»Jeg har været med til at udvikle Filmskolen. Jeg ville ikke være med til at afvikle den.«
Udtalelsen kommer fra Thomas Krag, der indtil sidste sommer var leder af klippeuddannelsen på Den Danske Filmskole. Han valgte ikke at genansøge sin stilling i protest mod rektor Vinca Wiedemanns planer om at reformere skolen.
»Jeg er lodret uenig i alt det, der foregår, og jeg synes, det er fuldstændig perspektivløst,« siger Thomas Krag om de »voldsomme ændringer«, som rektoratet vil gennemføre. Det er første gang, at han – eller nogen anden lærer på Filmskolen – offentligt formulerer så markant en kritik af den siddende rektor.
»Hvis jeg skal tale med store ord, så sker der et paradigmeskifte, hvor man går fra at være en kunstskole, der interesserer sig for den enkelte elev, til at det vigtigste er systemet.«
Thomas Krag står langtfra alene med sin kritik, der både handler om sammenlægningen af instruktørlinjerne – som beskrevet i Information i sidste uge – om overgangen til en mere akademisk uddannelsesstruktur med en bachelor-master-model og om rektorens ledelsesstil.
En speget konflikt
Bølgerne går højt i den danske filmverdens facebookfora, og de godt ti nuværende og tidligere elever og branchefolk, som Information har talt med, udtrykker fortvivlelse over situationen på skolen, der har fostret navne som Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Susanne Bier, og som ofte omtales som ’verdens bedste’. De er bekymrede over rektorens planer og savner større gennemsigtighed fra skolens ledelse.
»Det er hårdt at se noget smukt blive smadret,« som Manuel Claro, Lars von Triers hoffotograf, udtrykker det.
»Alle ændringerne tyder på, at de mennesker, der sidder med det, ikke aner, hvad Filmskolen er eller har været,« fortsætter Manuel Claro, der har siddet i Filmskolens rådgivende aftagerpanel og fulgt processen tæt.
Kort sagt handler konflikten om, hvordan fremtidens filmskole skal se ud. Vinca Wiedemann ønsker at gennemføre en række strukturelle ændringer, som ifølge kritikerne vil føre til akademisering og kvæle kreativiteten på kunstskolen. Det er en konflikt, som har boblet i filmkredse i over et år, hvor der er blevet diskuteret og afholdt såkaldte dialogmøder, og som nu synes at kulminere oven på sidste uges annoncering af sammenlægningen af instruktørlinjerne.
Ifølge filmmagasinet Ekko sendte brancheorganisationen Danske Filminstruktører i fredags et brev til Vinca Wiedemann, hvori der blandt andet står, at »debatten om Filmskolen er nået til et punkt med stor forvirring og afmagt«.
Udvikling af Filmskolen
Det er ikke første gang, at en rektor på Filmskolen kritiseres. Poul Nesgaard var også under angreb, inden han efter mere end 20 år på posten stoppede i 2014 og blev afløst af Vinca Wiedemann. Det er dog første gang, at en siddende rektor angribes så voldsomt af så mange mennesker både på og uden for skolen.
»Det er utrolig svært at se, at man ikke vil smide en masse af det, skolen har opbygget, på gulvet i processen,« siger elevrepræsentant Andreas Sandborg, som fortæller, at størstedelen af skolens elever er imod de planlagte ændringer.
Vinca Wiedemann selv mener, at hun gør, hvad der er nødvendigt for at ruste skolen til en ny, omskiftelig medievirkelighed og leve op til de krav, der stilles til en uddannelse.
»I al den tid, jeg har været rektor, har mit mål været at udvikle Filmskolen, så den kan blive ved med at bidrage til fornyelsen af dansk film. Inden for de rammer og kvalitetskrav, som findes i dag, skal vi tænke over, hvordan vi laver den bedste uddannelse for fremtiden. Ellers lever vi ikke op til vores forpligtelse som uddannelse, og så kunne man først kritisere os,« siger rektoren.
Tre bliver til én
Lige nu drejer polemikken sig især om, hvordan man uddanner filminstruktører på skolen.
Den Danske Filmskole har tre instruktøruddannelser (fiktion, animation og dokumentar), som hver er tilrettelagt af en uddannelsesleder, der hidtil har haft frie beføjelser og fulgt elevernes udvikling tæt. Det har ifølge tidligere elever skabt et fortættet og dynamisk læringsrum med den enkelte kunstnerspire i centrum.
Rektoratet vil fra 2021 slå de tre uddannelser sammen til én instruktørlinje med tre såkaldte toninger. Ifølge rektoren vil man dog stadig blive optaget som enten dokumentar-, animations- eller fiktionsinstruktør, men meget af undervisningen vil være fælles. Samtidig bliver der indført nye, specificerede studieordninger, som udstikker undervisningens rammer og fag, så dette ansvar ikke længere ligger hos en uddannelsesleder.
»Vi vil gerne samle instruktørerne i et langt stærkere fagligt uddannelsesfællesskab, end de har i dag. Det sker som følge af medieudviklingen, hvor vi ser, at instruktører i stadigt højere grad bevæger sig på tværs af genrer, formater og platforme. Det synes vi vores uddannelse skal afspejle,« siger Vinca Wiedemann.
– Er du ikke bange for, at det vil resultere i færre specialister og flere generalister?
»Det er jo altid et spørgsmål, hvorvidt man skal drive specialisering. Jeg mener, at vores instruktørelever i dag uddannes for meget i forskellige siloer, og at de har brug for den synergi, som et større fagligt fællesskab giver.«

Vinca Wiedemann, rektor på Filmskolen.
Uden for skiven
Størst er utilfredsheden øjensynligt i det danske dokumentarmiljø, hvor flere tolker tiltagene som et skjult opgør med Arne Bros hæderkronede dokumentaruddannelse. Arne Bro har ifølge tidligere elever en unik evne til at opdyrke den enkelte elevs personlige stemme, og han tilskrives en stor del af æren for dansk dokumentarfilms kreative opblomstring i dette årtusinde.
»Der er ingen tvivl om, at Arne Bros arbejde de seneste 20 år har ændret dansk dokumentarfilm og givet os nogle af verdens absolut bedste dokumentarister. Det virker på mig fuldstændig hovedløst, at den uddannelse bliver smadret, for den er Filmskolens største succes,« siger producer Karoline Leth, der tidligere har været lærer og koordinator på dokumentaruddannelsen.
Allerede i 2015 vakte det heftig kritik, da Arne Bros eksperimentelle flerkamerauddannelse blev lukket. Nu er der flere, der opfatter sammenlægningen af instruktøruddannelserne og svækkelsen af uddannelseslederne som en de facto-nedlæggelse af dokumentarfilmuddannelsen.
»Da Vinca kom til, talte hun selv om, at Arnes filosofi skulle udbredes til resten af skolen. Nu lader det til, at hun helst vil have den elimineret,« siger den prisvindende dokumentarist Andreas Koefoed, som er uddannet på Filmskolen.
En anden tidligere Arne Bro-lærling, filminstruktør Kasper Torsting, taler om en decideret hetz mod dokumentaruddannelsen.
»Lad mig fortælle en historie, som viser, at det ikke bare er en mistanke,« siger han.
Engang, fortæller Torsting, søgte han om støtte til et dokumentarprojekt gennem Det Danske Filminstituts Talentudviklingspulje, som Vinca Wiedemann på det tidspunkt var leder af. Ifølge Kasper Torstings udlægning fik han afslag med følgende begrundelse:
»Hun sagde: ’Kasper, forestil dig, at Talentudviklingspuljen er en dartskive. Inde i midten ved bulls eye har vi fiktionsinstruktører fra Den Danske Filmskole. Det er dem, der har størst sandsynlighed for at få støtte. Den næste ring er fiktionsinstruktører fra andre uddannelser, og den næste ring er selvlærte fiktionsinstruktører.’«
I de næste ringe fulgte angiveligt manuskriptforfattere, fotografer, scenearbejdere og lydfolk, der havde arbejdet med fiktion.
»’Helt ude i udkanten, og jeg ved ikke engang, om det er på skiven,’ sagde hun, ’findes folk som dig.’ Det var hendes billede af, hvor relevant hun syntes, det var at give penge fra Talentudviklingspuljen til en uddannet dokumentarfilmsinstruktør,« siger Kasper Torsting.
»Det er længe siden, så hun kan jo være blevet klogere siden. Men det er problematisk, hvis der sidder en rektor for Den Danske Filmskole, som på et tidspunkt i sit liv har haft en så afvisende holdning over for dokumentarfilmuddannelsen.«
Vinca Wiedemann vil ikke gå ind i historien.
»Jeg kan ikke genkende den påstand, og i øvrigt kan jeg ikke som sagsbehandler kommentere konkrete ansøgningsforløb,« siger hun.
Hun afviser, at hun skulle have et horn i siden på dokumentarfilmuddannelsen.
»Jeg vil gerne understrege, at vi efter planerne fortsætter med at uddanne dokumentarinstruktører på Filmskolen efter 2021,« siger Vinca Wiedemann og forsvarer den nye fagstruktur.
»Én person kan ikke være eneansvarlig for al undervisning for en studerende. Vi laver en grundlæggende strukturel ændring, som efter min mening er en helt naturlig udvikling i forhold til, hvordan uddannelser laves i dag. Når man underviser i et fag, har man heldigvis stor mulighed for at sætte sit personlige præg. Vi har en lang række fremragende faglærere, som stadig vil præge undervisningen i den nye fagstruktur, hvor vi har en studieordning, som definerer rammerne for den uddannelsesmæssige helhed.«
Forlængelse eller forkortelse
Sammenlægningen af instruktøruddannelserne er blot ét led i en større omlægning af Filmskolen, som står over for at skulle akkrediteres i henhold til det såkaldte Bologna-samarbejde, der går ud på at standardisere det europæiske uddannelsessystem. Desuden har skolen netop fået besked på at beskære antallet af instruktørelever med en tredjedel.
Blandt andet ønsker rektoratet – med støtte fra Kulturministeriet – at ændre den fireårige filmskole til en femårig kunstnerisk bachelor-/kandidatuddannelse med årligt elevoptag. Der vil ifølge rektoren stadig ikke blive givet karakterer.
Hovedargumenterne er, at det vil gøre det lettere at samarbejde med andre uddannelser både i Danmark og i udlandet, og at det ekstra år vil styrke elevernes læring.
En række nuværende og tidligere elever forudser derimod, at mange elever vil forlade skolen direkte efter tre år, eftersom filmbranchen ansætter folk på evner snarere end eksamenspapirer.
»Efter bacheloren vil mange droppe ud og gå direkte ind i branchen, så det i realiteten ikke bliver en forlængelse, men en forkortelse,« siger den filmskoleuddannede dokumentarist Lin Alluna, der er talsmand for den såkaldte Oplysningsgruppe – en samling af over 400 branchefolk, som er imod de planlagte ændringer.
Vinca Wiedemann siger, at hun forstår tankegangen, men at der allerede nu findes eksempler på elever, der forlader skolen i utide. Og med den nuværende model har skolen svært ved at genbesætte pladserne, siger hun.
»Der vil vi få bedre muligheder i fremtiden. Studiepladserne er utroligt eftertragtede, og det er kreperligt, når de går tabt. Men jeg kan ikke se, at det skal være et argument imod at give den ekstra uddannelsestid, som der er behov for, hvis vi skal give en uddannelse til højeste niveau,« siger hun.
– Men uddanner I ikke allerede til højeste niveau? Vi har lige haft et jubelfilmår med flotte billetsalg, masser af priser og måske oscarnomineringer på vej til ’Olegs krig’ og ’Den Skyldige’, som begge er lavet af gamle filmskoleelever?
»Det højeste niveau i dag er ikke nødvendigvis det højeste i fremtiden. De ændringer, vi vil lave, kommer til at få fuld effekt om 10-15 år. Det er det perspektiv, man skal se det i.«
Savner svar
Mange filmfolk har imidlertid svært ved at få øje på perspektiverne i rektoratets planer. Og selv dem, der godt kan se ideerne og mener, at kritikken er for følelsesbetonet, siger, at Vinca Wiedemann ikke har formået at formulere sine visioner på en måde, der har givet mening for branchen.
De største kritikere tegner ligefrem et billede af en enerådig leder, der blindt forfølger sine egne planer og lukker ned for al kritik.
»Hun har truffet beslutninger helt på eget initiativ og brugt det kort, at ’det er mig, der bestemmer’. På den måde tilsidesætter hun den erfaring og de lærere, der var på Filmskolen, da hun startede,« siger Thomas Krag, den forhenværende leder af klipperuddannelsen.
Elevrepræsentant Andreas Sandborg og Oplysningsgruppens talsmand Lin Alluna har holdt flere møder med Vinca Wiedemann for at diskutere rektoratets planer. Men ingen af dem føler, at rektoren rigtig har lyttet til deres bekymringer eller givet klare svar på deres spørgsmål.
»Der er blevet sagt, at de forstår og lytter til os og deler mange af vores bekymringer, men i sidste ende har det ikke ført noget som helst med sig. Det har ikke ændret på, hvordan man vil løse det her. Det har hele tiden mere form af oplysning end dialog. Der er helt klart en masse, vi ikke forstår, men det er også, fordi vi ikke får nogen svar,« siger Andreas Sandborg, mens Lin Alluna supplerer:
»Vinca delte stadig ikke sine planer eller involverede os eller lyttede til os. Vi følte, at møderækken blev brugt som et skalkeskjul, så hun kunne sige, at der var en dialog.«
Den udlægning kan Vinca Wiedemann ikke genkende. Hun mener, at rektoratet er åbent for dialog og lytter til branchens kritikpunkter.
»Når vi ikke altid kan give klare svar, er det, fordi vi holder os åbne for dialog. Dialogen er rigtig væsentlig for os. Derudover er der også en række rammevilkår, som vi ikke selv afgør, men som vi er styret af. Derfor er det nogle gange svært at komme med klare svar, før de rammevilkår er afklaret,« siger Vinca Wiedemann.
– Nogle af dine kritikere beskriver dig som en enerådig leder, der lukker ned for kritik. Hvilket indtryk gør det på dig?
»Det er svært at svare på, når det ikke er mere konkret. Det gør altid indtryk, når nogen har kritiske kommentarer. Men jeg kom også til en skole, hvor der i mange år ikke havde været nogen større strategiske udviklingsprocesser. Der har skolen skullet vænne sig til og skullet lære, hvordan man indgår i den slags processer,« siger Vinca Wiedemann.
– Det bliver sagt og skrevet, at du er i færd med at ødelægge, smadre og afvikle Filmskolen. Er du det?
»Jeg er i færd med at styrke og reformere Filmskolens uddannelser, så vi også i fremtiden kan være den bedste udgave af os selv. Vi er i et kulturmiljø, hvor bølgerne går højt. Jeg respekterer, at vi har uenigheder omkring nogle af de retninger, jeg har peget på for skolen. Sådan tror jeg altid, det vil være. Der er ikke noget at sige til, at man er bekymret for, om noget, som man er glad for, går tabt. Men når man kommer om bag uenighederne, tror jeg, at vi er meget enige om Filmskolens grundværdier og mål. Derfor er jeg også overordnet optimistisk og fortrøstningsfuld omkring det her.«
Kampen om Filmskolen
Siden sin tiltræden i 2014 har Filmskolens rektor, Vinca Wiedemann, villet fremtidssikre skolen og dens elever. Men hendes tiltag har længe mødt stor kritik fra både størstedelen af eleverne og filmbranchen. I midten af november eskalerede situationen. Eleverne blokerede skolen med det formål at få deres rektor afsat, hvilket lykkedes d. 22. november. Information følger kampen om ’verdens bedste filmskole‘.
Seneste artikler
Efter rektors afgang: Hvad skal der ske med Filmskolen?
29. november 2019Information har spurgt en håndfuld filmfolk og kulturministeren, om hvad der nu skal ske med FilmskolenDet er den helt rigtige beslutning, at Filmskolens upopulære rektor stopper
23. november 2019Vinca Wiedemann stopper som rektor for Den Danske Filmskole. Det er bedst for alle, for den seneste uges voldsomme aktioner og reaktioner har været ét stort mistillidsvotumEn kamp for at fremtidssikre sit håndværk
19. november 2019Det er meget svært at forestille sig det stærke argument for at udhule selve Filmskolens særegenhed: Den fagspecifikke del af undervisningen og den kreative frihed, som virker til at være nærmest forsvundet
En kommentar til:
"Kort sagt handler konflikten om, hvordan fremtidens filmskole skal se ud. Vinca Wiedemann ønsker at gennemføre en række strukturelle ændringer, som ifølge kritikerne vil føre til akademisering og kvæle kreativiteten på kunstskolen".
Det er forkert at sige, at det er Vinca Wiedemann, der ønsker at gennemføre en række strukturelle ændringer. Det sker efter pres fra ministeren og kulturministeriet, selv om det ikke direkte er sådan (som et diktat ovenfra), at det fremstilles.
Filmskolen skal tilpasses den samme kvalifiktionsramme, som de andre videregående kunstneriske uddannelser har accepteret at tilpasse sig. Ud over Filmskolen står også Forfattersskolen indtil videre uden for denne kvalifikationsramme.
https://kum.dk/kulturpolitik/uddannelse-folkeoplysning-og-folkehoejskole...
For så vidt forstår jeg godt de personer med tilknytning til skolen, der gerne vil holde fast i det bestående og lade skolen få status af ikkeindplaceret, så den kan bevare sit særpræg.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorledes man vil bære sig af med at få akkrediteret en uddannelse, der har status af "ikke indplaceret". I hvert fald hvis man samtidig vil have status som en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution under Kulturministeriet.
https://kum.dk/kulturpolitik/uddannelse-folkeoplysning-og-folkehoejskole...
Når der tales om akademisering er det vigtigt at fastholde forskellen mellem kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)(artistic research) og videnskabelig forskning. En kunstnerisk kandidatgrad og en videnskabelig kandidatgrad er ikke det samme, omend de er på samme niveau.
https://kum.dk/publikationer/2012/kunstnerisk-udviklingsvirksomhed/
Man har generelt i de nordiske lande valgt at fastholde denne adskillelse, fordi det ville være amputerende for kunsten på kunstens betingelser at underlægge den kravene til videnskab.
De krav, der knytter sig til kvalifikationsrammen, drejer sig i høj grad om at blive mere bevidst om egne kunstneriske processer og praksis og at få sat ord på. Det er en påstand uden dokumentation, at dette vil kvæle kreativiteten på en kunstskole.
Interessenter inden for kunstens område har generelt svært ved at overskue forskellen mellem kunstnerisk udviklingsvirksomhed og videnskabelig forskning, og hvad det i praksis indebærer, at institutioner skal leve op til nogle bestemte krav til uddannelsers opbygning og evaluering i forbindelse med det at opnå en akkreditering.
Bjarne Toft Sørensen:
Med een sætning: Hvorfor bliver vi ikke allesammen bare DJØFere.
To sætninger: Og ser skønheden i et exel-ark.
Problemet er, at man begik den fejlagtige aftale at strømline uddannelsessystemerne, mens styrken er og bliver et utal af vidt forskellige institutioner. Hvorvidt de er indbyrdes kompatible, gjorde man til det store problem; men reelt var det jo noget, man kunne gå ud fra, at de ville være. Hvad man får ud af det nu er, at allerede leverer det samme og dermed måske nok kan øge en eller anden konkurrence - men på et område, hvor konkurrence er meningsløs, mens den største grad af individuel og institutionel erfaring er det reneste pure guld.
@Niels Astrup:
Bologna - processen var en forudsigelig konsekvens af udviklingen i EU på en række områder, der selvfølgelig også måtte omfatte en form for harmonisering af institutioner for uddannelse og forskning.
Videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet må være udtryk for et kompromis mellem, på den ene side, kunsten på kunstens betingelser, og, på den anden side, nogle pædagogisk - læringsmæssige og nogle juridisk - administrative institutionelle krav til uddannelsesinstitutioner. På en måde bliver det vel som sådan et kompromis mellem det umulige og det nødvendige.
De videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner får en særstilling med udviklingen af begrebet om Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed, som supplement til den videnskabelige forskning, for at undgå reduktionistisk videnskabelig akademisering som det eneste institutionelle alternativ til skabende kunst. At forvente, at alt skal ske på kunstens betingelser, når man nu også vil anerkendes som institution for videregående uddannelse, er en urealistisk.
Jeg ser positivt på de krav, der knytter sig til kvalifikationsrammen, og som drejer sig om at blive mere bevidst om egne kunstneriske processer og praksis og at få sat ord på.
Bjarne Toft Sørensen, jeg ville hellere have, at de æstetiske studier blev domesticerede på kunstuddannelserne - det ville være frugtbart for begge parter, for der er en tendens til, at universitetsfagene udvikler fantasier om kunstnerliv og kunstnerisk praksis, der næppe er særlig fremmende for den gensidige forståelse.
For år tilbage fandtes en skole, der hed Kunsthåndværker skolen. Der uddannede man kunsthåndværkere. For at komme ind på skolen skulle man deltage i nogle tegneprøver, selv vise nogle arbejder og til en samtale. Udfra resultaerne af tegneprøverne kunne bedømmelsesudvalget hurtigt se den kunstneriske potentiale eller mangel på samme hos ansøgerne. Faktisk kunne en ansøger med et vist talent blive optaget på skolen, selv om vedkommende msåke kun havde gået 9 år i skole. Med tiden ændrede navnet på skolen til Skolen for Brugskunst, og igen efter en årrække blev det til Danmarks Designskole. Idag skal du have bestået HF eller have en studentereksamen for overhovedet at kunne ansøge. Tilsvarende har akademiseringen sneget sig ind overalt i uddanelsesforløbet. Talentet kan slet ikke stå alene mere, og gud ved , hvor mange talenter , der bliver fradømt på¨den konto ?
@Steffen Gliese:
Når det drejer sig om den praktiserende kunst, er jeg tilhænger af "kunsten på kunstens betingelser", men forudsætningerne er nogle andre, når det drejer sig om uddannelse af kunstnere, og da specielt når det drejer sig om videregående kunstneriske uddannelser.
Det forudsætter brug af praktiske kompetencer i det daglige arbejde hos underviserne, vedrørende det pædagogisk - læringsmæssige. Der skal også, som ved andre uddannelser, udarbejdes studieordninger, som underviserne skal have kompetencer til at forstå og at føre ud i livet, og som kan leve op til kravene til studieordninger på det pågældende niveau, her videregående uddannelser.
Desuden er der en del generelle forhold, der skal afklares, vedrørende henholdsvis institutionens og de studerendes rettigheder og pligter i forbindelse med studiet og ikke mindst i relation til prøver og eksamener og vurderingen af de studerendes præstationer. Disse afklaringer skal leve op til nogle generelle juridisk - administrative institutionelle krav til den slags uddannelser på det niveau.
Ved uddannelse af kunstnere er der som sådan en række kompetencer involveret, der ikke kun har med praktisering af kunst at gøre, men også med f.eks. undervisning, uddannelsesplanlægning, evaluering og jura.
Nu er der det ved skabende kunst, undervisningen i den og vurderingen af den, at den dårligt egner sig til at blive sat på system på denne måde, i modsætning til ved så mange andre videregående uddannelser inden for en række andre områder. Mindre problematisk bliver det ikke af, at udformningen af uddannelserne og praksis på institutionerne skal tilpasses efter nogle EU - skabeloner.
Derfor skal man også søge at finde løsninger, der på forskellige måder tager hensyn til, at det er kunst, det drejer sig om. Det er bl.a. på den baggrund, at begrebet om Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed blev udviklet.
Hvis man i dag ønsker at blive betragtet som institution for videregående kunstnerisk uddannelse, må der nødvendigvis følge en række krav med, som ikke kun er på kunstens betingelser, og som ligger uden for rammerne af det, som nuværende undervisere og andet personale på institutionerne kunne ønske sig det.
Uddannelse skal være fremadrettet og tage hensyn til vilkår, som er fremtidens, og ikke kun samtidens.
Bjarne Toft Sørensen, du overser kun én ting: at det gik så vældig godt i 500 år uden.
@Steffen Gliese:
Jeg tager udgangspunkt i de samfundsmæssige betingelser på uddannelsesområdet for videregående uddannelser, der generelt er gældende på nuværende tidspunkt, og ikke dem, som tidligere var gældende.
Indtil for nylig havde de videregående kunstneriske uddannelser muligheden for at fungere uden for disse rammebetingelser. Det har de ikke længere.
Nej, men ligesom en idiotisk forandring af en velfungerende karakterskala kan og skal rulles tilbage, skal smadringen af hele grundlaget bag et uddannelsessystem også. Rammebetingelserne er, hvordan vi indretter os. Nogle bureaukrater elsker strømlining, men verden er ikke strømlinet og mennesker er det slet ikke. Derfor er mangfoldighed og forskellighed et vilkår, vi må indrette os efter og få det bedste ud af.