Læsetid: 5 min.

»Man skal reflektere over egen magt, egne privilegier og retten til taletid«

Kunstnere må ifølge dramatiker Gritt Uldall-Jessen undersøge deres emne, lave research og indgå i en dialog med dem, det handler om. Alt det mener hun, Mungo Park præsterede i sin fremstilling af Chelsea Manning i ’Manning er fri’ – modsat den hollandske Michiel Voet fra scenekunstgruppen Orkater i forestillingen ’The Invisible Man’
Dramatiker Gritt Uldall-Jessen mener, at Anders Budde Christensen formåede at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt som ciskønnet skuespiller, da han optrådte i Mungo Parks forestilling ’Manning er fri’

Dramatiker Gritt Uldall-Jessen mener, at Anders Budde Christensen formåede at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt som ciskønnet skuespiller, da han optrådte i Mungo Parks forestilling ’Manning er fri’

Bjarke MacCarthy

7. december 2018

I disse dage er den danske dramatiker Gritt Uldall-Jessen i den kinesiske hovedstad Beijing, hvor hun bl.a. er med til at producere fire iscenesatte readings af dansk dramatik på Beijing Fringe Festival ’19. Derfor foregår interviewet med hende til Informations serie om identitetspolitiske læsninger på mail.

I serien har vi bedt en række kunstnere og kulturkendere om at pege på værker skabt af kunstnere, der har formået at sætte sig ud over deres eget udgangspunkt. Både med og uden succes.

Gritt Uldall-Jessen, der arbejder som uafhængig dramatiker og forfatter af scenekunstneriske tekster, nævner Mungo Parks teaterforestilling Manning er fri fra 2017 som et værk, hun oplever som velfungerende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt producenterne bag forestillingen formåede at sætte sig udover deres egne udgangspunkter.

Forestillingen var en monolog om whistlebloweren Chelsea Manning af Anders Budde Christensen, der selv både skrev og spillede. Med en collage af billeder og scener ville den fortælle en universel historie om ’sandheder, der vil ud’ – whistleblower-aktiviteter såvel som transliv.

Transparent tilgang

Men når en forestilling handler om transliv, hvorfor så ikke lade den dramatiske figur være repræsenteret af en transperson, der kender til de udfordringer og kampe, der hver eneste dag må udkæmpes om transliv i et cissexistisk, trans- homo- og xenofobisk samfund – i stedet for at vælge en ciskønnet skuespiller? tænkte Gritt Uldall-Jessen.

Det spørgsmål gjorde udførelsen imidlertid til skamme.

»Jeg oplevede, at skuespilleren Anders Budde Christensen formåede at sætte sig ud over sit eget personlige udgangspunkt som ciskønnet skuespiller.«

– Hvordan?

»Jeg oplevede det som, at det mest af alt var, fordi forestillingens form ikke var helhedsvillende, der var ingen fjerde væg,« skriver hun.

»Vi skulle ikke på noget tidspunkt tro, at skuespilleren Anders Budde Christensen var lig med Chelsea Manning. Vi blev ikke suget ind i et helhedsvillende spil, hvor Anders Budde Christensen blev til mennesket Chelsea Manning. Vi så hele tiden skuespilleren som en ciskønnet scenekunstarbejder, der arbejdede researchbaseret og gik ind og ud af scenerne med en transparent tilgang til karakteren.«

I teksten om forestillingen kunne Gritt Uldall-Jessen endvidere læse, at holdet bag havde foretaget en del research og endda også haft et møde med Chelsea Manning.

»Researchen skal være i orden, og respekten skal være der,« skriver hun.

»En forestilling består ikke kun af det, vi rent faktisk ser og oplever på scenen, men skal også vurderes ud fra, hvilke mulighedsrum den åbner for os som tilskuere.«

Den papirløse immigrant

Som et eksempel på en forestilling, der ikke lykkes med at håndtere spørgsmålet om repræsentation så godt, peger Gritt Uldall-Jessen på The Invisible Man af scenekunstgruppen Orkater.

Forestillingen, der spillede på den danske PASSAGE-festival i august i år, handlede om en papirløs nordafrikansk migrant, Karim Ramtani, der tog ophold i den hollandske kunstner Michiel Voets fotoatelier, når han ikke selv var til stede. Den usynlige gæst blev imidlertid opdaget af kunstneren, som dernæst begyndte at tage billeder af ham og gøre deres relation til genstand for et kunstprojekt.

The Invisible Man kom mere til at handle om kunstnerens forhold til modellen Karim Ramtani og om en kunstnerisk proces, end om den papirløse migrants eksistensvilkår, mener Gritt Uldall-Jessen, selv om forestillingen ellers ifølge beskrivelsen havde til hensigt at se fortællingen fra både kunstnerens og migrantens side.

»Jeg kunne ikke lade være med at tænke på forskellen på kunstnerens privilegier over for spørgsmålet om den daglige overlevelse for den papirløse migrant.«

Kunstneren har et andet hjem at tage til, kan skifte til et andet emne at lave kunst om – alt efter behov og mulighed. Den papirløse migrant er sårbar, afhængig af sit skjulested, af muligheden for at få adgang til mad og tøj, forklarer hun. Karim Ramtani måtte acceptere at være med i kunstprojektet for at holde fast i sit skjulested – for ikke at blive opdaget – mens kunstnerens karriere vandt frem. Desuden kunne rettighederne til værket ikke deles.

»Kunstneren selv beskrev relationen som et venskab, men det var tydeligt at se, at det også var en handel. Karim kunne have fundet et andet skjulested, men så nemt er det ikke at finde skjulesteder. I forestillingen fokuserer kunstneren på sin proces i relation til modellen frem for fortællingen om livet som papirløs migrant. Det var en skuespiller, der spillede Karim, men karakteren blev præsenteret som den faktiske Karim. Der medvirkede også en asylansøger i forestillingen, og det fremgik ikke tydeligt, hvilket vist var meningen, hvem der var hvem, eller hvem der spillede at være asylansøger.«

Nye formater og genrer

– Hvilke overvejelser om kunst og identitetspolitik giver eksemplerne dig anledning til?

»Holdningen til skuespilleren som ’løgner’, fordi skuespilleren i rollen – karakteren – ikke ’er’, hvad skuespilleren foregiver at være, er et paradoks, der har fulgt skuespillerfaget som en slags forbandel­se, lige så længe som der har været professionelle skuespillere. Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet, efter en mere researchbaseret tilgang til scenekunst er vundet frem. Scenekunsten gør brug af journalistiske arbejdsmetoder, af dokudrama, ligesom at livseksperter medvirker på scenen. Nye formater og genrer vinder frem. Scenekunst, der er baseret på research, kan zoome ind og ud af et materiale, kan fortælle fra steder, man ellers ikke har adgang til, og bidrage til produktion af viden. Genren stiller også spørgsmål ved, hvad der er viden, og hvem der producerer denne viden, og ikke mindst hvorfra der fortælles, og hvem der har ejerskab til narrativet.«

Hvad angår scenekunsten, må kunstnere ifølge Gritt Uldall-Jessen undersøge emnet, lave research og indgå i en dialog med dem, det handler om – gerne invitere dem med ind i processen og værket og dele det og også et eventuelt økonomisk overskud med de ’livseksperter’, der medvirker.

»I hvert fald er det forestillinger, der er lavet på den måde, jeg allerhelst selv vil se og stå for. Jeg er i mit eget arbejde som dramatiker og kurator desværre ikke altid selv lykkedes med at efterleve mine idealer om en sådan arbejdsmetode og -moral. Det er et stykke arbejde, man hele tiden kan blive bedre til, ud fra de erfaringer, man gør sig.«

»En anden væsentlig ting er, at man skal være synlig og tydelig som afsender. Man skal reflektere over egen magt, egne privilegier og retten til taletid. Hvordan bruger man sin taletid og hvorfor? Er det nødvendigt, det, man laver? Man må aktivt forholde sig til sine egne privilegier og gerne bruge dem aktivt i solidarisk øjemed. Det handler om at udvise respekt og ordentlighed. Det begrænser efter min mening ikke kunstnernes ytringsfrihed, men er et udtryk for solidaritet og ordentlighed over for minoriteter og mindretal.«

– Men skal og må kunsten ikke netop være noget radikalt andet end virkeligheden?

»Selvfølgelig kan kunst handle om andet end virkeligheden, men kunst skabes ikke i et vakuum uden for samfundet, uden for virkeligheden. Kunstnere skal kritisk tænke over, hvad de sender ud i verden, og om det f.eks. reproducerer undertrykkelse via sprogbrug, dramaturgi og karaktertegning. Det handler om at tage ved lære af historien og lytte til, hvad minoriteter har sagt. Man kan sagtens fortælle frit og skabe stor kunst, selv om man samtidig tager højde for og bevidst ikke reproducerer racisme, xenofobi og stereotypisering, hetero- og cissexisme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu