Læsetid: 3 min.

Jane Aamund fik feministernes budskaber fra de frigjorte 1970’ere ud til kvinder i almindelighed for fuldt knald

Jane Aamund havde ingen intentioner om sproglige finesser. De interesserede hende ikke. Som romanforfatter åbnede hun derimod lågen til kvinders hemmelige drømme. Hun var pivåben om sit erotiske liv til glæde for sine mange læsere. Og avislæserne fik lov til at følge hendes kræftsygdom i detaljer
Forfatter Jane Aamund blev 82 år.
	Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Forfatter Jane Aamund blev 82 år.
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

31. januar 2019

Jane Aamund (1936-2019) var en højt skattet og velskrivende journalist på Berlingske Tidende af samme kaliber som andre stærke skribenter i tiden og i genrerne – som Malin Lindgren og Lise Nørgaard. De kommunikerede alle bredt til en større læserskare via features, klummer og hvad der ellers faldt for, og de var aldrig blege for at give deres medsøstre en opsang i feministisk retning – ej heller de mandlige læsere.

Aamund var på avisen i årene 1980-97, men vejen til journalistikken var ikke den direkte. Hun uddannede sig som korrespondent i engelsk. Det med at skrive trak dog i hende, hvorfor hun sideløbende freelancede flittigt med artikler til diverse blade.

Dette, kombineret med hendes forretningssans, fik hende til at oprette eget pr- og reklamebureau. Hun var ansat som pr-chef i Birger Christensens pelsfirma og som informationschef i Landbrugsministeriet. Så blev hun journalist. Men journalistikken var ikke nok. Hun ville skrive bøger.

Juliane-genet

Jane Aamunds debutbog havde en tvistet titel: Bag damen stod en Christian. Det var en omvending af det mere almindelige udtryk: ’manden bag det hele’ og betitlede en populærhistorisk bog om kvinder, der havde stået i forhold til en kong Christian.

Den vakte ikke den store opsigt, men efter den ’svære anden bog’, som så vist ikke var så svær for hende, blev der lagt mærke til hende i en grad: Klinkevals fra 1990 blev senere blev filmatiseret.

Den var den første i en trilogi, omhandlende hendes farmor Juliane, en djærv christianshavnerkvinde, der trods ansvar for fem børn kæmpede sig ud af fattigdommen. I Jane Aamunds optik en rollemodel, som hun gerne henviste til, når andre kvinder søgte råd hos hende. Så opfordrede hun dem til at finde deres Juliane-gen frem.

Det blev imidlertid hendes næste bog Colorado drømme, der for alvor rykkede. Den blev revet ned af boghandlernes hylder så hurtigt, som den blev trykt. Omkring 100.000 eksemplarer solgte den, og Jane Aamund fik Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Det forbudte

Romanen var skrevet i ugebladsnovellernes enkle stil, ingen intentioner om sproglige finesser. De interesserede hende ikke. Hun ville bare gerne skrive om noget, hun fandt vigtigt. Andre forfattere, som skrev i samme stil, nåede ikke nær det samme store publikum, så hvad var det for en x-faktor, denne roman, der udkom i 1997, havde?

Den talte til kvinders hemmelige drømme. I sit eget privatliv havde Jane Aamund oplevet det samme, som en anden feministisk forfatter, Simone de Beauvoir også havde: Hun fik en elsker i USA.

Romanens kvindelige hovedperson gør det forbudte: Hun forlader mand og børn for at udleve sin seksuelle tiltrækning og lidenskab. Det var noget, mange andre kvinder kun kunne drømme om. Men så kunne de da finde en vis kompensation i bogens verden.

Dermed fik Jane Aamund sat fokus på den kvindelige seksualitet, som traditionelt ansås for mindre intens end den mandlige. Det havde mere elitære feminister også gjort i de frigjorte 1970’ere, men med coloradodrømmene nåede Jane Aamund for fuldt knald ud over rampen til kvinder i almindelighed.

Det skete i fiktionens form, men efterfølgende holdt hun sig ikke tilbage med det, som benhårde feminister også havde kæmpet for, nemlig ’at gøre det private offentligt’ med det ædle formål at nedrive falske facader og vise, at det, du selv går og tumler med i dit indre liv, det gør nogle andre altså også.

»Ja, jeg var i hormonernes vold,« sagde hun lige ud i et interview om den rigtige historie om hendes affære. Hun fandt ingen grund til at stikke noget under stolen længere. Hun sagde også, at kærlighedsforholdet var legende og muntert i fem år, men så fadede det ud.

Selvmordsønsket

Den samme pivåbenhed udviste hun også, da hun midt i sine succesår blev ramt af en alvorlig kræftsygdom, som satte tydelige sig spor i hendes ansigt og stemme.

Eftersom Jane Aamund nu var en landskendt og respekteret forfatter, fulgte medierne tæt med i sygdommens op- og nedture, og hun gav dem, de oplysninger, de bad om. Også da hun erklærede, at hun ville rejse til Schweiz for at få hjælp til assisteret selvmord på en klinik, og også da hun opgav projektet efter opfordring fra sine børn.

Således kunne man også af den åbenhed lære, at en kræftdiagnose i vore dage ikke behøver være en akut dødsdom. 25 år efter diagnosen havde hun forfattet adskillige bøger. Men til sidst var hun så plaget, at det oplevedes som en lettelse, da hun døde. Ligesom det var en slags lettelse, at hendes bror, erhvervsmanden Asger Aamund, således ubesmykket sagde netop det på tv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Hans Aagaard
  • Marie Louise Kjølbye
  • Frede Jørgensen
Ejvind Larsen, Hans Aagaard, Marie Louise Kjølbye og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu