Man skal stadig træde varsomt, når man laver sjov med #MeToo-bevægelsen

Tre par sidder på en restaurant og hygger sig. Ét par fortæller om deres skøre hund, og alle griner. En roser maden, en anden giver hende ret, og så er der en tredje, der nævner en artikel i The New York Times. Med et bliver lyset dæmpet. Alles ansigter er i fuldt alarmberedskab. Artiklen handler om den seneste #MeToo-sag.

Komikeren Aziz Ansari, der ellers virker som sådan en flink fyr, er blevet beskyldt for at presse en date til sex, og rædslen for at sige noget forkert er akut i sketchen ’Dinner Discussion’, som det toneangivende amerikanske satireprogram Saturday Night Live lavede den 27. januar i år. 

Sketchen er en af mange, der har behandlet #MeToo-bevægelsen i årets løb.

Men den er alligevel sjælden, fordi den gør grin med gråzonerne i de sager, der er kommet op, og med, hvor svært det er at diskutere seksualmoral, når normerne er under hastig forandring.

»Undskyld, vi kan også tale om noget andet,« siger kvinden, der bragte det ulyksalige, men uomgængelige emne på banen.

Men der er ingen vej tilbage. Alle stirrer nervøst på hinanden, mens de skiftes til at sige sætninger, der starter forsigtigt og er svære at afslutte uden at have sagt noget forkert (»Selv om jeg hylder bevægelsen …«). 

Da en af mændene får fremstammet, at Aziz Ansaris date bare kunne være gået, bryder et lille helvede løs: Én kaster i afmagt sit ansigt ned i sin spaghettiret, en anden stikker sig i hånden med en bøfkniv, en tredje skærer sin hestehale af, og en fjerde laver et satanisk ritual med noget tryllestøv og forsvinder.

Et endnu større helvede bryder løs, da en anden mand (den eneste sorte ved bordet) siger, at man ikke skal glemme raceaspektet. Alle råber:

»Nej!«, og der klippes til fugle, der letter fra et træ; galoperende bisonokser; solformørkelse; et rævekadaver, der bliver ædt op af myrer; en rotte, der spiser et stykke pizza og så til sidst en paddehattesky.

Tonedøve spøgefugle

Helt så galt er det næppe gået for nogen i virkelighedens verden, når de har diskuteret #MeToo-sager, men – som oftest, når det handler om smertefulde oplevelser – er det et område, hvor man må træde varsomt. I hvert fald hvis man vil gøre sig lystig offentligt og være lige så populær bagefter, som man var før.

Hvis man googler »jokes about #MeToo« (f.eks. fordi man har sat sig for at skrive en artikel om, hvordan den bevægelse er blevet behandlet humoristisk i årets løb), handler de første mange eksempler om, at folk hellere skulle have ladet være med at spøge med #MeToo, fordi det er ufølsomt og tonedøvt i forhold til tidsånden.

Komikeren Alec Baldwin har således fået hug for at spøge med, at han næsten ikke tør lægge armen om sin kone længere, i programmet Comedians in Cars Getting Coffee. Hans vært og chauffør, Jerry Seinfeld, svarede tørt, at han vist »overimplementerer« de nye regler.

Deres komikerkollega James Corden blev mødt med pinlig tavshed, da han som vært for et velgørenhedsarrangement lavede en række vittigheder om den voldtægtsanklagede filmproducer Harvey Weinstein. Masser af talkshowværter og komikere har gjort tykt nar af Weinstein, lige fra den første skandaliserende artikel om ham kom i oktober 2017, men Cordens jokes blev opfattet som så joviale, at det virkede som udglatning. Indignationen manglede. 

Også mindre berømte humorister er kommer galt afsted. Det lykkedes f.eks. arrangørerne af skønhedskonkurrencen Miss Massachusetts at skræmme en deltager væk med en utvivlsomt plat sketch, hvori en kvinde klagede til Gud over, at Miss USA-konkurrencen har afskaffet badedragtsrunden. »#MeToo«, svarede Gud.

Der bliver spøgt med #MeToo-bevægelsen, men her godt et år efter hashtagget pludselig spredte sig vildt, er det stadig så følsomt et emne, at reaktionerne er stærke. Præmissen skal være, at man tager bevægelsen alvorligt. 

Humorforsker ved Københavns Universet Michael Eigtved siger:

»Når man spørger komikere, om der er noget, de ikke vil lave sjov med, svarer de fleste, at det er der ikke – men der er måder, de ikke vil lave sjov på. De fleste komikere mener ikke, der skal være tabuer, men de har så bare nogle personlige grænser for, hvad de vil lave sjov med. Børn og sex f.eks., men der er alligevel lavet masser af jokes om pædofile gennem tiden.«

Det var også kontroversielt, da standupkomikeren Dave Chappelle i sit show The Bird Revelation spøgte med de vidnesbyrd om chikane, der var kommet frem om hans ven og kollega Louis C.K. De udsatte kvinder var blevet »frarøvet en drøm,« hed det sig, og Chappelle sammenlignede så denne drøm om en karriere i underholdningsbranchen med den (underforstået ret meget mere visionære) drøm, Martin Luther King havde, og fantaserede om, hvad borgerrettighedsforkæmperen havde gjort i deres sted. 

Til sit forsvar sagde en ikke spor angrende Chappelle, at han ikke optræder med at have ret, men med at skabe uro og utilpashed. #MeToo-delen er langt fra det sjoveste i showet, men den er typisk for hans metode, som går ud på hele tiden at spille den ene form for undertrykkelse og diskrimination ud mod den anden.   

Et personalegode

Ifølge Michael Eigtved er rammerne for, hvad man kan tillade sig at spøge med, friere i Danmark end i USA. Humoren er mere grovkornet, omend der også sker en udvikling i især dansk standup i retning af at være lidt mindre direkte i sin grovhed:

»Den måde, mandlige komikere talte om kvinder på for 20 år siden, tror jeg, man ville tage sig til hovedet over i dag. I perioder var dansk standup ofte urimelig og nedgørende. Også over for homoseksuelle og andre minoriteter. Og der tror jeg, man bare har erkendt, at det ikke er godt for verden at tale sådan om hinanden.«

I Danmark er #MeToo blevet taget under behandling af revyerne, diverse satireprogrammer og i komedieserien Klovn, hvor hovedpersonen Franks kone, Mia (Mia Lyhne), bliver befamlet af Per Pallesen. Hun driver en café, der er opkaldt efter Maude fra Matador, og Per Pallesen skal være gæstetjener i sin gamle rolle fra serien som tjener Boldt. Men så vil han pludselig kun gøre det, hvis han må røre ved hendes bryster. Den pinlighedsbaserede sjovhed udspringer af, at Frank fuldstændig overtager krænkerens præmis – at det var en frivillig udveksling af ydelser – samtidig med at han insisterer på at være den krænkede part, fordi Mias bryster er hans territorium.

Som alt andet, der fylder i samfundet, bliver #MeToo-bevægelsen også behandlet i de vittigheder, folk går og laver i det daglige. Her fremhæver Michael Eigtved de vittigheder, der handler om, hvornår noget overhovedet er krænkende. ’Her på kontoret opfatter vi sexchikane som et personalegode’, kunne være et eksempel, forklarer Michael Eigtved: 

»#MeToo-bevægelsen sætter fokus på et område, der delvis har været tabuiseret og i hvert fald tit skjult. Derfor handler mange af vidnesbyrdene om nogle ting, som for mange befinder sig i en grænsezone, hvor man ikke er sikker på, om det kan kaldes en krænkelse. Og det kaster jokes af sig.«

Et andet eksempel kunne være en henkastet reference til #MeToo, hvis man står lidt tættere i Netto-køen, end man egentlig bryder sig om. I modsætning til personalegodevitsen indtager man ikke krænkerens perspektiv, men bruger #MeToo-etiketten til at sætte ord på en diffus følelse af overskredet intimsfære, som ellers ikke har noget med sex at gøre, og som derfor giver det sammenstød, komik lever af. 

Elefanten i rummet

En af de situationer, hvor vittigheder om #MeToo-bevægelsen ikke har været til at komme udenom, er prisuddelinger. Her fejrer underholdningsbranchen sig selv, og for at det ikke skal kamme helt over i runderos, er det en tradition, at værten for prisuddelingsshowet uddeler stikpiller til højre og venstre i sin åbningsmonolog.

Det er et ærefuldt hverv at være kritisk hofnar for en aften, og i år har de vittige typer, der fik det hverv, skullet gøre sig usædvanlig meget umage med at holde tungen lige i munden. Det gjaldt om at sige noget relevant om den mest skelsættende lavine af skandaler i Hollywoods historie uden at ødelægge den gode stemning. Ikke nogen nem opgave.

Komikeren Seth Meyers, der i januar var vært for det første store prisshow, The Golden Globes, efter at lavinen begyndte at rulle, sammenlignede sig selv med den første hund, man sendte ud i rummet, vel vidende at den ville dø derude. 

I Seth Meyers åbningsmonolog lægger han ud med nogle sikre vittigheder, der slår fast, at han anerkender #MeToo-bevægelsens præmis: At uretfærdigheder har fundet sted, og at det skal stoppe. Sikke et år, det har været, siger han:

»Marihuana er endelig blevet tilladt, og sexchikane er omsider ikke tilladt længere.«

Seth Meyer fortæller de tilstedeværende mænd, at denne aften er »den første gang i tre måneder, hvor de ikke skal blive bange, hvis deres navn bliver sagt højt«. Han laver ordspil med film- og serietitler som Get Out og Big Little Lies, og selvom det går godt, fornemmer man tydeligt på publikum, at der endnu ikke er etableret en konsensus om, hvad man kan og bør grine af.

Folk griner, når Seth Meyer kalder Harvey Weinstein for »den elefant, der ikke er i rummet«, mens det falder helt igennem, da han spøger med, at Weinstein ikke kommer tilbage før om 20 år, hvor han så vil være den første, der bliver buhet ud af minderunden for årets afdøde.

Til oscaruddelingen var Jimmy Kimmel mere forsigtig i sin åbningsmonolog.

Her præsenterede han oscarstatuetten som Hollywoods mest elskede og respekterede mand, fordi han holder hænderne, hvor man kan se dem, aldrig siger et uhøfligt ord og – vigtigst – ikke har nogen penis.

Den eneste, Kimmels åbningsmonolog kan have gjort lidt ondt på, var Mel Gibson. Kimmel gjorde sig nemlig – med den indforståede undertekst, at Mel Gibsons ekskone har anklaget ham for hustruvold – lystig over, at Hollywood er så blæst et sted, at man kan lave en film, der hedder What Women Want med Mel Gibson i hovedrollen.

Det var første gang i mange, mange år, at Harvey Weinstein ikke deltog i nogen af prisuddelingerne, men det var ikke første gang, han blev genstand for en vittighed sagt fra scenen til et oscarshow.

Da skuespillerne Emma Stone og Seth MacFarlane i 2013 havde nævnt navnene på de fem nominerede i kategorien bedste kvindelige birolle, lykønskede de dem med, at de nu ikke længere behøvede at lade, som om de var tiltrukket af Harvey Weinstein. Publikums latter lyder først spontan, så lidt flov i det. 

Kan en vits som Emma Stone og Seth MacFarlanes være med til at bane vejen for et opgør med en bestemt kultur ved at punktere status quo og nedbryde et tabu?

Michael Eigtved er skeptisk og siger, at det kommer an på modtagelsen, og at det krævede insiderviden at forstå dens baggrund:

»Hvis vores latter inkluderer Harvey Weinstein, så ændrer den ikke noget. Hvis det er en hånlatter, der udstøder ham fra fællesskabet, så har den et kritisk potentiale. Problemet er, at den joke er så tilpas tvetydig, at den kan vende begge veje. Og det er måske, fordi de to godt er klar over, at de er lidt i lommen på det system, som Weinstein på det tidspunkt er en meget central del af. Det er ikke sikkert, en joke ændrer noget, når den er så upræcis, som den joke er.«

’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.