Læsetid: 8 min.

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

María Meiga González

7. december 2018

»Kunst skal være et rum, hvor man kan tage alle identiteter på sig og vise alt det grimme,« siger teaterinstruktøren Christian Lollike. 

»Der skal være en radikal frihed, og den begynder mange at angribe. Det synes jeg er et kæmpe problem.«

»Jeg tror, man skal være bevidst om, at man heller ikke i kunsten befinder sig i et apolitisk tomrum,« siger kritiker, debattør og feministisk aktivist Nazila Kivi.

»Og man må lade være med at forveksle kritik af kunst med censur.«

Vi sidder i frokoststuen på teatret Sort/Hvid, hvor Lollike er kunstnerisk direktør, i Københavns kødby og taler om de diskussioner, de to har haft om udviklingen af Lollikes nyligt overståede (meget frie) fortolkning af Oehlenschlägers Aladdin fra 1805 på Det Kongelige Teater. 

Kivi har været en af flere samarbejds- og samtalepartnere, Lollike har inviteret med i processen. Hendes rolle har groft sagt været at udfordre hans opfattelse af, hvilken historie han skulle fortælle sit publikum. Det er sådan, Christian Lollike arbejder: Han beslutter sig for et tema og inviterer så folk, der ved noget om det, til at oplyse og udfordre sig.

»Men jeg mener jo samtidig også, at man hele tiden skal finde måder at bevidstgøre sig på,« siger Christian Lollike. 

»Jeg synes ikke, de to positioner udelukker hinanden; de bliver mixet hele tiden.«

Uenighed som udgangspunkt

Samarbejdet mellem Christian Lollike og kritikeren Nazila Kivi udsprang af uenighed.

I forsommeren opsatte han sammen med Madame Nielsen forestillingen, der oprindeligt hed White Nigger/Black Madonna, på Sort/Hvid. Den handler om en hvid kvinde, der begynder at identificere sig som sort, og om den sorte, brune eller i hvert fald ikkehvide del af befolkningen, der overtager magten i samfundet med henvisning til egen overlegenhed.

Allerede titlen og plakaten, hvorpå Madame Nielsens ansigt er indsmurt i mørk sminke, vakte protester og beskyldninger om racisme, og undervejs i spilleperioden afholdt Teater Sort/Hvid et weekendlangt seminar om »kunst i en identitetspolitisk tid«.

Her var Nazila Kivi inviteret som en af de kritiske stemmer, der skulle samle op på debatten. Hun var ikke begejstret for forestillingens brug af n-ord, blackface og voldelige skrækscenarier.

Længe inden da var Christian Lollike blevet spurgt, om han ville sætte Oehlenchlägers Aladdin op på Det Kongelige Teater. Hans første indskydelse var, at stykket via et metagreb skulle handle om Oehlenchlägers tidstypiske fascination af Orienten som noget romantisk og eksotisk. Gerne via et metagreb. Det første bud på et sådant metagreb var, at skuespillerne skulle spille en skoleklasse, der spiller Aladdin som skolekomedie. Til første læsning viste det sig dog med Christian Lollikes egne ord at være »skideirriterende at høre på«.

Han kiggede derfor på Oehlenschlägers forlæg, 1001 nats fortællinger. Rammefortællingen, hvori sultanen vil slå alle kvinder ihjel efter at have sovet med dem, læste han som en historie om mandlig frustration over kvindelig seksualitet, og han besluttede sig for at give sin forestilling et kvindefrigørelsestema i stedet for. 

Her kom Nazila Kivi ind i billedet. Inden Christian Lollike tog på researchrejse til Iran for at lære noget om religiøs undertrykkelse, fik han hende – som har iransk baggrund – med som konsulent på teksten. 

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af Aladdin, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt,« siger Nazila Kivi.

»Når man taler om kvinder fra Mellemøsten, er der én meget dominerende historie i den danske og europæiske offentlighed. Den handler om stakkels undertrykte kvinder, der kommer til Vesten og først da forstår, hvad frihed er. Den historie ville jeg virkelig gerne spænde ben for.«

Det skrev Information om 'Aladdin'

»Det giver altid en forestilling et ekstra lag, når instruktøren lader skuespillerne træde ind og ud af deres roller. Og det greb benytter Christian Lollike flittigt i sin iscenesættelse af ’Aladdin’. [...] Men mængden af afbrydelser eskalerer og bliver til sidst mere reglen end undtagelsen. Oehlenschlägers Aladdin-historie er blot en facade. I langt højere grad handler denne iscenesættelse om den politiske korrekthed, og hvad man kan og ikke kan sige offentligt. Og selv om det måske virker som en morsom metakommentar de første par gange, så tager det en del af pusten fra forestillingen,« skrev Trine Wøldiche, 28. september 2018.

Hun mener ikke, der er noget galt med historien om kvinden, der bliver frigjort, idet hun bliver integreret, i sig selv, hvis den bare var en af mange. Problemet med den er, at den fylder så meget, at der ikke altid er plads til andre historier om at være kvinde fra Mellemøsten.

På sin rejse i Iran var Christian Lollike bare blevet bekræftet i, at kvindefrigørelsestemaet var relevant for hans forestilling. 

»Det var ret entydigt blandt de kvinder, jeg mødte, at de var trætte af at bære slør og af religionsundertrykkelse og syntes, det var pænt ubehageligt, at man stadig kunne blive stenet for utroskab osv. Men jeg blev ret hurtigt konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt jeg var den rette til at fortælle den historie. I stedet for en renere kvindefrigørelseshistorie kom det til at handle om, hvem der har interesse i, hvilke historier der bliver fortalt.«

Nazila Kivi skrev en del sider om sine tanker, som Christian Lollike brugte som inspirationsmateriale i sit arbejde med skuespillerne og klippede replikker fra til manuskriptet. I den endelige version af Lollikes Aladdin træder skuespillerne hele tiden ud af deres roller og overvejer, hvad det er, de er i gang med at fortælle.

»Nazila formulerede den indvending, der blev en replik i forestillingen: At historien om den flygtede kvinde, der kommer til det oplyste Europa og får skrællet al sin undertrykkende religion af sig, er den historie, som Vesten gerne vil høre i øjeblikket. Det ændrede alligevel dramaturgien i fortællingen ret meget.«

Trussel om faneflugt

I Lollikes Aladdin udvandrer skuespillerne en efter en fra scenen, fordi de ikke kan legitimere den måde, de repræsenterer minoriteter og problemstillinger på. En mindre gruppe bliver tilbage, herunder en i ansigtet sortsværtet Jens Jørn Spottag, der afmægtigt slår ud med sine hvide, mandlige, midaldrende arme og konstaterer, at hvis man tænker tanken om ikke at misrepræsentere nogen, kan han snart kun spille Jens Jørn Spottag, og det er han ikke specielt interesseret i. Det er selvfølgelig et satirisk lag, men diskussionerne på holdet om, hvad det overhovedet var for en historie, der skulle fortælles, var ægte og anfægtende. 

Der var skuespillere, der kom til Christian Lollike og sagde, de var i krise og ikke kunne sove om natten, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle retfærdiggøre de roller, de spillede. De kriser arbejdede de så ud fra. 

»Det er en proces, jeg ikke er færdig med at evaluere selv, for det var en proces med trusler om at gå. Samtidig var vi en gruppe, som var enige om at blive, fordi det, vi var i gang med, var så superrelevant og vigtigt. Vi var nødt til at gennemføre det og se, om vi kunne lave et værk, der får folk til at tænke og føle, og som kan rumme de forskellige positioner, uden at det bliver intetsigende,« siger han.

Christian Lollike havde også hyret et hold med forskellige etniske baggrunde, der kunne udfordre hans eget udgangspunkt.

Christian Lollike mener, at venstrefløjen er fanget i konflikten om, hvorvidt man kan kritisere islamisme uden at bære brænde til højrefløjens bål:

»Jeg kan helt klart godt kritisere islamisme. Det handler bare om, hvor godt jeg sætter mig ind i tingene. Som Nazila Kivi sagde i forbindelse med Black Madonna, bør man alliere sig med nogen, der ved noget om det, man arbejder med. Ellers kan det godt blive dumt.« 

Ingen ønsker forbud

De to taler begge langsomt, afsøgende og uden at afbryde hinanden. Nazila Kivi er først forbeholden over for at tale om diskussionen om forestillingen Black Madonna, som hendes og Lollikes samarbejde udsprang af. Den forestilling er færdigdiskuteret, mener hun, men jeg vil gerne vide, hvad de lærte af den.

»Det kunne faktisk være meget fedt at høre,« medgiver hun.

»Hvad gjorde, at du – selv om jeg skældte meget ud – turde at få mere af samme skuffe?«

»Hvor fanden skal vi starte?« svarer Christian Lollike.

»For mig at se må alle tage alle identiteter på sig. Der er ikke noget, man ikke må. Det mener jeg fortsat. Og jeg mener stadig ikke, man kan lave et kategorisk forbud – hverken mod at bruge ordet nigger eller mod blackfacing. Jeg synes, man bliver dum af forbud. I stedet er man nødt til hele tiden at se på konteksten. Man skal skelne mellem at male sig sort i ansigtet og så blackfacing, som henviser til en bestemt genre opfundet i en bestemt historisk periode.«

Han påpeger f.eks., at ingen har problematiseret den blackfacing, der er i Sort/Hvids netop genopsatte zombieflygtningegyserstykke Living Dead, fordi det bliver brugt på en anden og mindre konfrontatorisk måde end i Black Madonna.

»Men hvad lærte vi? Vi lærte, at nigger er et pænt problematisk ord at bruge. Man er nødt til at være hyperopmærksom på, hvordan man bruger det.«

Konkret ændrede forestillingen navn fra White Nigger/Black Madonna til bare Black Madonna, og der blev foretaget nogle justeringer af forestillingen:

»Det, vi justerede, var ikke ting, der grundlæggende ændrede udsagnet, men nogle steder, hvor vi blev opmærksomme på, at vi havde været unøjagtige. Hvor teksten var upræcis og havde nogle henvisninger, der ikke var specielt gode. F.eks. til tidsskriftet Marronage, der blev stillet i et negativt lys. Det var selvfølgelig en fiktion, måske bare ikke smart. Men at lave en fantasi om sorte, der vil hævne sig på hvide på grund af, hvad de har gjort, synes jeg ikke man kan sige er forkert.«

Nazila Kivi syntes ikke, den del af historien var helt okay:

»Jeg kunne genkende frygten for, at ’de lige pludselig bliver så mange, at de slår os ihjel’ fra den offentlige debat. Den blev ikke sat i perspektiv. Jeg identificerer mig ikke ud fra religiøse termer. Men som en, der bliver identificeret som muslim, når jeg går på gaden, følte jeg mig personligt ramt af den fremstilling. Det syntes jeg var ubehageligt. Og med hensyn til det ord, der blev brugt, så ville du vel heller ikke sige ’muhammedaner’ om en muslim, vel? Fordi det er nedladende.«

»Nej, det ville jeg aldrig bruge privat,« svarer Christian Lollike.

»Men jeg kunne selvfølgelig godt finde på at lave en figur i en teaterforestilling, der bruger ordet, for dem findes der jo masser af i litteraturen.«

Nazila Kivi siger, at det er okay, de ikke er enige.

»Men det er overdrevet at tale om forbud. Det er der vist ingen, der har ønsket.«

Aladdin fik en hård medfart af anmelderne, der primært kritiserede forestillingen for at være mest optaget af at opsummere alskens identitetspolitiske debatter. Nazila Kivi synes, stykket er endt med at intervenere med Oehlenschlägers blik på Orienten på en interessant måde:

»Han er jo ikke fjendtlig på nogen måde, men man skal tænke på, at nogle gange kan fetichering eller eksotisering og nedgørelse være sider af samme sag.«

Serie

Identitetspolemik

Nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’safe spaces’ er de senere år gledet ind i vores sprog og har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det.

I denne serie gør vi os klogere på en af tidens mest omdiskuterede strømninger ved at undersøge begrebet fordomsfrit forfra og inkludere os alle. Hvad betyder den synlige og den usynlige identitetspolitik på godt og ondt for vores forhold til hinanden og – til kunsten, ikke mindst?

Seneste artikler

  • Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme

    11. december 2018
    Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
  • Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken

    6. december 2018
    Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet
  • »Begrebet ensomhed er mere præcist end begrebet kvinde eller nationalist eller belgier«

    30. november 2018
    Kunstneres køn, farve, opvækst eller privilegier er ifølge filminstruktør Max Kestner sjældent hverken relevant eller interessant. Det interessante er kunstnerens indlevelsesevne og erfaringer, og erfaringer handler ikke om identitet, men om almenmenneskelige følelser som skuffelse, håb, fryd, ensomhed og kærlighed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu