Læsetid: 6 min.

Når man er umyndiggjort, virker et dystopisk samfund ikke så urealistisk

Hvis du er i tvivl, om dystopier er særligt relevante, når det gælder børnelitteratur, så kan du bare se på biograflisterne og bibliotekshylderne. I børnelitteraturen har vi længe vidst, at kloden er fucked – til gengæld ved vi også, at hvis nogen kan modarbejde det, så er det ungdommen
Dystopi handler om magt, og det gør ungdomsromanen også. Derfor har vi hitserier som The Hunger Games, skriver Anita Brask Rasmussen. Her er det Jennifer Lawrence som hovedpersonen Katniss Everdeen i Mockingjay, den tredje film og bog i serien.

Dystopi handler om magt, og det gør ungdomsromanen også. Derfor har vi hitserier som The Hunger Games, skriver Anita Brask Rasmussen. Her er det Jennifer Lawrence som hovedpersonen Katniss Everdeen i Mockingjay, den tredje film og bog i serien.

Murray Close

7. december 2018

Der er nok ikke mange, der vil være uenige i, at dystopier, om ikke altid så ofte, handler om magt. Om at nogen har taget den og underlagt sig andre med den. Det kan være i form at et repressivt regime eller måske i form af en hel menneskehed, der har bemægtiget sig verdens ressourcer og skabt det antropocæne.

Men hvad nu hvis jeg siger, at det netop er derfor, at dystopien passer så godt til ungdomsromanen? Fordi det handler om magt, og det gør ungdomsromanen også. Derfor har vi The Hunger Games, Divergent og Mortal Engines. Tre dystopiske ungdomsromanserier, der i dag er internationale franchises og kæmpestore Hollywood-produktioner.

Men en ungdomsroman behøver ikke at være en dystopi for at handle om magt. Det gør den altid. Det siger den amerikanske litteraturforsker Roberta Seelinger Trites i sin bog Disturbing the Universe: Power and repression in adolescent literature:

»Selvom det primære formål med en ungdomsroman kan synes at være en fortælling om at vokse op, er opvækst i denne genre uløseligt forbundet med, hvad den unge har lært om magt. Uden at have oplevet forskellige gradueringer mellem magt og magtesløshed kan den unge ikke vokse. Derfor er magt af større fundamental betydning for ungdomslitteratur end vækst.«

Unge mennesker befinder sig i et konstant magtforhandlingsrum. Efter at have været umyndiggjort skal de finde sig selv, tilkæmpe sig magten og balancere deres egne nyvundne autoritet med den autoritet, som de forskellige institutioner, de har været underlagt, har formet dem med: forældre, skolen, systemet.

»I ungdomslitteratur er magt allevegne,« siger Trites med en omskrivning af Foucaults diktum om, at magt altid både er bemyndigende og repressiv og derfor allestedsnærværende.

Katniss Everdeen fra The Hunger Games bliver magtfuld af at modsætte sig illegitim magt. Hun vokser op i Panums dystopiske samfund, hvor hovedstaden holder befolkningen i et jerngreb blandt andet ved at tvinge dem til at deltage i et grotesk dødsspil, der skal demonstrere magthavernes urørlighed.

Da hendes far dør i minerne, svigter hendes mor de to døtre og forsvinder ind i sorg, mens de sulter. Katniss foragter hende for at svigte den opgave, der følger med at være en voksen autoritet, men samtidig giver det Katniss mulighed for selv at blive familiens overhoved. Og da hun melder sig frivilligt til at deltage i The Hunger Games for at redde sin søster fra det, kommer magten også inden for hendes rækkevidde.

Men inden for dystopierne, når det gælder børnelitteraturen, er der den forskel, at der ofte er et håb om, at katastrofen kan afværges eller regimet omstyrtes. Handler det om, at forfatterne vil skåne børnene og ikke lade dem lukke bogen i fortvivlelse? Nej, det tror jeg ikke, læs f.eks. blot The Hunger Games, Mortal Engines, Divergent, Chaos Walking og De gale, og det vil forsikre dig om, at forfatterne ikke kerer sig om læserens sarte barnesind. Det handler nærmere om, at de tror på barnets revolutionære potentiale.

Når man befinder sig i bevægelsen fra barn til voksen, er handlingslammelse ikke en mulighed. Men er man først voksen, har man allerede ladet sig indrullere i systemet. I Kim Fupz Aakesons De gale, bliver man endda sindssyg af at blive 25. I Patrick Ness’ Chaos Walking-trilogi, som Information anmelder i denne uge, er det at blive voksen forbundet med at demonstrere den ultimative magt over et andet menneske. Det er et ritual, der sikrer, at man ved at blive voksen bliver medskyldig i både fortidige og fremtidige synder begået af de voksne.

At være voksen er i ungdomslitteraturens dystopi at være fortabt. Man er en del af det, der ødelægger og korrumperer. Man er magten. Også selv om man forsøger at gøre modstand, så er systemets normer så indlejret i den voksne, at man aldrig kan gøre sig helt fri. Man er magten, og man har måske endda draget nytte af at være det. Det er og har børnene ikke endnu. De har hele tiden været magtesløse, og i dystopien får de ofte mulighed for at vælge, hvad magt skal være, før de tager den. Heri ligger det revolutionære potentiale.

Da Katniss Everdeen kører ind på arenaen og bliver præsenteret som deltager i dødsspillet, hvor man bogstaveligt talt skal kæmpe til døden med sine meddeltagere, tager hun sin modstander i hånden. Den dreng, hun også skal kæmpe til døden med, viser hun omsorg.

Hun vil ikke spille efter magtens regler, og det er den indstilling, der leder til, at hun til sidst står tilbage som den mest magtfulde af alle. Hun viser, at magten kan se anderledes ud. Det samme gør sig gældende hos Patrick Ness, hvor drengen Todd Hewitt nægter, ja, faktisk ikke engang er i stand til at gøre det, der skal til for at blive voksen i det dystopiske samfund på planeten New World. Derfor repræsenterer han både et håb og en trussel for magthaverne.

Dystopier inden for børnelitteraturen er en decideret bølge, når det gælder ungdomsbøgerne, men de er ikke forbeholdt ungdommen.

Sidste år udkom Martin Glaz Serup og Lars Vegas Nielsens billedbog Huset på havets bund, der bestemt ikke lægger fingrene imellem, når det gælder fremtidsudsigterne for en verden med stigende verdenshave. Klimaforandringerne pibler ind ad kældervinduet og ud ved fjernsynets kant. En bog, der netop bruger billedbogsformatets privilegium (at være abstrakt) og barnets konkrete oplevelse af verden til at undersøge et fænomen af så abstrakte dimensioner som klimaforandringer. Dårligt vejr er ikke klimaforandringer, men klimaforandringer kan skabe dårligt vejr. Forklar lige den abstraktion for et barn (eller Donald Trump). I den mindre kunstnerisk vellykkede, men alligevel i denne sammenhæng tematisk relevante Hermans have af Christine Lund Jakobsen og Zarah Juul (ill.) opdager Herman, at hans vidunderlige, indhegnede have ligger på den sidste tilbageblivende bid af jordkloden. Her bliver det op til ham og en række andre fantasidyr (børn) at samle resterne og bygge en ny verden.

Lige præcis dette med at samle og bygge op går igen i dystopiske bøger for de mindre børn. Som den norske børnelitteraturprofessor Nina Goga eksemplificerer i en analyse af Frida Nilssons Ishavspirater i Ecocritical Perspectives on Children’s Texts and Cultures (redigeret af Nina Goga, Lykke Guanio-Uluru, Bjørg Oddrun Hallås og Aslaug Nyrnes), så kan man tage science fiction-forfatter Ursula Le Guins ’bæreposeteori’ i anvendelse, hvis man vil analysere, hvad det er, der sker, når børnene nægter at forme verden i magthavernes (de voksnes) billede i børnelitteraturen.

Le Guin arbejder ikke ud fra den opfattelse, at menneskets første instinkt var/er at slå, stikke og myrde, men derimod at høste, samle og gemme. Mennesket skaber betydning ved at ordne ting i en bestemt relation til hinanden, og når man i stedet begynder at opfatte menneskets plads i den orden som exceptionel eller mere legitim, så går det galt, og katastrofen truer.

Børnene i dystopien gør ikke brug af den magtudøvelse. Det genfinder jeg mange steder. Senest i Det hus Jack (og Melissa) byggede af Kim Fupz Aakeson og Lillian Brøgger (ill.). Her ligger verden øde hen, muligvis efter en katastrofe. De voksne er tilsyneladende væk, og alt er ødelagt og ligger i ubestemmelige bunker. Men børnene Jack og Melissa finder hinanden og ting til at bygge et hus og en ny verden med i de ubestemmelige bunker, og siden kommer flere børn til, der samler og bygger. De bygger en verden og en historie op, og begge dele skal fortælles på en ny måde.

Også da de unge var børn i ungdomsromanerne ligger kimen til en anden forståelse af verden og menneskets plads i den, end den de voksne repræsenterer. Katniss Everdeen ser en dag i skolegården pludselig på en mælkebøtte på en helt ny måde og lærer sig selv at samle urter. Og hun kommer i tanke om, at hun som lille fik at vide, at hun er opkaldt efter en rod, der ser liden ud, men bliver fyldig og nærende, når den koges: »Hvis du finder dig selv, vil du aldrig sulte,« sagde hendes far i spøg til hende. Men han kunne ikke have sagt noget, der var mere sandt.

Vinterbøger 2018: Dystopisk litteratur

Magasinet Vinterbøger sætter fokus på de dystopiske romaner, der skildrer hvordan vi nærmer os et apokalyptisk nulpunkt, hvor den miljømæssige krise og kampen om råstoffer truer med komplet kollaps. Læs om den historiske baggrund for dystopien og om, hvorfor genren igen er relevant – for både børn, unge og voksne. Magasinet udkommer i sin helhed den 7. december 2018.

Andre artikler i dette tillæg

  • Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne

    7. december 2018
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  • Modernister

    7. december 2018
    I sidste uge gav Det Danske Akademi Klaus Rifbjergs Debutantpris til Theresa Salomonsen for hendes digtsamling ’Kast himlen i havet’, udkommet på forlaget Korridor. Peter Laugesen holdt talen, og reglen er, at den skal handle om poesien, ikke om forfatteren, så her er talen, der tager udgangspunkt i tre af fire hyldestdigte i bogen til henholdsvis Gustaf Munch-Petersen, Edith Södergran og kubismen
  • Den trøstende erektion

    7. december 2018
    Franske Annie Ernaux’ autofiktive roman om sine første seksuelle oplevelser i 1958 er knivskarp og elegant
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu