Læsetid: 11 min.

Hvordan jeg fløj til Wien, så Pieter Bruegels 450 år gamle oliemalerier og blev klimadeprimeret

De 450 år gamle malerier af den nederlandske mester Pieter Bruegel er en stor fortælling om menneskets vilkår. Om at være fanget i en verden, vi ikke kan overskue og ikke forstår. Men det er også en skræmmende påmindelse om, at vi på få årtier har ødelagt det mest stabile i vores verden: naturen
Pieter Bruegels ’Optoget mod Golgata’

Pieter Bruegels ’Optoget mod Golgata’

Kunsthistorisches Museum Wien

1. februar 2019

Mens jeg står foran Pieter Bruegels berømte maleri Optoget mod Golgata, kommer jeg pludselig til at tænke på sagen om Alternativet og alle deres flyrejser. Kan I huske det? Det viste sig, at det grønne parti, som normalt gør alt for at presse danskerne til en mere moralsk og klimabevidst levevis, selv fløj på dykkerferier til Det Røde Hav og til nytår i London …

Nå men imens partiet blev beskyldt for hykleri, sagde partileder Uffe Elbæk noget interessant, han sagde, at han rent faktisk bedre kunne lide at rejse med tog end med flyet.

»Så jeg kan mærke, at jeg flytter mig,« forklarede han til Ekstra Bladet i november.

Det har jeg hørt før, jeg tror endda, min egen mor har sagt det: at på jorden mærker man verden bedre, man forstår, at man flytter sig. Men som jeg står her foran den nederlandske renæssancemaler Bruegels store billede, er jeg overbevist om, at det er lige omvendt:

Mere end 500 små menneskeskikkelser render rundt på oliemaleriet foran mig – børn, munke, soldater til hest, bønder med frugtkurve … efter lidt tid finder jeg Jesus, der er segnet om midt i virvaret med sit kors på skulderen på sin vej mod Golgata. Men de andre skikkelser ænser ham knap nok, de har deres egne gøremål, deres egne problemer: De skændes, bærer varer til byen, flygter fra soldaternes spyd, de famler sig vej hen over billedets overflade tilsyneladende helt uvidende om den verdenshistoriske begivenhed ved siden af dem.

På togture er man fanget på landkortet, ligesom Bruegels figurer er fanget på lærredet, man kan ikke mærke, at man flytter sig, for man begriber hverken størrelsesforhold eller sammenhæng. Det svarer til at zoome helt ind på Google Maps og så bare scrolle og scrolle.

Nej, hvis man virkelig vil forstå sin placering i verden, må man fjerne sig fra den. Og minimenneskerne på billedet kan ikke gøre, som jeg gør nu: træde to skridt baglæns på det knirkende sildebensparket på Wiens kunsthistoriske museum, hvor hundredvis af skosåler hele formiddagen har stået i kø for at komme ind; to skridt tilbage, og så er det detaljerede virvar på Optoget mod Golgata erstattet af et overblik, hvorfra hele den menneskelige komedie næsten giver mening.

Jeg er fløjet (ja, sjovt nok fløjet) til den østrigske hovedstad for at opleve en kraftpræstation af en kunstudstilling: Den første monografiske udstilling af Pieter Bruegel den ældre, som markerer 450-året for hans død. Her er udstillet 30 af hans i alt 40 malerier samt 60 tryk og tegninger – alle billetter er revet væk. Og det er fænomenalt.

Brøj-gel? Bry-gel?

Man ved fascinerende lidt om Bruegels eget liv. Det er temmelig sikkert, at han blev født mellem 1525 og 1530 i Flandern, men vi ved ikke, om hans efternavn udtales brøj-gel eller bry-gel. Han blev uddannet miniaturemaler i Antwerpen, en by der virkelig var the place to be i 1500-tallets Europa, for her lagde handelsskibene til med varer fra den hastigt voksende verden af oversøiske kolonier.

Nogle historikere mener, at der aldrig før eller siden har været en så stor andel af verdenshandlen samlet på ét sted som i Antwerpen på Bruegels tid, og det var selvsagt godt for kunsten: Der var penge i omløb og masser af fede, forfængelige købmænd i evig konkurrence om at have det smukkeste portræt og det mest detaljerede landskabsmaleri.

Det første kendte Bruegel-værk er fra 1557, men allerede 12 år senere døde han, i 1569, så de mellemliggende år må have været manisk produktive.

Vi ved, at han rejste til Italien for at studere de store renæssancemestre, i hele to år var han væk, og han rejste helt til Sicilien. Han krydsede Alperne, og »det siges«, som den første Bruegel-biograf, Karel van Mander, skrev i 1604, »at da han var i alperne, slugte han alle disse bjerge og klipper og ved hjemkomsten, spyttede han dem ud på lærreder og paneler«.

Det er tydeligt at se, for bag de flade flamske bondelandsbyer, hvor Bruegels billedverdener udfolder sig, troner sneklædte tinder og klippefremspring, som bestemt ikke findes i Nederlandene. Han må have lavet hundredvis af skitser af de rå bjergpas i sine notesbøger, men ingen af dem er bevaret.

Jeg har læst et sted, at miniaturebyer er populære som aldrig før. De velsigner beskueren med en fornemmelse af, at verdens kaos med ét slag er frosset i tid og reduceret til relativ orden, verden fra Guds perspektiv.

Samme fornemmelse har man foran Bruegels billeder: Det føles som at ankomme med fly til et fremmed land på en klar dag, fra højden betragter man bakker, bygninger og biler, indtil man næsten bilder sig ind, at man har gennemskuet dette land, som man aldrig har sat sine fødder i. Fornemmelsen varer, indtil man står midt i mylderet foran lufthavnsterminalen.

»Man ser med det samme, hvad det handler om i Bruegels billeder,« sagde direktør på Louisiana, Poul Erik Tøjner, da jeg talte med ham nogle dage tidligere.

»Men så træder man et skridt frem, og så er helheden væk. Bruegel skaber hele verdener. I dag skal der ellers en hel TV-serie i 18 afsnit til for at opnå samme kompleksitet,« siger han.

Selv om der er 40 grå baghoveder mellem mig og det måske mest berømte Bruegel-billede, Babelstårnet, lyser motivet så tydeligt i maleriets midte, at man straks forstår, hvad der er på færde: På afstand er billedet ikonisk og let forståeligt, men maser man sig vej gennem kødranden af kunstturister, ser man myrearbejderne omkring tårnet, der knokler, sover, sejler, ja, én sidder lige frem og skider.

Pieter Bruegels ’Babelstårnet’

Kunsthistorischesmuseum Wien

Det er mennesket som sådan, man ser

Faren ved at se verden fra oven er, at man ’mister jordforbindelsen’, som man siger. Som en general efter en verdenskrig, der glor på et gammelt kort og selvsikkert optegner nye landegrænser uvidende om, at de skærer durk igennem etniske enklaver og historiske byer, eller som den danske astronaut, Andreas Morgensen, der i 2016 kiggede ned på jorden fra den internationale rumstation og konstaterede, at »fra rummet ser man ingen landegrænser«.

Afstand banaliserer det konkrete livs besværligheder, fra oven er vi alle utilitarister, intet individ har for alvor betydning. Det fantastiske ved Bruegel er, at han ikke forfalder til sådan en kold sociologi – han giver os både Guds og menneskets perspektiv.

Se bare det lille oliemaleri De vise mænds tilbedelse i sne, som hænger lidt stedmoderligt i et mørkt hjørne af museet: En snedækket flamsk landsby, åen er frosset til, de sortklædte skikkelser kæmper sig vej gennem elementerne, de fjerlette snefnug fyger i vinden, og de nøgne træstammer, står sorte mod den blege vinterhimmel. Det er et billede af livet under ’den lille istid’, som Bruegel levede under – et portræt af mennesket. Men så … kommer man tæt på, ser man, helt nede i venstre hjørne er Jesus lige blevet født i et udhus. Det ændrer perspektivet.

Det er rigtigt, at »Bruegel interesserer sig for mennesket som race, ikke individer«, som direktør for museet, Sabine Haag, fortalte mig, da jeg talte med hende i telefonen, men han gør også mere end det. Mennesket er ikke kun universelt, det er også unikt – over alt gemmer der sig små og store fortællinger. Man skal bare se efter.

»Det er en biograffilm,« siger en fransk far med løst tørklæde om halsen til sin søn, mens han teatralsk slår ud med den ene arm foran Omvendelsen af Sankt Paul.

En hær med lanser og oppakning slanger sig vej over et himmelhøjt bjergpas, midt i flokken skimter man en skikkelse, der er faldet af hesten: Det er Paul, som Guds lys skinner ned på.

»Det er en hel verden,« siger faderen.

Og ja, det er nemlig hele verdener, Bruegel laver. Han var både en sociologisk og en antropologisk maler, i sin samtid blev han hånligt kaldt bondemaleren, fordi han som en af de første kunstnere skildrede livet på landet realistisk. Man siger – og jeg kan ikke finde ud af, om det er sandt eller ej – at han fra tid til anden forklædte sig som bondemand og luskede med til fester i oplandet for at samle inspiration til sine billeder. I dag ville man kalde det feltarbejde.

Det virker sandsynligt, for i et af udstillingens højdepunkter, Bondebryllup, sidder vi rent faktisk med ved langbordet til bryllup i en lade. Vi fornemmer bøndernes grove træk og dårlige tænder, den subtile liderlighed, drikfældigheden og den grådige måde, barnet på gulvet skraber bunden af skålen med sin pegefinger. Det er ikke Guds blik, men kulturetnografens, og alt er her så detaljeret, at historikere har brugt Bruegels bondebilleder som kilder til studie af senmiddelalderens livsform.

Som Poul Erik Tøjner siger:

»I Bruegels verden er der både det nære og det fjerne, det lille og det store. Den sociale spændvidde er total: fra bønder til konger. Det samme er den tidsmæssige spændvidde: Han trækker de bibelske scener ind i det nutidige. Der er ingen grænser i billederne, og man har en fornemmelse af, at hele verden er til stede. Det er mennesket som sådan, man ser.«

Undfangelsen af Europa

Bruegel var på én gang iagttager og produkt af sin tid: en tid, hvor det moderne Europa blev skabt. Det var på hans flade hjemegn, at det moderne Europa, som vi stadig lever i, blev undfanget.

The National Archives
Kapitalismen kom op i omdrejninger her: De nederlandske købmænd kunne tjene formuer på at importere krydderier og diamanter fra de nye kolonier, men det var også en risikabel affære – en krydderirejse til Indonesien kunne tage flere år, og hvis ens dyrt indkøbte skib ramte et koralrev og sank, var man mere eller mindre ruineret. Så købmændene opfandt en metode til at sprede deres risiko: hvis de nu købte en tiendedel af ti skibe i stedet for et helt skib … Den moderne børsvirksomhed blev skabt. Det samme blev forsikringsvæsnet og ideen om ’en virksomhed’ som en separat juridisk enhed.

Historiker Steffen Heiberg argumenterer i sin bog om renæssancen, Nye Horisonter – der har et Bruegel-maleri på forsiden – for, at det var Europas særlige »decentrale struktur«, der satte kontinentet i gang i 1500-tallet.

»Kineserne sejlede jo ud i verden ligesom europæerne gjorde,« forklarer Heiberg til mig. »Men da kejseren sagde ’stop’, holdt de bare op, sådan var det ikke i Europa. Kongen af Spanien kunne da godt sige nej, men så gik man videre til en anden konge eller en fyrste. Det var den decentrale struktur og den gensidige konkurrence, som skabte Europa. Hvis man ville skrive noget grimt om den franske konge, kunne man måske ikke få det trykt i Paris, men så kunne man jo rejse til London.«

Samtidig var reformationen og religionskrigene godt i gang med at omforme den sociale og politiske struktur i Europa:

»Vi kan ikke overvurdere 1500-tallets betydning for udviklingen af det moderne Europa,« siger historiker Uffe Østergaard. »Det var partikularismens sejr over universalismen. Den universale kirke og de store imperier tabte, og vi fik en opdelt kirke og nationalstater.«

Man kan se det hele på billeder.

På museet er jeg nået frem til det store vinterbillede Barnemordet i Betlehem. Det hænger oplyst af spots i et vinduesløst lokale med så højt til loftet, af de viskende stemmer fra publikum på gulvet svæver op ad og næsten forsvinder i et akustisk sort hul over vores hoveder.

Bruegel har endnu en gang flyttet en bibelsk scene fra Judæa til en flamsk landsby: I billedets midte kaster rustningsklædte soldater spædbørn i den nyfaldne sne og spidder dem med deres lange lanser, en bondekone med hvidt tørklæde tigger dem om ikke at tage hendes barn, bag hende venter hæren til hest, mens soldaterne genner byens beboere ud af husene. Kvinder skriger, en af dem sidder opgivende med sin nøgne, døde dreng i skødet.

Selv om billedet er forklædt som et bibelsk motiv, er det tydeligt, hvad der foregår: Det er den spansk-habsburgske kongemagt, som på Bruegels tid kontrollerede Nederlandene. Det er identitetspolitik i sin mest voldelige form: religionskrig.

Minimennesker i naturen

Jeg har lyst til at skrive, at Bruegels verden også er vores verden – for det er rigtigt: Vi lever på mange måder i det samme Europa som ham, vi famler gennem livet som hans minimennesker, og vi har det samme dobbelte blik som beskuerne af hans billeder. Alligevel er der noget, som adskiller vores verden fra Bruegels: naturen.

Naturen er den virkelige hovedrolleindehaver i hans maleri, ikke mindst i årstidsserien, seks tableauer, der viser naturen som menneskets store præmis: Fire af dem hænger på rad og række her på udstillingen: Vi begynder med forårets spirende optimisme, så kommer sommerens glade høst, så efterårets storme og mørke horisonter og til sidst vinteren, hvor en lille gruppe pelsklædte jægere på en bakketop skuer ud over deres landsby, som kulden har forvandlet til et frostlandskab.

(Det femte billede i serien er aldrig blevet fundet og det sjette Kornhøsten, er for skrøbeligt til at blive fragtet over Atlanten til Wien fra The Metropolitan Museum of Art i New York).

Hos Bruegel er naturen cyklisk og stabil, en ramme for den store menneskelige komedie, noget der ligger uden for mennesket selv, selv om vinteren er streng, bliver det forår på ny, solen går sin gang.

Det er forskellen på Bruegel og os: I 2019 er naturen smeltet sammen med mennesket, vi har forandret klimaet så meget, at naturen ikke længere er en uforanderlig ramme, men en del af os selv. Vi lever i antropocæn, som nogle geologer kalder det – menneskets tidsalder. Og det er selvfølgelig derfor, at Alternativet så gerne vil have folk til at flyve mindre.

Uden for museet er det meget passende begyndt at sne. Det er en hård erkendelse, at traske ud i kulden med, men som jeg sagde i starten: Hvis man virkelig vil forstå sin placering i verden, må man fjerne sig fra den, det gælder både rum og tid. Og når man bruger tre timer i selskab med 450 år gamle malerier, ser man anderledes på sin egen tid.

Bruegels forvirrede menneske kan finde en vis brutal trøst i naturens stabilitet – det kan vi ikke i dag.

Den store Bruegeludstilling i Wien er netop lukket efter ugevis med totalt udsolgt biletter. Man skal dog ikke fortvivle, Kunsthistorisches Museum i Wien ejer nemlig tolv af de bedste Bruegelmalerier, blandt andet ’Babelstårnet’ og ’Optoget mod Golgata’, så er man i byen, kan man roligt købe en helt almindelig billet og studere dem i ro og mag.

Kilder: Kunsthistorisches Museum Wien, Musées royaux des Beaux-Arts de Belgique, The British Museum, The Guardian, BBC, The Washington Post, The Times, Politiken, Weekendavisen, Visit Flanders.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Mads Brydegaard
  • Ejvind Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Christian Skoubye, Mads Brydegaard, Ejvind Larsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer