Læsetid: 13 min.

Litteraturåret 2018 vil blive husket som et udsondringernes og kropsvæskernes år

Litterær årsrapport 2018 med ros til en række episk helstøbte romaner, begejstring for gedigent originale, æstetisk mærkværdige bøger samt dyb skepsis over for moppedrenge med utilsløret bestsellerambition. Det velkendte tema personlig forløsning samt døden og dystopierne behandler vi kort til sidst!
Litterær årsrapport 2018 med ros til en række episk helstøbte romaner, begejstring for gedigent originale, æstetisk mærkværdige bøger samt dyb skepsis over for moppedrenge med utilsløret bestsellerambition. Det velkendte tema personlig forløsning samt døden og dystopierne behandler vi kort til sidst!

María Meiga González

21. december 2018

»Forkæl den næste sætning
ved at skrive den ned,« påbyder en digter sig selv i en af dette års tyndeste, men mest markante bøger.

Dermed afviger hun, Nanna Storr-Hansen, fra hovedbestræbelsen i 2018, som gik ud på at frembringe tykke, stærkt stofdeterminerede værker, for manges vedkommende i det fromme håb at toppe bestsellerlisten.

Både fra livet og litteraturen kender vi imidlertid til, hvordan menneskers store drømme får lov at blokere for samme drømmes realisering. Dette frembød året adskillige nedslående eksempler på.

Jeg tænker især på en stribe heftigt hypede romaner, som har det til fælles, at de blev alt for lange og for tunge til trods for tilstedeværelsen af et i sig selv muligvis særdeles fortællevenligt stof.

Årsagerne kan så være flere. Forfatteren kan have bygget på endnu levende og måske endda nærtstående kilder og derved have pådraget sig en besværlig forpligtelse til at få alle personer nævnt, alle billederne fra familiealbummet behørigt brugt.

Eller forfatteren har villet formidle sin personlige historie i samtlige dens byrdefulde detaljer, men har blot ikke indset, at det indre mønster hurtigt ville stå læseren klart, hvorfor mange af de med masochistisk ærlighed fremlagte gentagelser nok nemt kunne undværes.

Sådan stiller problemet sig ved Morten Ramslands Lyskabinettet, romanen om den ca. 40-årige Thomas, forfatter, gift, far til tre børn, som græmmes over sit sexlivs farveløshed, men forløses, da han opdager, at han i virkeligheden er til dominans og pisk. Disse glæder beskriver forfatteren så, glædesløst og trist – og besynderligt glat.

»Alt det dunkle og hemmelighedsfulde formidles pålideligt og ubesværet,« som Alexander Vesterlund så rigtigt skrev i Politiken. Nils Gunder Hansen kaldte i Kristeligt Dagblad bogen utrolig kedelig og omstændelig.

Mest kejtet er formentlig fortællekonstruktionen, hvor alenlange tilbageblik på kæresteri og kejtethed i de unge år veksler med terapisessioner hos en klogeåge, der flinkt forklarer vor betrængte helt, at mennesket er multiseksuelt.

Også i Malene Ravns slægtssaga I dine øjne bliver udførligheden og dermed fuldstændighedsforpligtelsen det helt store problem. På basis af imponerende research, der ligesom Jesper Wung Sungs En anden gren (2017) tager udgangspunkt i Tivolis Kina-udstilling 1902, leverer Ravn samvittighedsfuldt beretningen om Lai Fun og Agnete, som gifter sig, men ikke får børn, om sønnen Erik, som kineseren får med en barpige, Gudrun, samt om Eriks kone Kirsten og deres datter, Nete – som, forstår vi, må være mere eller mindre identisk med filmproduceren Jette Lehmann, der skænkede forfatteren stoffet.

Omfanget overstiger handlingen

Dette vidner om tillid, og der er da også ud af det hele kommet en indsigtsfuld, kun alt for aktuel belysning af fremmedhad og kulturkløfter, samt af det farlige i at fortie og fornægte en besværlig fortid, men læseren keder sig bravt ved alle disse personer, som nok mest kom med, bare fordi de var eller er så pokkers virkelige.

»Hun vil have det hele med,« skrev May Schack i Politiken om Iben Mondrups dobbelte udviklingsroman Vi er brødre, hvor handlingsstoffet ligeledes har fået pligtkarakter.

Grundlæggende tilforladeligt, med et væld af detaljer, berettes om en barndom i den tyske besættelses skygge, og fortielserne er igen problemet.

Af de to hovedfigurer er storebror Poul den udfarende og Jens den mere tænksomme, som typisk nok bliver skolelærer, men kontrasten bliver aldrig for alvor til konfrontation. Og det er ærgerligt, for har du læst Karensminde (2016), er du da på forhånd oprigtigt interesseret i Jens.

Problemet består formentlig i et misforhold mellem værkets monstrøse omfang og handlingsmaterialets spinkelhed, ligesom i Knud Romers Kort over Paradis, som i grunden ikke er andet end opgejlet gentagelse af opvækstskildringen Den som blinker er bange for døden (2006), suppleret med skrydende og skamløst selvmytologiserende triumftaler over det heroiske faktum, at debutromanen overhovedet blev skrevet og udgivet.

Resten udgøres af en ligegyldig, påklistret fortælling om en spøgelseslignende dværg. Det har helt tydeligt handlet om at få bestsellerformatet fyldt ud.

I tilfældet Morten Pape kom årskrønikens forfatter i tvivl. For også Guds bedste børn kan man med fuld ret som Klaus Rothstein i Weekendavisen kalde en roman med utilslørede bestsellerhensigter, og også her er den autenticitetssøgende realisme tæt på at kamme over i uredigeret kendsgerningsmylder. Men bogens styrke er de stærke scener og de skarpe replikker, som røber den drevne manuskriptforfatter.

Afsættet er taget i et racistisk motiveret, men fuldkommen tilfældigt og meningsløst drab, som fandt sted i 2008. Ud af det udvikler forfatteren et sort uskønmaleri af utilpassede, svigtede unge – både på voldsmændenes og på offerets side.

Zeki, som døde, og Jamil, som var øjenvidne, og Mickey, som førte baseballbattet, får hver deres fortællinger, som formidles med effektiv krydsklipning, og som får læseren til at forstå, at volden er virkelig, at racismen er massivt til stede, og at nogle mennesker faktisk kan tale, som tekstens personer gør.

Jeg skal indrømme, at jeg gik til Mathilde Walter Clarks selvbiografiske roman Lone Star med ret blandede forventninger. Mere end 400 sider om en far, som ikke var der, som forfatteren kun sjældent så, som valgte hende og moren fra, og som mest eksisterede i form af breve og sentimentale minder?

At bogen imidlertid føles ikke alene sandfærdig, ægte, men også episk helstøbt, hænger nok sammen med den lange midterdel, hvor far og datter sammen opsøger familiens rødder i Texas, og hun pludselig begynder at nære følelser for sin indtil da ukendte baggrund.

Men bogens kvalitet skyldes samtidig dens tempo og tone. Trods det meget private stof lykkes det Mathilde Walter Clark at holde fest i skriften, at lade ordene komme til gilde.

Jeg tror også, det er selve fortælleglæden, der bærer én igennem Merete Pryds Helles ellers nok så dystre Vi kunne alt, hvor man følger pigen Merle i overgangen fra barn til snart voksen, nærmere bestemt i tiden fra 5. til 9. klasse på Syvstjerneskolen i Værløse.

Det er på den ene side en smuk og lys udviklingsfortælling og på den anden side en families mørke forfaldshistorie: En sart dobbelthed, som akkompagneres af Beatles-hittet om ’Blackbird’ med den sorte fjerdragt og det solgule næb og den altid vemodigt lykkerislende sang.

Måske er det dér, forfatteren har fundet troen på sin tekst og modet til at gøre den knugende, bevægende og på samme tid barsk.

Så meget om sæsonens mest omfangsrige romaner, skønt der også kunne have været anledning til at tale om Anne-Cathrine Riebnitzkys lige lovlig kulørte og lidt for budskabstunge Smaragdsliberen og Peter Høegs på én gang sympatiske og overkonstruerede Gennem dine øjne.

I stedet skal vi forfølge det spor, som blev åbnet via Walter Clarks og Pryds Helles bøger, og som peger væk fra forfatternes problemer med at være så ansvarligt forpligtede på et allerede foreliggende stof, at de glemmer princippet: Forkæl den næste sætning ved at skrive den ned.

De korte og skarpe

Det er nemlig sådan, at vi i år har fået en hel række højst individuelle, ja, ligefrem mærkværdige bøger, der hver især lover godt for såvel den enkelte forfatter som litteraturen som sådan.

Stof- og holdningsmæssigt har de ikke alverden til fælles, men de deler en fascination af teksten som en særverden, hvor vidunderlige eller forfærdelige ting når som helst kan ske.

Dybt originalt er således Jonas Rolsteds eksperiment i et grænsefelt mellem epik og lyrik, Organe Remain, som søger tilbage før Jesu vandreår og lidelseshistorie, til hans barndom, og fremskriver en sanset verden – set, hørt, lugtet, smagt, mærket, fornemmet, formentlig for at vise, at hans kompromisløshed, hvad angår menneskets vilkår, var forankret i en troskab mod kroppens erfaringer.

Episk er her bogens beretning, lyrisk den frie, springende form. Det er ikke usandsynligt, at bogen vil kunne åbne evangelierne for konfirmander såvel som for tvivlende eller søgende voksne.

Hos Jonas Eika, hvis anden bog, novellesamlingen Efter solen, udkom i det sene forår, ligger potentialet i en revitalisering af novellegenren, lidt i lighed med hvad Caroline Albertine Minor bragte med sin Velsignelser i fjor, men også i en fornyelse af science-fiction-genren.

De fem ret lange fortællinger skildrer nu ellers ikke en teknologisk fremtid, vi har snarere at gøre med en allerede indtruffen dystopisk samtid, hvor uforklarlige og fantastiske hændelser indtræffer: apokalyptiske nutidsvisioner!

Teksterne unddrager sig kortfattet referat, men de er, som Nicklas Freisleben Lund i Jyllands-Posten skrev, på én gang ligetil og sært off, velskrevne og gådefulde.

Mere analytisk gik Lilian Munk Rösing til værks, da hun helt rigtigt observerede, at novellernes gennemgående fantasi er symbiosen, sammensmeltningen mellem væsener af samme eller forskellig art. Formmæssigt kunne hun konstatere, at Eika »skriver så det flyder. Og sprøjter.«

Spermen som tema

Dermed nærmer vi os med hastige skridt det spermtema, som virker uundgåeligt i et overblik på de danske skønlitterære udgivelser i 2018.

Tydeligt er det i Madame Nielsens erindringsroman The Monster om en ung dansk kunstner, der i efteråret 1993 ankommer til New York med den faste intention at uddanne sig til performance-star i lighed med skuespilleren Willem Dafoe (The Last Temptation of Christ). Inden han når at falde ned og tænke sig lidt om, er han indspundet i en verden, hvor alt er performance, og hvor det at være derfor bliver at spille, at man er.

Som hovedperson i denne meget teateragtige roman udsættes han for at blive dobbeltpenetreret af to ikke spor skabsagtige, men mildt sagt noget skabagtige tvillinger.

»Inciterende vidtløftig« og »hensynsløst selvafslørende, smerteligt undersøgende« skrev Klaus Rothstein om romanen, hvis kendemærke er de billedrige, snørklede, men altid elegante sætninger. En skriftens fest, hvor stilen går forud for alt.

Samme princip determinerer den hektisk flammende skrift i Bjørn Rasmussens besynderlige hybrid af en bog Jeg er gråhvid, som Mette Høeg i Berlingske lidt flot kaldte en »uredigeret bevidsthedsstrøm«.

Tja, vi kunne nok snarere tale om en æstetisk raffineret kombination af det konkret materielle og det vildt fabulerende ekspressive.

I en blanding af dagbog, selvbiografi og sygejournal blotlægges en flosset psyke, hvis krise må kulminere, da kæresten Jacob via insemination vil have barn med Maren.

Det afføder fantasier om jegets fremtidige status som papfar sideløbende med udfald mod homofobi og racisme, besøgene af den lokale hjemmesygeplejerske og lykkebringende, omsorgsfulde gåture med hunden Fiske. Læseren hensættes i en tilstand af beruset forvirring ved mødet med denne blanding af hyperrealisme og gøglet hallucination.

Måske man skulle læse Bjørn Rasmussens bog på samme måde som anbefalet af Klaus Høeck i dennes My Heart – et gigantisk katalog over poesiens altid foreliggende mulighedsrigdom. Her hedder det nemlig:

»læs et par linjer
hist og her og lad resten
vente en evighed«.

Teksten bliver jo alligevel ikke andet end noget

»der nærmest ved
en tilfældighed eller
som en flaskepost
er skyllet op i
læserens bevidsthed.«

Dog, man kan også læse Rasmussens kredsen om gråhvid graviditet som et af talrige eksempler på den nye våde trend i dansk litteratur.

Udsondringernes og kropsvæskernes år

2018 vil måske først og fremmest blive husket som et udsondringernes og kropsvæskernes år. Aldrig har vi haft en så fugtig og lugtende litteratur, sjældent er der blevet slikket, kneppet og røvpulet og pisset, svedt og skidt så flittigt, og sjældent har sæden flydt så rigeligt.

Det begyndte allerede i forårssæsonen, hvor Kim Leine i Rød mand/Sort mand suverænt udnyttede sin faglighed som sygeplejerske til at skildre knepperiet og skideriet og alle de blodige lidelser hos danske kolonister i Godthåb, men det fortsatte i den helt store stil i en hel række andre bøger, foruden flere af de allerede nævnte især Nanna Storr-Hansens digtsamling Mimosa, hvori det tidligt, programmatisk, hedder, at »væsker er venlige«.

Senere bliver hun mere specifik:

»jeg jager
sæden ud af ham
som en hjorteflok«, eller

»alt her lugter af sæd«.

Meget sæd »går til spilde«, konstateres det tørt, for generelt er digteren vældig glad for det våde:

»jeg elsker dyr og væsker jeg elsker når
alkoholen går ind
jeg elsker når vandet går ind jeg elsker når
sæd kommer«.

Den litterære krønikeskriver bliver på sin side glad, når nye bøger kommer, der tør noget nyt og vil noget andet end blot please kilderne og belære læseren om kulturmødets konflikter eller opvækstproblemer i efterkrigstiden. Dette skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis at gå mere tematisk til værks.

Man kunne nemlig forholdsvis let have identificeret tre dominerende temakredse i litteraturen fra 2018 og talt om dels a) det stadig uopslidelige tema personlig udvikling med eller uden indbygget forløsningsmakronbund, dels b) sygdom, smerte, lidelse og død, samt naturligvis c) økokritik og hele det posthumane felt.

Temaet: personlig frigørelse var fremme allerforrest i flere af forårets romaner, ikke bare Leonora Christina Skovs autofiktive, med rette storsælgende Den der lever stille, men også i Helle Helles delvis selvbiografiske – og i kraft af suveræn stil fra-sig-ulæggelige – de om en purung pige i Rødby i begyndelse af 1980’erne og om hendes styrkelse trods truslen om moderens mulige død.

Endvidere i Emma Bess’ fine novelledebut Mødre, døtre, søstre, som med sans for sigende små situationer udforskede overgange i (kvinde)livet.

Af efterårets bøger bør som udviklingsskildring fremhæves Thomas Korsgaards En dag vil vi grine af det, hans opfølger til Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017) og som denne præget af lydhør replikkunst og forsonende, men på bunden ret så fortvivlet humor.

Helt for sig selv står Ida Jessens lille bog Telefon, som overraskende vender tilbage til præsten Lisa fra Hvium-romanerne og følger hende som frivillig telefonvagt en bevæget aften, hvor Manne fra dengang pludselig er i røret:

»Jeg ringer bare fordi jeg er så alene.«

Deres samtaler illustrerer, hvor svært det kan være at elske og tilgive, ja, peger på selve kraftanstrengelsen ved at leve.

Rigshospitalet danner hovedscene i Johannes Lilleøres værk uden genreangivelse Min syge ven, som består af notater, refleksioner og erindringsglimt omkring et sygeleje frem til en desværre højst forudsigelig død.

»Jeg har lyst til at være den raske udgave af min syge ven,« hedder det nok så nøgternt og smukt.

»Måske kæmper de døde for vores skyld, måske er det skamfuldt at give op over for de pårørende.«

Sådan kan man læse rundt omkring i denne følsomme, renfærdige bog uden fyldekalk, hvis nøgternhed er både smertens og venskabets nøgne direkthed.

Mere omkringslubrende forekommer følelsessnakken i Caspar Erics digtsamling eller digtforløb Alt hvad du ejer, om tabet først af et ventet barn, dernæst af kæresten. Her er der adskilligt flere filtre skudt ind såsom referencer til film, men der er også kortere til de opbyggelige konklusioner om at lære at bære skuffelser og tab og om »nødvendigheden af at komme videre« i stedet for kun at sørge over den fremtid, der aldrig blev til noget.

Måske er vi ligesom hos Ramsland atter for tæt på terapisessionen og selvhjælpsbøgerne. I hvert fald savnede jeg kraftigt et sprog, og gerne en skriftens fest, der kunne række ud over selvhjælpssumpen.

Naturen og fremtiden

Det forekommer uretfærdigt at feje nye digtsamlinger af Peter Poulsen (f. 1940) og Knud Sørensen (f. 1928) ind under rubrikken Sygdom & Død, men det er på den anden side evident, at de to herrer i henholdsvis Allegro ma non troppo og Inden så længe kredser om livets desværre forudsigelige afslutning, førstnævnte med vemod og underspillet humor, sidstnævnte med sanserne åbne og respekt for hverdagens rutiner samt for øvrigt med et formidabelt blik for træer. For alle træers mirakel. For træet som medskabning. Men også for det memento mori, træer kan rumme:

»træerne er
end ikke skyggeskabende
de skjuler intet
tværtimod
bliver tomrummet større.«

Kan man skrive en bog på 568 sider udelukkende om træer, og kan den blive en fascinerende guldgrube af eksistentiel og økokritisk visdom?

Åbenbart, for det præsterer Christian Yde Frostholm. Hans Træmuseet udgør med sin rolige udforskning af forbindelseslinjer og mulige udvekslinger mellem mennesket og dets omgivelser, mellem det humane og det in- eller ekstrahumane, nok årets vigtigste klimalitterære bidrag.

Genremæssigt blander han rejsebog, skitsebog, fotobog, reportage, essaysamling, opslagsværk og spredt erindringsværk; men gennemgående er bestræbelsen på at finde sprog for samhørighed.

Man kan roligt gå på opdagelsesrejse i dette vældige og vældigt imponerende forsøg på midt i klimakrisens turbulens at finde ro til eftertanke og meditation.

Måske en bestræbelse tæt på Rasmus Nikolajsens prøvende naturiagttagelser i digtsuiten hvad skal vi med al den skønhed, hvor enkelte passager vel sådan set lige så godt kunne have figureret hos Frostholm såsom

»jeg bliver enig
med den store birk i parken
om at det allersværeste
er at placere sin stilhed«.

I fin pagt med Træmuseet er det også, når det lyriske jeg et sted heldigvis har råd til

»bare at stå her og identificere
mig med det nu næsten nøgne
bøgetræ«.

Økologisk perspektiv og dyb økokritisk bekymring gjorde sig for øvrigt også gældende i Lone Hørslevs digte Dagene er data, der blandt meget andet kredser om anfægtelsen over for en teknologi, der fatalt har stillet sig imellem menneskene og deres omgivelser og mellem menneskene indbyrdes og gjort os alle til robotter.

Lone Hørslev melder sig faktisk eksplicit ind i klimalitteraturen, når det i Inger Christensen-tonefald hedder:

»Dødeligheden
det menneskelige vilkår er data og
dystopierne, duerne og Dropbox«, eller når Hørslev så knastørt refererer:

»På FUTURE OF HUMANITY INSTITUTE
giver man menneskeheden
81 % chance for at overleve
de næste hundrede år
19 % for at uddø.
Jorden er naturligvis ligeglad.
Solen er naturligvis ligeglad.«

Dermed kom vi ud i verdensrummet, hvor vi i Olga Ravns De ansatte kommer om bord på et rumfartøj og læser udskrifter af udsagn fremsat af mandskabet – drømme, rapporter, interviews, erindringer, der gør et stort indtryk, fordi man aldrig kan vide, om den aktuelt talende er et menneske eller et kunstigt fremstillet menneskelignende væsen.

Rent genremæssigt er forfatteren muligvis på kortvarigt eksil, men man må lade hende, at hun med sin åbent spørgende science fiction får sat spørgsmålstegn ved selve det menneskelige – i en tidsalder hinsides den civilisation, som vi kender, eller i en apokalyptisk samtidsversion af denne.

Man begynder at se frem til på Testrup Højskole i januar at skulle diskutere dystopier, digtning og klima!

Oversigten kan med fordel læses sammen med Erik Skyum-Nielsens diskussion af forårets danske udgivelser 8. juni 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har for nylig brugt meget tid på Rasmus Nikolajsens ”hvad skal vi med al den skønhed”, og det virker på mig noget forenklet at koge digtsuiten ned til noget med eftertanke og meditation og prøvende naturiagttagelser.

Værkets styrke ligger vel især i dets undersøgende brug af dynamiske modsætningsforhold. Det vises også fint i jegets visionen om at se sig selv sidde og læse i et værk af Schlegel om en persons forvandling midt i en skriveproces. At Rasmus Nikolajsen, som i tidligere værker, forstår at bruge sine sproglige virkemidler på højt niveau, er ligesom forudsætningen for det hele.

Der er i værket en dynamik mellem den konceptuelle og det æstetiske, hvor det første får lov mest at dominere i starten og det sidste mod slutningen, og det er så her, at svaret indirekte gives på det stillede spørgsmål i titlen. Man kunne også sige, at svaret på det stillede spørgsmål ligger i at erstatte sandhedssøgen med oplevelse af æstetisk skønhed. Så kommer svaret intuitivt af sig selv.

En situation i starten af at føle sig uden for et fællesskab erstattes mod slutningen af en kosmisk oplevelse af, at alt og alle er del af et stort fællesskab. Fornuft, refleksion og meta – refleksion nedprioriteres gennem værkets proces til fordel for sansning, intuition og et meditativt forhold til menneske og natur (selv om også denne skelnen efterhånden falder sammen).

I arbejdet med at besvare det stillede spørgsmål formuleres en ny universalromantisk og organismeorienteret tænkning.

Hvorfor falder valget af digtets formelle rammer så ikke sammen undervejs? Sådan som de f.eks. får lov til at gøre det på bagsiden af bogen. Er digteren som legebarn blevet voksen, eller hvad?