Læsetid: 6 min.

»De fleste voldshandlinger på film har jo ikke en skid med ofret at gøre«

Filminstruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf kan ikke mønstre nogen interesse for vold på film – medmindre der er tale om seksualiseret vold, og filmen tager både overgrebet og dets offer alvorligt. At lade ofrene være navnløse modstandere, hvis liv helten har ret til at tage, anser hun for at være farligt
’A ma soeur!’ handler om en ung, Anaïs, der overværer et overgreb på sin søster Elena, og er en film, der interesserer sig for, hvordan overgreb foregår, og hvordan det påvirker ofret, og på den måde giver volden i filmen mening, mener instruktør Isabella Eklöf, hvis debutfilm ’Holiday’ fra 2018 indeholdt en meget omdiskuteret voldtægtsscene.

’A ma soeur!’ handler om en ung, Anaïs, der overværer et overgreb på sin søster Elena, og er en film, der interesserer sig for, hvordan overgreb foregår, og hvordan det påvirker ofret, og på den måde giver volden i filmen mening, mener instruktør Isabella Eklöf, hvis debutfilm ’Holiday’ fra 2018 indeholdt en meget omdiskuteret voldtægtsscene.

A CB FILM / Ronald Grant Archive / Mary Evans/Ritzau Scanpix

11. januar 2019

De eneste gange, filminstruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf er blevet følelsesmæssigt ramt af vold på film, har været, når det handlede om seksualiseret vold.

Vold som filmisk virkemiddel siger hende ingenting. Den type filmvold, hvor »en fyr med et maskingevær skyder 300 ansigts- og navnløse statister for at redde verden eller vise sin kæreste, at han er en rigtig mand«, synes hun er decideret ulækker og farlig.

Anderledes vedkommende er efter Eklöfs mening franske Catherine Breillats film A ma soeur! fra 2001. Den handler om en ung, overvægtig pubertetspige ved navn Anaïs, der observerer sin ældre og konventionelt smukke søster Elena og den måde, søsteren er sammen med sin kæreste på.

Isabella Eklöf fremhæver især én scene, hvor de to søstre ligger i hver sin seng på deres fælles værelse. De bliver skiftevis filmet fra siden, i øjenhøjde og helt nøgternt. Storesøsteren har sin kæreste på besøg, og Anaïs ligger og betragter dem i smug, mens han presser Elena til analsex.

A ma soeur! er en film, der interesserer sig for, hvordan overgreb foregår, og hvordan det påvirker ofret. Både de subtile overgreb, som søsterens kæreste udsætter hende for, når han presser hende til noget, hun ikke har lyst til, og den meget konkrete vold.

Sidst i filmen bliver Anaïs voldtaget af en totalt fremmed. Igen er det filmet fra siden i et totalbillede ude i den skov, hvor det sker. Anaïs bakker væk fra voldtægtsmanden, mens han nærmer sig fra den anden side af billedet.

Isabella Eklöf sætter pris på, at måden, de to episoder foregår på, virker realistisk, og på at den stiller spørgsmål om, hvad overgreb kan være. 

»Volden bliver afmystificeret på en måde, der samtidig er kompleks. På filmens metaplan er der en interessant diskussion, fordi den sætter spørgsmålstegn ved, om den ene type vold er værre end det anden. Før #MeToo var det jo ikke så slemt, hvis kæresten overtalte en til noget, man ikke havde lyst til. Filmen perspektiverer det og antyder, at det måske alligevel ikke er så væsensforskelligt, hvad de to søstre bliver udsat for.«

Det er også det, at filmen handler om ofrene, der kvalificerer den i Eklöfs øjne:

»De fleste voldshandlinger på film har jo ikke en skid med ofret at gøre. Det er bare en eller anden tilfældig, der bliver ramt, når helten står og skyder. De er ikke rigtige personer – og det er måske det, jeg har et problem med.«

Uvoldsom voldtægtsscene

I Isabella Eklöfs debutspillefilm Holiday, der kom ud i 2018, følger man den unge kvinde Sascha (Victoria Carmen Sonne), der er på ferie i Tyrkiet med sin kriminelle alfahan af en kæreste, Michael (Lai Yde), og det slæng, han omgiver sig med.

I en af filmens scener er de to alene i den lejede villas stue. Han vil gerne have sex, eller også vil han sætte hende på plads, eller måske vil han begge dele. I hvert fald udarter det sig til en voldtægt, som man ser på i flere minutter.

Isabella Eklöf protesterer, da jeg refererer til den scene som voldsom:

»Måske har du oplevet den sådan, men det har ikke været meningen, at den scene skulle være særlig uhyggelig. Det har bare været meningen at skildre, hvordan den slags foregår i virkeligheden.«

Isabella Eklöf har skrevet manuskriptet til Holiday sammen med Johanne Algren. Det var hende, der skrev det, der blev til en voldtægtsscene, men hun havde overhovedet ikke selv anskuet den som en voldtægt. Det interesser Isabella Eklöf, at man kan se så forskelligt på tingene:

»Nogen kan tænke, det ikke var så slemt, mens andre tænker, det er noget af det mest uhyggelige, de længe har set. Den kompleksitet gælder ikke bare film, men også virkeligheden.«

Som forberedelse til det, der så altså blev en voldtægtsscene, så Isabella Eklöf og hendes hold voldtægtsscenen i den argentinskfødte franske instruktør Gaspar Noés film Irreversible (2002).

Filmen, der er fortalt bagfra, så man ser voldtægten før de situationer, der leder op til den, er en af nyere filmhistories kendteste voldtægtsskildringer, men fordi Isabella Eklöf ikke interesserer sig for vold i sig selv, har hun ikke set det hele, bare voldtægtsscenen, som er i ét langt take. Og det var ud fra en teknisk interesse:

»Det er spændende at se, hvordan man kan gøre det uden at skade skuespillerne. F.eks. ved så banal en detalje som at filme fra siden, så man kan snyde, sådan at der ikke bliver penetreret rigtigt. Og så har vi brugt attrap. Jeg ville have det til at se realistisk ud. Vi filmede det ikke på en særlig måde, fordi det var en voldsscene, men på samme måde som det meste af filmen. To eller tre vinkler, og så kan man kigge på den eller lade være, og se, om man kan holde til det.«

Umenneskeliggjorte fjender

Actionfilm som Die Hard-filmene eller superheltefilm som Avengers: Infinity War bryder Isabella Eklöf sig ikke om. Det med, at der lige er en eller anden, der har et maskingevær og en grund til at tro, han gerne må dræbe andre mennesker, virker moralsk afstumpet: 

»Når der lige er en biljagt, hvor en lastbil falder om, og fire biler med mennesker i bliver smadret, bliver disse navnløse personer dehumaniseret, og det synes jeg er både ulækkert og pissefarligt. Det er det, man gør i krig – man umenneskeliggør fjenden, så man kan være ligeglad med, hvorfor de tilfældigvis befinder sig i skudlinjen.«

20th Century Fox

Isabella Eklöf er ikke uforstående over for, at nogen – »især folk med meget testosteron« – kan have hang til den slags action: 

»Det kan være en udladning, hvor det mere handler om farve, bevægelse og lyd, end hvad der egentlig sker med menneskene i filmen. Man kunne lige så godt have et fyrværkeri. Jeg kan forstå, at nogle mennesker har et behov for det, men jeg synes personligt, at det er klamt.«

– Tror du, det er skadeligt at se den slags?

»Ja, men ikke på grund af voldsscenerne i sig selv. Jeg tror, det er skadeligt på grund af det budskab, filmen som helhed kommer med: At det er okay at slå folk ihjel, hvis de hører til de andre, og hvis man har en god nok grund. Og en god nok grund kan så være, at du skal redde verden, eller bevise over for din kæreste, at du er en rigtig mand, eller noget andet latterligt. Så er det okay at slå 300 af de andre ihjel. At skildre mennesker som de andre, man gerne må slå ihjel, er grundlæggende superfarligt og dårligt.«

– Hvad med splatterfilm, som er så urealistiske, at man ikke kan forveksle dem med virkeligheden?

»Jeg har ikke set så meget af den slags, så det er svært for mig at udtale mig om. Men jeg synes, det er mere ærligt at bruge tid på at vise voldshandlingen end at vise en fyr, der skyder et par hundrede ansigtsløse statister i forbifarten. De fleste mennesker kan jo også skrive under på, at det er en dårlig idé at skære nogens arm af i slowmotion.«

Selvom Isabella Eklöf ikke er nogen fan af vold som filmisk virkemiddel, kommer hun – efter at have været rundt om alle aversionerne – i tanker om et eksempel på en voldshandling i en film, hun godt kan lide, fordi den virker velresearchet og ikke blæser volden op til et større cirkusnummer:

»Jeg synes f.eks., at Reservoir Dogs (gangsterfilm af Quentin Tarantino fra 1992, red.) er ret god. Der hvor de skærer øret af, siger det bare haps, så er det af. Det virker realistisk på en god måde.«

’Holiday’ er sådan en film, man vil huske, men med en rumlende tomhed i maven, skriver Informations anmelder.
Læs også
Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu