Læsetid: 10 min.

Med islandske sagaer kommer vi ind på livet af mennesker fra en svunden tid

Islændingesagaerne udgør sammen med H.C. Andersen, Kierkegaard, Hamsun, Ibsen og Strindberg Nordens vigtigste bidrag til verdenslitteraturen
’Sagaen om den snu Ræv’ er et mesterstykke og først nu oversat til dansk. Billedet har sit forlæg i et dansk kirkekalkmaleri. 

’Sagaen om den snu Ræv’ er et mesterstykke og først nu oversat til dansk. Billedet har sit forlæg i et dansk kirkekalkmaleri. 

Karin Birgitte Lund

11. januar 2019

Hvis man rejser med fly til Island, kan man hos Icelandair, mod særlig betaling, få lov at sidde på Saga Class. For ’saga’ er blevet et verdenskendt brand, og med rette, eftersom der på øen i det 13. og 14. århundrede på klostre og private lærdomssæder sad mænd udrustet med uovertruffen menneskekundskab, rig fantasi, fabelagtig hukommelse og storslået poetisk dristighed, der alle, omend på hver deres måde frembragte den største litterære strømning nogen sinde i nordisk litteratur.

Hvem de var, ved vi som regel ikke. Men deres mesterskab foreligger dokumenteret i håndskrifter lavet af kalveskind og papir, tæt prentede og siden kopieret og atter kopieret af oftest ukendte skrivere gennem en tradition, som strakte sig helt op til slutningen af det 19. århundrede, hvor vi har eksempler på, at islandske særlinge afskrev trykte bøger i en form, så de lignede middelalderlige originaler.

Når islændinge taler om ’saga’, kan de mene meget forskelligt. For glosen betyder egentlig bare fortælling og kan dække roman, novelle, anekdote, vits eller for den sags skyld et levnedsløb og et lands historie.

Når man derimod siger ’saga’ ude i verden, tænker man som regel på de såkaldte islændingesagaer, beretninger skabt i perioden 1200-1400, men omhandlende personer og begivenheder først omkring Islands bebyggelse sidst i det niende århundrede og siden i selve ’sagatiden’, dvs. tidsrummet fra Altingets grundlæggelse i 930 og frem til ca. 1030.

Islændinge sagaer

DEN ÆLDSTE GRUPPE

  • ’Sagaen om slaget på heden’ (1200)
  • ’Erik den Rødes saga’ (1200-1230)
  • ’Dropløgssønnernes saga’ (1200-1240)
  • ’Sagaen om Bjørn, helten fra Hiddal’ (1215-1230)
  • ’Egils saga’ (1220-1230)
  • ’Halfreds saga’ (1220)
  • ’Kormaks saga’ (1220)
  • ’Sagaen om Ljot fra Voldene’ (1220-1240)
  • ’Våbenfjordingernes saga’ (1225-1250)
  • ’Sagaen om folkene fra Lysevand’ (1230-1250)
  • ’Sagaen om Torsten Side-Halssøn’ (1250)
  • ’Ølhættes saga’ (1250)
  • ’Røgdølernes og Dræber-Skudes saga’ (1250)
  • ’Grønlændingenes saga’ (1200-1230 eller 1300)*
  • ’Fostbrødrenes saga’ (1200 eller 1300)*

De med * mærkede sagaers datering er mere eller mindre omdiskuteret

(Kilde: Annette Lassen: Islændingesagaernes verden, 2017)

De bedste islændingesagaer er verdenslitterære klassikere, men indbyrdes yderst forskellige: Njals saga er lang, meget lang, og ud over sin skildring af blodige begivenheder omkring titelhelten og hans ven og nabo, Gunnar, spækket med lokalhistorie og spidsfindig jura. Egils saga er egentlig to sagaer, først én om farfar og farbror og far, og derefter perlen om slagsbroren selv. Gunløg Slangetunges saga er en heroisk tåreperser, Laksdølernes saga en countryversion af en fransk kærlighedsfilm, og Ravnkels saga må pga. nærmest totalt fravær af kvindefigurer nærmest kaldes for en tørve-thriller. Manden bag den seneste danske oversættelse omtaler den efter sigende vrissent som »en lille, sur saga«.

Hvad angår sagaen om Gisle Surssøn, leder den med sin aldrig opklarede mordgåde tanken hen på en avanceret krimi, samtidig med at den stiller læseren over for et etisk fortolkningsdilemma, fordi hovedpersonen på samme tid fremstår som en ædel helt og en emsig moralvogter over for sin seksuelt udfarende søster Tordis.

Nu har jeg kun nævnt seks. Men der foreligger 40 i alt, og derudover 49 såkaldte ’totter’, altså saganoveller.

Mange af genrens highlights blev oversat af N.M. Petersen i 1839-44, udgivet under fællestitlen Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, og i 1930-31 udkom et rigt illustreret værk i tre smukke bind, betegnet De islandske Sagaer, en prangende titel, og groft misvisende, dels fordi det kun drejede sig om elleve, dels fordi navngivningen har bidraget til den stadig udbredte misforståelse, at islændingesagaer er de eneste sagaer, vi har. Først med den nye fembindsoversættelse af disse, redigeret af Annette Lassen, udsendt 2014, blev der ryddet behørigt opD

Princippet bag denne samlede formidling af traditionen har været at tilstræbe et moderne letlæseligt dansk uden i nogen detalje at slække på den filologiske nøjagtighed. Huller i teksten er således klart markeret, og det fremgår tydeligt, hvilke håndskrifter der er lagt til grund. Derudover er opsætningen gjort læservenlig – med korte typografiske afsnit i modsætning til manuskripternes tæppebombardement af tekst. Og endelig er hvert enkelt bind lagt til rette som en broget blanding af velkendte, kendte, mindre kendte og for mange læsere indtil nu fuldstændig ukendte sagaer og totter.

Sagaerne er bragt til at optræde præcis lige så rodet, eller skulle vi sige blandet, som de foreligger i hovedparten af håndskrifterne, hvilket lykkeligvis medfører, at der ikke fra redaktionens side er lagt op til en skelnen mellem forgyldt verdenskultur og middelalderlig kiosklitteratur. Storladen tragik og medrivende, psykologisk indtrængende menneskeskildringer står side om side med grovkornet satire og overdådig humor. Man kan springe lige fra den dybe alvor til groteske, burleske og, om man vil, magisk-realistiske sider af genren.

Islændinge sagaer

DEN MELLEMSTE GRUPPE

  • ’Ørboernes saga’ (1220-1265)
  • ’Laksdølernes saga’ (ca. 1230-1260)
  • ’Gisles saga’ (1250)
  • ’Forbundsfællernes saga’ (ca. 1250)
  • ’Hønse-Tores saga’ (ca. 1250-1270)
  • ’Gunløgs saga’ (ca. 1270-1280)
  • ’Vandsdølernes saga’ (ca. 1270-1280)
  • ’Dræber-Glums saga’ (ca. 1270-1280)
  • ’Torsten Hvides saga’ (1275-1300)
  • ’Njals saga’ (ca. 1280)
  • ’Ravnkels saga’ (ca. 1300)

De med * mærkede sagaers datering er mere eller mindre omdiskuteret

(Kilde: Annette Lassen: Islændingesagaernes verden, 2017)

Læseren har således mulighed for selv at gå på opdagelse, og man må vel formode, at adskillige skæl siden 2014 er faldet fra mange danske sagaentusiasters øjne. Nu kan de nemlig for første gang læse den stærke, dybt mærkværdige trolde- og eneboerskildring i Sagaen om Bård Snefjeldsas, en eventyrlig fortælling, der inspirerede Stine Pilgaard til romanen Lejlighedssange (2015).

De kan nyde den burleske og groteske saga om Gunnar Kildegnubsfjols, som får sit lidet smigrede tilnavn, fordi han som dreng helst vil ligge og dovne den hjemme i mors køkken, men som viser sig at være et snarrådigt gemyt plus en gevaldig kriger. Første gang han er hjemmefra, deltager han i en idrætsturnering og kommer til at bryde med Svart, som er træl henne hos uvennen Torgrim på en nærliggende gård:

»De var begge stærke, men ingen regnede alligevel med, at Gunnar havde en chance. De kæmpede indædt mod hinanden. Kampen var både lang og hård, og ingen havde en anelse om, hvem der ville falde.

Så sagde Gunnar til Svart: ’Har du vist alt, hvad du har i dig?’

’Det har jeg,’ sagde Svart.

Så løftede Gunnar ham op til brystet og bar ham ind til bænken, hvor Torgrim sad, og kastede ham så mod trinnet, så han brækkede ryggen. Bagefter gik Gunnar tilbage til bænken og satte sig, mens Svart blev båret væk. Legene fortsatte nu som før, og der skete ikke flere store ting den dag.«

Underforstået: Det kom der siden hen til. Sagaernes fortællere er mestre i at skabe spænding og for en tid nægte os information. Men derefter ved de så sandelig også at slå sig løs.

Et mesterstykke i så henseende er den sene Sagaen om den snu Ræv, også denne først nu oversat til dansk. Her præsenteres vi indledningsvis for endnu en såkaldt kulbider, altså en dovendidrik og døgenigt, som ikke bidrager til driften af gården og forholder sig passiv, skønt egnen plages af en ufredsmand. Rævs mor går så ind i sit ildhus og får dér øje på slapsvansen, sønnen:

»Hver gang jeg ser dig for mine øjne, væmmes jeg over den plet på slægten, du er. Hvor ramt af ulykke blev jeg ikke, da jeg fødte dig, dit fjols. Det ville have været bedre med en datter. Jeg kunne så bortgifte hende til en mand, som vi kunne stole på. Men selv om vores jorder bliver ædt op, og vores høstakke bliver revet ned, og mænd bliver dræbt, ligger du bare der, din drivert af en svækling, og opfører dig, som om vi ikke har noget at tage os til.«

Ræv rejser sig da op og siger: »Dine kommende bebrejdelser vil nok blive hårde at høre på, hvis de første er sådan.«

Fra da af er han som forvandlet og gør kort proces med skadevolderen. Ud fra et barns legetøjsskib bygger han ene mand et fuldgyldigt handelsfartøj, en knar, og da han senere er kommet til Grønland og har fået en kone, Helga, men også skaffet sig fjender, opfører han i en lang, bugtet fjord – Evighedsfjorden, må man formode – en gevaldig fæstning udstyret med et sindrigt sprinkleranlæg, som skal hindre mordbrand. Da modstanderne imidlertid blokerer vandrørene og antænder borgen, undslipper Ræv og hans sønner via en slisk i et skib på hjul: en tidlig foregribelse af Batmobilen eller James Bonds specialbyggede Aston Martin.

Senere, hos kong Harald i Norge, demonstrerer Ræv, at han også verbalt besidder formidable talenter. Den lokale kulturprofil Grane, som tilhører hirdens inderkreds, men også er ret så pyntesyg og dertil kvindeglad, prøver med vold at komme i lag med Helga, men straffes prompte af Ræv, som gennemborer ham med sit spyd, trækker ham langs et trægærde og begraver ham dér.

Derpå trasker Ræv hen til tinget og aflægger rapport for fyrsten:

»Herre Konge, Sværdhus-Grane og jeg blev losforligte i dag, da han ville fjeldkløfte min kone. Jeg storkarede ham gennem stråbøjerøjet. Så fletkurvede han, Herre. Så fletkurvede jeg, Herre. Så redekuglede jeg ham, Herre, men han mangehestede imod. Så gennemmøblede jeg ham, Herre, men han jættede imod. Så fyrrenålede jeg ham, Herre, op langs med et trægærde kort derfra, og til sidst husdyrtæppede jeg ham.«

Heri kan omgivelserne kun høre vrøvl og dumheder. Men kongen kender til skjaldedigtningens ’kenninger’ og kan bryde koden. Sagaen slutter med, at Ræv tages til nåde trods sine hårde, men hæderlige handlinger og på Haralds befaling tager navneforandring til Sigtryg for siden at dø i et munkekloster i Frankrig! Blot et af mange eksempler på sagalitteraturens krydsrejse mellem før og nu, hedensk og kristent eller for den sags skyld mellem Island og den store verden.

Islændinge sagaer

DEN YNGSTE GRUPPE

  • ’Flomændenes saga’ (1290-1330)
  • ’Finbue den Stærkes saga’ (1300-1350)
  • ’Guld-Tores saga’ (1300-1350)
  • ’Sagaen om Håvard Isefjording’ (1300-1350)
  • ’Sagaen om Hård og mændene på Holm’ (1300-1400)
  • ’Kølnæssingernes saga’ (1310-1320)
  • ’Sagaen om Den Snu Ræv’ (1325-1375)
  • ’Sagaen om Tord Trætte’ (1350)
  • ’Sagaen om Bård Snefjeldsas’ (1350-1380)
  • ’Svarvadsdølernes saga’ (1350-1400)
  • ’Viglunds saga’ (1400)
  • ’Sagaen om Gunnar Kildegnubsfjols’
  • ’Flodsdølernes saga’ (1300-1400 eller 1500-1550)*
  • ’Grettes saga’ (1310-1320 eller 1400)*

De med * mærkede sagaers datering er mere eller mindre omdiskuteret

(Kilde: Annette Lassen: Islændingesagaernes verden, 2017)

 

Langt op igennem det 20. århundrede polariseredes sagaforskningen i to hinanden udelukkende positioner kaldet ’friprosateorien’ og ’bogprosateorien’. Ifølge førstnævnte opfattelse består sagaerne i nedskrifter af mundtligt overleverede helheder af betydelig ælde. Ifølge sidstnævnte koncept er de kunstprodukter, som først opstår i nedskrivningsprocessen i det 13. og 14. århundrede, og som mht. pålidelighed nærmest lader sig sidestille med moderne romaner eller i hvert fald med de franske ridderromaner, som flere sagaskrivere tydeligvis lod sig påvirke af.

Kontroversen afspejlede sig ikke mindst i forskernes sprogbrug. Friprosafolkene, som udover filologer også talte folkemindeforskere og etnologer, omtalte gerne sagaernes producenter som kopister og skriverkarle, der kun ydede sved og blæk, hvorimod tilhængerne af bogprosateorien betragtede ophavsmændene, især de dygtigste af dem, som ’forfattere’, simpelt hen, selv om alle vidste, at skriverne stjal med arme og ben fra hinanden, og selv om hvem som helst, i en håndskreven kultur, kan gribe ind i teksten og gøre sig til en slags medforfatter.

Det dybt uheldige ved den gamle diskussion var, at forskerne fik rodet fire-fem problemstillinger grundigt sammen, nemlig 1) spørgsmålet om fortællingernes alder, 2) spørgsmålet om deres overleveringsform, om mundtlig eller skriftlig videregivelse af tradition, 3) spørgsmålet om skildringernes historiske pålidelighed, 4) spørgsmålet, hvorvidt der var tale om ’litteratur’ i mere moderne forstand, samt undertiden 5) spørgsmålet ’komposition vs. kompilation’, altså hvorvidt den enkelte saga blev (ned)skrevet som en helhed eller stykket sammen af en række mundtligt overleverede eller skriftligt foreliggende dele.

Dog, denne sammenrodning skete på grund af en række egenskaber ved islændingesagaerne selv.

Når man opfatter dem som gamle, skyldes det bl.a., at sagaskriverne stedse betoner afstanden mellem handlingens ’da’ og henvendelsens ’nu’ og ofte kredser om forskellen mellem hedensk og kristen tid. Når man kom op at toppes om mundtlig kontra skriftlig overlevering, hang det sammen med, at sagaskriverne generelt stræber efter en mundtligt præget fremstillingsform med hovedsætningsdominans, sideordning, mange replikker og fravær af retorisk pynt.

Når forskerne fandt det interessant at skændes om sagaernes sandhedsværdi, hang det selvfølgelig sammen med, at så meget i dem netop passer med virkeligheden og hvad angår topografien ofte stadig gør det, sådan at man selv kan tage hen og se den fjord, det vandfald, den klippe, handlingen er henlagt til. Når sagaerne udfordrer begrebet ’litteratur’, kommer det sig af deres tydelige forankring i fælles viden og på forhånd underforståede sociale normer – træk, der gør det muligt for teksten simpelt hen at tie om en hel masse, og som derfor overflødiggør senere tiders skelnen mellem telling og showing i en episk fremstilling.

Og når vi kan komme i tvivl om, hvorvidt den enkelte saga er en fuldendt kunstnerisk vævning eller et broget kludetæppe, har det dels at gøre med formen, hvori de foreligger i håndskrifterne, dels med de hyppige åbenlyse ujævnheder i så mange af teksterne.

Uden om islændingesagaerne og totterne befinder der sig en righoldig litteratur omfattende de eventyrlige oldtidssagaer og de intrigefyldte samtidssagaer, men også biografier over konger og bisper og helgener plus lovene og stamtavlerne samt de lærde middelalderskrifter om grammatik, aritmetik, astronomi, geografi m.m. Men vi kommer stadig ikke uden om, at ser man bort fra Den poetiske Edda og Snorris Edda, udgør slægtssagaerne skatkammerets pragtjuveler.

Og hvorfor skal vi læse dem?

Først og fremmest for i øjenhøjde at møde mennesker fra en svunden tid, der tænkte og handlede anderledes end vi, men som vi kommer helt nær ind på livet af takket være en forfinet litterær teknik: en tæt fortælling i 3. person vekslende mellem reportage og scenisk fremstilling (dialog), en pseudo-objektiv, ydre, sansenær, konkret fortællemåde og en diskret tilbageholdenhed fra skriverens eller beretterens side. Vurderinger undlades helt, eller de lægges ud til et ikke nærmere specificeret kollektiv: Det var på egnen dengang den almindelige mening, at den og den person simpelt hen var sådan og sådan.

Effekten heraf er åbenlys. Vi behøver ikke vide, om begivenhederne faktisk har fundet sted. Men det føles i kraft af tonefaldet og stedsbundetheden unægtelig som om.

Der er citeret fra ’Islændingesagaerne I-V’, Saga Forlag, Reykjavik, 2014. For yderligere faglig orientering om genren henvises til Annette Lassens bog ’Islændingesagaernes verden,’ Gyldendal 2017.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu