Læsetid: 10 min.

Hvorfor skulle det tage så lang tid at fordømme R. Kelly?

Kvinder har i årtier anklaget sangeren for sexovergreb, så hvorfor er det først i dag, de bliver taget alvorligt? Racisme og sexisme er en del af forklaringen, men det er også hans musiks fantastiske gennemslagskraft
R. Kelly-sagen, der blandt andet handler om påståede seksuelle overgreb på unge piger, er også en sammenfiltret knude bundet af spørgsmål om race, køn, sex og kunst.

R. Kelly-sagen, der blandt andet handler om påståede seksuelle overgreb på unge piger, er også en sammenfiltret knude bundet af spørgsmål om race, køn, sex og kunst.

Getty Images

26. januar 2019

I mange år blev Robert Kelly, i dag 52 år gammel, elsket som en af USA’s mest brillante entertainere, for den sanselige vildskab i hans rhythm and blues-hits og for hans stratosfæriske ballader.

Men på eller anden måde var han anderledes end sine rivaler i samme branche. Det var, som om han nød at udsætte sig selv for latterliggørelse. Hvorfor ellers medvirke i en 33 afsnit lang sæbeoperafortælling bygget op om en seksuelt veludrustet dværg? Hvorfor ellers kalde sig selv sexaurus og synge »Same Girl« i en så teatralsk duet med Usher, at den uundgåeligt ville blive genstand for en ond parodi

Denne hang til selvlatterliggørelse viste nok vejen til at vinde et hvidt hipsterpublikums hjerter – Pitchfork bookede ham til at spille ved deres festival i 2013 – men gjorde det også muligt for ham at værne sig imod kritik. Indtil nu.

I over 20 år har rygter verseret om den sexkrænkende adfærd, som ser ud til at kendetegne Kellys forhold til kvinder. Han skrev og producerede R&B-sangerinden Aaliyahs debutalbum, og siden kom det frem, at han havde giftet sig ulovligt med stjernen, da hun kun var 15 år gammel. Albummets titel, Age Ain’t Nothin’ But a Number, har i tilbageblik noget kvalmefremkaldende over sig.

I 1996 lagde Tiffany Hawkins sag an mod Kelly for »personlige krænkelser og følelsesmæssig nød«, der skulle have stået på igennem deres tre år lange forhold, fra hun var 15 og han 24 år. Denne retssag og tre andre endte dog med forlig, hvis nærmere vilkår er mørkelagt for offentligheden.

Kelly var også i retten i 2008, da han blev anklaget for at have stået bag produktionen af videoklip og fotos med sexovergreb på børn, deriblandt et, hvor han skulle have tisset på en mindreårig pige. Juryen opgav dog at identificere manden og pigen på videooptagelsen, og Kelly gik fri.

Blomstrende karriere

Trods disse sager blomstrede Kellys karriere. Mark Anthony Neal, professor i sort populærkultur ved Duke University, kalder ham »den synligste R&B-stjerne i 1990’erne«.

»Vi har ikke siden R. Kelly set en R&B-figur af samme seriøse kaliber – der skal vi tilbage til Luther Vandross eller Marvin Gaye,« siger Mark Anthony Neal.

Kelly skabte radiohits, der forenede racer og generationer og skrev musik til kommercielle blockbusteralbums som R, der i 1998 solgte 216.000 eksemplarer på den første uge i USA alene, og han optrådte siden i duetter med både Jay-Z og Céline Dion.

»Han har et virkelig godt øre,« siger Neal. »Han kan hverken læse eller skrive noder, men han har været formidabel til at tilegne sig og efterligne de store traditioner i blues, soul og gospel og tilføre dem et nutidigt udtryk, så de føles vedkommende og vitale.«

De seneste par år er denne succes imidlertid gledet i baggrunden i strømmen af nye anklager, herunder beskyldninger imod ham for at dyrke sex med piger ned til 14-årsalderen i et sektagtigt harem. Hans ekskone erklærede, at han næsten havde kvalt hende ihjel og udsat hende for så mange voldsovergreb, at hun nær begik selvmord. Og midt under #MeToo-bevægelsen spredtes også et andet hashtag, #MuteRKelly, som en løbeild på sociale medier.

Den 3. januar fik så en dokumentarserie, Surviving R Kelly, tv-premiere i USA med voldsomme vidnesbyrd fra adskillige kvinder, som hævdede, at de var blevet udsat for seksuelle, fysiske og psykiske overgreb fra Kellys side. Efter visningen af andet afsnit kaldte hans egen datter, Joann Kelly (også kendt under kunstnernavnet Buku Abi), ham »et monster« og tilføjede:

»Jeg ved alt om, hvem og hvad han er. Jeg voksede op i det hus.«

Aktivistgruppen Ultraviolet hængte et banner hen over den kontorbygning, hvor Kellys pladeselskab har til huse, med opfordring om at droppe ham.

Efter nye appeller fra den offentlige anklagemyndighed i både Atlanta og Chicago, hvor Kelly bor på skift, er yderligere tre kvinder trådt frem med påstande om sexovergreb foruden to familier, der hævder, at deres døtre i perioder har boet hos Kelly. Lady Gaga, Phoenix og Chance the Rapper har alle udtrykt fortrydelse og mishag over at have arbejdet sammen med Kelly, mens John Legend, Ne-Yo og Common har ytret deres fordømmelse.

Benægter alt

Spørgsmålet er, hvorfor det skulle tage så lang tid. Selv afviser R. Kelly alle beskyldninger om overgreb. Hans advokat, Steven Greenberg, har truet med at sagsøge tv-kanalen Lifetime, der sendte dokumentarserien, og insisterer på, at alle Kellys seksuelle forhold har beroet på gensidigt samtykke.

Kellys har ikke blot nægtet sig skyldig gennem sine advokater, han har også indspillet den 19 minutter lange sang, »I Admit«, i hvilken han bedyrer, at han er blevet udsat for »så mange falske anklager«, og at de anklagende er drevet af økonomiske motiver.

Sagen kompliceres i nogen grad af, at en ung kvinde har fortalt politiet, der aflagde et besøg i et Kellys hjem, at hun levede sammen med Kelly og »havde det helt fint og ikke ønskede at blive generet af sine forældre«.

En anden sagde til sine forældre – som bagefter kaldte hende »hjernevasket« – at hun var forelsket, og at Kelly var den, der var bedst til at tage sig af hende.

Under et nyt politibesøg i et Kellys hjem, der i forrige uge blev dækket af tabloidsitet TMZ, gentog to kvinder, at de følte sig trygge og frie til at komme og gå, som de ville. Langt talrigere er dog de kvinder, der anklager Kelly for overgreb. De mange gentagne historier og det genkommende mønster i beskyldningerne har nu betydet, at selv hengivne fans og kunstneriske legekammerater som Lady Gaga nu tror på anklagerne.

Bare sorte piger

Hvad nu hvis Kellys angivelige ofre havde været hvide? Jim DeRogatis, en journalist fra Chicago, der har dækket historier om Kelly i 17 år, siger, at hele affæren har lært ham én ting:

»Ingen står lavere i det her samfund end unge sorte kvinder.«

Eller som Mikki Kendall udtrykte det i Surviving R. Kelly:

»Alle var ligeglade med os, for vi var bare sorte piger.«

»Disse sorte piger og kvinder var ikke de ’ideelle ofre’,« siger Treva Lindsey, professor ved Ohio State University, der forsker i vold mod sorte kvinder. Hun har konstateret, at der findes »en særlig slags gift, der er relativt normaliseret«, som rammer sorte kvinder og kommer helt fra toppen.

»Nogle af Trumps mest ondskabsfulde angreb på enkeltpersoner har rettet sig imod sorte kvinder, hvad enten det er kongresmedlem Maxine Waters eller journalist April Ryan.«

Hele Kelly-sagen, siger hun, rammes ind af »en fortælling om, at sorte kvinder og piger er hyperseksuelle. Det er en udbredt stereotyp og racistisk forestilling, særligt om seksuel vold – som også var en primær årsag til de mange lynchninger af sorte mænd, der blev anklaget for voldtægt af hvide kvinder. Her ligger også forklaringen på, at sorte kvinder hævdes ikke at kunne blive ofre for voldtægt«.

Lindsey mener endda, at nogle afroamerikanere har internaliseret disse forestillinger: »’Åh, de der piger vidste, hvad de gjorde’, siger folk. Hvis det er attituden, bliver det nemmere at forstå, hvorfor mange finder det svært at se en 14-årig på en sexvideo som et faktisk offer.«

Rapstjernen Chance The Rapper peger på en anden grund til, hvorfor så mange kan have tøvet med at fordømme R. Kelly: »Vi er programmeret til at være særligt opmærksomme på sort mandlig undertrykkelse,« siger han.

Hertil føjer Lindsey:

»Der er helt sikkert sorte folk af alle køn, der forsvarer Kelly, fordi de frygter, hvordan historierne om ham kan styrke den historisk sejlivede større fordom om sorte mænd som iboende kriminelle og aggressive. I et racistisk lands kontekst bliver en enkelt sort persons handlinger illustrative for en folkegruppes depravation. Harvey Weinstein-sagen har ikke sat alle hvide mænd under anklage. Men Kelly-sagen kan af nogle bruges til at rette en anklage imod sorte mænd.«

Offentlig lynchning

Selv om rapperen French Montana siden har sagt, at han støtter alle ofre for sexovergreb, der måtte have været, tilføjede han efterfølgende, at »folk vil ikke lade nogen have deres legendariske øjeblikke i fred« – en holdning, som også en anden rapper, Waka Flocka Flame syntes at dele, da han lige efter Bill Cosby-skandalen udtalte:

»Hver gang en berømt minoritetsperson gør den slags, gnider de bare endnu mere salt i såret.«

Kelly har da også forsøgt at forsvare sig ved at spille på netop denne følelse, da han fik en talsmand til at karakterisere #MuteRKelly-kampagnen som »et forsøg på offentlig lynchning af en sort mand, som har ydet ekstraordinære bidrag til vores kultur«.

Det er præcis disse bidrag, der nu er Kellys bedste forsvarsvåben. At lytte til hans musik kan føles som at blive udsat for en kamp mellem to impulser – at fordømme overgrebsmanden, men elske den kunstner, hvis største hits tangerer det sublime.

»She’s Got That Vibe«, hans single fra 1991, grundlagde – fra første gang han skrålede den ud fra New Jack Swing-scenen – den vigtigste kerne i hans appel: hans talent for at synge liderlige linjer (»The tight miniskirt you wear … I can’t help but stare«) med en sådan inderlighed, at de næsten forekom romantiske. Denne inderlighed blev yderligere intensiveret i hans største hit, »I Believe I Can Fly«, en ballade om selvbestemmelse så strukturelt perfekt, at ordene hverken føltes forkerte eller tåbelige.

Kellys første nummer et på de amerikanske hitlister, »Bump N ’Grind«, erkendte de moralske brister i hans eget begær, men iscenesatte ham også som et hjælpeløst offer for dette begær – et sært gammeldags og manipulerende trick, som kun hans sangs perfektion formår at gøre forførende.

Kelly var nødt til at fremstille sig selv som defineret og styret af sin seksualitet, både for at øge sin sexappeal og for at frikende sig selv for sin problematiske libido. »Ignition (Remix)« blev en af ​​de største popsange i 00’erne, dens dobbelttydigheder, bilhornlyde og atmosfære af ​​tredrinksberuselse var så overbevisende, at den blev et globalt hit blot fire måneder efter, at Kelly blev anklaget for flere tilfælde af børnepornografi.

Hans fans ville ikke have, at Kelly skulle være pædofil eller voldtægtsforbryder, for det ville ødelægge nydelsen af hans musik. Som Common sagde efter dokumentarfilmen:

»I stedet for at prøve at være ligesom ’lad os nu prøve at løse situationen og få de unge damer sat fri og stoppe den her ting’, var vi ligesom ’mand, vi rocker lige til den her musik’.«

Den effekt har holdt sig frem til i dag: Siden visningen af Surviving R Kelly har streamingtjenester kun modtaget endnu flere efterspørgsler på Kellys musik.

Mindelydspor

Dyrkelsen af Kelly-sange som de nævnte forstærkes også af deres fællesskabsappel: Der er så mange lydspor til glade minder om dansegulve og karaoke.

Som Lindsey siger: »Hans musik signalerer så mange af vores levede øjeblikke, hvad enten det er bryllupper, studenterfester eller ens første kys.«

Neal er enig: »Han ved, hvordan man laver den slags sange, som det sorte samfund kan finde værdi i, som afspejler det sorte sociale liv,« siger han. »Step In The Name Of Love« ved bryllupper, »I Believe I Can Fly« ved årsfester i børnehaven – der synger man den sang.«

Selv mindre vellykkede singler havde et strejf af Kellys perfektion. En linje i en sangtekst som »like a dog on the prowl when I’m walking through the mall« klinger dog skræmmede uhyggelig, når man lytter til, hvad Lindsey har at fortælle:

»Alle mine sorte veninder fra Chicago havde en R. Kelly-historie, og de fleste af dem handlede om high schools eller indkøbscentre, hvor han helt klart forsøgte at score sårbare sorte piger.«

Alligevel indgår denne strofe – og det er måske bevidst – i en smuk og sorgløst klingende melodi.

Når man i dag lytter til sange som »I’m a Flirt«, kan det virke, som om Kelly forsøgte at gemme sig i fuldt dagslys. Så mange af hans sange udtrykker et ønske om kontrol gennem ægteskab og graviditet på de mest primitive betingelser såsom »Marry the Pussy og Pregnant«. Og sange som »It Seems Like You’re Ready« lyder rent ud forfærdende i lyset af, hvad der bliver sagt om R. Kelly i Surviving R. Kelly.

Kelly udnyttede også hele R&B’s ikonografi. Fra det tegneserieagtigt liderlige omslag på hans 1993-plade, I Like the Crotch On You, til de ansigtsløse nøgne kvinder på forsiden af ​​hans 2013-album, Black Panties, fik han alle historier om sexsekter til at ligne en vittighed.

»Denne virilitet, der er seksuelt selvhævdende til det aggressive, er en del af en ganske bestemt R&B-heltedyrkelse, og Kelly indskriver sig i den tradition,« siger Lindsey.

Var Kelly virkelig selv en sexforbryder, eller videreførte han bare en tradition for legende liderlighed, som går tilbage til soul-1970’er-ikoner som Marvin Gaye, Isaac Hayes og Teddy Pendergrass?

Selv offer

Hertil kommer Kellys egne erfaringer som offer for sexovergreb: I sin selvbiografi skriver han, at han i sin opvækst blev udsat for talrige sexkrænkelser af et familiemedlem. Er dette urkilden til hans seksuelt så aggressive sangtekster og til hans egen angivelige overgrebsadfærd som voksen?

Kelly-affæren er kompliceret. En sammenfiltret knude bundet af spørgsmål om race, køn, sex og kunst, som på en eller anden måde må løses op for at det kan blive muligt at stille de vanskelige spørgsmål om det, som fik lov til at udvikle sig og køre af sporet – og for at yde hans angivelige ofre retfærdighed.

»Hvad vil det i dag sige at drage R. Kelly til ansvar?« funderer Lindsey.

Det vil nok kræve mere end at fjerne hans duetter fra Spotify, som Lady Gaga har gjort, både for at signalere fortrydelse og for at slette historien. Men som Lindsey siger:

»Der står alt for meget på spil for os, til at vi kan lade være med at finde ud af det.«

Den amerikanske præsident har hånet og latterliggjort #MeToo, mens to tredjedele af republikanerne mener, at den verdensomspændende sociale bevægelse imod seksuelle krænkelser er gået for vidt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu