Interview
Læsetid: 8 min.

Oscar-favorit Yalitza Aparicio: »Jeg tror ikke, jeg kan kalde mig skuespiller«

Yalitza Aparicio kommer fra samme ydmyge baggrund som den husholderske, hun spiller så blændende i den guddommeligt smukke og medrivende mexicanske film ’Roma’
Den 24-årige Yalitza Aparicio som Cleo i Alfonso Cuaróns ’Roma’.

Den 24-årige Yalitza Aparicio som Cleo i Alfonso Cuaróns ’Roma’.

Netflix

Kultur
13. december 2018

Yalitza Aparicio mødte kun op til audition til hovedrollen i Roma, fordi hendes søster var højgravid og ikke selv kunne komme i betragtning. Ingen af de to havde skuespillererfaring. Men storesøster var så brændende nysgerrig efter at finde ud af mere om prøveoptagelserne, at hun sendte Aparacio som stedfortræder.

»Jeg ville aldrig selv have fået den idé at lade mig caste til en film, men min søster pressede på. Der, hvor jeg kommer fra, har vi aldrig før oplevet at blive inviteret til at medvirke i film.«

Aparacio klarede de første prøveoptagelser, gik videre til den næste runde og endelig, flere måneder efter, klarede hun også tredje og sidste. Nu nævnes hun blandt favoritterne til at vinde en Oscar. Det vil i givet fald være fortjent, for Alfonso Cuaróns Roma er et sandt mesterværk, og Aparicios skuespilpræstationer er betagende og blændende.

Roma er opkaldt efter et kvarter i bydelen Cuauhtémoc i Mexico City, hvortil filmens handling er henlagt. Fortællingen, som er filmet i sort-hvid, er enkel. Den udspiller sig i de tidlige 1970’ere i en familie i den højere middelklasse, der virker lykkelig, men snart går i opløsning, da det står klart, at moren og faren, Sofia og Antonio, må skilles. Imens eksploderer byen i studenteruroligheder, der kulminerer i hærens massakre på flere end 100 demonstranter.

Roma er historien om Cuaróns barndom, og det er på alle måder hans film – han har skrevet den, instrueret den, optaget den, klippet den og produceret den. På filmflærredet tilhører den ikke desto mindre Aparacio, som spiller familiens husholderske og barnepige, Cleo – alt bliver set igennem hendes øjne.

Umulig balance

Roma er en film, som holder en sjælden og næsten umulig balance. Den er både rygradsrislende intim (hudens tekstur i de skvulpende regndråber på brosten, i de hviskende natlige samtaler) og medrivende episk (aldrig har et stormomsust hav virket så frygtindgydende). Det er en film, hvor der på én gang sker alt og ingenting.

Da jeg møder 24-årige Aparicio i London, slår det mig, hvor ung og glamourøs hun ser ud. I rollen som Cleo ser hun livstræt og kuet ud, men på denne dag, hvor hun er iført læderjakke, stribet kjoledragt, høje hæle og gyldne øreringe, er hun til mindste detalje en filmstjerne. Dog må vi benytte tolk, da hun helst udtrykker sig på spansk.

Cuarón, som vandt en Oscar for sin seneste film, Gravity, brugte ekstraordinært lang tid på at finde sin Cleo, ja, til tider tvivlede han på, at det nogensinde skulle lykkes. Han var fast besluttet på at caste en skuespiller, som ikke blot lignede Libo Rodriguez, husholdersken i hans barndomshjem, til hvem filmen er dedikeret, men som havde samme temperament og forståelse af den verden, hun skulle navigere i. Cuarón udsendte »en hel hær af castinginstruktører«, først til Mexico City, så til delstaterne Oaxaca and Veracruz. Endelige i den sydlige by Tlaxiaco, Oaxaca – den samme stat, hvor Rodriguez voksede op, men otte timers køretur fra Mexico City – stødte hans hold på Aparicio.

Aparicio havde aldrig hørt om filminstruktøren. Hun var på vagt, da hun deltog i første audition, af frygt for at det skulle være et fupnummer, der skulle lokke hende i kløerne på menneskesmuglere eller en prostitutionsring. Synderligt imponeret blev hun ikke, da hun fik at vide, at instruktøren var Mexicos mest berømte filmskaber. »Det var først til min sidste casting, at jeg mødte Alfonso, og det gjorde ikke nogen større forskel for mig. Jeg havde ikke nogen anelse om, hvem han var, eller om hans rolle i filmindustrien.«

Hvordan reagerede hun, da det hele endte med, at hun fik tilbudt rollen?

»Jeg blev da glad, men også nervøs, fordi jeg følte mig totalt usikker på, om jeg kunne levere det, som Alfonso ville have fra mig. Samtidig følte jeg mig lidt trist«.

– Hvorfor?

»Jeg var lige blevet færdiguddannet som lærer og havde endnu ikke haft mit først lærerjob. Det har jeg stadig ikke.«

Grov udnyttelse

I filmen bliver Cleo forgudet af den familie, hun arbejder for, men samtidig også groft udnyttet – hun er altid til alles tjeneste. I en af ​​mange mindeværdige scener sætter familien sig ned for at se en tv-serie. Et af de fire børn, som Cleo passer, lægger kærligt armen rundt om skuldrene på hende, og hun gengælder den ømme gestus. Da hun for første gang den dag kan slappe af, beder moren Cleo om at servere en kop te for sin mand. En lille detalje, der siger alt.

Aparicios Cleo udviser bestandig en ekstraordinær empati – om det er over for de børn, hun passer, deres til tider nerveplagede mor eller sin egen elsker, der insisterer på at demonstrere sine kampsportsfærdigheder nøgen. Hun er både som et barn endnu og for tidligt ældet. Der er en lethed over hendes sjæl, mens kroppen allerede forekommer tynget under arbejdets byrder.

Vi ser kærlighed i hendes mindste bevægelser, som da hun blidt stryger et af børnene over ryggen for at vække det, eller da hun agerer menneskepude for de to børn, som falder i søvn oven på hende på et bagsæde i en bil. Nogle gange behandler moren ​​hende som en af sine fortrolige (»Vi kvinder bliver altid alene til sidst,« betror hun hende), andre gange som slave (»Jeg bad dig om at fjerne den hundelort, for helvede!«). Cleo er den bankende hjerterytme, i huset som i filmen.

Aparicio kan få øje på mange ligheder mellem sig selv og Cleo.

»Vores liv ligner hinanden. Vi kommer begge fra fattige kår og søgte begge til Mexico City for at skabe en bedre tilværelse for vores familie.«

Hendes egen mor arbejdede da også som barnepige og rengøringskone, ganske som Cleo gør i filmen.

»Hun er stadig husarbejder. Da jeg var yngre, plejede jeg at hjælpe hende, så hun kunne blive før færdig med sit arbejde.«

Machosamfund

Hun havde altid håbet på, at hendes læreruddannelse kunne hjælpe både hende og hendes mor ud af fattigdommen.

»Jeg synes ikke, min mor skal ernære sig ved husarbejde længere – det slider hende ned.«

Hun siger også, at de indtægter, hun får på filmen, ikke er så vigtige for hende selv.

»Først vil jeg hjælpe min mor – bagefter må vi se, om jeg vil købe noget til mig selv.«

Mexico er et totalt machosamfund, beklager hun sig – som oftest bliver kvinderne ladt alene med al ansvaret. Aparicio bor stadig i en etværelseslejlighed med sin familie. Hendes mor har givet hende en stor del af inspirationen til Cleo.

»Jeg ville gerne være ligesom mor; lige så stærk som hende. Hun var min rollemodel. Filmen er en hyldest til alle kvinder – til alle de usynlige kvinder, der altid må være i hjemmet og tage sig af børnene.«

Også som barnepige elskede hendes mor de børn, hun tog sig af, med samme lidenskab som sine egne.

Hvis Roma hylder kvinder – og ikke kun Cleo og hendes kollega Adidas, men også middelklassemoren Sofia og bedstemoren Teresa – er de to mandlige hovedpersoner i familien i lige grad uduelige moralske kujoner. Også dette, fortæller Aparicio, er en verden, hun er bekendt med. Hendes far forlod familiens hjem, da hun selv var teenager, og de yngste søskende stadig var småbørn, og overlod det dermed til moren alene at opdrage de fire børn.

Jeg spørger hende, hvad hun vil sige, Roma handler om, hvis hun skal forklare det til nogen, der ikke har set filmen.

»Den handler om livet,« siger hun med stor alvor i stemmen. »I livet er der opture og nedture, men man skal aldrig give op – man bør altid forsøge at komme videre.«

Det siger ikke så meget, indvender jeg. Hun smiler og prøver igen.

»Jeg vil sige, at den handler om en gruppe kvinder, der har det til fælles, at de sammen skal få hverdagen til at fungere. De støtter hinanden og løser alle de problemer, deres familie kommer ud for, og som de selv kommer ud for. Og i sidste ende gør det dem alle stærkere.«

Det er et smukt resumé. Som Cleo har Aparicio en visdom, der rækker ud over hendes unge alder.

Er hun enig med Sophias udtalelse i filmen – at kvinder i sidste ende altid bliver ladt alene?

»Ja. Selv om folk taler pænt om dig, kan man ikke altid regne med, at de klarer dine problemer. Man er nødt til se bort fra, hvad folk tænker og siger om en, for det er ikke her, man finder støtten. I sidste ende må man klare det mest selv. For ens børn og for en selv.«

Neorealismecomeback

Roma er som et flashback til de store italienske neorealistiske filmskabere Roberto Rossellini og Vittorio De Sica. I film som Roma, Città aperta og Cykeltyven spillede ikkeskuespillere sammen med professionelle for at skabe større naturalisme – og for at få dem til at agere som sig selv snarere end at spille en rolle.

Aparicios bedste veninde, Nancy Garcia, blev da også castet som Cleos medhjælp og værelseskammerat, Adela. Dels for at gøre deres forhold mere overbevisende, dels for at få Aparicio til at føle sig mere tryg.

Cuarón har tillige benyttet en teknik, som også yndes af en anden mesterrealist, Ken Loach – nemlig at undlade at delagtiggøre skuespillerne i hele manuskriptet eller fortælle dem den fulde historie, men optage sekvenserne i kronologisk rækkefølge og give dem deres replikker enkeltvis, så hver enkelt ny scene fremstår så frisk som muligt.

I en central scene frembringer denne teknik en fantastisk effekt. Aparicio bryder således ud i en ukontrollabel gråd som reaktion på en katastrofal begivenhed, hun ikke anede, ville være nært forestående.

Hvad siger hun til alle spekulationerne om, at hun er blandt favoritterne til at en Oscar i kategorien ’Bedste kvindelige hovedrolle’?

»Det lyder smigrende, men skal jeg være ærlig, er jeg taknemmelig for alt det, jeg allerede har oplevet, alle de steder, jeg har besøgt, og de mange positive reaktioner, jeg har fået på filmen. Det er nok for mig. Min mor siger til mig, at jeg bare skal nyde det hele.«

Jeg spørger hende, om hun nu ser sig primært som skuespiller eller som lærer. Hun tænker sig længe om. Og siger så, at hun ser oplagte ligheder mellem de to fag.

»Som lærer skal man være et forbillede for andre. At jeg har spillet med i den her film, har fået mange folk i mit lokalsamfund til se mig som et eksempel på, at deres drømme kunne blive til virkelighed.«

Jo mere tid man tilbringer sammen med Aparicio, jo mere går det op for en, hvor meget hun er Cleo – blid, sød og med en oprigtighed, der tangerer det illusionsløse.

Vil hun gerne lave flere film?

»Ja, men jeg er også lidt bange for det, for jeg aner ikke, hvordan det vil være at arbejde med andre instruktører. Jeg tror, hver af dem har deres egen måde at arbejde på.«

Overvejer hun stadig, om hun tør kalde sig skuespiller efter denne film?

»Jeg tror ikke, jeg kan kalde mig skuespiller, for jeg ikke har studeret til skuespiller,« siger hun, »men jeg ved ikke, hvad andre folk mener om det.«

Måske gør netop det forhold, at hun ikke har studeret til skuespiller, hende til så fremragende en skuespiller.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her