Læsetid: 5 min.

Danke, Bauhaus! Venlig hilsen LEGO og alle de andre

Det bliver næppe mere dansk end LEGO og Høje Gladsaxe, eller hvad? Danske ikoner trækker på inspiration fra den tyske Bauhaus-æstetik
Billede fra en af 1970’ernes mange LEGO-annoncer.

Billede fra en af 1970’ernes mange LEGO-annoncer.

Arkivfoto

25. januar 2019

To former sat sammen

Skylder vi Bauhaus-bevægelsen tak for legoklodsen? Nej. Men er der ideologiske og formmæssige forbindelser mellem de to? Ja.

For Pernille Stockmarr, museumsinspektør på Designmuseum Danmark, er der fællestræk i de idealer, der ligger bag både LEGO og Bauhaus’ kunst- og samfundssyn. Ligesom måden at tænke det systemiske ind i designet antyder en forbindelse mellem legoklodsen og Bauhaus.

»Det vækker genklang, hvordan Bauhaus og LEGO arbejder med elementer, der kan bygges sammen til at skabe noget nyt. Ligesom Bauhaus også lavede legetøj såsom byggeklodser i primærfarver.«

– Ville legoklodsen have eksisteret, hvis det ikke havde været for Bauhaus?

»Det kan vi ikke sige, så havde der været en anden bevægelse i stedet, der også arbejdede med systemtankegangen. Men der har tydeligvis været en stemning i modernismen, som Bauhaus har italesat og visualiseret, og som har intensiveret bevidstheden omkring det.«

En LEGO-annonce fra 1961 (kuffertfirmaet Samsonite var LEGO’s distributør i Nordamerika en årrække).

Arkivfoto

Arbejdet med grundformerne er central for Bauhaus-bevægelsen. Firkanter, trekanter og cirkler går igen i det design, malerier og arkitektur, der kom ud af bevægelsens virke. Det er ideen om de rene former, de rene farver og de rene materialer, der driver æstetikken og den ideologiske tankegang hos Bauhaus-bevægelsen, fortæller lektor i informationsvidenskab på Københavns Universitet, Lars Konzack. Ideer man ser gentaget i LEGOs lille klods, der grundlæggende er to former sat sammen: en firkant med cirkler.

Bauhaus var en skole og en speciel tankegang mere end det var en stilart. Målet var at forbinde håndværkerens og kunstnerens arbejde, og gennem brugen af de rene former nå ind til et spirituelt niveau. Der blev opstillet abstrakte krav, som så udmundede sig i konkrete produkter, siger Lars Konzack.

Samme tilgang til sit legetøj havde Godtfred Kirk Christiansen, søn af LEGOs grundlægger og manden bag den ikoniske klods. Han opstillede ti kriterier for, hvad et godt stykke legetøj skulle være. Kriterierne kræver af legetøjet, at det »skaber uendelige muligheder for leg«, og fordrer »fantasi« og »kreativitet«.

Systemtænkningen er selvfølgelig ikke noget, der alene ligger hos Bauhaus. Det er et tankesæt, der strømmer gennem samtiden, den samtid legoklodsen også opstår i. Godtfred Kirk Christiansen gav aldrig udtryk for at være dykket ned i Bauhaus’ æstetiske univers, påpeger Lars Konzack, men efterkrigstidens Europa var gennemsyret af denne stilart, og det er ikke svært at se ligheden mellem den simple klods og det simple grafiske udtryk på så mange af Bauhaus’ udstillingsplakater.

Anderledes, men ikke mærkeligt

Da ingeniørerne Peter Bang og Svend Olufsen i 1925 begyndte at lave radioapparater i Struer, var det interessen for elektronisk lydgengivelse, der var drivkraften, frem for selve formgivningen. Formgivningsdelen blev dog hurtigt en del af det, der adskilte B&O’s radioer fra konkurrenternes, ifølge internetportalen Europeana, der samler viden om europæisk kulturarv. Hvor de fleste radiofabrikker pakkede apparaterne ind i træpaneler, der var designet til at maskere elektronikken og passe ind i de stuemøblementer, der allerede fandtes derude, designede B&O radioer, der i langt højere grad var i overensstemmelse med Bauhaus-skolens principper med deres afrundede former, enkle linjer og og flader i forkromet stål og sortlakeret træ.

Bang & Olufsen, model Hyperbo 5 RG Staal Radiogrammofon fra 1934.

Arkivfoto
Da en professor ved Kunstakademiet i København i 1932 afviste, at dette design havde noget med Bauhaus at gøre og kaldte en radiogrammafon fra samme år for en »Teaterdekoration tegnet af Møbelhandlerens yngste Lærling,« gik B&O endnu længere ud ad den samme tangent, skriver Europeana. Deres næste radiogrammofon (Hyperbo 5 RG Staal – som dog aldrig blev en kommerciel succes) var direkte inspireret af Bauhaus-designeren Marcel Breuers ikoniske Cesca-stol fra 1928. B&O var også hurtigt ude med hensyn til at beklæde deres apparater med bakelit – verdens første industrielt fremstillede plastmateriale.

Det er dog ikke mindst takket være industridesigneren Jacob Jensen (som i øvrigt også står bag margretheskålen), at den jyske elektronikvirksomhed blev kendt for et funktionalistisk og futuristisk design fra 1960’erne og frem. Hans slogan var ifølge Ritzaus nekrolog ved hans død i 2015 »anderledes, men ikke mærkeligt«, hvilket giver mening, når man ser de strømlinede, ofte flade frem for kubiske lydanlæg. De er markante nok i deres design til, at man kan genkende mærket, men ikke så aparte, at det virker mystificerende eller gør noget vildt væsen af sig.

Prodekan ved Københavns Universitet og designforsker Julie Sommerlund tror gerne, at Bauhaustraditionen har været en referenceramme for B&O, især i Jacob Jensens tid som chefdesigner. Hun nævner eksempelvis B&O’s modulsystemer som et greb med inspiration fra Bauhaustiden. Alligevel er hun mere nølende over for at trække en tråd fra de nutidige B&O-produkter tilbage til Bauhaus, når det angår B&O, end når det handler om Apple:

»Der har indimellem været en gadgettilgang hos Bang & Olufsen, hvor man tænker: ’Hvad skal jeg nogensinde bruge den ting til?’ og hvor designet måske er lidt for elaboreret. Der var Bauhaus-typerne mere asketiske.

Annonce for Bang & Olufsen Beolit 707 transistorradio, designet af Jacob Jensen.

Arkivfoto

At undgå det unødvendige

Hvis man vil se den mest direkte og samtidige inspiration fra Bauhausskolen i Danmark, opsøger man typisk Arne Jacobsens hvidpudsede villa i Charlottenlund, som blev bygget i 1929, eller hans boligkompleks Bellavista i Klampenborg fra 1934.

’Fremtidens hus’ fra 1929, arkitekttegning af Arne Jaconsen og Flemming Lassen.

Arkivfoto

Men arven fra Bauhaus-skolen og de modernistiske idealer om upyntet, optimeret og rationelt byggeri, den gik ind for, er fuldstændigt inkorporeret i rigtig meget – og ofte meget mindre mondænt – nyere dansk byggeri. Især siden efterkrigstiden har form skullet følge funktion, og unødvendige elementer undgås.

Det gælder både i den arkitektoniske udformning af de huse, vi bor og arbejder i, i den ingeniørfaglige tilgang og i byplanlægningen, for sidstnævntes vedkommende især i efterkrigstiden.

Allertydeligst ser man den tilgang i boligkomplekset Høje Gladsaxe, mener Rasmus Nielsen, som er boligpolitisk medarbejder i Holbæk Kommune. Høje Gladsaxes fem 16-etagers blokke, to ni-etagers blokke og dens lavhuse blev bygget i 1963-66 og var banebrydende inden for montagebyggeriet, hvor man bygger med store forproducerede elementer, f.eks. af beton.

Boligkomplekset var fra starten planlagt meget præcist – både hvordan det skulle bygges, og hvordan det derefter skulle bebos og bruges.

»Det her med at lave en funktionsopdelt by med nogle højhuse fordelt ud over nogle grønne arealer, de har udsigt over, alle de nødvendige velfærdsinstitutioner i nærheden og ingen pynt, er det nærmeste vi i Danmark kommer på det, den modernistiske arkitekt Le Corbusier kaldte en maskine til at bo i. Han havde rødder i de samme idealer som Bauhaus, og der er også noget futuristisk i Bauhaus-traditionen; en tro på, at man går en optimeret, rationel fremtid i møde.«

Høje Gladsaxe, tegnet af Jørgen Juul Møller, Kai Agertoft, Hoff og Windinge og Alex Poulsen og opført 1963-66.

Torben Åndahl

Rasmus Nielsen fortæller, at byggeriet af Høje Gladsaxe var ekstremt velplanlagt og programmeret. Der var f.eks. sat præcis en halv dag af til at sætte gulv på en lejlighed. »Der skulle ikke være nogen spildtid eller noget af den gamle verdens ufornuft.«

Selv om der gennem tiden har været postmodernisme og andre modstrømninger, hvor man syntes, der skulle være nogle dekorative landsbydetaljer (eller andet, alt efter hvor i perioden man befinder sig), er det stadig den funktionelle, upyntede stil, der dominerer dansk byggeri. Man ser sjældent elementer, som ikke på en eller anden måde er nødvendige for konstruktionen.

Ifølge Rasmus Nielsen skyldtes den karakteristiske hvidpudsede facade på meget Bauhaus-byggeri, at det endnu ikke var teknologisk muligt at bygge med beton: »Man var nødt til at bygge traditionelt i mursten, og så pudsede man facaden hvid, ensartet og glat for at det kunne ligne en stor betonklods.«

Walter Gropius’ ikoniske Bauhaus-skolebygning i Dessau huser i dag fonden Stiftung Bauhaus Dessau og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Læs også
Bundesschule in Bernau står i dag på UNESCOs Verdensarvsliste.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer