Læsetid: 7 min.

Dokumentar om Michael Jacksons påståede sexovergreb på børn chokerer

Dokumentarfilmen ’Leaving Neverland’, der i weekenden havde verdenspremiere på Sundance-festivalen, er en fire timer lang gennemgang af foruroligende, detaljerede og eksplicitte vidnesbyrd fra to mænd, der hævder, at de som drenge blev udsat for omfattende sexmisbrug af verdens mest berømte popstjerne
Billede fra dokumentaren ’Leaving Neverland’.

Billede fra dokumentaren ’Leaving Neverland’.

Sundance Film Festival

30. januar 2019

Man behøver kun at se de første to af den fire timer lange dokumentar Leaving Neverland for at indse, at Michael Jacksons eftermæle aldrig igen kan blive, hvad det var.

Efter en kort introduktion, herunder en lovprisning af hans ubestridelige talent, kigger en af de mænd, der anklager sangeren for sexmisbrug, direkte ind i kameraet og opregner så først de mange måder, hvorpå sangeren hjalp og støttede ham. Og så siger han:

»Og så sexmisbrugte han mig i syv år.«

Dem, der administrerer Jacksons bo, fordømmer filmen som »et skammeligt og ynkeligt forsøg på at udnytte og suge penge ud af Michael Jackson«, mens Michael Jackson-fans skal have reageret med trusler imod filminstruktør og Bafta-prisvinder Dan Reed.

Protestaktioner blev bebudet online, hvilket førte til forstærket politibeskyttelse ved festivalen, men på den frostklare formiddag for filmpremierevisningen i Park City i Utah var det kun en lille gruppe hardcorefans af den afdøde sanger, der dukkede op. Og over for os, som så filmen i Egyptian Theatre på Main Street, var modstand ikke bare forgæves, men umulig.

To anklagere

Over fire timer udfolder filmen rystende vidnesbyrd i udpenslede detaljer fra to mænd, som begge anklager Jackson for at have udsat dem for omfattende sexovergreb, da de var børn.

Før visningen gik i gang, blev de forsamlede journalister adviseret om, at der var professionelle psykologer til stede i salen, hvis nogen i publikum skulle føle sig traumatiseret af de mange eksplicitte beskrivelser.

Tidligere retssager i 1993 og 2005 er endt i forlig eller fuset ud, fordi sagsøgerne af Jacksons advokater kunne afvises som ofre for vrangforestillinger eller motiveret af håb om økonomisk afpresning – og Michael Jackson har aldrig erkendt sig skyldig i nogen anklager. Men det er meget svært at se for sig, hvordan de grumme, men også meget fintfølende sammensatte skildringer, som denne film nu lægger frem, med nogen rimelighed vil kunne benægtes.

Beslutningen om at fokusere på kun to anklagere og deres familier har Reed efter filmen begrundet med, at deres historie er så stærke i sig selv, at de ikke behøver supplerende materiale fra andre sager.

Deres fortællinger rummer mange lighedstræk. De var begge under ti år, da de lærte Jackson at kende, de var begge meget glade for at synge og optræde, og de blev angiveligt begge udnyttet og sexmisbrugt over længere perioder.

Fantilbedelse

Den første anklager – ham, der toner frem i filmens indledning – er Wade Robson, der fra en meget tidlig alder udviklede en intens fantilbedelse af Jackson og havde sit børneværelse »plastret til« med Michael Jackson-plakater.

Han karakteriseres som »en følsom dreng«, der foretrak dans frem for basketball, og som allerede som femårig vandt en lokal konkurrence for sit talent til at imitere Jacksons dansebevægelser.

Vinderpræmien var at møde Michael Jackson selv, og sangstjernen og den femårig udviklede nu et dybt venskab, som også drengens overivrige, showbusinessfascinerede mor, der var nærmest hypnotiseret af Jacksons berømmelse, tilskyndede til.

Den anden anklager, James Safechuck, mødte Jackson efter at have udmærket sig ved at spille hovedrollen i en Pepsi-reklame. Også han udviklede et venskab til sangeren, da han var en ganske lille dreng, og da han havde nået tiårsalderen, fulgte han med på Michaels turneer ledsaget af en lige så stjernebenovet mor, som kom til at se Jackson som sin anden søn.

Det er også James Safechuck, der først beskriver sin erindring om, hvordan venskabet med Jackson pludselig antog seksuel karakter, da Jackson angiveligt introducerede ham for onani. Han så det som en form for ’bonding’, og onanidyrkelsen resulterede i, hvad han beskriver som et »seksuelt parforhold«, når de to blev ladt alene i det samme hotelværelse af James Safechucks intetanende mor.

Desto mere dyster bliver historien, da vi erfarer, at Jackson konsekvent sørgede for at booke morens værelse på en anden etage i et øjensynligt forsøg på at afværge faren for opdagelse.

James Safechuck husker, at da han en morgen vågnede op, fortalte Jackson, at han havde udført oralsex på ham, mens han sov. Han fortalte også drengen, at han var Jacksons første seksuelle oplevelse, og at dette var »en acceptabel måde at udleve sin kærlighed på«.

Lede kvinder

Da Michael Jackson kunne flytte ind i sit nyopførte landsted Neverland, blev det lettere at sikre privatlivsfreden.

»Det lyder sygt, men det var lidt, som når man dater nogen for første gang,« forklarer James Safechuck efter at have redegjort for de utallige værelser i det enorme kompleks, i hvilke Jackson angiveligt skulle have sexmisbrugt ham.

Han hævder, at Jackson ved flere lejligheder sagde til ham, at hans mor var led, og at kvinder var onde, hvorved han blev presset desto længere væk fra sin egen familie og desto længere ind i Jacksons liv.

Wade Robson hævder, at sexovergrebene imod ham startede i en endnu yngre alder, da han var kun syv. Familien blev indkvarteret på Neverland, og her lykkedes det Jackson at overtale Wade Robson til, at han kunne være alene sammen med drengen i fem dage.

»Du og jeg blev ført sammen af ​​Gud,« skal Jackson have sagt til Wade Robson, før han angiveligt engagerede sig i en række anale og mundtlige seksuelle aktiviteter med ham. Han fortalte også Wade Robson, man aldrig kan stole på kvinder, og advarede om, at hvis nogen fandt ud af noget, risikerede de begge at ryge i fængsel.

I en af ​​de mest uhyggelige scener beretter James Safechuck om, hvordan han og Michael Jackson legede, at de blev gift, med en bryllupsceremoni, komplet med en rigtig vielsesring, som han stadig ejer og fremviser til kameraet. Han hævder, at Jackson lovede at belønne ham med smykker, hver gang han gik med til at medvirke i seksuelle handlinger.

»Det er stadig svært for mig ikke at føle skyld og skam over mig selv,« siger han i filmen, imens han med dirrende hænder holder om en større samling smykker.

Hardcoreporno

De ømme kærtegn aftog, da Wade Robson, stadig kun syv, angiveligt blev introduceret til hardcorepornografi og James Safechuck introduceret til alkohol. Efterhånden blev de to dog langsomt udfaset fra Jacksons liv, i takt med at yngre drenge tog deres plads.

»Jeg var ikke længere speciel,« siger James Safechuck i filmen.

Macaulay Culkin erstattede Wade Robson i Jacksons musikvideo til sangen Black or White, og Wade Robson og James Safechuck måtte nu kæmpe med følelser af jalousi og vrede. Inden dokumentarfilmen fik premiere, benægtede Culkin, at der på nogen måde var foregået uanstændige ting mellem ham og Michael:

»For mig var det normalt og dagligdags,« sagde han.

»Jeg ved, det var en stor ting for alle andre, men for mig var det et normalt venskab.«

I 1993 blev Jackson offentligt anklaget for sexmisbrug af Jordan ’Jordy’ Chandler, hvilket førte til, at han genoptog kontakt til begge drenge og angiveligt instruerede dem i, hvordan de skulle svare, hvis der kom spørgsmål. Sagen blev i sidste ende afgjort ved et forlig uden om retten.

»Hemmeligheder æder dig op,« siger James Safechuck, mens han fortæller om de langsigtede psykiske skadevirkninger, han døjede med efter det påståede sexmisbrug. Både han og Wade Robson har lidt af depressioner, selvværdsproblemer og angst, og begge har kæmpet med deres familiemæssige forhold. På et tidspunkt tilføjer James Safechuck dystert:

»Jeg tror ikke, at tiden kan læge dette sår. Det bliver kun værre.«

Forældreansvar

Filmen går også ind i spørgsmålet om forældrenes ansvar og lader begge mødre forklare deres overvejelser og beslutninger. Begge blev voldsomt chokerede, da deres sønner som voksne trådte frem med deres historier, og begge sønner har fundet det svært at tilgive deres mødre.

Filmen kommer også ind på deres komplicerede begrundelse for beslutningen om at være tavse i alle disse år, herunder Wade Robsons medvirken på forsvarets side under retssagen mod Jackson i 2005, hvor sangeren var anklaget for at have sexmisbrugt den dengang 13-årige Gavin Arvizo.

»Jeg vil sige sandheden så højt, som jeg sagde løgnen,« siger Wade Robson i slutningen af ​​filmen, fast besluttet på at gøre op med alle de fortabte år, hvor han var helt alene om at bearbejde sine traumer.

Efter filmforevisningen var der askegrå dystre miner på publikum ansigter, men alle rejste sig for at hylde Wade Robson og James Safechuck, da de gik på scenen, begge synligt bevægede over denne gestus.

De havde kortvarigt mødtes som drenge og har først for nylig fundet støtte i hinandens selskab som en måde at bryde isolationen på. De påpegede over for dem, der måtte stille spørgsmålstegn ved deres motiver, at de ikke har fået nogen økonomiske fordele af at stå frem i dokumentarfilmen.

»Vi kan ikke lave om på, hvad der skete med os dengang,« siger Wade Robson, i dag 36. »Men vi kan gøre noget ved de følelser, vi i dag sidder tilbage med.«

De har begge fået dødstrusler fra Jackson-fans, som i disse dage oversvømmer Twitter med indlæg i en kampagne for at miskreditere parret.

»Jeg forstår, at det kan være virkelig svært for dem at tro på, for på en måde er det ikke så længe siden, jeg var i samme båd som dem,« siger Wade Robson.

»Selv om det skete for mig, kunne jeg stadig ikke tro på det. Ja, helt indtil for seks år siden kunne jeg ikke fatte, at Michael havde gjort mig fortræd. Så jeg forstår dem. Vi kan kun acceptere og forstå noget, når vi er klar til det, og måske bliver vi aldrig klar til det. Eller måske bliver vi. Det er en hel rejse, de skal igennem.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Karl Wagner (på motorcyklen) blev ifølge Politiken udsat for overgreb af instruktøren Lasse Nielsen under indspilningerne til de to film ’Du er ikke alene’ og ’Måske ku’ vi’. Ifølge Ib Tardini, der havde ansvaret for børnene på filmene, var der fornemmelser men ikke konkret viden om overgrebene. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Christensen
  • Jørn Andersen
Ib Christensen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens J. Pedersen

Guds eget land?
Først bærer man et menneske frem, og når der er mulighed for det, og vedkommende ikke kan forsvare sig, så skal han jordes fuldstændig.
Det er kujonagtigt og utrolig uetisk.

Henrik L Nielsen

Jens J pedersen,

Disse påstande blev såmænd fremsat da han levede. Måske ikke disse tos, det husker jeg ikke, men andres gjorde.

Men mener du virkeligt at det er for sent at fortælle om overgreb når den ‘anklagede’ er død? Mange ofre kan de først stå frem på dette tidspunkt.

Og mener du så at de over 400 (som politiet finder så godt som bevidst) overgreb Jimmy Saville nu er kendt for at have begået ikke skulle være kommet frem? At ofrene skulle mindes om det hver gang denne mand var blevet hædret og mindet i medierne i de næste tyve år? Hvis ikke længere grundet hans status. Det bliver han trods alt ikke nu. I hvert fald ikke positivt. Mener du videre, at de der vidste det og tildels tillod det (BBC) ikke skulle have været holdt ansvarlige, bare fordi manden er død?

Operation Yewtree, der fællede Saville efter hans død, har såmænd også ‘frifundet’ afdøde og straffet de der fremsatte falske anklager.

Bjarne Hosbo Poulsen, Peter Andersen, Rikke Nielsen, Lars Steffensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Nu har inderkredsen i den Katolske kirke misbrugt børn igennem vel århundreder, men de katolske i inderkredsen er blevet som levende i sølibat og uskyldige. Det var og er en syg kultur, at man ikke skal leve som menneske, men bliver bedre af at leves om ikke menneske og mener, at man ad den vej bliver ophøjet. I dag er det bl.a. mennesker som Michael Jackson, der af mange bliver ophøjet som noget ekstraordinært. Jeg huske stadig et elektronisk billede af Michael Jackson, der kunne ses over det meste af Prag.
Det er os som mennesker, der har behov for at ophøje nogle til noget bedre. Problemet er, at kun de færreste kan bære at være så ophøjet. Flere er gået til i druk og/eller stoffer. Hvorfor skal vi adskilles på den måde. Det er ok at have nogen som idol, men ikke som en form for afgud.
Tænk på, at der er mennesker bag dette mores der tjener styrtende med penge på at markedsføre netop Michael Jackson. Mennesker, der bliver markedsført på den måde, mister evnen og mulighederne for at leve som mennesker.
Det er absolut uacceptabelt, at nogle mennesker begår sådanne uacceptable overgreb på især børn. Michael Jackson, Elvis Presley og flere andre var ikke forberedt for og trænet i at være så meget i fokus.
Der er vist ingen, der får det bedre af, at Michael Jacksons familie får det dårligere, men vi ville få det meget bedre alle sammen, hvis markedsmekanismerne ville stoppe med at lukrere på enkelte svage mennesker, der ikke kan holde til det.