Læsetid: 9 min.

Her er ti teaterstykker fra 2018, som anmelderne ikke glemmer

Vi har over 150 teatre i Danmark, og der spillede endnu flere forestillinger på dem i året, der gik. Hvad var det bedste? Hvad er godt teater overhovedet? Er det forestillingerne, der rører os eller overrasker os, udfordrer os eller gør os klogere? Informations teateranmeldere har udvalgt ti små og store teaterstykker fra 2018, som de ikke glemmer foreløbig – for deres helt forskellige kvaliteter
Vi har over 150 teatre i Danmark, og der spillede endnu flere forestillinger på dem i året, der gik. Hvad var det bedste? Hvad er godt teater overhovedet? Er det forestillingerne, der rører os eller overrasker os, udfordrer os eller gør os klogere? Informations teateranmeldere har udvalgt ti små og store teaterstykker fra 2018, som de ikke glemmer foreløbig – for deres helt forskellige kvaliteter

Mia Mottelson

14. december 2018

’Black Madonna’ – for at udfordre os med et selvmorderisk mod og vække en vigtig vrede

Sort/Hvid. Tekst: Madame Nielsen. Instruktion: Christian Lollike

Facebook flammede, plakater blev revet ned, og stykkets titel blev ændret. Årets i hvert fald mest omdiskuterede teaterforestilling var Black Madonna på Teater Sort/Hvid. Allerede inden premieren vakte forestillingen vrede. Først havde den titlen White Nigger/Black Madonna, og plakaterne viste stykkets hvide forfatter og skuespiller Madame Nielsen med sortsminket ansigt. Ved at citere en racistisk sprogbrug, lød kritikken, gentog forestillingen en racistisk vold.

Selve forestillingen var dog også en kritisk undersøgelse af netop det dobbelttydige i racismens væsen. Den fortalte om en hvid kvinde, der så inderligt ønskede at solidarisere sig med sine undertrykte sorte medsøstre, at hun tog identiteten som afroamerikaner på sig – kun for at blive afsløret og ende forhadt af dem, som hun ville støtte.

Madame Nielsen investerede hele sin egen kropslige sårbarhed og et selvmorderisk mod i sit korstog – og udstillede det generøst for publikum. I Christian Lollikes iscenesættelse sad hun helt stille med sin ultratynde krop og fortalte med forfatterskrøbelig knirkestemme, hvordan hun ville ofre sin egen identitet i solidaritet. Hun sang sine desperate sange med usvigelig musikalitet og med en kraft som en mandlig truckdriver. Et paradoks af råstyrke og papirtynd eksistens.

Om stykket udstillede eller forstærkede racistiske stereotyper, kunne man også diskutere efter at have set det. Og det blev diskuteret, intenst, som flere medier kunne berette, på det ophedede seminar om »kunst i en identitetspolitisk tid«, som teatret inviterede sine kritikere til.

Fremprovokerede Black Madonna, der dermed udspillede sig lige så meget som et off stage identitetspolitisk drama, så en vigtig debat? Eller en vigtig vrede? Stillede Madame Nielsen sig til disposition på den vildeste måde? Eller endte stykket som selvoptaget provokunst, der ikke gjorde nogen klogere?

Også på Informations teaterredaktion er meningerne delte om, hvad stykket lykkedes og ikke lykkedes med. Men én ting er vi enige om: Hvis 2018 kunne udtrykkes med ét teaterstykke, ville det være Black Madonna.

Anne Middelboe Christensen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen

Sofie Amalie Klougart

’Kongens fald’ – for de store sceners mod til at skabe komplet forvirring i deres tilskuere

Det Kongelige Teater. Tekst: Henrik Szklany efter roman af Johannes V. Jensen. Instruktion: Carlus Padrissa

Prisen for årets mest forbløffende stykke teater tog den berømte og berygtede catalanske iscenesætter Carlus Padrissa, som Det Kongelige Teater lagde Johannes V. Jensens roman Kongens fald i hænderne på.

Med et supersanseligt og underligt uroligt skramlet kaos af mekanik, teknik og utrolig akrobatik førte Padrissas monstrøst støjende og udansk storladne iscenesættelse af klassikeren om den fordærvede danske nationalånd os fra komplet forvirring til forundring.

Det arrangerede møde mellem Padrissa og den unge danske dramatiker Henrik Szklany var ingen sikker satsning til Store Scene, hvor en flad teaterkopi af Lars von Triers tv-serie Riget tidligere på sæsonen netop skrabede den sikre bund.

Kongens fald som totalteater var både galt og genialt og derfor også både oprigtigt æstetisk udfordrende og lige så vildt og visionært som Johannes V. Jensens nybrud af en roman.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen

Miklos Szabo

’Den grønlandske mand’ – for at være lille, men lære os noget vigtigt

Teater FreezeProductions og Grønlands Nationalteater. Tekst: Niviaq Korneliussen. Instruktion: Hanne Trap Friis

Lige midt i den grønlandske valgkamp, med alt hvad den medførte af debat om selvstændighed og traditioner, præsenterede Teater FreezeProductions og Grønlands Nationalteater forestillingen Den grønlandske mand. Hanne Trap Friis’ iscenesættelse af fire grønlandske skuespillere var måske ikke stor skuespilkunst, men ikke desto mindre ramtes en nerve i tiden.

Det blev en vigtig fortælling, der som en stemningsrapport med et udpluk af skæbner fra det moderne Grønland, gav publikum et indblik i en grønlandsk kultur præget af forskellighed og ambivalens.

Dramatiker Niviaq Korneliussen kaldte en spade for en spade. Alt kunne siges og blev sagt. Uanset om det drejede sig om alkohol, selvmord eller utroskab. Den grønlandske mand blev en topaktuel og lærerig forestilling, hvor kommentaren:

»Vi er i Grønland. Det er sgu da ikke mig, der har brug for en tolk,« slog hovedet på sømmet og ramte essensen af debatten.

Trine Wøldiche

’Den kroniske uskyld’ – for at gå klassisk og ærligt i hjertet

Det Kongelige Teater. Tekst: Elisa Kragerup og Benedikte Hammershøy Nielsen efter roman af Klaus Rifbjerg. Instruktion: Elisa Kragerup

2018 var året, hvor Det Kongelige Teaters guldfugl, den populære husinstruktør Elisa Kragerup fløj fra reden for at tiltræde som ny kreativ chef på Betty Nansen Teatret. Hendes intime iscenesættelse af Klaus Rifbjergs romanklassiker Den kroniske uskyld blev et fornemt farvel til nationalscenen, hvor hun gennem otte år har givet litterære og dramatiske klassikere nyt og intenst liv.

Med sin særlige og sikre stil gjorde hun også den hårdt hjerteskærende historie om Janus og Tore, der bliver venner og voksne, både tidløs og nutidig ved at give ordene krop og følelserne frit spil.

I Simon Bennebjerg og Morten Hee Andersens smukt modsatte skikkelser væltede de korporligt rundt i venskabets euforiske friktionsenergi med troværdigt hjerte og smerte. Brydende med begærets mange retninger og raserede af ungdommens uskyldstab så de os direkte i øjnene. Det var klassisk Kragerup, isnende sårbart og sentimentalt uden at være sødt, og det gik, som det skulle, ærligt i hjertet.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen

Camilla Winther

’My Heartache Brings All the Boys to the Yard’ – for et skarpt generationsportræt uden løftede pegefingre

Aarhus Teater. Tekst: Nanna Cecilie Bang. Instruktion: Morten Lundgaard

Store teateroplevelser findes også på de allermindste scener. Det har vi i år fået bekræftet på Studio på Aarhus Teater med forestillingen My Heartache Brings all the Boys to the Yard.

Med fokus på ordene, der kom omkring alt fra kærlighed, one night stands og knuste hjerter til feministisk litteratur, Facebookrelationer og iranske nichefilm, skabte Von Baden-instruktør Morten Lundgaard en ekstremt nærværende og intim iscenesættelse af Nanna Cecilie Bangs dramatik.

Publikum oplevede tre unge mennesker, der – med krop, stemme og troværdighed fra Anna Nøhr Tolstrup, Asta Kamma August og Christian Hetland – var fulde af tanker, følelser og overvejelser præget af usikkerhed, fandenivoldskhed og kedsomhed.

På kun en enkelt time vises den frygt for det trivielle, angsten, præstationspresset, FOMO’en og stressen, som præger en hel generation. Det blev en væsentlig fortælling om alt det, der er svært i livet, når man er ung i dag. Fremført uden løftede pegefingre.

Trine Wøldiche

Anna Marín Schram

’Hadets sange’ – for evnen til at sætte spørgsmålstegn ved virkeligheden på fortsat overraskende og foruroligende måder

Den Frie Udstillingsbygning. Iscenesættelse: Tue Biering og Marie Chemnitz

Tue Biering høstede med god grund instruktørprisen til årets Reumert-uddeling. Sidste år oprørte han os med sin undersøgelse af de negative følelser og deres politiske kraft i reality-dramaet Rocky! 2018 har også været et kunstnerisk produktivt år for dramatikeren og instruktøren, der sætter spørgsmålstegn ved og iscenesætter virkeligheden på fortsat overraskende måder.

I Landet uden drømme på Det Kongelige Teater undersøgte han fremtidsfrygten. I hans bidrag til Teater Republiques serie af forestillinger om de syv dødsynder var det misundelsen, og publikum blev selv instrueret i at levere og fællesanalysere den.

Størst – også i skala – var dog »korværket« Hadets sange: I samarbejde med scenografen Marie Chemnitz omdannede Biering kunstmuseet Den Frie Udstillingsbygning til en mørk spejlverden, befolket af virkelige »netkrigere« med radikale holdninger, iscenesat i rollerne som sig selv.

Mens dystopiske scener af tiltagende voldsomhed udspillede sig omkring os, vandrede vi rundt som i et computerspil uden manual, drak kaffe med krigerne og prøvede at anerkende deres virkelige følelse af ikke at komme til orde. Til de slukkede som mekaniske robotter. Det var dybt foruroligende.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen

Søren Meisner

’Richard III’ – for de små sceners mod til at tænke stort med Shakespeare

Husets Teater. Tekst: William Shakespeare. Instruktion: Jens Albinus

Shakespeares store dramatik kræver en stor scene. Eller gør den? Ikke hvis man skal tro instruktøren og lederen af Husets Teater, Jens Albinus, der i år gav sig i kast med intet mindre end det store historiske kongedrama Richard III på sin lille scene.

En forfriskende frygtløs ting at gøre i sig selv. Men man troede i den grad også – næsten fysisk frastødt og alligevel fascineret – på den veltalende superskurk og magtsygt forkrøblede tronraner Richard III, som Tammi Øst med hver fold af sit ansigt pragtpræsterede. Befriende nok, uden at der var nogen letkøbt pointe i, at en kvinde spillede en mand.

Shakespeares drama om det monstrøse magtmenneske, der myrder og manipulerer alt og alle for at få magten, er blevet kaldt særligt aktuelt i disse populistiske Trump-tider.

Det blev det også i Jens Albinus’ og scenograf Rikke Juellunds skarpe og minimalistiske iscenesættelse. Ikke som en samtidsallegori af pap, men som et uhyggeligt og tragisk portræt af magtens psykologi.

Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen

Henrik Ohsten

’Cellen’ – for sit eksplosive følelsesudtryk, der fik os til at mærke prisen for at gå i krig

Teater Solaris. Instruktion og lys: Sananda Solaris. Musik: Henrik Marstal.

Danmark som krigsførende nation har været et gengangertema i dansk teater. Fra Christian Lollikes danser og veteranmøde I føling hos Corpus til Teatret Fair Plays stykke Soldaten om søsteren, hvis bror vender traumatiseret hjem. I Teater Solaris’ forestilling Cellen fulgte man en mand, der skal til veterantræf. Men hans posttraumatiske stress spærrer for alt.

Som tilskuer kom man med ind i hans ustoppelige mareridt fra den krig, hvor han ikke bare blev tvunget til at forsvare sig, men også blev tvunget til at overvære tortur. 

Instruktøren Sananda Solaris skabte her et ekspressivt teater, hvis følelsesstyrke var overvældende stærk – i en særlig kombination af voldsomt psykologisk spil, meddigtende musik og suggererende lys, der både skabte ørkenfrustation og dansk ensomhed.

Med Henrik Noél Olesen som den fortvivlede, tavse mand, der var blevet udsat for mere, end et menneske kan bære – og Albert Bendix som fangen, der både blev hans ven og hans undergang. Spillestilen var så syret og teatralsk, at den netop gik uden om realismen og lige i hjertet. Også da forestillingen spillede på Hærens Officersskole – både for veteraner, der genkendte sig selv, og for alle os andre, der mærkede frygten.

Anne Middelboe Christensen

Sananda Solaris

’Troen og Ingen’ – for at løfte teaterkoncerten op til en kærlighedsgenre om sorg

Svalegangen. Tekst: Jeanette Munzert. Instruktion: Per Smedegaard

Sorgen vælter ind over scenerne. Sorgen over selv at være dødeligt syg (Transfervindue på Eventministeriet), sorgen over at miste sit barn (Sammensværgelse hos Von Baden) eller sin ven (The Story of My Life på Himmerlands Teater). 

Svalegangens forestilling Troen og Ingen ramte rent og realistisk i beskrivelsen af den pludselige sorg. Forestillingen var baseret på albummet af Søren Huss, der skabte sin musik, efter at hans kæreste var blevet dræbt ved en ulykke i en fodgængerovergang. 

Netop chokket var det bærende i denne teaterkoncert, hvor en mur af papflyttekasser var symbol på kærlighedens skrøbelighed.

På scenen var Niels Søren Hansens pulserende orkester og et stærkt syngende ensemble: Laura Kold, der kunne folde sig sammen i en flyttekasse af angst, Nikolaj Mineka, der prøvede at fastholde rutinerne, og Ashok Pramanik, der hvileløst forsøgte at synge smerten ud. Og sangerinden Jullie Hjetland, der også spillede en barsk telefonsælger, der ringede op til den dødes telefonnummer.

Musikken var en lang, medrivende og næsten meditativ sorgvandring, men iscenesættelsen sørgede for, at der var et kram ovre på det andet fortov. Det var kærlighedsteater.

Anne Middelboe Christensen

Montgomery

’Hvis det var her’ – for at få os ikkeflygtninge til at føle jorden brænde under os

Teater O, Nørregaards Teater & Black Box. Tekst: Anders V. Dam og Lars Dammark. Instruktion: Gitta Malling

Af og til kan det virke helt uforståeligt, hvordan flygtninge kan finde på at rejse mod Europa, når vores rige lande her slet ikke vil tage imod dem. Men når man ser Hvis det var her, kan man pludselig mærke på sin egen krop, hvordan våben og fattigdom kan presse én så meget, at man slet ikke har noget andet valg end at rejse i retning af demokrati og velfærd. 

I denne teenageforestilling anbringes publikum inde i et telt, helt tæt på tre unge, der kommer til at lære hinanden at kende under en demonstration. Herfra oplever man diktaturets lede virkemidler – fra spionage til arrestationer, tortur og forsvindinger. »De vil aldrig nogensinde knække mig,« siger en idealist. »Alle kan knækkes,« lyder det grumme svar. 

I denne forestilling af Teater O, Teater Nørregaard og Black Box Theatre spiller Nana Schwartzlose den rige, syngende pige, der gerne vil være solidarisk med de fattige i bedste 1970’er-stil.

Men det er skuespillerne Anders Valentinus Dam og Lars Dammark, der skaber den følelse af uundgåelighed, der får publikum til spontant at rykke sammen på bænkene og give plads til en flygtning. I Hvis det var her omfavnes globalhistoriens gru af fællesskabet. Det er varmblodet teater med mening.

Anne Middelboe Christensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer