ebbe Overbye, Philip B. Johnsen, Jesper Sano Højdal, Hans Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Vi skal jo alle dø...Hvad er problemet? Vi er verdens mest invasive art. Mangfoldigheden vil trives uden vores kunstgødning, giftstoffer o.s.v

Philip B. Johnsen

@Eva Schwanenflügel
Metadata er våben, metadata er lukrative, hvis metadata er tilgængelige, bliver metadata brugt.
Jeg forstå hvorfor, at det ikke er forsidestof, det er plutokrati, der taler deres tydelige sprog.

Stilhed!

Apartheid og overvågning der får DDR til, at ligne et åbent og frit samfund.
Terror regime/Demokrati
1-0

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Underligt at den gode journalist ikke har inkluderet det faktum at produktioner af film, TV og megen litteratur, sker med hovedet imellem benene

Scary Movie

Hører supervulkaner til Zeitgeist?

De er reelle nok, men knap så gespensteragtige som dem vi selv adstedkommer. Og dog hører de til vores Gesamtbild, det samlede billede som de understøtter på klaustrofobisk vis.

Syd for Vesuv registreres for tiden en firfold forstærket varmeudstråling fra kontinentets supervulkan. Et udbrud ville kunne lægge store dele kloden øde, men her er der ikke noget vi kan gøre. I modsætning til de dystopier vi stirrer os blinde på i afmagt.

Det hele bunder i den fejlopfattelse, at man kan have liberalisme og demokrati samtidig; men de er gensidigt hinanden udelukkende, alene fordi demokrati som primær samfundsfund nedprioriterer økonomisk vækst og forbrug til fordel for intellektuel personlig vækst af ikke-omsætteligt og ikke-materielt tankegods. I et demokrati er mulighederne for at bruge materielle besiddelser til egen vinding systematisk begrænsede - og i bedste fald i kraft af selve værdisætningen gjort afhængig af den værdi for almenheden, de bidrager med: at prestige ved rigdom er betinget af dennes kommen samfundet til gode fremfor at blive beundret og misundt; for hver tjent formue er der jo andres afsavn i et ulige bytteforhold at tage i betragtning, og noget mere udemokratisk er det svært at forestille sig.
Derimod er ligheden i demokratiet ikke alene ikke det samme som enshed, men står i direkte modsætning til dette: lighed betyder, at jeg som ligestillet borger med alle andre kan indrette mit private liv efter ønske og tilbøjelighed indenfor meget brede definitioner, givet i loven.

Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar