Læsetid: 8 min.

»Dea Trier Mørch ville være stolt over at udstille værker på Louisiana til under 2.000 kroner«

Dea Trier Mørchs grafik var budskaber. Om almindelige menneskers liv og muligheden for en bedre verden. Men det var også god kunst. »Måske man i 2019 endelig kan kigge på et billede af Che Guevara korsfæstet som Jesus og værdsætte, hvor grafisk veludført det er,« siger hendes datter, grafikeren og forfatteren Sara Trier
Dea Trier Mørch i 1983.

Dea Trier Mørch i 1983.

Andreas Trier Mørch

18. januar 2019

Kunstnere forklarer oftest deres valg af medie og materiale som et spørgsmål om, hvad de bedst kan udtrykke sig igennem. For Dea Trier Mørch handlede det mere om hverdagspraktik og politik.

»Linoleum var et folkeligt, billigt og lettilgængeligt materiale. Dengang lå det jo på alle gulve og overflader, hvor der arbejdedes,« fortæller Sara Trier. 

»Og så var det nemt at flytte rundt på og helt ufarligt. Mange andre grafiske processer kræver jo et stort setup og giftige stoffer, så børn kunne komme til skade. Linoleum kunne hun bruge alle steder. Jeg husker, hvordan hun om sommeren sad nede i gården med sit stemmejern og med børn over det hele og skar, så det stod omkring hende.«

Sara Trier er grafiker og forfatter, og så er hun datter af Dea Trier Mørch og forvalter af morens arkiv. Derfor har hun den seneste tid arbejdet tæt sammen med kuratorer fra kunstmuseet Louisiana, der i denne uge åbner udstillingen Ind i verden med Dea Trier Mørchs grafiske værker. 

Sara Trier var »vildt glad, men overrasket«, da Louisiana kontaktede hende første gang. For det har primært været Dea Trier Mørchs forfatterskab, der har været i fokus, ikke mindst den storsælgende roman Vinterbørn fra 1976.

Dea Trier Mørch. Skuldrene fødes (fra serien Vinterbørn). 1976.

Louisiana Museum
»Hendes grafiske værker har da hængt som plakater i en hel masse hjem og i den forstand været kendt. Men hun har måske ikke været så anerkendt som grafiker, som hun har som forfatter,« siger Sara Trier.

Men det er egentlig ikke så sært. For det var aldrig Dea Trier Mørchs ambition at blive en del af en kunstnerisk elite. Ud over en kort periode hos Galleri Asbæk udstillede hun derfor primært på små cafeer og biblioteker, fortæller Sara Trier.

»Den elitære kunstverden repræsenterede alt det, hun kæmpede imod. Hun var optaget af mennesker og deres hverdag i sin kunst, men ønskede også, at kunst skulle være en del af menneskers hverdag. Almindelige mennesker skulle havde råd til hendes kunst, og derfor var grafiske tryk jo oplagt.«

Ikke abstrakt

Dea Trier Mørch blev født i 1941, hendes mor var industriel designer og lærer på Kunstakademiet, ’Ibi’ Trier Mørch, hendes far var »hemmelig«. Hun voksede op i en lille lejlighed i Nyhavn. 

»Det var et vildt og levende hjem, hvor der væltede studerende ind og ud, så fra en ung alder var hun omgivet af diskussioner om kunst og verden,« fortæller Sara Trier.

Dea Trier Mørch var ordblind og blev derfor ikke vurderet egnet til gymnasiet, så hun begyndte  på Kunstakademiet blot 16 år gammel. Der fandt hun aldrig helt sine ben. 

»De ville have hende til at male store abstrakte malerier, men det var ikke hende. Det var derfor først, da hun begyndte at studere i Polen og stiftede bekendtskab med den socialrealistiske tradition, at hun fandt sin plads og begyndte at rejse rundt og dokumentere menneskene og det liv, de levede.«

Det var også i Polen, hun for alvor begyndte at skrive. Det blev senere til bøgerne Polen og Sorgmunter socialisme.

Røde Mor

Da Dea Trier Mørch vendte hjem, slog hun sig sammen med ligesindede kunstnere og dannede i 1969 kunstnerkollektivet Røde Mor med blandt andre billedkunsterne som Ole Finding og Thomas Kruse. Og så selvfølgelig faderen til hendes tre børn, musiker og performer Troels Trier.

Dea Trier Mørch: ’Bolshoi Teater’. 1967.

Louisiana Museum

»Røde Mor var et radikalt eksperiment, der handlede om at redefinere kunstnerrollen,« fortæller Sara Trier. 

Kunstnerne var aldrig uden for samfundet. Aldrig neutrale.

»De skulle vælge side i en krig, og kunsten skulle stå i den kamps tjeneste. Mod kapitalismen og for et nyt og bedre samfund,« fortæller Sara Trier.

»De gjorde alt for at tilintetgøre den elitære kunstnerrolle, for den understøttede jo det kapitalistiske system.«

Røde Mor eksperimenterede med kollektivværker, hvor man ikke vidste, hvem der havde lavet hvad og inddrog mennesker, der aldrig havde lavet kunst før, f.eks. håndværkere.

»På et tidspunkt diskuterede de endda, om de skulle opløse sig selv. Opgive at skabe kunst, fordi det ville gavne kampen mere at arbejde politisk på andre niveauer f.eks. som murere.«

Lad os gøre det!

I forbindelsen med arbejdet med udstillingen er Sara Trier igen blevet mindet om, hvad der drev hendes mor.

»Hendes udtryk udvikler sig gennem tiden, men noget er konstant: En fuldstændig kompromisløs og enorm flot politisk strøm. Hun var vanvittigt socialt og samfundsmæssigt optaget.«

Det fyldte også meget i det hjem, Sara delte med sine to søskende, Rosa og Tobias. Det summede altid af politiske samtaler, som børnene blev inddraget i, og de blev også tidligt en del af den kunstneriske produktion.

»Da jeg var 15-16 år, var jeg med på udstillinger sammen med andre af familiens børn. Nogle malede, andre spillede musik.«

Senere blev Sara Trier sammen med sin mor del af kunstgrupper, der rejste rundt i kibbutzer i Israel og lavede vægmalerier. Mor og datter skrev også romanen Hvide løgne i fællesskab.

»Det var sådan, vi var som familie. Når vi sad ved middagsbordet og talte om et eller andet, endte det ofte i et projekt – ’kom, lad os gøre det!’«

Hurtigt og stort

Sara Trier endte derfor selv med et liv som grafiker og underviser – blandt andet i projektet ’Børn maler stort’, hvor hun hjælper børn med at male vægmalerier på deres skoler. Så med de briller på; hvad ser grafikeren Sara Trier ser som kvalitet i grafikeren Dea Trier Mørchs værker?

»Det er den måde, hun skærer i det her billige, ufine, ukrukkede materiale. Med hurtige, friske, kæmpestore bevægelser.«

Særlig hendes værker i Røde Mor-perioden finder Sara Trier stærke.

» I 60’erne og 70’erne lavede hun plakater for demonstrationer og logoer for f.eks. Mødrehjælpen. Det er de her store, klare værker, hvor man med det samme og på lang afstand opfatter budskabet. Det, der er særligt ved linoleumstryk, er jo, at det er sort og hvidt. Ingen mellemtoner. Det egner sig godt til let aflæselige budskaber«.

Dea Trier Mørch. ’Imperialisme’. 1967.

Louisiana Museum

Politisk udvikling

– Hvordan så hun senere tilbage på sit politiske engagement, f.eks. det mere radikale projekt, de havde i Røde Mor?

»Det kunne jeg godt tænke mig at have spurgt hende om.«

Sara Trier tænker lidt.

»For hun udviklede sig politisk. Hun var venstreorienteret til sin død, men hun meldte sig ud af kommunistpartiet og blev også glødende tilhænger af EU, som hun så som et vigtigt fredsprojekt.«

Hun holder igen en tænkepause.

»Men jeg tror faktisk, at hun havde det lidt svært med nogle af de ting, de havde lavet. For de havde jo på en eller andet måde lavet propaganda for nogle mere eller mindre totalitære kræfter. Det er i dag svært for mig at se på de her helteskildringer af Lenin og Che. Og på barndomsbilleder af mig selv til 1. maj med en solskærm med DDR-logo. Jeg har svært ved at forstå, at de så blåøjede kunne hylde de her totalitære regimer«.

Boble

Men hun prøver at forstå.

»Jeg tror, at de levede i en boble, og at de, når alt kom til alt, forholdt sig mest til det, der foregik herhjemme. De brugte de internationale ikoner, selv om det i sidste ende nok handlede mere om bedre børnehaver.«

Sara Trier husker en bogturné, hun var med på i Østtyskland.

»Dea måtte ikke tage de penge, hun tjente, med ud af DDR, så det er den eneste gang i min opvækst, at jeg måtte få alt, hvad jeg pegede på«.

Problemet var, at der ikke var noget, hun ville have.

»Alt var brunt og grimt og i dårlige materialer. Jeg husker, at Dea syntes, at det var barskt at være der. Og jeg husker følelsen, da vi krydsede grænsen til Vestberlin, det her paradis af cafeer med liv, vild popkunst og graffiti,« siger Sara Trier og tilføjer grinende: »Men der havde vi så til gengæld ingen penge.«

Hvorfor nu?

I en årrække har det ikke ligefrem været hårdt arbejde at være arkivar for Dea Trier Mørch. Der har da været henvendelser, men de har været spredte og opgaverne få. Så hvad er mon årsag til, at Louisiana nu vil udstille 90 af Dea Trier Mørchs værker?

»Jeg tror, at den tid, hun skabte dem i, er kommet tilpas meget på afstand til, at man kan se igennem al balladen og se det kunstneriske udtryk. Det er jo primært hendes værker fra 70’erne, der udstilles. Måske man i 2019 endelig kan kigge på et billede af Che Guevara korsfæstet som Jesus og værdsætte, hvor grafisk veludført det er,« siger Sara Trier.

Hun har også bemærket en stor interesse for skildringerne af kvindelivet i kunst og litteratur de seneste år. 

»Der var jo et kæmpe nybrud i den periode, hvor kvindelivet lige pludselig brød igennem i kunsten og banede vejen. Det står tilbage, at Dea Trier Mørch var en af dem, der gjorde det.«

Kvindesagen

Særligt fødselsbilleder – ikke mindst fra bogen Ind i verden, der i tryk og tekst viser alle faserne i en fødsel, synes Sara Trier er et eksempel på, hvordan Dea Trier Mørchs grafiske værker stadig fremstår friske og progressive.

Dea Trier Mørch. ’Vinterbørn’. 1976.

Louisiana Museum

»Det var jo provokerende dengang at skildre det smukke, men også vilde og blodige på en så teknisk måde. Og det er det stadigvæk. Diskussion om fødsler fortsætter, og Dea har stadig noget at sige«

I det hele taget er det hendes skildringer kvinders liv, der står klarest tilbage. Men Dea Trier Mørch identificerede sig aldrig som feminist.

»Jeg kan huske, at hun sagde: ’Jeg er ikke feminist, jeg er humanist’. Det var ikke som sådan kvin-de-sa-gen. Det var mere en bred interesse for mennesker, der på en eller anden måde var udsatte, levede under nogle barske vilkår, der kunne forbedres. Og uden klassekamp, ingen kvindekamp, som de sagde i Røde Mor.«

»Men selvfølgelig er der også en god gang nostalgi i interessen i dag,« medgiver hun. 

Stolt

Arbejdet med at finde værker frem har været bevægende for Sara Trier.

»Jeg har ikke før gennemgået hele hendes produktion i et hurtigt forløb. Det har været en stor glæde, og selvfølgelig også rørende, fordi jeg i den periode har tænkt særlig meget på Dea. Jeg savner hende. Som mor. Men også som inspiration og samarbejdspartner.«

–  Tror du, at hun selv ville se en modsætning mellem sine idealer og de fine kunsthaller i Humlebæk?

»Nej, jeg tror, at hun ville være superstolt. Men måske ville hun også smile skælmsk. Over at se sine illustrationer til Det kommunistiske Manifest på væggene på fine, elitære Louisiana. Og sin folkelige grafik til under 2.000 kroner. Det sker nok ikke så tit.«

Oppe på Bogforums Tranescene havde Henriette Lind og Maise Njor sat sig til rette. Det er to flotte piger, ingen tvivl om det, klædt i nederdele og fikse bluser
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nina Højland
  • Oluf Husted
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
Nina Højland, Oluf Husted, David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu