Læsetid: 9 min.

»Det, der giver livet mening, er faktisk ikke det, man har lyst til, men det, man er nødt til«

Michael Noer har villet lave en film om bønder i 1850’ernes Danmark med samme energi og tempo som en nutidsfilm i Københavns Nordvestkvarter. Der var stor elendighed, har han lært, men der kunne findes stor glæde i at gøre noget, man var nødt til – også når det kom til kærlighed
I arbejdet med ’Før frosten’ har det for Michael Noer i høj grad drejet sig om at dykke ned i tiden og miljøet og researche så grundigt som muligt for at kunne opbygge en verden, der ikke bare ligner, men også føles og lugter, som den ville have gjort i 1850.

I arbejdet med ’Før frosten’ har det for Michael Noer i høj grad drejet sig om at dykke ned i tiden og miljøet og researche så grundigt som muligt for at kunne opbygge en verden, der ikke bare ligner, men også føles og lugter, som den ville have gjort i 1850.

Peter Nygaard

10. januar 2019

For 170 år siden var livet ude på landet i høj grad styret af praktiske hensyn. Det handlede om at få tingene til at køre så glat som overhovedet muligt.

Det gik ikke, at malkepiger og staldkarle blev forelskede og fik børn med hinanden. Det var ikke sådan, at man sikrede sin familie og sin egen overlevelse.

Kirken var ikke kun et sted til bøn, men også et forsamlingshus, hvor bønderne mødtes en gang om ugen og snakkede om de problemer, de havde.

Der var gang i de fester og halballer, der blev afholdt, og de blev en ventil for alle de excesser, man ellers ikke havde mulighed for at udleve til daglig, fordi de praktiske hensyn og fornuft overtrumfede ens lyst. Og når bondemanden kiggede mod himlen, var det ikke – som på romantikkens guldaldermalerier – for at hengive sig til Gud, men for at se, hvordan vejret artede sig. Det var altafgørende for hans afgrøder og for, om hans familie havde noget at spise.

Det er blot nogle af de ting, som filminstruktøren Michael Noer har fundet ud af, mens han har lavet sin nye film, Før frosten, der har premiere i dag.

Filmen foregår ude på landet på Sjælland i 1850 og handler om selvejeren Jens (Jesper Christensen), der drømmer om socialt avancement, men end ikke har mad nok til sig selv og sine børn. Han vælger derfor at gifte sin voksne datter bort til den lokale storbonde og ikke til den unge nabobonde, som hun er forelsket i, men som er lige så fattig som hendes far. Det får konsekvenser.

Vigtig praktik

»For mig handler Før frosten blandt andet om forskellen på forelskelse og kærlighed. Hvordan de to ting kan blive byttet om,« siger 40-årige Michael Noer, da vi sidder over for hinanden i en af de gamle, rødmalede bygninger hos filmselskabet Nordisk Film i Valby.

»Vi forbinder ikke forelskelse med nogen, der er i familie med hinanden. Der er en tungere kærlighed i det. Men vi ved alle sammen, at forelskelse kan komme og gå, og alligevel lever vi i en tid, hvor vi lader den styre os. Vi lader i hvert fald nogle af vores beslutninger styre af forelskelse og smag. Det er sjovt at se, hvordan sange dengang i 1800-tallet decideret gjorde grin med forelskelsen, erklærede, at det var en toårig ting, der forsvandt igen. De sagde ikke, at det var noget pjat – de anerkendte forelskelsen. Men det er jo en praktisk måde at kontrollere et lille samfund på. Når mennesker ejer noget, går der ragnarok i den – hvis nogen boller andre, de ikke skal bolle med, eller bliver forelsket i de forkerte. Det går bare ikke.«

Det var lidt af en åbenbaring for instruktøren at opdage, hvor meget af dagligdagen på landet, der således handlede om praktik, og om hvordan der ud af den praktik også opstod lykkelige omstændigheder. Det resulterede f.eks. ikke kun i ulykkelige arrangerede ægteskaber.

Elendighed og glæde

»Dengang var der ting, man var nødt til, og ting, man ikke nødvendigvis havde lyst til,« siger Michael Noer.

»For mig var der noget interessant i, at der var stor elendighed, men at der også kunne findes stor glæde i at gøre noget, man var nødt til. Jeg kan sidde og skrige over, at jeg skal bruge to timer på at køre mine unger det ene og det andet sted hen, men jeg ville ikke være det foruden, det at være sammen med dem. Men jeg er nødt til det. Jeg er nødt til at lave mad. Det, der giver livet mening, er faktisk ikke det, man har lyst til, men det, man er nødt til. Det er interessant, at man rent faktisk godt kan anskue sådan noget praktisk. Det kan vi lære noget af.«

I 1850 var det essentielt at opretholde en social orden. Det kunne man se afspejlet i datidens kultur, og den kultur er siden gået fløjten, fordi vi i dag lever i en kultur, som ikke mindst sætter forelskelse, behov og lyst så højt, mener instruktøren.

»Det er, som om vi har glemt praktik. Det hele bliver psykologiseret, spiritualiseret. Vi lever i en tid, der er mere religiøs end dengang. Vi snakker om naturen, som om den er besjælet. Tænk, hvis Rihanna skrev en sang, der handlede om, at folk i Afrika tænker mere på deres mave end på deres hjerte. Når du er sulten, hvad tænker du så mest på? At følge sine lyster er ikke et politisk parti, man melder sig ind i og siger: ’Nu gør jeg bare, hvad jeg har lyst til’, og så går man i flowerpowertøj og ryger hash hele tiden. Det må handle om at finde en balance.«

Researche samfundet

I arbejdet med Før frosten har det for Michael Noer i høj grad drejet sig om at dykke ned i tiden og miljøet og researche så grundigt som muligt for at kunne opbygge en verden, der ikke bare ligner, men også føles og lugter, som den ville have gjort i 1850.

Filmen er optaget stort set uden kunstigt lys og på en location, hvor kameraet kunne dreje 360 grader uden at fange anakronistiske elementer. Der var mudder, skuespillerne var iført upraktiske sko, og det var så koldt under optagelserne, at man i filmen kan se deres ånde. Det er alt sammen med til at give den et skær af autenticitet.

»Det handlede om at researche samfundet,« siger Noer.

»Ting, man ikke forstår, er spændende, og så prøver man at finde ud af mere om dem, mens ting, man intuitivt genkender, er ting, man med det samme kan fortælle. Jo længere fremme i kirken, du sidder, jo højere er du i hierarkiet – og jo tættere er du på Gud.«

Tv-værten Frank Erichsen, bedre kendt som Bonderøven, og folkemindeforskeren Else Marie Kofod, var blandt de mennesker, som Noer og hans medmanuskriptforfatter, Jesper Fink, henvendte sig til.

»Der er mange æstetiske, fortællemæssige og tempomæssige beslutninger, der er taget ud fra de ting, som Frank Erichsen og Else Marie Kofod fortalte os, f.eks. at det ikke nødvendigvis var kirken, der lagde bånd på folks seksualitet. Det havde en praktisk foranstaltning. Der var også ungdomslav, hvor man tillod, at de unge dyrkede heavy petting. Det var igen det med, hvordan praktik gennemsyrede samfundet.«

Tempo og energi

Michael Noer er bedst kendt for sine barske, realistiske nutidsskildringer, fængselsfilmen R – sammen med Tobias Lindholm – og bandefilmen Nordvest, og for ham var det vigtigt, at han med Før frosten ikke fik lavet et melodramatisk kostumedrama, men så elementært spændende og levende en fortælling som muligt.

»I melodramaet ligger der noget med blikket og tiden, og at man skal tage det lidt langsomt. Det er også besværligt at lave periodefilm, og det trækker tempoet ud af dem. Man sidder ofte og venter på et eller andet,« siger han.

Instruktøren hørte i sin research om nogle af de vilde og skøre fester, man holdt dengang ude på landet, ikke om fester, hvor deltagerne sad med hænderne andægtigt i skødet. Mænd og drenge var for sig og kvinder og piger for sig. Men de holdt fester, hvor der blev gået til stålet.

»Der var en leg, der hed Rulle-Marie, hvor man skulle fange en malkepige. Fire malkepiger løb rundt og skreg af fryd, og så skulle karlene fange en af dem, lægge hende op på et bord med to karle på hver side, og så gjaldt det om at rulle hende over til de andres side. Kunne man det, vandt man et fad øl. Og malkepigen syntes også, at det var sjovt. Forestil dig, at der var nogen, som lavede den på RUC nu. Så ved vi godt, hvad der ville ske. Der var en frivolitet i det, som er meget mere facetteret, end vi tror, og derfor skal de scener instrueres med tempo og energi.«

Eviggyldige konflikter

Michael Noer fik ideen til Før frosten, da han læste en avisartikel om en forbryderbande ledet af Handskemageren, der i 1850’erne terroriserede befolkningen på Lolland med tyverier og ildspåsættelser, blandt andet af en gård, hvor man bagefter fandt de forkullede lig af gårdmanden, hans kone og to tjenestepiger.

Peter Nygaard
»Det gik op for mig, at vi mennesker tror, at alting er nyt og opfundet. Men det er sådan set de samme eviggyldige konflikter, vi altid har tumlet med. Før frosten begyndte som en krimi, men endte med at være mere et drama, fordi vi blev optaget af far-datter-forholdet. Det er sikkert også, fordi jeg selv er far. Det er en sjov ting, det der med genre, plot og univers. Jeg synes, at filmen er en fabel, en spændingsfabel. En western handler også om nybyggere – westerngenren var den amerikanske arbejderklasses periodedrama – og selvfølgelig er den inspireret af det. Det har noget med et tempo og cowboyhatte at gøre.«

Før frosten foregår i arbejderklassen, og hovedpersonen, Jens, er en arbejdsmand, der går op i, hvor han befinder sig statusmæssigt.

»Og så kommer troldsplinten også,« siger Noer, som synes, at der er et meget større slægtskab mellem Før frosten og Clint Eastwoods De nådesløse end mellem Før frosten og Bille Augusts Pelle Erobreren.

»At være grådig og have en social bevidsthed. Der er noget meget dansk over Jens, og det har Jesper Christensen bidraget med. Rollen er skrevet til ham. De nådesløse begynder også med, at Eastwood render rundt i lort til knæene i en grisesti. Men hvorfor er man ikke socialt indigneret, mens man ser den film? Man får ikke ondt af Eastwood. Han spiller ikke Lassefar. Han har en fortid, og der er et mørke inden i ham.«

Meget dansk

Michael Noer beskriver Jens som en blanding af Eastwood-figuren i De nådesløse og så Lassefar fra Pelle Erobreren.

»Jens er både feminin og maskulin, og så er han grundforvirret. Han er selvgod og opportunistisk. Jesper fortolker Jens som en mand, der aldrig rigtig føler sig tryg ved det tøj, han får, da hans datter bliver gift med storbonden. Det er også meget dansk. At man hverken føler sig tilfreds det ene eller det andet sted. Der er aldrig noget, der er godt nok.«

Men selv om Før frosten er en elendighedsfortælling, der foregår nogenlunde samtidig med Pelle Erobreren, har den en anden vinkel på elendigheden end Augusts film, fordi den også beskæftiger sig med middelklassen og ikke udpeger nogen som hverken gode eller onde. Alle personerne har en rem af huden.

»På det tidspunkt fandtes der en meget lille middelklasse, kan man sige, selvejere, og derved blev filmen ikke et socialt projekt, og den tager heller ikke politisk stilling. Alle personerne i filmen prøver på sin vis at gøre det så godt, de kan, og alle har en troldsplint. Det var interessant, at vi kom til at bytte rundt på de gode og de onde og de rige og de fattige. Det var i sig selv ret inspirerende. Tiden er måske heller ikke moden til at lave en politisk film om social indignation, fordi det virker, som om vi lever i en tid, hvor vi bliver mere og mere ligeglade. Det er også, som om vi har glemt, hvor vi kommer fra, og det har nogle uheldige konsekvenser. Vi har næsten alt, og så kommer der fremmedhad og grænser. Hvis ikke vi kan leve af frihandel nu, hvor vi har internettet, så giver det ingen mening.«

’Før frosten’ har premiere torsdag den 10. januar.

Michael Noers ’Før frosten’ er et vellykket melodrama fuld af velresearchede detaljer, som f.eks. at social status afgør, hvor i kirken, man sidder. Foto: Jonas Svensson/Nordisk Film
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Kurt Nielsen
  • Peter Knap
Christian Skoubye, Kurt Nielsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

Clint Eastwood's "De uovervindelige"? Mon ikke der tænkes på "De nådesløse" ("Unforgiven")? Mig bekendt er "De uovervindelige" en gangsterfilm med bl.a. Kevin Costner, Sean Connery og Robert de Niro.

Christian Monggaard

I har selvfølgelig ret. Det er en tanketorsk fra min side. Havde faktisk skrevet Unforgiven til at begynde med, men fik så oversat det til De uovervindelige. Og den fangede korrekturen desværre ikke. Tak for at være vågne. Retter det lige straks.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Tiden er måske heller ikke moden til at lave en politisk film om social indignation, fordi det virker, som om vi lever i en tid, hvor vi bliver mere og mere ligeglade. Det er også, som om vi har glemt, hvor vi kommer fra, og det har nogle uheldige konsekvenser. Vi har næsten alt, og så kommer der fremmedhad og grænser. Hvis ikke vi kan leve af frihandel nu, hvor vi har internettet, så giver det ingen mening.«

I min optik skulle det da netop være gode grunde til at lave en film om social indignation....

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar

Man er ikke nødt til noget man ikke har lyst til.

Katrine Damm.
Pas på med se fremmedhad som noget der har med grænser og frihandel at gøre.
Fremmedhad eksisterer både med og uden grænser.

Hvis du ønsker det Danmark du hidtil har kendt (plus/minus), hvor pengene har cirkuleret rundt i landet, betalt for sin egen og landets selvopholdelsesdrift, alene ved at cirkulere rundt internt i landet fra forbruger til producent, fra producent til forbruger (forbrugere køber vare som de dybest set selv har produceret i Danmark).
Det økonomiske aspekt af frihandel, isoleret set:
Via internettet købes varene fra udlandet, med den konsekvens butikkerne i Danmark lukker.
med andre ord, kommer pengene til at strømme fra Danmark og ud af landet.
Konsekvensen bliver, vi ikke mere kan finansiere den udgave af Danmark vi hidtil har kendt.

Konsekvensen er ustabilitet og stresset mennesker der har glemt basale menneskelige egenskaber som medmenneskelighed pg.a daglig kamp for "overleve".
Det er hvor vi befinder os nu.

Fremtiden kan så udspille sig i en af to mulige senarer:
1. På et tidspunkt er alle lande nogenlunde lige "vel"-stillet og penge søger/trækkes ikke mere mod bestemte mål som udelukkende har til formål øge deres (pengenes) egenværdi ved hjælp af UD-nyttelse (lavere lønomkostninger)
2. Der vil altid være et sted/stat der tilbyder sig billigere, så den onde økonomiske spiral vil køre i al evighed.
Vi kan så vælge enten at grænse os inde som nation med vort eget "Øko"-system (som i tidligere tider) eller vi kan fortsætte ad nuværende kurs med stres og kamp der avler had.

Men der er også en tredje vej for os at gå:
Skrinlæg markedsøkonomi, privat ejendomsret og spekulation i penge, da spekulation i penge i sig selv udvander pengenes værdi og "frarøver" på den måde noget fra andre.

Den aller største hurdle er, at det vi burde gøre (lære vores børn om økonomi som fælles eje og ikke som privat-eje), bliver bestemt af de sidende magthavere der politiserer i en af to muligheder,
imod mere privatisering eller imod mere fællesskab.

Hvad vælger du selv? imod privatisering imod fællesskab.

nils valla:
"Man er ikke nødt til at gøre noget man ikke har lyst til"

Prøv du at fortælle det til mennesker, der er underlagt jobcenter-regimet.

Jeg citerede fra artiklen i min første kommentar.
Det fik jeg ikke angivet så tydeligt.

jeg forstod godt det ikke var din personlige holdning, men jeg benytter alligevel dit indlæg til hele min smøre. (Og tak for pladsen jeg fik)

Men ja, hvis man vil lege med på samfundets præmisser og bl.a lade sig forsørge, kan det være tungt stå på jobcenter.
Har man en højere uddannelse men ingen ønske om modtage job under niveau må man indordne sig.
Men man er ikke tvunget ind i den præmisse.
Man kan til hver en tid skabe sig en tilværelse.