Læsetid: 13 min.

Litteraturåret 2018 vil blive husket som et udsondringernes og kropsvæskernes år

Litterær årsrapport 2018 med ros til en række episk helstøbte romaner, begejstring for gedigent originale, æstetisk mærkværdige bøger samt dyb skepsis over for moppedrenge med utilsløret bestsellerambition. Det velkendte tema personlig forløsning samt døden og dystopierne behandler vi kort til sidst!
Litterær årsrapport 2018 med ros til en række episk helstøbte romaner, begejstring for gedigent originale, æstetisk mærkværdige bøger samt dyb skepsis over for moppedrenge med utilsløret bestsellerambition. Det velkendte tema personlig forløsning samt døden og dystopierne behandler vi kort til sidst!

María Meiga González

21. december 2018

»Forkæl den næste sætning
ved at skrive den ned,« påbyder en digter sig selv i en af dette års tyndeste, men mest markante bøger.

Dermed afviger hun, Nanna Storr-Hansen, fra hovedbestræbelsen i 2018, som gik ud på at frembringe tykke, stærkt stofdeterminerede værker, for manges vedkommende i det fromme håb at toppe bestsellerlisten.

Både fra livet og litteraturen kender vi imidlertid til, hvordan menneskers store drømme får lov at blokere for samme drømmes realisering. Dette frembød året adskillige nedslående eksempler på.

Jeg tænker især på en stribe heftigt hypede romaner, som har det til fælles, at de blev alt for lange og for tunge til trods for tilstedeværelsen af et i sig selv muligvis særdeles fortællevenligt stof.

Årsagerne kan så være flere. Forfatteren kan have bygget på endnu levende og måske endda nærtstående kilder og derved have pådraget sig en besværlig forpligtelse til at få alle personer nævnt, alle billederne fra familiealbummet behørigt brugt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har for nylig brugt meget tid på Rasmus Nikolajsens ”hvad skal vi med al den skønhed”, og det virker på mig noget forenklet at koge digtsuiten ned til noget med eftertanke og meditation og prøvende naturiagttagelser.

Værkets styrke ligger vel især i dets undersøgende brug af dynamiske modsætningsforhold. Det vises også fint i jegets visionen om at se sig selv sidde og læse i et værk af Schlegel om en persons forvandling midt i en skriveproces. At Rasmus Nikolajsen, som i tidligere værker, forstår at bruge sine sproglige virkemidler på højt niveau, er ligesom forudsætningen for det hele.

Der er i værket en dynamik mellem den konceptuelle og det æstetiske, hvor det første får lov mest at dominere i starten og det sidste mod slutningen, og det er så her, at svaret indirekte gives på det stillede spørgsmål i titlen. Man kunne også sige, at svaret på det stillede spørgsmål ligger i at erstatte sandhedssøgen med oplevelse af æstetisk skønhed. Så kommer svaret intuitivt af sig selv.

En situation i starten af at føle sig uden for et fællesskab erstattes mod slutningen af en kosmisk oplevelse af, at alt og alle er del af et stort fællesskab. Fornuft, refleksion og meta – refleksion nedprioriteres gennem værkets proces til fordel for sansning, intuition og et meditativt forhold til menneske og natur (selv om også denne skelnen efterhånden falder sammen).

I arbejdet med at besvare det stillede spørgsmål formuleres en ny universalromantisk og organismeorienteret tænkning.

Hvorfor falder valget af digtets formelle rammer så ikke sammen undervejs? Sådan som de f.eks. får lov til at gøre det på bagsiden af bogen. Er digteren som legebarn blevet voksen, eller hvad?