Læsetid: 3 min.

Voldsdiskussioner avler voldsdiskussioner

Når det kommer til kunstneriske film, hvor volden får en central plads, hvor filmen måske faktisk handler om selve voldens væsen, kan det være lidt sårbart at indtage positionen som den, der er sur og siger fra
Er den vold, Lars von Trier fremstiller som det ondeste onde, overhovedet den værst tænkelige?

Er den vold, Lars von Trier fremstiller som det ondeste onde, overhovedet den værst tænkelige?

Nordisk Film

28. december 2018

For et par uger siden røg avisens filmredaktør, Christian Monggaard, og avisens kulturredaktør, det er mig, i totterne på hinanden – i avisen. Jeg havde et problem med volden i Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built. Jeg fik det klaustrofobisk af den sorthumoristiske omgang med pinefulde mord på oprigtigt ængstelige kvinder, der bliver kvalt, får skåret brysterne af, bliver tvunget til at fodre deres myrdede drengebørn med frugttærte.

Monggaard, derimod, indtog den position, som jeg egentligt havde forventet, at også jeg ville indtage. Han argumenterede for, at brugen af vold bare er Trier, der leger med os, og/eller at det er en kommentar til vores blaserthed over for al den perverse vold, vi dyrker i de hyggeperverse tv-krimier, og/eller at det er Triers evige – måske også selvkritiske – leg med at overskride grænsen for, hvad et (banalt) filmpublikum kan goutere. Det, jeg sad og følte (irritation, meningsløst ubehag, følelsen af at få smækket Triers røv i hovedet uden at måtte skubbe den væk) var det, Trier ville have mig til at føle. I det ubehag lå noget af det, der gjorde filmen til kunst.

Det falder mig nemt at flå hovedet af den sene generation af nordic noir-serier, der rituelt stopfodrer seerne med spektakulære kvindemord. Volden her er netop rituel, forventelig, påkrævet – og vil ikke noget særligt. Men når det kommer til kunstneriske film, hvor volden får en central plads, hvor filmen måske faktisk handler om selve voldens væsen, kan det være lidt sårbart at indtage positionen som den, der er sur/harm/siger fra. Man vil ikke være den, der ikke fatter kunsten. Og man vil ikke være en karikatur på en tid, hvor ubehaget trumfer den intellektuelle og æstetiske åbenhed.

På kulturredaktionen elsker vi vold, de fleste af vores yndlingsserier er ekstremt voldelige, folk dræber og dør i det fleste af verdens bedste film. Vold er ikke bare vold, mord ikke mord, voldtægter ikke voldtægter. Vold er, sammen med sex, den stærkeste kraft i mennesket, og det er ofte de mest voldsomme kræfter, som film med fordel tager livtag med. Derfor vil vi gerne diskutere voldens virkning og væsen og æstetiske udtryk åbent. I en ny interviewserie, der starter bagest i tillægget i dag, beder vi hver uge en filmvoldsekspert pege på en film eller scene, hvor volden virker rigtig godt, og på en film eller scene, hvor volden ikke virker. Kriterierne for, hvorfor volden virker eller ikke virker, må de selv om.

Ønsket er at finde – gerne nye – ord om vold, at undersøge den på en åben måde, der ikke handler om det skadelige versus ikkeskadelige, om moralisme versus kunstnerisk åbenhed. Vi vil prøve at komme lidt tættere på, hvad vold er og skal/kan være i vores fælles kulturelle billeder. 

Og til Trier får jeg lyst til at spørge: ER den vold, han fremstiller som det ondeste onde – den vold, som hovedpersonen skal straffes for ved at ende i helvede, overhovedet den værst tænkelige? Hvorfor afholder han sig fra at skildre seksuelt motiveret vold mod kvinder – og børn? Er hans egne grænser ikke nærmest dydigt tydelige? Så vidt havde Monggaard (og Trier) ret i, hvad ubehaget over Triers film skabte: Vold skaber voldsdiskussioner, som så avler voldsdiskussioner. Og de giver rigtig god mening at tage igen og igen.

Der er brutale, modbydelige og eksplicitte mord i Triers nye film, og det skal nok give de mere sarte blandt publikum ondt i maven.
Læs også
Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Katrine Hornstrup Yde

Valide spørgsmål du får stillet i din kommentar.
Og så alligevel måske ikke?

"Vold er, sammen med sex, den stærkeste kraft i mennesket, og det er ofte de mest voldsomme kræfter, som film med fordel tager livtag med. "

Ovenstående er noget af et postulat, for det er meget tænkeligt at der er andre kræfter i mennesker, der langt overtrumfer vold og 'sex' i forbindelse med vold eller trusler eller dominans..
Ellers er det højst tvivlsomt, at vi havde overlevet som art, faktisk imod alle odds.
Mennesket har været meget tæt på udryddelse adskillige gange igennem dets relativt korte historie.
Men fordi menneskeheden har en højt udviklet sans for det sociale potentiale i overlevelsen, som fx evnen til at føle stærke bånd, hvor beskyttertrangen dominerer, og afsky for handlinger der underminerer netop disse bånd, har vi overlevet.

Måske vold og sex har en enorm fascinationskraft netop fordi vi i bund og grund elsker fred og fordragelighed?
Kontrasten får os til at gyse, og samtidig hygge os med vores egen familie/venner/kolleger.

Jeg vil tillade mig selv spørgsmålet om, hvorvidt vi ville blive ligeså fascinerende frastødte af at en kvindelig seriemorder opførte sig på samme måde. For ville det ikke bare være urealistisk?

Jeg så for et par år tilbage en tankevækkende dokumentarfilm om en bavian-gruppe.
Her havde de mest agressive hanner etableret et regime baseret på frygt og overgreb.
Hunnerne og ungerne blev mishandlede, og fik ikke del i føden.
En dag opdagede gruppen et forladt hospital. Her var der mad at finde, og hannerne mæskede sig i efterladte frugter og korn.
De jagtede hunnerne, de ikke-dominante hanner og ungerne langt væk.
Efterfølgende viste det sig at de agressive hanner havde spist mad inficeret med dødelige bakterier, og som resultat deraf omkom de alle.
Efter det opstod en helt ny gruppe, der samarbejdede istedet for at kriges indbyrdes.
Hunnerne overtog ledelsen, og flokken fik mad nok til alle, istedet for til de få egoister.

Denne lille fortælling for at underbygge min analyse; den stærkeste drift er ikke vold og sex, men sammenhold og kærlighed.