Læsetid: 8 min.

Et af Europas mest racistiske museer genåbner efter fem års ombygning. Er det blevet bedre?

Det store Congomuseum i Bruxelles, som i årtier er blevet beskyldt for racisme og for at propagandere for Belgiens ekstremt voldelige kolonitid, er netop genåbnet efter fem års renovering. Alt er lavet om. Men er det godt nok?
I årtier er Det Kongelige Museum for Centralafrika i Belgien blevet kritiseret for at være racistisk og for at glorificere kolonitiden, men nu har ledelsen lyttet til kritikken og museet er genåbnet efter store ændringer.

I årtier er Det Kongelige Museum for Centralafrika i Belgien blevet kritiseret for at være racistisk og for at glorificere kolonitiden, men nu har ledelsen lyttet til kritikken og museet er genåbnet efter store ændringer.

Silvana de Ararujo Barcelo

4. januar 2019

Jeg træder et skridt tilbage på marmorgulvet og klemmer øjnene sammen, mens nogle skolebørn løber forbi med kladdehæfter i hænderne.

»Kan du se det,« siger Bruno Verbergt, der er vicechef på Det Kongelige Museum for Centralafrika i Belgien.

Han peger op på en forgyldt bronzestatue, der troner i et indhak i væggen under den store kuppel i indgangshallen. Skulpturen forestiller en høj mand med fuldskæg i kåbe, der lægger en alfaderlig hånd på skulderen af en lille, barnagtig afrikaner.

»Belgien bringer civilisationen til Congo,« læser jeg højt fra pladen under skulpturen.

»Hold da op, hva’?«

Vicechefen nikker.

»Ja, hold da op, ikke?«

Vi står midt i et enormt rum, der indtil for nylig var hovedindgangen til det store Congomuseum, der holder til i en slotslignende bygning i udkanten af Bruxelles med udsigt til en stor fransk kunsthave.

I årtier er museet blevet kritiseret for at være racistisk og for at glorificere kolonitiden, og nu har ledelsen rent faktisk lyttet til kritikken. I fem år har museet været lukket for offentligheden, imens kuratorerne har foretaget omfattende ændringer.

I sidste uge slog de så endelig dørene op til en frisk start.

I 80 år havde belgierne magten i Congo, indtil landet blev selvstændigt i 1960. Især i perioden fra 1885 til 1908, hvor landet var Kong Leopold II’s personlige koloni, gik det voldsomt for sig.

Forskere diskuterer stadig tallene, men det er helt sikkert, at »flere millioner« congolesere døde som følge af mord, hungersnød, tortur og sygdomme, fortæller Idesbald Goddeeris, der er historiker på universitetet i Leuven. Andre akademikere er nået frem til tal, der nærmer sig ti millioner døde.

Congo var et brutalt sted, og der findes et rædselskabinet af sort-hvide fotos af congolesiske børn, der har fået hænderne hugget af – en udbredt straffemetode i kolonien.

Men alt det fik museumsgæsterne i Bruxelles intet at vide om. Så sent som for ti år siden stod der ikke et ord om afhuggede hænder og døde congolesere, for udstillingen havde stort set ikke ændret sig siden 1958 (et år, hvor museet i parentes bemærket havde en menneskezoo med levende congolesere ude i haven).

»Mange skolebørn er kommet og har lært, at kolonitiden var helt okay,« siger Bruno Verbergt.

Men nu skal der andre boller på suppen. Nu er den store kong Leopold-statue, som altid har budt gæsterne velkommen, erstattet af en træskulptur af den congolesiske kunstner Aime Mpane.

»Nu siger vi det, som det er,« siger Bruno Verbergt og trommer med pegefingerneglen på et skilt under den forgyldte statue, hvor ordet ’propaganda’ står flere gange.

»Museet har alt for længe været propaganda for kolonialismen.«

Hent en masse gummi, eller din kone dør

Det skulle vise sig at være en stor ulykke for de congolesiske stammesamfund i slutningen af 1800-tallet, at en mand i Belfast i 1890 opfandt det oppustelige cykeldæk. Pludselig blev cyklisme så komfortabelt, at folk fra København til Antwerpen ville have et eksemplar, og det fik prisen på gummi til at eksplodere.

Og hvor skulle producenterne skaffe alt det gummi fra?

Jo, dybt inde i de tætte regnskove i Kong Leopold II’s Congo voksede tusindvis af vilde gummilianer, som nu pludselig var guld værd.

Og hvordan får man billigt og hurtigt fat i en masse gummi uden selv at vandre gennem skove med malariamyg og kviksand? Jo, man køber lejesoldater, stormer ind i nogle congolesiske landsbyer, brænder et par hytter af, lægger alle kvinderne i lænker og fortæller mændene, at hvis de ikke går ud i junglen og henter en masse gummi meget, meget hurtigt, slår man deres kvinder ihjel.

Det var groft sagt systemet i Congo.

Det skal retfærdigvis siges, at belgierne ikke var de eneste, der gjorde sådan – tyskerne havde noget lignende kørende i Cameroun og portugiserne tilsvarende i Nordangola, men det var i Congo, der var mest gummi, og derfor var det i Congo, der var mest vold og død.

Kong Leopold II, der aldrig selv satte sine ben i Congo, brugte de mange penge på lækre ejendomme ved den franske Riviera – og så byggede han Det Kongelige Museum for Centralafrika.

Den forgyldte statue af den belgiske alfader, der bringer civilisationen til Congo, står der stadig.

Silvana de Ararujo Barcelo
Indgangen til museet er blevet flyttet efter ombygningen.

Man går ikke længere ind under kuplen, men vandrer nu ad en bred hvid gang under jorden, hvor der står »tout passe, sauf le passé« på væggen – alt forsvinder, på nær fortiden – og før man overhovedet kommer op ad trappen til selve udstillingen, møder man et maleri af en congolesisk kunstner, hvor en vred og tyk hvid fyr slås med nogle sorte om en statue.

Det er kampen om historien, forstår man.

Og lige bagefter – stadig i kælderen – har museet samlet en masse af dets kontroversielle skulpturer, hvor de sorte er afbilledet i vildmandspositurer, så de næsten ligner udstoppede dyr.

Skulpturerne er stuvet sammen på en lidt rodet måde, som om de er opmagasineret, og bag dem hænger en kort tekst, som forklarer, at de tidligere var en del af hovedudstillingen ovenpå, »men nu ikke længere hører til i den kontekst«.

Så er vi i gang.

Ovenpå er der fyldt med skolebørn og gråhårede kvinder med ledninger i ørerne, der nikker og hæver øjenbrynene, når de synes, noget er spændende i deres audioguides.

I en glasmontre i den nye koloniafdeling kan man studere torturredskaber og slavekæder, og på en skærm kører en båndsløjfe med fotos af congolesere, der har fået kappet armen af – på det mest grumme stirrer en far stille på sin datters afhuggede hænder, som ligger i græsset foran ham.

Der hænger også et billede af lejesoldaterne i Leopolds hær Force Publique – de er alle sammen sorte. Ved siden af dem står tre hvide officerer med tropehjelme.

Sådan var systemet: Unge lykkeriddere fra Europa – også danskere – tog dampskibet til Congo på jagt efter penge og social opstigning, og hvis de altså ikke døde af malaria (det gjorde cirka en tredjedel), kunne de blive officerer i Force Publique, hvor det hovedsagelig var sorte, der tæskede andre sorte.

»Det virker kun halvvejs ærligt,« siger 21-årige Adnane Faatane til sin ven, Lionel Bagaruka, mens de kigger ud over udstillingen.

De er begge studerende fra Bruxelles og har begge indvandrerforældre fra henholdsvis Rwanda og Marokko.

»Billederne af de afskårne hænder burde være meget tydeligere. Meget større,« siger Adnane Faatane.

I den anden ende af lokalet trisser en flok pensionister forbi. En af dem siger stille:

»Det er en slags hjernevask, det her. Alt det gode, som belgierne har gjort i Congo – skoler, veje, hospitaler – det er alt sammen glemt.«

Det er de to yderpositioner i den belgiske kolonidebat.

Børnene sagde, at jeg var en beskidt sort

Belgiernes forhold til kolonitiden er i hastig forandring lige nu, fortæller historikeren Idesbald Goddeeris.

»Da jeg studerede historie i 1990 på det flamske universitet Leuven brugte vi måske to minutter på Congo. Det blev lige nævnt, men der var ingen debat overhovedet,« siger han.

Det ændrede sig først for alvor i 1998, da den amerikanske journalist Adam Hochschild udgav bogen Kong Leopolds arv, der opsummere alle uhyrlighederne.

»Jeg lagde sådan set ikke noget nyt frem i bogen, for der var allerede akademikere i Belgien, der havde skrevet om det hele,« siger Adam Hochschild gennem en telefon fra sit træhus i Californien.

»Det er lidt unfair, men nogle gange giver det mere opmærksomhed, når der kommer en amerikaner og skriver om noget.«

Hans bog blev en skandalesucces i Belgien, bestseller på både på flamsk og fransk. Ånden var ude af flasken.

»2018 er et nyt vendepunkt,« siger Idesbald Goddeeris.

Også den gamle væg med navnene på hvide belgiere, der er faldet i Congo, er bevaret, men den congolesiske kunstner Freddy Tsimba har nu klæbet navnene på døde congolesere op på ruderne overfor, så sollyset kaster navnene som skygger på væggen.

Silvana de Ararujo Barcelo

I maj blev der for første gang opkaldt en belgisk plads og en gade efter en congoleser (Patrice Lumumba), og lige nu kan man hver uge se programmet Koloniens børn på belgisk tv, hvor sorte belgiere fortæller om Congo og kolonialismen.

En af dem er 28-årige Tracy Tansi.

»Traumerne fra kolonialismen bliver givet videre igennem generationerne som et mindreværd hos sorte,« siger hun til mig i telefonen.

Hendes forældre kom til Belgien som politiske flygtninge fra Congo i 80’erne, og hun voksede op i en lille flamsk by.

»Der var ikke særlig mange sorte i byen. Jeg kan huske i børnehaven, hvor vi skulle holde hinanden i hænderne. Når de andre børn havde holdt i mig i hånden, tjekkede de, om de selv var blevet sorte. På den måde forstod jeg meget tidligt, at jeg var anderledes, men det blev først væmmeligt i skolen. Da jeg var fem år, sagde de andre i skolegården til mig, at jeg var en beskidt sort pige. Jeg kan huske, at jeg løb hjem til min mor og græd og sagde, at jeg ikke ville være sort, selvom jeg ikke vidste, hvad det var.«

Tracy Tansi føler sig ikke som offer, understreger hun, men det betyder alligevel meget – for sorte som hende – at museet nu har ændret sin udstilling, siger hun.

»Der bliver lyttet mere til os, og vi er blevet mere synlige.«

Noget af sjælen er væk

Det kan godt være, at museet i årtier har ignoreret congolesernes lidelser, men det har til gengæld længe haft en mindevæg med navnene på 1.508 hvide belgiere, der døde i Congo.

Væggen er her stadig – hele museumsbygningen er fredet, og navnene er malet på væggen, så de kan ikke fjernes – men museet har tilføjet noget: Den congolesiske kunstner Freddy Tsimba har klæbet en masse navne på døde congolesere op på ruden med spejlvendt skrift, så når solen skinner på museet, kastes skyggerne af de dødes navne ind på væggen.

Og midt i rummet har Tsimba opstillet et par rustne hjulaksler fra en oksekærre, som belgierne brugte til at bygge de første veje langs Congofloden – problemet var bare, at okserne døde af varme og overanstrengelse, så i stedet tvang de nogle congolesere til at trække kærren. Mange af dem led samme skæbne som okserne.

Ved siden af oksekærren står nu Tom og Jenny Ferrel på 74 og 73 år sammen med deres to børnebørn på 8 og 10 år. De er oprindeligt fra Skotland, men har boet i Belgien i 41 år og er kommet en del på museet, dengang deres datter var barn.

»Børnebørnene kan godt lide de udstoppede dyr, men der er så meget tekst, og det hele virker så tomt,« siger Jenny Ferrel.

»Noget af sjælen er væk, synes jeg. I gamle dage var det et mørkt og støvet sted, hvor børn kunne løbe rundt i timevis og gå på opdagelse.«

»Hvad tænker I om den der,« spørger jeg og klapper på de ruste hjulaksler.

»Hvad er det?« spørger Jenny Ferrel, og jeg fortæller, hvad jeg har læst om kunstværket – om okserne og den congolesiske kunstner.

»Men det kan man jo ikke se,« siger Jenny Ferrel og kigger lidt fortvivlet på sin mand.

Børnebørnene ser ud til at kede sig bravt. De vil gerne se den udstoppede elefant igen.

»Der er blevet kedeligt. For politisk korrekt,« siger Jenny Ferrel, mens hendes mand kigger på hende med et blik, der siger: »Pas nu på, hvad du siger.«

»Det lyder forfærdeligt,« siger hun.

»Men jeg synes, det var bedre før.«

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
Læs også
Nogle af de mest elskede figurer fra børnebøger og børne-tv har rod i fordomsfulde karikaturer, og racisme er indlejret i bøger og kultur for børn på en så subtil måde, at selv velmenende progressive antiracister bliver blinde for den. Amerikanske Philip Nel, der er forsker i børnelitteratur, vil åbne vores øjne for de racistiske elementer – ikke for at vi skal fjerne dem, men for at vi skal blive opmærksomme på dem og lære at læse med ubehag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Mortensen
  • Britta Hansen
  • Peter Beck-Lauritzen
Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Britta Hansen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har ikke set Congomuseum i Bruxelles.

Men initiativet til RECOM og Documenta-Center til publicering af fortiden præsenterede i torsdags det interaktive; "Kortet over krigsofrene 1991-2001 i den tidligere SFRY" i Zagreb. Kortet samler indsatsen fra forskellige dokumentationscentre for at fastslå fakta om menneskelige tab i 1990'ernes krige.

Gruppen bag dette, er Documenta, Humanitært Juridiske Center HLC i Beograd, Humanitært Juridiske Center i Prishtina, Foreningen for Transitional Justice og Accountability and Remembrance i Bosnien-Hercegovina.

Vesna Terselic, direktør for Documenta, sagde, at kortet indeholdt både ofrenes navne og efternavne.

"Vi mener, at det er vigtigt, at folk husker disse ofre, - og vi vil have denne indsats og resultaterne af disse forskningsresultater til at bidrage til at reducere eller standse manipulation af antallet af ofre," sagde Terselic.
Natasa Kandic, koordinator for koalitionen for RECOM, bemærkede, at politisk støtte til at kunne nævne a-l-l-e ofrene, er målet for det regionale initiativ bag RECOM, var blevet ændret og tilpasset i overensstemmelse med den ændrede politiske situation.

RECOM er en krigstidsfaktor-kommission, der faktisk skal oprettes af de tidligere jugoslaviske lande for at sammensætte en navn-for-navn-liste over alle de dræbte, savnede, fængslede og torturerede i alle de jugoslaviske krige.

Kandic bemærkede, at Haag International War Crimes Tribunal, ICTY, har identificeret mindst 18.000 ofre for krigsforbrydelser i sine undersøgelser.