Hvorfor bliver popsangene kortere og kortere?

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Den rentable kunst at fatte sig i korthed

Popsangen er på skrump. Ifølge Quartz er Billboard-hitlistens top 100-sange i gennemsnit faldet fra 3:50 i varighed i 2013 til 3:30 i 2018. Og ser man på hiphop- og countrystjerner som Kendrick Lamar, Nicki Minaj og Jason Aldean, så daler sangtiderne album for album.

Forklaringen? I høj grad, at Spotifys markedsandel er tordnet i vejret de seneste fem år, og her aflønnes der per afspillet nummer. Altså kan man få flere plays og dermed dollar på kortere numre.

Således ser vi her, at markedsmekanismer og teknologi påvirker kunsten. Og måske er det faktisk musikkens chance for at få plads i en stadig mere travl og zappende hverdag, at kunstnerne lærer at fatte sig i korthed?

Uanset hvad, så har dødspopstjernen Lana Del Rey ikke fanget den. Hendes to seneste singler varer 9:36 og 5:24. Til gengæld har metalbandet Napalm Death været sygt forud for deres tid med ofte ultrakorte numre, herunder den omstillingsparate 1986-klassiker »You Suffer« – målt til 1,316 sekunder.

Ponysmækkende morskab

De var kussepruthumorens svar på Spice Girls dengang tilbage i 1990’erne. Nu arbejder det britiske komikerkollektiv Smack the Pony på en genforening. Det synes vi lige, I skulle vide. For Fiona Allen, Doon Mackichan og Sally Phillips er nok nær det sjoveste inden for sketch comedy siden landsmændene Monty Python, og de bringer de fineste hverdagsobservationer med absurd krymmel på toppen.

Som damen, der hele tiden glemmer, at hun er højgravid og forsøger at vifte maven væk. Eller kvinden, der i en kontaktannonce oplyser, at hun lugter og har en gennemubehagelig karakter, men afslutter: »But I swallow«.

Smack the Pony brød for alvor igennem i 1999 på britiske Channel 4. Sidst vi så dem var i 2003. Velkommen tilbage. I kan lave den første RIGTIG sjove #Metoo-joke!

Musik for milliarder

Mandag præsenterede Londons symfoniorkester de første tegninger til en ny koncertsal. Den koster godt to en halv milliard kr. og vil blive opført i den engelske hovedstad via private donationer. Men så rummer den også både indbygget shoppingcenter og restaurantarkade.

Mens dramaet om Brexit udspiller sig, kan man altså lune sig ved, at en lille gruppe elitære briter er lykkedes med at fremlægge en ambitiøs plan for fremtiden, der rent faktisk ser ud til at blive til noget – helt uafhængig af folkelige humørsvingninger.

Middelalderdamen med de blå tænder

Sidste nyt fra Middelalderen: Arkæologiske forskere har nærstuderet et tandsæt på en kvinde begravet på en tysk kirkegård i 1100-tallet. Og af deres tandanalyse kan de udlede, at hun var kunstner. De har nemlig fundet blå malingrester i hendes tandsten. Sandsynligvis har hun suttet tænksomt på penslen, mens hun nedfældede illuminerede håndskrifter.

»Tandsten er supercool. Det er den eneste del af din krop, der bliver til fossiler, mens du endnu er levende,« udtaler en forsker til BBC News uden at kaste op, og fortsætter: »I den proces indoptager den al mulig affald fra dit liv, så når små stykker mad sætter sig fast, ender det med at blive en del af en tidskapsel om dit liv.«

Hvad udleder vi af dette? 1: Lad være med at billedgoogle tandsten. 2: Husk at gå til tandlægen. Hvis ikke, du gør, så læs videre. 3: Det, du spiser, er også dit eftermæle. Så spis maling.

Oscar, Gustav, Simon og Viggo

Øv. Ingen danskere var blandt de filmfolk, der tirsdag blev nomineret til årets Oscaruddeling. Gustav Möllers Den skyldige og Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm Olegs krig blev begge forbigået af akademiet.

 Okay, Viggo Mortensen blev ganske vist nomineret for sin hovedrolle i Green Book, og han er jo i hvert fald tre fjerdedele dansk … Og der er mere at brokke sig over: For hvorfor pokker blev vidunderlige Paddington 2 og fremragende First Man ikke nomineret i Bedste Film-kategorien?

Nå, heldigvis kunne man da glæde sig over Richard E. Grant, der blev nomineret for en birolle i Marielle Hellers Can You Ever Forgive Me?

Sjældent har jeg set et menneske blive SÅ glad for en nominering. Grant lavede en jubelvideo med sig selv, lige da han havde fået det at vide – han gjorde det samme, da han fik en rolle i den næste Star Wars-film. Det er en fornøjelse at se så megen løssluppen glæde i en ofte så blasert branche. Når man nu ikke kan glæde sig over andet.

København får nyt kunstlaboratorie

Én af årets bedste kunstnyheder er officiel: København får et helt nyt ambitiøst kunststed, Art Hub Copenhagen, der ikke skal bruges til at udstille kunst, men til at udvikle kunst. Stedet er finansieret af millioner fra Bikubenfonden og vil fungere som et knudepunkt for kunstfaglig sparring med atelierpladser og værksteder, ligesom der skal etableres internationale samarbejder mellem kunst, videnskab og teknologi. 

Mens regeringen ufortrødent fortsætter med den 2-procent-besparelse, der er ved at udhule samtlige statslige institutioner, strømmer stadig flere folk igennem museernes svingdøre. Det er et paradoks, som de private fonde heldigvis har øje for. Her spørger man ikke, hvor meget man kan spare på kunsten, men hvor meget man kan vinde på den.

Som det hedder om det nye sted: »Hvordan kan kunstnere i endnu højere grad være med til at forny vores perspektiv på verden og være en væsentlig drivkraft i en visionær udvikling af fremtidens samfund?«

H.C. Andersen på mobilen

Fortællingen om H.C. Andersens personlige liv får en makeover, når et nyt mobilspil om forfatteren ser dagens lys. Det skriver hjemmesiden recordere.dk. Ifølge spillets ophavsmand Per Rosendal er der særligt i Danmark blevet tegnet et billede af H.C. Andersen som »en sølle ufarlig klovn, som vi med god ret kan gøre os lystige over«:

»Virkelighedens modige oprører mod sociale og kunstneriske normer er gennem de sidste 150 år blevet gjort til en lattervækkende kvindagtig mandsling,« siger Per Rosendal, der også har skrevet en masterafhandling om Andersens image. 

I mobilspillet HCA – Prinsessen og Fyrtøjet møder vi en anden version af den verdensberømte digter: Her portrætteres H.C. Andersen som en rejsende, der går gennem hårde prøvelser i en computerskabt udgave af København anno 1820.

Ifølge Rosendal skal spillet give forfatteren et mere robust omdømme: »Vi vil gerne tegne ham som den fantasiens mester og oprører mod samtidens stramme sociale konventioner, som han i virkeligheden var,« siger han. Spillet kan købes i Apple Store og senere via Google Play.