Læsetid: 11 min.

Engang kunne Bauhaus forme fremtidens menneske og samfund til det bedre

Verdens måske mest succesfulde og skoledannende kunst-, design- og arkitekturskole, Bauhaus, holdt kun ud fra 1919 til 1933. I 100-året grovfejres legenden nu med nye museer og et væld af udstillinger. Men de fjorten års kreative udfoldelser var så mangfoldige og modsætningsfyldte, at man knapt nok kan tale om én skole og slet ikke om én Bauhaus-stil. Jubilæumsårets hurrafortælling møder derfor også kritik
Walter Gropius’ ikoniske Bauhaus-skolebygning i Dessau huser i dag fonden Stiftung Bauhaus Dessau og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Walter Gropius’ ikoniske Bauhaus-skolebygning i Dessau huser i dag fonden Stiftung Bauhaus Dessau og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Tillmann Franzen

25. januar 2019

DESSAU – Sengen er komfortabel. Rummets proportioner er lige i skabet. Og det spartanske interiør med Marcel Breuers verdensberømte designklassikere, stålrørsmøblerne fra midten af 1920’erne, gør med sin æstetiske renhed værelset til en sand fryd for øjet. Uden på bygningens glatte facade forløber balkonerne så rytmisk, at de nærmest bliver til et ornament i sig selv. Man skal derfor være usædvanligt tykhudet, hvis man ikke får historisk ståpels, når man sidder lige her i Bauhaus-skolens vigtigste bygning i østtyske Dessau og bladrer i de legendariske fotos fra de glade 1920’ere, hvor de feststemte elever poserer på balkonerne.

For glade, det var tyverne faktisk her i Dessau, hvor den epokegørende kunstskole havde sin storhedstid, og hvor Information har fået lov at checke ind i et af de gamle studenterværelser. Hvert et dørgreb, hver en lampe og hvert et vinduesparti går op i en højere enhed i bygningens elegante saglighed.

Anledningen er 100-året for Bauhaus’ grundlæggelse, der i løbet af 2019 vil få den tyske kulturverden og turistbranche til at gå amok i Bauhaus i lange baner på linje med 500-året for reformationen i 2017, der bød på Luther i lårfede stråler. Ved siden af et utal af udstillinger og foredrag er der hele tre nye Bauhaus-museer på trapperne i Weimar, Dessau og Berlin – de tre byer, hvor skolen nåede at holde til i sine bare 14 år fra 1919 til nazisternes magtovertagelse i 1933.

BAUHAUS I WEIMAR

1919

Kunsthåndværkerskolen i Weimar slås sammen med byens kunstakademi, og Bauhaus-skolen grundlægges af den allerede berømte arkitekt Walter Gropius. I sit manifest skiver Gropius: »Endemålet for alle kunstnerisk skabelse er byggeriet. Arkitekter, billedhuggere, malere, vi må alle tilbage til håndværket.«

1920

Ved siden af eksperimenterende kurser og esoteriske grupper udbygger Bauhaus sine værksteder med bl.a. keramik, metalsløjd, stenhuggeri, væveri og maleri.

1922

Bauhaus-eleven Peter Keler skaber den legendariske vugge, der består af de geometriske grundformer trekant, kvadrat, cirkel og af de tre primærfarver rød, gul og blå. For kritikere bliver den indbegrebet af et stykke overdesignet formfetichisme.

Peter Keler: Querschwingende Wiege, 1922

John Macdougall

1922

Walter Gropius trækker skolen i en mere industriel retning under sloganet »Kunst og teknik – en ny enhed«, men eleverne nyder fortsat de frie og æstetisk dannende introduktionsforløb.

1923

Wilhelm Wagenfeld skaber den klassiske Wagenfeld-lampe.

Wilhelm Wagenfeld: WG24, 1923

Oliver Berg

1924

I delstaten Thüringen, hvor Weimar ligger, vælges en højreorienteret landdag, som dropper støtten til og samarbejdet med Bauhaus. Dessaus borgmester tilbyder et samarbejde med Gropius og Bauhaus.

1924

Marianne Brandt – skolens vigtigste kvindelige figur – skaber sin berømte tekande ’MBTK 24 Si’.

Marianne Brandts tekande.

John Macdougall

Okkultisme og industri

Bauhaus associeres for det meste med design og især arkitektur – og med kølig funktionalisme, geometriske former og primærfarver, der endegyldigt ville tage afsked med nostalgiske ornamenter og historiske referencer. Men det er ikke engang halvdelen af historien, fortæller den stedfortrædende leder af Bauhaus Dessau, Regina Bittner, i sit skrabede kontor med et smukt lysindfald.

»Bauhaus kan ikke reduceres til ét koncept. Skolen skiftede retning flere gange, og der var så mange kunstneriske retninger, at Bauhaus nok var en skole, et værksted, en idé – men aldrig en stil.«

Begrebet »Bauhaus-stil«, der stadig bruges som adelsmærke i ejendomsbranchen, blev senere et af Bauhaus-grundlæggerens Walter Gropius’ officielle hadeord. Allerede i den purunge Weimar Republik blev netop Gropius’ ideer i 1919 retningsvisende for Bauhaus – ikke mindst i skolens manifest, hvor han krævede »en ny enhed mellem kunst og teknik«.

»Bauhaus stræber mod at forene alle kunstneriske discipliner – billedhugning, maleri, kunsthåndværk og håndværk – til en ny byggekunst (…) Arkitekter, billedhuggere, malere, vi må alle tilbage til håndværket,« skrev han.

Manifestet tiltrak ikke bare masser af elever, men også kunstnere som Paul Klee, Wassily Kandinsky og Johannes Itten, der som mestre skulle forme eleverne kreativt. Allerede fra begyndelsen i Weimar medførte det en række paradokser.

»Som reformbevægelse efter det massive værdisammenbrud i Første Verdenskrig søgte de i alle mulige retninger og traditioner efter et nyt fundament for et nyt og bedre samfund,« siger Regina Bittner.

De mest iøjnefaldende modsætninger ligger ikke bare mellem kunst og håndværk på den ene side, og teknik og masseproduktion på den anden, men også mellem det mystiske og det rationelle.

»De dyrkede animisme og østlig okkultisme, og de var enormt begejstrede for USA, for teknik, standardisering og det industrielle. I denne spænding var den afgørende opgave at gøre design og arkitektur til et socialt projekt, der former samfundet og mennesket.«

Ligesom den internationale avantgarde ville Bauhaus bringe kunsten ud af de isolerede templer og ind i hverdagen.

»Prøv at se på husene derovre,« siger Regina Bittner og peger ud ad vinduet mod nogle vilkårlige huse med fladt tage.

»Prøv at se på de møbler, vi sidder i til hverdag. Jeg vil påstå, at det mere end nogen anden kulturel bevægelse er lykkedes for Bauhaus at slå rødder i vores hverdag. Hvis du ser på Marcel Breuers møbler, så glemmer vi i deres eksklusivitet, at møbler for ham ikke længere skulle være repræsentative. De skulle være deres funktion. ’Du skal sidde som på en luftsøjle,’ sagde Breuer. Denne kritiske, engagerede, politiske holdning til hverdagsgenstande er altså ret vild.«

BAUHAUS I DESSAU

1925

Studenten Marcel Breuer skaber sine banebrydende stålrørsmøbler, herunder den berømte Wassily-stol opkaldt efter Bauhaus-læreren Wassily Kandinsky.

Marcel Breuers klubstol ’Wassily’ fra 1927. Masken på billedet er af Oskar Schlemmer og kjolen af Lis Beyer.

Pressefoto

1925

På bare ét år bygger Walter Gropius den ikoniske Bauhaus-bygning i Dessau og de dertilhørende »mesterhuse«, hvor bl.a. Wassily Kandinsky, Paul Klee og Oskar Schlemmer rykker ind.

1926

Bauhaus åbner i Dessau, hvor skolen skal opleve sin glansperiode. Værkstederne får deres egen plads i skolen og kommer fra nu af til at fokusere mere på at skabe prototyper.

Gropius’ Bauhaus-bygning i Dessau.

Tillmann Franzen

1927

Arkitektur indføres som selvstændigt fag på Bauhaus-skolen.

1928

Skolens grundlægger og samlende figur i alle de modstridende strømninger, Walter Gropius, træder tilbage. Arkitekten og marxisten Hannes Meyer overtager roret og fokuserer mere på anvendt funktionalisme ud fra sloganet »folkebehov i stedet for luksusbehov«.

1930

Hannes Meyer fyres, da både Walter Gropius og byen Dessau frygter for skolens overlevelse. Ludvig Mies van der Rohe, der netop har haft international succes med den epokegørende tyske pavillon ved verdensudstillingen i Barcelona, bliver Bauhaus’ sidste leder. Bauhaus er efterhånden en elitær arkitektskole, hvor Gropius’ eksperimenterende kunstnerånd forsvinder.

Arkivfoto

Personlighedsdannelse

Hvis man ville studere i Bauhaus, måtte man også kunne feste. Udsvævende maskebal og kostumefester var ligefrem en del af elevernes æstetiske dannelse, ligesom det frivole samkvem mellem kønnene er blevet en del af myten Bauhaus. I princippet var skolen åben for alle talenter uden hensyn til alder og køn. Det lokkede mange kvindelige studerende til – og skabte mange myter om Bauhaus som kvindefrigørelsens forpost.

Det er en sandhed med modifikationer, for i flere af værkstederne var kvinder ’uønskede’. Væveriet blev derimod fortsat dyrket som den store kvindelige disciplin, hvor Gunta Stölzl var med til at revolutionere udtrykket og senere skulle blive den eneste kvindelige mester i Bauhaus’ levetid.

Ikke desto mindre blev »den afslappede sædelighed, mænd med langt hår og kvinder med korte nederdele«, som Regina Bittner udtrykker det, til den nemmeste politiske angrebsflade for konservative og højreradikale kræfter. Det blev næppe bedre af, at den schweiziske, munkelignende maler Johannes Itten, som var tilhænger af Mazdaznan-kulten, afholdt spirituelle kredse med ekstaseøvelser som en del af det indledende forløb. Det har været lidt af et syn – både for de elever, der kom direkte fra krigen og startede med at klippe kraverne af deres uniformer og sy dem om til mere afslappede outfits, og for Weimars beboere og politikere.

Med valget af en ny, højreorienteret landdag endte det omstridte Bauhaus i 1924 derfor med at måtte fortrække til Dessau, hvor Walter Gropius skabte sin epokegørende bygning, hvor værkstederne til discipliner som væveri, keramik, metalsløjd og møbelsnedkeri indtager den centrale del af bygningen.

»Der var ikke klassiske forelæsninger. Håndværket var i centrum, og man begyndte med de geometriske grundformer og en basal farvelære, som man så bitte schön kunne eksperimentere med. Det handlede ikke om at uddanne professioner, men om at danne personligheder,« fortæller Regina Bittner.

I løbet af årene i Dessau opstod der et større pres for, at værkstederne skulle skabe prototyper til industrien. Dermed røg en del af det eksperimentelle ud, og spændingen mellem masseproduktion og håndværk trådte tydeligere frem. Det gjaldt især, da den schweiziske arkitekt og marxist Hannes Meyer overtog roret i 1928 og satte fokus på anvendt funktionalisme ud fra sloganet »folkebehov i stedet for luksusbehov«.

Denne slags slogans har formentlig været med til at fodre eftertidens kritik af Bauhaus, hvis funktionalisme beskyldes for alt fra det sociale boligbyggeris tristesse i både øst og vest til IKEA’s veldesignede folkemøbler i tvivlsom kvalitet.

Et eksempel er den toneangivende tyske arkitekturkritiker, Gerhard Matzig. I Süddeutsche Zeitung skriver han ligefrem, at ideen Bauhaus er »mislykkedes på en grotesk måde« i Bauhaus’ design og arkitektur, som ofte er blevet et spejl af »skolens autoritære ideer om idealmennesket«.

For Bauhaus-eksperten Regina Bittner er det en debat, der kræver »mange, mange timers nuancering«. For alle de enkelte retninger og tråde er både blevet brugt og misbrugt i Bauhaus’ enorme virkningshistorie, hvor design, arkitektur og byplanlægning gerne røres rundt i en stor gryde af slagord, mener hun.

»Hvis vi ser isoleret på slagord som fremskridt, teknologioptimisme og nøgtern arkitektur, så blev det overdraget til efterkrigstidens arkitektur og mangelsamfund i Europa. Men det er jo oversættelser af Bauhaus’ anliggende i helt andre kontekster. Der kan man dårligt kan bebrejde skolen selv, hvad der gik galt.«

BAUHAUS I BERLIN

1932

Alle offentlige midler til Bauhaus i Dessau sløjfes. Helt frem til sin flugt til USA i 1938 er Mies van der Rohe politisk føjelig – også over for nazisterne. Van der Rohe flytter Bauhaus til Berlin og prøver at drive den videre som privat institution.

Bauhaus’ bygning på Birkbuschstraße i Berlin.

Howard Dearstyne

1933

Bauhaus Berlin tvinges af nazisterne til at opløse sig selv. Hundredvis af Bauhaus-elever emigrerer og tager skolens tanker og ideer med sig til bl.a. Sydamerika, Israel og især USA.

Dansk ambivalens

I Danmark fik Bauhaus en blandet modtagelse allerede i sin korte levetid. Designere som Kaare Klint, Hans Wegner og Børge Mogensen var skeptiske over for Bauhaus’ tanker, geometriske former og teknikfascination og betonede i højere grad håndværket og de bløde, organiske former. Figurer som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Poul Henningsen var derimod mere inspireret af den funktionalistiske tråd og de æstetiske muligheder i Bauhaus’ ideer.

Mange unge danske arkitekter var dengang nysgerrige over for Bauhaus, og man kan dårligt overvurdere den indflydelse, som kulturlivet i Weimar Republikken havde i Danmark, mener Carsten Thau, idéhistoriker og professor emeritus ved Kunstakademiets Arkitektskole. Men han påpeger også den danske skepsis over for den mere kompromisløse tyske tænkning.

»På Akademiet mente de ældre lærere, at en god del af det, der kom fra Bauhaus og Corbusier var ’bluff’. Selv på venstrefløjen gik Otto Gelsted i rette med Bauhaus-skolens anden direktør, Hannes Meyer, for hans mekaniske skemaer for de menneskelige behov og for hans ’antihumanistiske’ opfattelse af planlægning og arkitektur,« siger Carsten Thau.

Han understreger, at de fleste danske arkitekter var stærkt socialt engagerede ligesom Bauhaus-folkene.

»Og de var faktisk enige i Bauhaus’ overordnede mål: et egalitært samfund og en ny skønhed i hverdagen.«

Nationalpolitisk hype

Ikke bare Bauhaus og skolens virkningshistorie diskuteres nu flittigt i den klogere del af den tyske presse. Også organisationen ’Bauhaus 100’, der siden 2012 har planlagt årets Bauhaus-løjer, får flere steder med grovfilen. Alt, hvad der lugter bare en lille smule af funkis, modernisme eller 1920’erne, vil i år få stemplet »Bauhaus« og skamløst blive brugt til citybranding, lød konklusionen for nylig i en meget syrlig udsendelse på radiokanalen Deutschlandfunk.

»Ved jubilæet fejres ikke bare de 14 år, men alt, hvad der er fulgt efter (…) Det er et åbent koncept, der gør Bauhaus til et tag selv-bord.«

I sidste uges Die Zeit gik kunsthistorikeren Hanno Rauterberg ligeledes i flæsket på Bauhaus’ radikale visioner, som han ser som »mere autoritære og illiberale end liberale«, og som desuden ikke er så originale som i den klassiske fortælling om skolen. Han betegner derfor jubilæumsårets hurra-fortælling som en »nationalpolitisk hype«, hvor Bauhaus gøres til et tidløst og ensporet holdepunkt for det gode Tyskland i Weimar Republikken.

I Dessau handler kritikken – ikke overraskende – mere om, at der nu bruges millioner af offentlige euro på endnu et Bauhaus-museum, som åbner til september.

Computerbillede af det kommende Bauhausmuseum i Dessau, designet af arkitekt González Hinz Zabala.

Stiftung Bauhaus Dessau

»Her kommer virkelig mange gæster fra hele verden, der har et forhold til Bauhaus og skolens store virkning. De vil helt sikkert opsøge de nye udstillinger og museer,« fortæller Martina Koppe, en lokal historieguide fra Dessau, mens hun viser rundt ved Bauhaus-mestrenes stramt funktionalistiske villaer.

»Folk her i Dessau er mere skeptiske. De tror ikke på den store turisteffekt, og de fleste siger: helt ærligt, hvad skal vi med et Bauhaus-museum mere?«

Dybt politisk

I Walter Gropius’ fantastiske Bauhaus-bygning er den kritik ikke ligefrem ny for den stedfortrædende leder, Regina Bittner. Hun understreger, at hun som leder og kurator på det ny Bauhaus-museum ikke vil ride med på nogen hype, men netop har som opgave at rydde op i de mange myter og præsentere samlingen i et kritisk lys.

At Bauhaus selv 100 år efter grundlæggelsen er et politisk anliggende, måtte hun og skolen sande i efteråret, da det pænt venstreorienterede punkband Feine Sahne Fischfilet skulle optræde i Bauhaus-bygningen i kølvandet på de højreradikale optøjer i Chemnitz. Efter at højreradikale havde pisket en stemning op imod koncerten, endte Bauhaus-stiftelsen med at aflyse den »af sikkerhedsmæssige grunde«. I mange tyske medier blev det set som en decideret skandale, at netop Bauhaus, der fra 1933 blev fordrevet fra Tyskland af nazisterne, nu lod højreradikale sætte dagsordenen.

»Bauhaus er også et stykke af Tysklands problematiske demokratihistorie,« siger Regina Bittner.

»Selvfølgelig var det en politisk bevægelse. Skolen sagde jo selv, at kunst, design og arkitektur altid og virkelig altid skal være samfundsmæssigt relevant. Et afpolitiseret Bauhaus, som man prøvede at konstruere efter krigen, har aldrig fandtes.«

At Bauhaus var dybt politisk, måtte ikke bare den marxistiske leder fra 1928, Hannes Meyer, sande, da han blev fyret i 1930. Herfra prøvede den allerede verdensberømte arkitekt Ludwig Mies van der Rohe at gøre Bauhaus til en mere elitær arkitektskole med langt mindre af den oprindelige, eksperimenterende kunstnerånd. Van der Rohe føjede sig i så høj grad politisk, at det ikke ser entydigt kønt ud i hans eftermæle. Men lige meget hjalp det.

Skolens insisteren på en ny æstetik uden historiske referencer og dens internationale udblik og åndelige åbenhed blev af nazisterne stemplet som samfundsnedbrydende ’kulturbolsjevisme’. I 1932 blev Bauhaus i Dessau lukket ned, og efter bare ét år i Berlin tvangslukkede nazisterne Bauhaus helt i august 1933.

Efter 14 legendariske år døde skolen ikke. Tværtimod vandrede den sammen med de mange dissidenter fra Nazityskland ud i verden – ikke mindst til USA – hvor den fik ufatteligt stor indflydelse på den moderne verdens formgivning og dermed form.

Den historie virker intet mindre end utrolig, når man ligger i et af de spartanske studenterværelser i Bauhaus-skolen i den østtyske provins. Her er januaraftener meget mørke og meget stille. Og her kan den overvældende fascination af de klare linjer hurtigt slå om i sterile kuldegysninger. Måske er det funktionalismens kølige skyggeside, der melder sig mod midnat. Måske er det bare ærgrelsen over at være her små 100 år for sent i stedet for i de glade, eksperimenterende og ofte paradoksale 1920’ere, hvor Bauhaus med sin epokegørende funktionalisme stadig troede på at kunne forme fremtidens menneske og samfund til det bedre.

Bundesschule in Bernau står i dag på UNESCOs Verdensarvsliste.
Læs også
Det bliver næppe mere dansk end LEGO og Høje Gladsaxe, eller hvad? Danske ikoner trækker på inspiration fra den tyske Bauhaus-æstetik
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Steffen Gliese
  • Palle Yndal-Olsen
  • Gert Romme
  • Torben Siersbæk
  • Christian Mondrup
  • Jens Frederiksen
Runa Lystlund, Steffen Gliese, Palle Yndal-Olsen, Gert Romme, Torben Siersbæk, Christian Mondrup og Jens Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bauhaus (Staatliches Bauhaus) den berømte design og arkitektur-højskole fra 1919 fra Weimar er jo meget andet end det gigantiske byggemarkeds-kæde af samme navn.

I øvrigt blev den lukket af nazisterne i 1930-erne. Og det viser jo, at selv kulturelle udtryksmidler som f.eks. arkitektur og design kan anses som politisk, - altså hvis man bare har den rette sygeligt mistroiske opfattelse af verden.

Ikke så langt fra skolen ligger de Meisterhäuser, hvor flere af dens lærere boede. Et overlevede ikke krigen, men de andre kan beses. Byen som sådan er underlig tyst, men der er flere perler at bese. Ligeledes i Weimar, hvor der også er meget bauhauskultur at bese. Især arkitektskolen, teateret og bauhausmuseeet. Og masser af anden tysk kultur.

Per Torbensen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar

@ Jan Damskier,

Du har ganske ret, Weimar en gammel kulturby på godt og ondt, der har ganske meget at byde på, men det var jo også en betydningsfuld by i 1800-tallet.

Selv kommer vi dog mest i Ilmenau, hvor vi boede i nogle år i starten af 1990-erne, medens jeg arbejdede for en stor italiensk dækproducent i Milan.

Ilmenau har mange udenlandske tekniske studerende, der egentlig tager godt imod dem. Men det der sker i de østlige delstater i disse år, forbavser os ikke, for man har kunnet fornemme, at baggrundet for det har ligget latent i befolkningen siden murens fald.

Runa Lystlund

Prøv at kigge på den franske arkitekt Tony Garnier. Her ligger på mange måder kimen til Bauhaus, sammen med arkitekter som Adolf Loos og Corbusiers læremester Auguste Perret og mange flere, samt kunstnere fra især Rusland. De er en del af en overgangsperiode fra ca. 1900-1915.

Den arkitektur, som der bliver arbejdet med i 1920ene og lidt før, er ikke kun Bauhausperiodens fortjeneste. Det samme sker hos franske arkitekter, Le Corbusier (schweizer), Mallet-Stevens, Pierre Chateau, mm., russiske arkitekter og kunstnere med Malevich (suprematist), Chernikhov (konstruktivist), Tatlin, Lissitzky, Leonidov og Vesnin brødrene (inden de blev Stalins lakajer) og mange andre, schweizeren (Le Corbusier), ungaren Moholy Nagi og hollandske arkitekter og kunstnere med de Stijl, Mondrian, Rietveld, Theo van Doesburg, , J. A Brinkman, og kunstnere fra diverse. europæiske lande.

Den russiske revolution fik indflydelse på arkitekter i denne periode. Det sociale aspekt kom ind i billedet. Se Bauhauslæreren Hannes. Ligeledes kan vi tilskrive ny anvendelse af beton glas og stål denne nye arkitektur.

Vi skal også huske suprematisterne i f. eks. Malevitj's kunst (før Bauhaus) og ligeledes dadaisterne, som blev en inspirationskilde for Bauhausperiodens kunstnere og arkitekter.

Moholy Nagi og Chernikov med konstruktivisme inspirerede senere Zaha Hadid mm. til det hun kaldte dekonsruktivisme.

Mange havde rejst til andre fjerne himmelstrøg og lod sig inspirere. For eksempel Anni Albers og andre væverskers væverier, der var inspireret af vestafrikansk tæppetradition. Den japanske enkle arkitektur, samt profan arabisk arkitektur inspirerede ligeledes mange.

En som også underviste på Bauhaus var den ungarske fotograf og kunstner Moholy Nagy. Hans billeder var nærmest konstruktivistiske og inspirerede f.eks Zaha Hadid langt senere.

Tidsskrifter, der gik arkitekter, grafikere, designere og kunstnere imellem, inspirerede dem på kryds og tværs i Europa og Rusland. Corbusier rejste til Rusland f.eks.

Interessant nok havde kvinder ikke adgang til andet en vævning og design af husgeråd og design i begyndelsen af Bauhausperioden. Her ser vi nytænkning i arkitektur og kunst, men ingen nytænkning i forhold til ligeret.

Jeg nævner slet ikke tyske arkitekter og kunstnere, fordi det er det artiklen handler om.

Der er et udtalt af meget talentfulde pionerer, der slet ikke er nævnt.

Bauhaus og beslægtet arkitektur er ikke kun skabt i Tyskland, men var selvfølgelig en vigtig periode, indtil nazisterne lukkede skolen først i Weimar og senere i Berlin i 1933. Mange flyttede derfra til USA, hvor de fik deres indflydelse, så som Mies van der Rohe.

Steffen Gliese, Ole Arne Sejersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Bauhaus var i Weimar, Dessau og Berlin.
Jeg glemte ligeledes efternavnet på Hannes Mayer. Walter Gropius har selv skrevet en del om Bauhausperioden.

Morten Balling

@Runa

Frank Lloyd Wright? Han var også tidligt ude med kasserne og de rette vinkler.

Det er svært ikke at blive fascineret af Bauhaus, med dens indflydelse på moderne design, men hvis man ser bort fra de praktiske ting ved Bauhaus, er det så bedre æstetik end rokoko eller art nouveau?

Apropos det "praktiske" prøv at tjekke den 100% mande-praktiske indretning af Bauhaus et-familiehuset her:

http://socks-studio.com/img/blog/haus-am-horn-georg-muche-09.jpg

Den var ikke gået i dag :)

Steffen Gliese

Der er forholdsvis mange schweizere med, kan man se, og måske er det i alperne, at man kan finde en historisk parallel - for selvom vi tænker på de hyggelige folkehuse med træ og mursten, så er det en anderledes stram bygningsform, man finder her. Jeg har selv aldrig set så meget imponerende funkisinspireret byggeri på ét sted som i Zürich.

Steffen Gliese

Jeg kørte forbi med tog et ekstremt rødt etagebyggeri i en forstand, men jeg kan besynderligt nok ikke finde et eneste billede på nettet af det.

Runa Lystlund

Martin Balling
Frank Lloyd Wright var amerikaner. Noget af det fineste han lavede var Johnson Wax Company, Guggenheim og Falling Water huset. Han havde så at sige sin egen modernistiske stil også meget tidligt. Han drev en slags arkitektskole i Arizona. Han var en fabelagtig tegner. Hans første huse var enfamiliehuse og på grænsen til modernisme.

En anden arkitekt af de helt dygtige i var Louis Kahn. Han var født i Estonia og emigrerede med sine forældre til USA. Han var også en fabelagtig tegner. Min første arbejdsgiver mente, at han var verdens dygtigste arkitekt.

Tyske Mies van der Rohe var også en af de store i USA. Både med design af møbler og bygninger.

Der er mange flere i USA, der var meget dygtige arkitekter.

Så har vi finske Aalvar Aalto, lysets mester og svenske Gunnar Asplund (Skovkirkegården i Stockholm), der var primus motor til Stockholmsudstillingen i 1930.

Stockholmsudstillingen var en stor udstilling, der introducerede Bauhaus og modernismen til de nordiske lande.

Vi har selvfølgelig vores Utzon, som ingen dansk arkitekt er kommet i nærheden af. Desværre er mange af de sidste bygninger med navnet Utzon ikke tegnet af ham, men hans sønner. Utzon var for stor til lille Danmark.

Det der var interessant og epokegørende ved Bauhaus, var deres mange værksteder og den mangfoldige fag.

Bauhaus og modernismen skrællede al overflødig dekoration og pylder fra byggerierne. Som Mies vand der Rohe udtrykte det. "Less is more". De reagerede imod tidligere stilarter, derfor smed Hitler dem ud, samtidigt var nogle af dem socialister. Det gjorde det ikke bedre. Senere kaldte Robert Venturi modernismen, "Less is a Bore" . Han var post-modernist og reagerede på modernismen. Det var en periode uden storslåede byggerier. Zaha Hadid og Coup Himmelblå bland mange andre var og er en af de modbevægelser mod den rene modernisme, de foreslog dekonstruktivismen.

Det der gjorde Bauhaus interessant var at de samlede alle kunstarterne og design under et tag, med er de mange forskellige værksteder for arkitektur møbler, design af lamper og andet produktdesign, grafisk design, vævning, scenekunst, maleri, tegning, modelbygning og grafik.

Det kunne Kunstakademiets Arkitektskole lære noget af med alle sine mange små arkitektskoler i Arkitektskolen. Skolen var tidligere inspireret af metoden, men den måtte lade livet i kampen hvor professorvældet, der overtog Arkitektskolens diverse laboratorier og blev til et utal af små selvstændige egofikserede arkitektskoler.

De fleste af tidligere arkitekter var dygtige til at tegne og tegne perspektiver af deres huse. Simpelthen tegne i 3D. Jeg må desværre sige, at ikke mange af mine ellers mange studerende, der har været dygtige til at tegne. Jeg har dog prøvet at lære mine studerende at tegne. Var de ikke i stand til at tegne deres bygninger, er modelbygning en af de bedste metoder.
3D tegninger på computere er ofte en illusion, mange tror det er virkeligheden, det er det bare ikke. Det er stadigvæk en illusion.

Personlig mener jeg, at computeren har vært en stor hjælp i projektering til arkitekter, men den er på en måde også en forbandelse. Byggefolk tegner nemmest i ortho, det er i rette vinkler og hvis man ikke skitserer uden computer ender desværre meget af det som kasser.

Det er ganske interessant at se hvordan computeren, som værktøj har været med til at ensarte byggeriet.

Runa Lystlund

Når arkitekter bruger computere er det kommandoer, der styrer kreativiteten og den rationelle del af hjernen, nå vi tegner i hånden bruger vi den kreative halvdel af hjernen. Vi må håbe på, at arkitekter fremover vil skitsere mere og lave flere modeller i stedet for at kun benytte en computer. Man kan skitsere med en pen i Photoshop, men det lader sig ikke straks overføre til en steg i AutoCad eller Revit, selv om Revit er et 3D program.

Programmerne er ganske regide. Vi ser hvordan udviklingen af tegneprogrammerne har haft indflydelse på arkitekturen. Dog er ortho med de rette vinkler udviklerens og investorernes foretrukne form. Det er nemlig billigst.

Runa Lystlund

Steffen Gliese
Hvis du eller andre tager til Schweiz, er der meget at se af god arkitektur, f.eks af Peter Zumthor. Et badeanlæg/kuranlæg i Vals og hans museum ved Bodensøen, Kunsthus Bregenz i Østrig. Der er mange andre dygtige arkitekters bygninger at se. Le Corbusier var schweizer.

Når vi taler om Corbusiers møbler må vi også nævne Charlotte Perriand, der tegnede flere af hans møbler med ham og alene. Der var en stor udstilling af hendes og deres fælles ting, en del år tilbage, hvor hun havde været i Asien og fik udformet en fantastisk udgave af chaiselongen, som normalt er i stål. Den havde hun udformet i hårdt træ og vævet struktur. Hun fik ikke den kredit hun skulle have haft.