Læsetid: 4 min.

Vi synger »One Love« og lader #MeToo give en juleklassiker kuldechok

Ud i kulden med den sukkersøde ’date rape’-evergreen »Baby, it’s cold outside«, siger vi på kulturredaktionen, og glæder os over, at progressive amerikanere har fået en maskot, der er så tilpas crazy at se på, at den er en værdig udfordrer til Pepe the frog
Reggae er kommet på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv. One love!

Reggae er kommet på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv. One love!

Pitor Redlinski

7. december 2018

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

One love

Den jamaicanske musikgenre reggae er blevet tilføjet til FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv. Reggae, der opstod i slutningen af 1960’erne som en videreudvikling af genren ska, er ikke mindst unik og bevaringsværdig, fordi den har været: »en stemme for de marginaliserede«, skriver Unesco i begrundelsen

»Reggae giver en stemme til dem, der kæmper mod social uretfærdighed og for kærlighed og medmenneskelighed.«

Det er trettende gang at – hold fast – The Intergovernmental Committee for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage mødes og reviderer listen.

Vej fandt også dansen Mwinoghe – der frit oversat betyder ’lad os have det sjovt’ – fra det nordlige Malawi, bobbin som er en slovensk kunsthåndværkertradition for blondeknytning, samt en gammel sweitzisk teknik til at forudsige laviner. One love, men helt utrolig mange forskellige måde at udtrykke den på.

Farvel til ’date rape’-hymne

»Say, what’s in this drink?«. Det er bl.a. en linje i den gamle slager Baby, it’s cold outside, der har fået en radiostation i den amerikanske by Cleveland til at fjerne sangen helt fra deres juleplayliste.

»Lad mig være ærlig. Jeg forstod ikke, hvorfor folk opfattede teksten som så slem … før jeg læste den,« skrev vært Glenn Anderson på stationens hjemmeside.

»Når man læser den nu, synes den manipulerende og forkert.(…) I en verden, hvor #MeToo endelig har givet kvinder den stemme, de fortjener, bør der ikke være plads til en sang som denne«.

Sangen blev første gang opført af Frank Loesser i 1944, men er siden blevet genindspillet utallige gange af bl.a. Ray Charles og Betty Carter, Rod Stewart og Dolly Parton, og Dean Martin og Martina McBride.

Andre linjer i den overforhandlende sang er:

»I ought to say no, no, no – Mind if I move in closer?
At least I’m gonna say that I tried – What’s the sense in hurting my pride?
I really can’t stay – Baby don’t hold out
Ah, but it’s cold outside
.« 

Jamen, velkommen i kulden, gamle svinger.

Her er bemeldte date rape-hymne i en af sine tidligste udgaver i filmen Neptune's Daughter fra 1949.

En stemme til dansk stumfilm

30 millioner kroner. Det beløb har tre fonde doneret til Det Danske Filminstitut og dets bestræbelser på at digitalisere de mange stumfilm, der ligger og gemmer sig i filmarkiverne. Mere end 400 titler vil blive gjort tilgængelige for alle og dermed give os en unik mulighed for at dykke ned i en tid, hvor Danmark var en af verdens betydeligste filmnationer.

Det drejer sig ikke mindst om film med verdensstjerner som Asta Nielsen og Valdemar Psilander og komikere som Fy & Bi, og der skulle være flere mesterværker imellem. Det store projekt, som man har brugt fire år på at forberede – DFI’s samling er blevet grundigt gennemgået og katalogiseret – kommer til at omfatte biografvisninger, et onlineunivers med film og tilhørende fotos og programmer og en stumfilmfestival i Cinemateket.

Det er svært ikke at være begejstret over udsigten til at få genoplivet dansk films lysende fortid, især set i lyset af, at det kun er 10-20 procent af verdens stumfilm, der stadig eksisterer. Resten er tabt for evigt, og det gælder om at holde fast i og fremvise dem, der er tilbage.

Den amerikanske venstrefløj har fået en maskot

Kyle Ross/Icon Sportswire

»Gritty er absolut en passende maskot for året. En realistisk repræsentation.«

Sådan skrev den stedfortrædende redaktør ved kunstmagasinet Artforum, Elizabeth Schambelan, i sit ledende essay i årskavalkadenummeret af det velrenommerede månedsblad, hvor Gritty pryder forsiden.

Han er den nye maskot for det amerikanske ishockeyklubhold Philadelphia Flyers, som blev præsenteret i slutningen af september. Men det plyssede orange væsen med de udstående, øjenlågsløse øjne, det gule skovmandsfuldskæg og det fjogede underbidssmil voksede hurtigt til meget mere.

Maskottens vanvittige udseende gjorde Gritty til en øjeblikkelig internetsensation og blev ifølge The New Yorker derefter »hurtig beslaglagt af venstrefløjen som et symbol på progressiv politik og modstand mod trumpisme«.

»Gritty er en arbejder,« tweetede det venstreorienterede tidsskift Jacobin for eksempel.

Venstrefløjen har således endelig fået en pendant til den notoriske alt-right-internetfigur Pepe the Frog, og endda en æstetisk passende en af slagsens, hvis man tager de slående lighedstræk med den gode Karl Marx in mente. De progressive amerikanere har med andre ord endelig fået en maskot.

»Jeg har en varm, oprigtig, mærkelig tilknytning til Gritty,« skrev Elizabeth Schambelan.

»Det skete øjeblikkeligt.«

Barneprins på gyngehest

En nissefamilie er i december flyttet ind hos dronningen. Her kravler de rundt i paladset og søger i kongefamiliens hengemte klenodier. På Instagram kan man hver dag følge deres fund med flotte billeder og søde historier.

Så kan man forestille sig en barneprins på en gyngehest med muslingeskaller på seletøjet, eller betrygges i at kommende dronninger også kan sidde let adspredte i tysktimerne og tegne kruseduller i randen af skolebøgerne.

Vi skal nok vente på et generationsskifte i kongehuset før det endelige opgør med de klassiske kønsroller, hvor det er nissemor, der sidder i sminkekassen, og at det ikke kun er nissefar, der skal være verdensmand med en globus.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

A post shared by DET DANSKE KONGEHUS (@detdanskekongehus) on

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Seneste artikler

  • Hvor mange slags dyrekød kan der være i en pølse? 24!

    30. november 2018
    I hvert fald i kunsteren Kasper Hesselbjergs politiske pølse, som kulturredaktionen har ladet sig friste af i denne uge. Og så glæder vi os til opera med økokritisk garanti og er glade for Melania Trumps særegne dekoration af Det Hvide Hus. Vi (og resten af internettet) kan godt se, hvad du har gjort dér, Melania
  • Hvorfor har DSB ikke udstyret manden på deres piktogram med en iPhone?

    23. november 2018
    ... når nu deres billeder af larmende togpassagerer skal være tidssvarende? Dét, Kasper Eistrups Laurits Tuxen-inspirerede hofmaleri og Mads Mikkelsen hyldet af Pia Kjærsgaard har kulturredaktionen været fascinerede af i denne uge. Og så har vi store (både frygtsomme og håbefulde) forventninger til Jim Lyngvilds vikinger på Nationalmuseet
  • Man kan ikke helt afvise, at der er et vist fysisk sammenfald mellem Søren og Morten Pape

    16. november 2018
    Men vildt nok alligevel, at Justitsministeriet sender post til forfatteren frem for ministeren, synes kulturredaktionen. Vi begræder også, at noget af ’Westworld’ er brændt ned, vi glæder os over den nye lyriske genre ’domsmandsdigte’ og over ny legitimering af voksne Pokémon-fans, og så har vi det træls med en hollandsk trold
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu