Læsetid: 6 min.

Filmmageren Lanthimos nævnes i flæng med konfrontatoriske typer som Lars von Trier: »At udfordre normen er præcis, hvad der interesserer mig«

På filmskolen i Grækenland vovede Yorgos Lanthimos ikke at drømme større drømme end at skabe sig en karriere i reklame – alligevel slog han igennem som en original filmskaber af egenartede kunstfilm. Nu er han ombejlet af Hollywoods største filmstjerner og aktuel med det storladne, tidobbelt Oscar-nominerede kostumedrama ’The Favourite’ om dronning Anne og de to hofkvinder, der kappes om hendes gunst
Lanthimos er både blevet berømt og berygtet for sin usædvanlige tilgang til skuespilprøver. Skuespillerne i ’The Favourite’ blev således bedt om at udtale deres replikker, som om de var i færd med at føde.

Lanthimos er både blevet berømt og berygtet for sin usædvanlige tilgang til skuespilprøver. Skuespillerne i ’The Favourite’ blev således bedt om at udtale deres replikker, som om de var i færd med at føde.

Twentieth Century Fox Film

24. januar 2019

For 13 år siden instruerede Yorgos Lanthimos ultralavbudgetfilmen Kinetta. Stilen var håndholdt til det rystende. Tre skuespillere lusker rundt på hoteller og hospitaler i en nedslidt græsk badeby. Flere kampscener, der ligner avancerede koreografiøvelser, er indlagt. Dialog er der stort set intet af, bortset fra de detaljerede instrukser, som en af hovedpersonerne bjæffer til de andre. En bizar sekvens med et gokartløb indgår også. Selv for os, som holder af krævende og uudgrundelig avantgardefilmkunst, var Kinetta en hård udfordring.

Dengang ville man næppe komme på den tanke, at Lanthimos en dag skulle blive så feteret, at stjerner som Nicole Kidman, Colin Farrell, Olivia Colman og Rachel Weisz ville drages magnetisk mod at arbejde sammen med ham. Eller at hans navn ville blive nævnt blandt de første i samtaler om de mest interessante tendenser i nyere europæisk filmkunst. Eller at det skulle falde i hans lod at instruere et af de største udstyrsstykker indenfor genren historiske kostumedramaer siden Barry Lyndon (1976). 

Begær og ambitioner

Handlingen er henlagt til England i de første årtier af 1700-tallet, dvs. dengang dronning Anne herskede over riget.

The Favourite er en film, der trænger ind bag kulisserne og fortæller om kvinders begær og ambition. Hovedparten af scenerne er optaget i det autentisk imposante Hatfield House i Hertforshire og byder på overdådige rober, svimlende høje parykker og en eminent stjernebesætning med Colman, Weisz og Emma Stone i hovedrollerne.

Siden premierevisningen på filmfestivalen i Venedig i september, hvor Colman i rollen som dronning Anne tog prisen som bedste kvindelige hovedrolle, er den blevet overøst med superlativer og bl.a. nomineret til fem Golden Globe-priser og ti Oscar-priser.

Hvordan i al verden kom Lanthimos fra en film som Kinetta til dette? Han undviger behændigt spørgsmålet med en bemærkning om, at han aldrig havde forestillet sig, at han skulle slå igennem som filminstruktør.

»I Grækenland,« siger han, »kunne man ikke bare sige: ’Jeg vil være filminstruktør’. At jeg skulle nå dertil var ikke realistisk at forestille sig.«

Hans bedste håb, da han startede på sin filmskoleuddannelse, var at komme til at lave reklamefilm.

»Jeg tænkte, at reklamefilm trods alt var bedre end marketing eller den slags. Og nok ville være det tætteste, jeg kunne komme på at lave rigtige film.«

Aggressiv absurdisme

Det lykkedes ikke desto mindre for Lanthimos at blive filminstruktør og at opnå en position som en af filmkunstens mest feterede auteurs. Siden hans anden spillefilm, Dogtooth (2009), har Lanthimos været beundret og berygtet for sin fandenivoldske fantasi og ofte aggressive absurdisme.

Til forskel herfra er The Favourite mindre foruroligende end drilagtigt legende. Historien, der bygger på virkelige hændelser, handler om to kvinder, der kappes om dronning Annes gunst. Den ene er hendes veletablerede hjerteveninde, Sarah Churchill (Rachel Weisz) alias hertuginden af Marlborough, og den anden er Sarahs kusine Abigail Hill (Emma Stone), der fra et udgangspunkt som underprivilegeret outsider stræber efter at fortrænge Sarah fra positionen som dronningens foretrukne fortrolige (og sengekammerat).

Det er imidlertid en film, der med skadefryd punkterer alle de forventninger, man kunne have til en stort anlagt periodefilm, ikke mindst i kraft af sine kvikt vittige og slibrige replikker (forfattet af Deborah Davis og Tony McNamara), der er fyldt med ugyldige følgeslutninger og anakronistiske udtryk (såsom ’karriereselvmord’ og ’ingen stress’).

Det er samtidig en film, der byder på bizart atletiske dansesekvenser, diverse aktiviteter med ænder og granatæbler og en slutscene med kaniner, der rykker filmen over i en helt ny zone af poetisk fremmedhed.

Overskudsagtig

En ting The Favourite lykkes afgørende med, er at konsolidere Lanthimos’ status som en udpræget skuespillernes instruktør. Hvor hans tidligere arbejde især har budt på stærkt stiliseret og antirealistisk skuespil, har denne film en sædelighedskomedies mere løse og overskudsagtige lethed, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et yderst raffineret sammenspil. 

Den største åbenbaring er Emma Stone, hvis ekstraordinære palette af ansigtsudtryk som påtaget troskyldig konspirator fører hende op på et helt nyt niveau af komisk skuespilkunst og – kunne man mene – ud af Hollywood-stjernernes typiske komfortzone.

»Jeg tror ikke, hun har forladt den komfortzone endnu – hun har god plads der. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg vidste, hun kunne forløse den her rolle, men det gjorde jeg på en eller anden måde,« siger Lanthimos, der fik Stones ’ja’ til rollen umiddelbart før hendes tour de force i La La Land.

»Hun var meget sikker lige fra begyndelsen – fysisk var hun straks klar efter de første prøveoptagelser.«

À propos prøveoptagelser er Lanthimos både blevet berømt og berygtet for sin usædvanlige tilgang til skuespilprøver og auditions. Skuespillerne i The Favourite beretter således, at de blev bedt om at udtale deres replikker, som om de var i færd med at føde, eller som om de sloges mentalt med usynlige kraftfelter.

Lanthimos klukker, da jeg spørger til hans metode.

»Jeg tror, ​​jeg gør ting, der er mere almindelige i teatrets verden,« indrømmer han.

Filminstruktører springer ofte prøveperioden over, siger han, men han insisterede på at bruge tre uger til at følge sin egen metode, der involverede mange fysiske øvelser. F.eks. fik han sine seks hovedrolleindehavere til at holde hinanden i hænderne og bevæge sig rundt i prøverummet:

»På den måde blev de filtret ind i hinanden og skulle prøve at filtre sig ud, imens de udtalte deres replikker, så de faldt helt forvrængede ud.«

Dermed blev det muligt, fortæller han, at »tilføre scener og skuespil en uforudsigelighed, som jeg også møder i det virkelige liv, men som er svær at få frem, når man sætter sig ned og intellektualiserer en scene eller en rolle.«

Den stærke fysiske karakter har altid været en del af Lanthimos måde at arbejde på, også de gange han har instrueret teaterstykker. Optagelser fra hans produktion af Platonov i 2011 for Grækenlands Nationalteater ligner heller ikke nogen anden Tjekhov-opførelse i verden med sine muskuløse ensemblebevægelser ledsaget af en begravelsesudgave af Bee Gees’ »How Deep Is Your Love«. Som en stor ynder af moderne danseteater, beundrer den græske instruktør især koreografer som Maguy Marin, Sasha Waltz, Dimitris Papaioannou og Pina Bausch.

Mærkelig bølge

Dogtooth og dens lige så excentriske opfølger Alps (2011) gjorde Lanthimos til galionsfigur for det, som filmkritikere har kaldt Grækenlands mærkelige bølge (weird wave) – en generation af filmskabere, der har skabt meget forskellige værker, hvoraf mange har været antirealistiske og nogle mere outrerede end andre, men hvor alle har det til fælles, at de hylder en stolt antikommerciel ideologi. 

Kritikere har undret sig over, hvorfra denne bølge kom, og flere har ville se den som en art kunstnerisk reaktion på Grækenlands dybe økonomiske krise og den heraf affødte opfattelse af ikke at have noget at miste som et frigørende moment for kreativ fantasi.

I virkeligheden, siger Lanthimos, har instruktørerne, der identificeres med denne bølge, ikke andet til fælles, end at »vi har fået en lettere adgang til kunstfilmscenen end de tidligere generationer af instruktører«.

Et fælles kulturelt udgangspunkt kan dog også være i spil, indrømmer han:

»Måske er det noget middelhavsagtigt, en kultur, der er mere åben over for visse eksperimenter – mindre underlagt den slags restriktioner og tabuer, som den anglosaksiske kultur og andre kulturer ligger under for.«

Selv om The Favourite viser en mere tilgængelig og endda lystfuld side af hans filmkunst, kan Lanthimos stadig i nogen tid forvente at fastholde sit ry som en filmkunstner, der udmærker sig ved at føre sit publikum ud i vanskelige og ofte skræmmende landskaber – en auteur, som jævnligt nævnes i flæng med åndsbeslægtede konfrontatoriske typer som Michael Haneke og Lars von Trier. Han søger dog aldrig at chokere, siger han selv, men da jeg bruger ordet »provokerende«, nikker han eftertænksomt.

»Provokerende, siger du … Det ville jeg før have afvist, men jeg har efterhånden indset, at det er præcis, hvad jeg vil være. Det er det, vi prøver på ­– at fremprovokere nye tanker og diskussion. At ruske op i folk, så de ser verden på nye måder. At udfordre normen er præcis, hvad der interesserer mig.«

’The Favourite’ har dansk premiere 24. januar.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu