DR’s kulturdirektør bliver kaldt en »charmerende fedtsyl« – og det er ment som en kompliment

Det siges om Henrik Bo Nielsen, at han kunne vade ind hos samtlige partier på Christiansborg, og når han gik derfra igen, ville de alle sammen tænke: Han er én af vores!

Den manøvredygtighed får den veltalende vendelbo brug for, når han fra 1. april skal være DR’s nye direktør for Kultur, Børn og Unge – et nydefineret ressort, som rummer alt fra de hæderkronede søndagsserier til DR’s kor og orkestre.

Den 57-årige officerssøn skal udstikke retningen, der sikrer, at DR rager op som et kulturelt fyrtårn på et mættet marked, hvor Netflix og YouTube lokker både store og små danskere, alt imens politikerne strammer tøjlerne om public service-stationen. Og han skal gøre det med færre midler og medarbejdere efter efterårets store sparerunde. Som ikke bliver den sidste.

Altså: En pænt stor opgave.

»Hvis DR skal bevare sin position og betydning i det danske mediebillede, skal man dæleme være kreative og finde på nogle geniale løsninger,« konstaterer Jacob Mollerup, som er tidligere seer- og lytterredaktør i DR, og før har arbejdet tæt sammen med Henrik Bo Nielsen.

Ålestød og shitstorms

Henrik Bo Nielsen, der bor på Frederiksberg med sin journalistkone Mette Højbjerg og deres to døtre, kommer fra en stilling som direktør i Museumskoncernen ROMU. Bedst kendt er han for sine ti turbulente år i spidsen for Det Danske Filminstitut. Og ikke mindst for en årelang fejde med Zentropa-stifteren Peter Aalbæk, der kaldte Henrik Bo Nielsen for en doven, kujonagtig tøsedreng og forlangte ham fyret, efter at instituttet havde iværksat en undersøgelse af Zentropas bilag og sat filmselskabet under skærpet tilsyn.

Henrik Bo Nielsen modstod fristelsen til at svare igen med samme mønt. At den sindige nordjyde godt kan tabe kontenancen, er der flere, der kan bevidne, men han evner at lægge en diplomatisk dæmper på sig selv i embedets tjeneste og slog som regel kritikken hen med, at nordjyder ikke så let vælter i blæsevejr.

Mange bekendte mener dog, at Ålens stød sved mere, end Henrik Bo Nielsen lod ane, og at mudderkastningen medvirkede til, at han i 2017 forlod Filminstituttet i utide. Derfor kommer det bag på dem, at han efter kun et år i roligere Roskilde atter stiller sig helt ind i orkanens øje.

»Det er en benhård position. At vende tilbage som kulturdirektør hos DR er jo at stille sig lige derind, hvor alverdens shitstorme kan versere. Det overrasker mig, at han frivilligt har valgt det. Han skal være parat til at tage de tæsk, der kommer,« siger Klaus Hansen, som er direktør for Producentforeningen.

En charmerende sjuft

Trofaste Information-læsere vil huske Henrik Bo Nielsen som en markant direktør – og veloplagt vinklummist – for nærværende avis, som han fra 1992 til 2007 navigerede igennem en stormfuld tid med økonomiske bølgedale og skiftende chefredaktører.

Det gjorde han godt, hvis man spørger dem, der var der dengang. De fremhæver hans skarpe analytiske sind, hans usædvanligt gode talegaver og hans vendsysselske vid og humor, som ofte fungerede som ventil, når stemningen var trykket.

Andre husker ham som en effektiv administrator, der forstod at uddelegere, og en smidig netværker, der mestrede både small og big talk og skaffede avisen mere mediestøtte med drevent politisk lobbyarbejde.

Nikolai Thyssen, tidligere redaktions- og udviklingschef på Information, kalder ham en blanding af »en charmerende sjuft og en fedtsyl«. Og mener det som en kompliment.

»Det er det både at kunne de store armbevægelser og alligevel have styr på hver en 25-øre, der bliver brugt på redaktionen. Dét at kunne tro på, at Information kunne have 50.000 abonnenter, men samtidig holde snuden i sporet og vide, at den vigtigste sejr er at sælge de næste 500 aviser,« siger Nikolai Thyssen, der i dag er redaktør i DR.

»Det var han fremragende til – også langt bedre end de skiftende chefredaktører, som han arbejdede sammen med.«

Den store levemand

Henrik Bo Nielsen er vokset op i Aalborg-forstaden Vadum i et hjem med mange tykke bøger og stærke politiske holdninger. Faren var officer og moderen børnehaveleder, og de lærte sønnen, at han kunne blive, hvad han ville, hvis blot han gjorde sig umage og knoklede for det.

Sønnen valgte at blive jurist, men blev det aldrig, for i 1984 droppede han studierne i Aarhus til fordel for et chefjob på sprogskolen Berlitz i København.

Otte år senere, bare 30 år gammel, blev Henrik Bo Nielsen direktør for en avis, som på det tidspunkt var i både eksistentiel og økonomisk krise. På den gamle oprørsavis stak den høje nordjyde ud med sin sælgerfacon og sin smag for habitter og dyre rødvine.

»Han fandt en vis fornøjelse i at træde ind på Information i sit glatte jakkesæt og med sine dyre vaner. Jeg tror, han nød at være i opposition som den store levemand på den lille venstreorienterede avis,« siger Nikolai Thyssen.

Da han 15 år senere afleverede et moderne mediehus med sorte tal på bundlinjen, var Henrik Bo Nielsen blevet en vellidt og kulturbærende skikkelse med tryksværte i blodet. Han var blevet fascineret af journalistikken og omgikkes med samme lethed både jakkesætsmænd og skriverkarle som Lasse Ellegaard, Jørgen Leth og Lasse Jensen, der i dag kalder ham deres ven. Afskedsreceptionen var en vemodig og vådøjet affære.

»Overordnet set er det historien om en ung fyr, som var der, da alle andre løb væk. Der var reel frygt for avisens fremtid, da Henrik kom til, og han blev en væsentlig brik,« lyder skudsmålet fra Jacob Mollerup, der var chefredaktør fra 1996 til 2001.

Er de blevet sindssyge?

Helt så familiært blev det vist aldrig mellem Henrik Bo Nielsen og filmbranchen.

Det var en overraskelse for mange, da han i 2007 blev valgt som dansk films førstemand efter den populære filmfotograf Henning Camre. For bestyrelsesformand Morten Hesseldahl var der en pointe i at finde én, som ikke var fedtet ind i det indspiste filmmiljø. Men dele af branchen var fra starten skeptiske over for den nordjyske embedsmand, om hvem det blev sagt, at han vidste noget om alt – undtagen film.

»Vi er jo altid lidt mistænksomme, når det ikke er én fra vores egne rækker, og så kom den her bladmand, som nu skulle være klog på film. I vores branche, hvor det er et adelsmærke at være forbundet med sine følelser, stak han helt klart ud,« siger Christina Rosendahl, forkvinde for Danske Filminstruktører, der med tiden fik et godt forhold til bladmanden, som hun roser for at have søgt dialogen og slået et slag for større diversitet.

Filmbranchens lidenskabelige temperamenter var også en ny oplevelse for den kontrollerede Henrik Bo Nielsen. Christina Rosendahls forgænger Annette K. Olesen kan stadig huske den nyslåede direktørs ansigtsudtryk, da han på filmfestivalen Berlinalen i 2009 overværede en af Peter Aalbæks lidet diplomatiske taler.

»Jeg studerede hans ansigt, og han lignede én, der tænkte: Er de blevet sindssyge, de her mennesker?« siger Annette K. Olesen.

»Senere refererede Henrik selv til middagen som en oplevelse, hvor han tænkte: Noget er helt galt i dén her branche.«

Snak for snakkens skyld

Selv har Annette K. Olesen kun pænt at sige om den kommende kulturdirektør. Hun oplevede ham som en forfriskende og visionær kraft, der gjorde et behjertet forsøg på at mobilisere en splittet branche i en tung tid, hvor dogmebølgens sidste dønninger havde lagt sig, hvor de største talenter drog til Hollywood, og hvor Netflix og andre streamingtjenester drænede filmens indkomstkilde.

Nogle roser styrmanden for at have redet de værste storme af med sin pragmatiske tilgang. De trofaste kritikere, Peter Aalbæk og biografernes formand Kim Pedersen, har omvendt beskyldt ham for alene at vedligeholde og lappe huller uden at udvise de visioner, som situationen kaldte på. Andre mener, at der til tider blev snakket mere, end der blev udrettet.

»Det er ikke nogen hemmelighed at dele af branchen opfattede Henrik som én, der lyttede rigtig meget, men det var ikke altid så meget af det, der kom igennem i eksekveringen. Det er svagheden, når man er meget åben og lyttende, at man for at sige det på den pæne måde ikke kan gøre alle tilfredse,« siger Producentforeningens direktør Klaus Hansen, der selv har haft sine slåskampe med Henrik Bo Nielsen hen over forhandlingsbordet.

»For at citere Henrik, så har vi i perioder nærmest haft fælles folkeregisteradresse. Han er god til de dér oneliners, og noget af det har været meget konkret, mens andet har været flyvsk og snak for snakkens skyld. Grundlæggende er min opfattelse, at vi har haft et venskabeligt, kollegialt forhold til hinanden – med nogle voldsomme konflikter undervejs.«

Hårdknude

Som kulturdirektør i den stækkede statsradiofoni kommer Henrik Bo Nielsen tættere på det kreative værksted, end han har været, siden han en overgang i 2004 passede chefredaktørjobbet på Information – efter sigende med største fornøjelse.

I den periode skrev han en leder om netop DR sammen med redaktions- og udviklingschef Nikolai Thyssen, hvor den konstituerede chefredaktør bidrog med formuleringen: »Det er overordentligt vigtigt at undgå den misforståelse, at det esoteriske og smalle i sig selv skulle være synonymt med public service.«

»Den grundindstilling vil jeg tro, at han tager med til DR,« siger Nikolai Thyssen.

»En villighed til at kæmpe for et DR, der på en og samme tid er oplysende og relevant for alle danskere.«

Udfordringerne er mange af de samme som på Filminstituttet. Skærpet konkurrence fra Netflix, YouTube og konsorter. Kunsten at balancere mellem det fine og dannende, der ikke må blive for smalt, og det brede og folkelige, der ikke må blive for plat. En hårdknude af sammenfiltrede politiske interesser, som skal glattes ud.

Kransekagefigur

Det vil kræve al Henrik Bo Nielsens politiske fingerspidsfornemmelse at løse den opgave, siger manden, der i sin tid ansatte ham som direktør for Filminstituttet, Morten Hesseldahl.

»Han er snedig og god til at begå sig i relationerne til organisationer og politikere, og det er sindssygt vigtigt i en statsstøttet organisation, som er rammesat af politikerne,« siger Morten Hesseldahl.

»Der venter ham en stor opgave, for han har aldrig været i en organisation, der minder om DR. Filminstituttet er bittelille i forhold til DR, så han skal finde ud af, hvordan han doserer sin tid. Der bliver ikke meget tid til at sidde og anmelde rødvin, tror jeg.«

Den nuværende Gyldendal-direktør var selv kulturdirektør i DR fra 2010 til 2014. Han advarer Henrik Bo Nielsen om, at det ikke er nogen nem stol at finde sig til rette i.

»Problemet er hele konstruktionen i DR, hvor en stor del af beslutningsmagten ligger hos mediedirektøren. Henrik skal passe på ikke at blive en kransekagefigur uden reel gennemslagskraft,« siger Morten Hesseldahl.

Han opfordrer Henrik Bo Nielsen til at tage sine talegaver i brug og gå i dialog med danskerne, så også de føler, at han er en af deres.

»Når (generaldirektør, red.) Maria Rørbye Rønn bliver interviewet, kan man næsten fornemme, at der sidder en kommunikationschef ved siden af. Der er meget bekymring for, hvordan man udtaler sig. Henrik er god til at sige, hvad han mener, og jeg tror, det vil være tiltrængt, at DR bliver oplevet som nogen, der ikke hele tiden behøver at gardere sig, men er en del af vores allesammens virkelighed,« siger han.

»Det vil han kunne, men om han får lov til det, må tiden vise. Han er meget selvbevidst, Henrik, så han vil nok kunne sætte foden ned.«

Den gamle og kommende kollega Nikolai Thyssen har samme tiltro til den pragmatiske problemknuser fra Vadum.

»Jeg ved godt, at han hellere vil ses som et stort kulturmenneske, men først og fremmest var han en utroligt charmerende fedtsyl,« siger Nikolai Thyssen.

»Han er god til at sætte sig igennem og fleksibel på sin agenda, og på den måde tænker jeg, at han bliver en stor succes i DR.«