Læsetid: 11 min.

Mænd, der gerne vil lære kvinder fra Hörby noget

Lina Wolffs roman ’De polyglotte elskere’ viser, hvor langt der er mellem Skåne og Stockholm, og hvordan det at komme fra en lille by er forbundet med skam og følelsen af mindreværd
Lina Wolff har bygget hovedpersonen i sin nye roman på forfatterkollegaen og bysbarnet Victoria Benedictsson og hendes møde med København og Georg Brandes – blot foregår den i nutidens Stockholm.

Lina Wolff har bygget hovedpersonen i sin nye roman på forfatterkollegaen og bysbarnet Victoria Benedictsson og hendes møde med København og Georg Brandes – blot foregår den i nutidens Stockholm.

Peter Nygaard Christensen

7. december 2018

Hörby ligger lige der i midten og er Skånes navle. Når man kommer kørende fra København ad E22 over Malmø og Lund, har man marker med snoede stengærder at kigge på et godt stykke ad vejen, men når så landskabet skifter, og skoven begynder, er man kommet til Hörby. Skoven fortsætter og fortsætter bare nordpå.

For Sverige er stort, mellem Hörby og Stockholm er der knap 600 km. Så langt hjemmefra kommer Ellinor i Lina Wolffs roman De polyglotte elskere, der nu er udkommet på dansk. Det er på grund af den roman og dens forfatter, at vi er i Hörby, fotografen og jeg. Lina Wolff (født 1973) har boet her, siden hun var ti år. Der står ingen steder i romanen, at Ellinor er fra Hörby, men det er sådan, forfatteren har tænkt på hende, som en fra Hörby.

Vi er her også for at lære noget om den svenske kommune, hvor Sverigedemokraterne har fået deres første borgmesterpost. Efter valget i september fandtes Hörby med ét i de svenske medier. Sverigedemokraterne var gået frem i en række skånske kommuner, men allermest i Hörby. Her fik partiet 35,4 procent af stemmerne.

Hörby viser sig at være et torv, der er midt i en større renovering. Gaderne rundt om torvet er spærret af. Hörby er ’Victoria Godis’ og Ernst Ahlgrensgatan, Hörby er en frisør, der hedder ’Ernst & Victoria’. De navne kommer vi sammen med vejarbejdet til at høre mere om. Hörby er Fulltofta Naturreservat, et lille smut uden for selve byen. Her vil Lina Wolff gerne have os ud. Hun har kaffe med på termo. Vi arrangerer os på en væltet træstamme. Solen skinner, himlen er blå, Lina Wolffs hund er ikke i snor.

»Den bliver så lykkelig, hver gang den kommer herud,« siger hun.

Vi er nærmest i Paradis. Søger man på Hörby i f.eks. Svenska Dagbladet får man oplyst følgende relaterede søgeemner: ’Sverigedemokraterne’, ’Kriminalitet’ og ’Politi’. Dét Hörby skal vi også tale om, men først skal vi tale om Ellinor fra Lina Wolffs roman.

De polyglotte elskere handler om en mand, der gerne vil lære en kvinde fra Hörby noget. Kvinden er Ellinor, og hun er den mindst polyglotte i De polyglotte elskere. Polyglot betyder flersproget, og Ellinor kan ét sprog. Det er svensk, og hun taler det med skånsk dialekt. En dialekt, hun tager med sig til Stockholm, da hun skal møde Calisto, som hun har fundet på et datingsite. Ellinors og Calistos date er et clash mellem klasser og mellem Sydsverige og hovedstaden. Deres møde er en historie om, at det at komme fra en lille by er forbundet med skam og følelsen af mindreværd.

Det mærkede forfatteren Victoria Benedictsson (1850-1888), der boede i Hörby. Det er hendes historie, Lina Wolff har været optaget af, da hun skrev sin roman. Victoria Benedictsson vidste, at hvis hun skulle anerkendes som forfatter, skulle hun anerkendes af Georg Brandes. Derfor tog hun i 1886 til København for at møde ham. Man kan læse om deres første møde i hendes dagbøger. Om hvordan hun indretter sig på et hotelværelse med en nyindkøbt »dekorationskande samt en mørkerød og en cremegul rosenknop«. Victoria Benedictsson blev en af Georg Brandes’ elskerinder. Brandes gav hende lister med bøger, hun skulle læse, Goethe og Homér, men hun fik aldrig hverken hans anerkendelse eller hans kærlighed. Hun fik derimod en hård anmeldelse i Politiken af hans bror Edvard Brandes, da romanen Marianne (1887) udkom på dansk. Den var for banal: »Fru Mariannes Forfatterinde har ladet sig nøje med Livets blankeste Overflade, og de smaa Krusninger, der spiller over denne stille Sø, fremstiller hun med Urette som Virkninger af Lidenskabens Storme.«

Georg Brandes havde tidligere fortalt forfatterinden fra Hörby, at hun skrev for dameagtigt. I 1888 låste hun sig inde på et hotelværelse i København og begik selvmord. Hun ligger begravet på Vestre Kirkegård. Ernst Ahlgren står der på hendes gravsten, for ligesom flere andre af det moderne gennembruds kvinder skrev hun under mandligt pseudonym. I sin dagbog skriver Victoria Benedictsson ’Ernst Ahlgren’ om sig selv. Ikke uden humor: »Georg Brandes kyssede Ernst Ahlgrens hvide, benede hånd.« Hun skriver også, at »Brandes synes, at min stemme er alt for svag og for monoton, og så afskyr han den skånske dialekt. Jeg er så svær at forstå.«

Lina Wolff har taget paperbackudgaven af Victoria Benedictssons dagbog med ud i naturreservatet. »Jeg læste hendes dagbøger allerede i skolen. Vi havde en lærerinde i dramatik, som hvert år satte Victorias liv op som stykke, og så var der en, der spillede den unge Victoria og en, der spillede den lidt ældre, en spillede Christian, den 49-årige enkemand, hun giftede sig med som ung, og en spillede selvfølgelig Georg Brandes. Det fik vi med os, da vi var 13 år.«

– Hvordan kunne I relatere til Georg Brandes som 13-årige?

»Georg Brandes var en kæmpestor kulturprofil, som man siger i Sverige,« Lina Wolff kan ikke lade være med at le, »og så var han fra København. Vi fik at vide, at han var vildt vigtig for det moderne gennembrud. Han satte jo tonen for den tids intellektuelle diskurs i hele Skandinavien. Hele narrativet byggede på en enorm Brandes og en lille Victoria, som skulle overleve i Brandes’ kolde skygge.«

– Hvordan minder Ellinor om Victoria?

»Ved at føle sig underlegen i forhold til folk i hovedstaden. Da Ellinor kommer til Stockholm og møder litteraturkritikeren Calisto, bliver det tydeligt for hende, at hun har rejst for lidt, læst for lidt og tænkt for lidt. Victoria mærkede også, at hun kom fra landet. Hun fulgte ikke byens mode, hun havde ikke penge til at købe tøj, så hun kunne gå i teatret. Hun kom der til byen i sit bondetøj. Men jeg har gjort Ellinor til en meget mere ekstrem karakter, så hun på alle måder, også intellektuelt, adskiller sig fra Calisto. Victoria var jo et skrivende menneske, hun tænkte med pennen i hånden. Det gør Ellinor ikke.«

– Hvorfor har du valgt, at Ellinor skal være et ikkeskrivende menneske?

»Jeg tror, at et ikkeskrivende menneske indimellem kan skrive meget bedre end et skrivende. I sin profil på datingsitet skriver Ellinor, at hun søger »en øm, men ikke alt for øm, mand«. Det er første gang, Ellinor skriver noget om sig selv, og hun har måske først skrevet, at han skulle være øm, men så har hun tænkt hmm … ikke alt for øm. Der er noget meget ærligt og fint i den sætning, som et litterært menneske ikke havde skrevet. Hun havde i stedet pakket det ind og f.eks. skrevet, jeg søger en mand, der kan lide eventyr. Dernæst havde jeg brug for et udannet menneskes blik på en som Calisto. En, som ikke selv var i hans miljø, en, som ikke havde læst Michel Houellebecq (Calistos yndlingsforfatter, red.). En, som kunne komme udefra og spørge: Hvad laver I? En, som havde en vilje til at nærme sig dem i Stockholm. Der ligner Ellinor Victoria Benedictsson, for det eneste, hun ønsker, er jo, at Brandes skal synes om hende. Det må have været frygteligt for hende, for det var både kærligheden og livsværket som ikke lykkedes. I hendes dagbøger mærker man, at hun virkelig følte sig hjemme i Hörby, her var ro til at arbejde. Hun var ikke så vidtløftig, at hun følte, at hun skulle i teatret hver aften og hænge ud med andre forfattere. Men hun følte, at i storbyen kunne hun få et intellektuelt udbytte, og i Hörby kunne hun få ro til at arbejde. Hun troede på sin vis, at hun kunne arbejde sig ud af sin situation. Der er flere litteraturforskere fra Stockholm, der har interesseret sig for Victoria Benedictsson, men de mangler den lokale dimension. De fremstiller hendes liv, som om hun vantrivedes i Hörby, men det er ikke helt sandt. Indimellem hadede hun det her, men hun havde også en kærlighed til byen og dens mennesker. Flere af hendes noveller handler om en skåning, der rejser til Stockholm med forfatterambitioner og føler sig mindreværdig. En af hendes mandlige karakterer bliver hele tiden mødt med spørgsmålet: ’Hvordan kan du bo nede i Hörby, det er jo frygteligt?’. Det er det samme i 1800-tallet som nu, det har egentlig ikke ændret sig så meget.«

– Ellinor får ret god respons på sin datingprofil. En mand kalder hende ordløs og genuin. Hvordan hænger de to karakteristikker sammen?

»Det er noget, jeg synes, er meget skønt ved mennesker. Det kan være et problem for veluddannede mennesker, at der er så mange ord i livet, og det er ikke altid, at ordene hjælper. Vi har vældig stor tiltro til ordene, teksterne og samtalerne. Det er en enorm gave, og jeg har ikke lyst til at være et andet slags menneske, men når man møder et menneske, der ikke har læst og skrevet så meget, kan man få det ordløse og genuine, som kan være inspirerende – også når man skriver. De mennesker kan have et ukunstlet blik på verden, fordi de ikke laver de her mentale saltomortaler, hvor de kan sige alt og forstå alt.«

– Risikerer du ikke at romantisere det genuine og ordløse, det autentiske?

»Jo, når jeg taler om det sådan her. Det er den store fælde. Men Ellinor er samtidig den mest usympatiske karakter i romanen. Hun er kold og hård og lidt indskrænket.«

– Og så kan hun slås, det lærer hun af Johnny, hendes første kæreste?

»Ja, det er også et sprog. Hun er vel en antihelt. Hvis man skal forsvare Ellinor, så er antihelten vores tids karakter. Vi har svært ved at tro på rigtige helte. Hvis jeg havde gjort hende til en helt, som læseren skulle synes om, så var det blevet utroværdigt. Ellinor er nødt til at være sammensat. Jeg kan tale om helte, men jeg kan ikke skrive om helte.«

Når du skriver om Ellinor, så skriver du også om Hörby. Du bor her jo, kan det føles som et forrædderi mod byen?

»Nej, tværtimod. Jeg synes, alle mennesker har ret til at være stolte af, hvor de kommer fra. Alle steder har noget godt og noget dårligt. Folk fra Hörby skammer sig meget over at komme herfra. Jeg har altid tænkt, at hvorfor skulle jeg droppe min dialekt, når jeg kom uden for byen? Det kan kun give en kortsigtet gevinst. Som Ellinors veninde siger, »man kan hugge en knyst, en tå og en hæl af for at få plads i skoen, men skoen vil alligevel være skoen, og foden vil alligevel være foden.««

– Men hvorfor skulle man være flov over at komme fra Hörby?

»Det er jo ikke kun folk fra Hörby, der er flove over at komme fra en lille by. Men folk skammer sig, fordi de ved, at det her sted er forbundet med fordomsfulde og indskrænkede mennesker. Man forestiller sig Hörby som en isoleret og rascistisk flække i Skåne. Det ligger også perfekt til at opfylde dette narrativ. Det ligger midt i det mørkeste Skåne, uden kyster og udsyn. Det passer for godt til ikke at blive fortalt som den historie. Men der er så meget mere til historien. De, der havde magten inden, brød alt op i centrum og ville bygge om. Folk tænkte, hvorfor skal vi sløse sådan med pengene, når det var godt, som det var?« Lina Wolff hentyder til vejarbejdet inde midt i Hörby, der blev sat i gang af Socialdemokraterne og under valgkampen blev kritiseret af Sverigedemokraternes Stefan Borg og kaldt »et kosmetisk løft til 40 millioner kroner«.

Stefan Borg blev den første sverigedemokratiske borgmester. Efter valget forklarede han resultatet således: »Vores fremgang viser, at de andre partiers nedvurderende tone over for SD og dets vælgere ikke er gået hjem hos skåningerne.« Citatet er fra Lokaltidningen 10. september, 2018 og taler direkte ind i den skånske mindreværdsfølelse, som Lina Wolff skriver om i De polyglotte elskere.

»Der er mange grunde til utilfredsheden. Integrationen i Hörby har ikke været god, og integrationen er vigtig, for hvis folk ikke får mulighed for at mødes og tale med hinanden, opstår der et ’vi’ og et ’dem’. I en stor by kan det måske overskygges af en anonymitet, men i en lille by er der ingen anonymitet, og når der så kommer en stor gruppe udefra, der ikke bliver en del af byen, kommer der en anden effekt, end hvis det var sket i en stor by. Jeg tror ikke, Hörby-borgere som mennesker har større tendens til racisme og fordomme end andre mennesker. Men jeg tror, der stadig er visse stænk af en bondementalitet her, som handler om, hvad der er mit, og hvad der er dit. Men jeg ser også en lethed ved fællesskabet her. Hvis man havde involveret alle mennesker i dette fællesskab på helt håndgribelige måder, hvor alle kunne hjælpe til, så man gjorde tingene sammen, så kunne det være blevet noget helt andet, end hvad det nu blev.«

– Hvordan ser fremtiden ud for Hörby?

»Jeg er bedst til at tænke på nutiden, jeg er slet ikke kommet så langt som til at tænke på fremtiden.«

– Men tror du, at de mennesker, der stemte på SD, har oplevet, at nu er der kommet en forandring?

»Nej, men i Hörby er der jo ingen, der taler om dette. Hvis du går ind på Facebook, er der sikkert en masse, men vi har ikke en egentlig dialog om politik og det nye styre her. Folk ved ikke, hvad naboen har stemt.«

Sverigedemokraten Stefan Borg stoppede som borgmester allerede 22. oktober for at skabe ro omkring partiets arbejde, som det hed. Han var blevet kritiseret for dels sine udtalelser om Pride, hvor »alle skal inkluderes og føle stolthed, nekrofile, pædofile, koprofager, sodomister – you name it!« og dels for at have været med i en prorussisk gruppe på Facebook og beskrevet Rusland som en »stabiliserende og fredsskabende magt«. Dagen efter blev han afløst af Cecilia Bladh in Zito, også fra Sverigedemokraterne.

Lina Wolff kører os tilbage til centrum. I bilen spørger jeg, hvilket parti Ellinor ville stemme på. Hun ville nok stemme på det gamle Centerpartiet, får jeg at vide. Partiet hed i begyndelsen af 1900-tallet Bondeförbundet og minder en del om det danske Venstre. Vi parkerer ved Hörby Museum, biblioteket og det gamle stationshotel. Togforbindelsen til Hörby blev nedlagt i 1967. De unge, som venter på bussen, ligner med deres skinnende sneakers og blå jeans unge fra en hvilken som helst by. Stor eller lille. Jeg ser rundt efter en kvinde på 36 år, der kunne være Ellinor. Kunne det være hende, der går der? Da kvinden har passeret os, ser jeg hendes blå hestehale. Ville det passe til Ellinor med blåt hår? Jeg beder Ellinors forfatter om hjælp til at spotte kvinden fra Hörby, der lærer at slås af sin første kæreste Johnny hjemme i Skåne og at læse Michel Houellebecq af Calisto oppe i Stockholm.

»Der er nok lidt Ellinor i os alle sammen her i Hörby,« siger Lina Wolff.

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu