»For alt, hvad der kan tænkes i verden, findes der ord på islandsk«

»Edda« er i den islandske middelalderlitteratur navnet på to forskellige, men nært beslægtede værker.

Dels Den poetiske Edda, som rummer digte om guder og helte, dels Snorris Edda, en indføring i skjaldekunsten – men med talrige, ofte muntert fortalte sagn om de hedenske guder. Hvorfor begge blev kaldt Edda, strides de lærde undertiden om.

Så meget ligger dog fast, at edda på det norrøne sprog betyder ’mormors mor’. Titlen skulle altså formentlig pege på stoffets ælde. Derudover er glosen i slægt med ’óðr‘, der kan betyde både digt og raseri. Meningen kan således også have været at hentyde til digtekunst som resultat af inspiration og guddommelig indgivelse. Ifølge en tredje tolkning kan edda opfattes som en slags kælenavn afledt af verbet 'edo', latin for jeg digter, på samme måde som når man på oldislandsk og moderne islandsk siger kredda og mener trosbekendelse, jf. latin credo, eller bruger verbet kyrja om at messe i kirken, jf. det græske Kyrie eleison (Herre, forbarm dig). Forstået sådan kan navnet gå på den aktivitet, der består i at indsamle digte og at diskutere digtekunsten.

At en vis forvirring er opstået, skyldes også, at de to værker delvis overlapper hinanden.

Snorri citerer tit gudekvad fra Den poetiske Edda, især »Vølvens spådom« og »Kvadet om Vaftrudner«, og stoffællesskabet ses i, at man begge steder hører om Balders død og om Ragnarok eller om Tors fiskedræt, dér hvor han får Midgårdsslangen på krogen, hos Snorri dog med den plastiske detalje, at den bomstærke gud stemmer så hårdt imod, at han træder gennem båden med begge ben.

Eddaerne blev i Danmark op gennem det 20. århundrede i overvejende grad formidlet via Thøger Larsens, for deres tid udmærkede, udgivelser Nordens Gudekvad (1926) og Snorris Eddasagn (1928), siden optrykt som Traneklassikere 1968-70 og i flere omgange som Edda-myterne (1995, 2004, 2016).

At foretrække er dog de nyere fordanskninger, for Snorris vedkommende ved Kim Lembek og Rolf Stavnem, udgivet 2012, eftersom den præsenterer værket i dettes fulde, imponerende helhed, det vil sige ikke kun gudelæren, men også den grundige indføring i skjaldedigtningens vanskelige kunst. Derved ændrer den såkaldte prosaiske Edda status fra en genfortælling af beretningerne om de nordiske guder til en avanceret lærebog for poeter, en forfatterskole i bogform anno 1230.

Historieskriver

Almindeligvis ved man ikke ret meget om forfatterne til norske og islandske middelaldertekster affattet på datidens norrøne fællessprog. Men Snorri Sturluson (1179-1241) danner en lysende undtagelse, grundigt skildret som han nemlig blev i de såkaldte samtidssagaer.

Som dreng og ung mand, altså i sine formative år, blev han opfostret hos stormanden Jón Loptsson, hvis gård Oddi på Sydisland fungerede som lærdomssted. Senere erhvervede han 1202 via et fordelagtigt parti med Herdís Bersadóttir gården Borg i Borgefjord, hvor Egil Skallegrimssøn havde boet. Efter separationen fra hende flyttede han i 1206 til Reykholt længere inde i dalen og levede fra 1224 dér sammen med sin anden hustru Hallveig Ormsdóttir, også hun af fornem slægt.

Han var i en årrække Islands mest magtfulde høvding og bestred to gange embedet som lovsigemand, men var derudover en højlærd, yderst produktiv skribent og som poet i en klasse helt for sig. Vi skal forestille os en kombination af en digter, en litterat, en historiker, et intrigant magtmenneske, en stenrig rad og en stor humorist. Ikke mindst det sidste er vigtigt. Ikke alene behersker han i sin Edda skjaldedigtningens metaforik og versteknik til perfektion, han fremstiller også gudelæren med vid og menneskeligt klarsyn.

Tag for eksempel den scene, hvor Tor og Loke på vej til jætterne i Udgård overnatter hos en bonde, hvor Tor slagter sine to bukke. Alle ved vi, at sønnen i huset Tjalfe knækker knoglen på den ene for at suge den lækre marv ud, men er det også alle, der husker Tors reaktion, da han tager Mjølner og hekser liv i bukkene, men opdager, at den ene er halt på bagbenet?

»Man behøver ikke at gøre en lang historie ud af det; alle kan forestille sig, hvor bange bonden blev, da han så, hvordan Tor lod øjenbrynene synke ned over øjnene; og af det, man kunne se af øjnene, tænkte han, at han ville styrte om alene for blikket.«

Snorri skal i en senere artikel præsenteres som historieskriver, som hovedophavsmanden til Heimskringla, de norske kongers historie. Her gælder det hans særlige forening af mytologi, poesi og litteraturvidenskab.

Hans Edda består af fire dele. Den åbner med »Fortalen«, som indsætter den nordiske mytologi i europæisk og kristen tankegang ved brug af såkaldt ’euhemerisme’, dvs. menneskeliggørelse af hedenske guder, efter den oldgræske tænker Euhemeros (ca. 330-260 f.Kr.), som i sin skildring af en rejse til den fiktive ø Panchaea opdager, at Zeus og andre guder egentlig er menneskelige. Den tankegang overtager Snorri, idet han – i øvrigt ligesom Vergil gør med Aeneas – beskriver aserne som emigranter fra Troja. I stedet for at dæmonisere de nordiske guder gør han dem altså til prominente forfædre, og han tildeler derved nordboerne en glorværdig forhistorie.

På den ene side forklares og neutraliseres det hedenske i beretningerne via den indledende menneskeliggørelse af hele kompagniet af guder og ved hjælp af en teori om de førkristne folks naturreligion. Men på den anden side domesticeres og tilegnes gudesagnene via den oplagte nytteværdi, de får som betydningsreservoir for digtekunsten – faktisk et ganske raffineret spil, som blev fremhævet af værkets svenske oversættere Karl G. Johansson og Mats Malm (1997).

Efter »Fortalen« følger »Gylfaginning« eller »Gylfis blændværk« (man kunne også have sagt »forblændelse«), hvor svenske kong Gylfi rejser til Asgård, opsøger aserne i Valhal og gennem en raffineret udspørgning får deres historie fortalt lige fra verdens skabelse og frem til enden, Ragnarok.

Dialogformen kan her bruges som argument for en forudgående mundtlig overlevering, men man skal skam heller ikke være blind for, at megen didaktisk litteratur inden for både teologi og filosofi fungerede på netop den måde i middelalderen. Formen vidner om en spædt fremvoksende, fremadpegende humanisme og samtidig om dens respektfulde (intellektuelt farvede) dyrkelse af fortiden. Man overværer her, mentalt set, den orale kulturs integration i skriftkulturen og skriftkulturens fejring af en mundtlig tradition, som på Snorris tid så småt allerede var på retur.

Sådan så han åbenbart ikke selv på det. For i værkets tredje, fyldigste del, »Skáldskaparmál«, på dansk »Det digteriske sprog«, gennemtraves punkt for punkt skjaldedigtningens komplicerede metaforik, hovedsagelig brugen af de såkaldte kenninger – altså grebet med ikke bare at sige »håret«, men i stedet »hjernens gårds (hovedets!) skov«, så det hele lyder meget mere kunstfærdigt.

Endelig afsluttes værket med »Háttatal«, dvs. en opregning af gyldige strofeformer. »Verslisten«, som oversigten hedder i oversættelsen fra 2012, består af et digt på 102 strofer, en art selvkommenterende hyldest til norske herskere, på én gang spytslikkeri og ædel poetik.

Skidt ud af Odins røv

Man kan læse bogens anden del, om de nordiske guder, som en farverig og medrivende beretning om Odin, Tor, Freja, Loke og hele den øvrige familie. Og man kan især nyde de højdepunkter, mange af os fik fortalt i folkeskolen eller kender fra tegneserien Valhalla, såsom kappestriden hos Udgårdsloke eller spådommene om Ragnarok. Men mytologien får unægtelig en helt anden mening og funktion, når den som her danner stofmæssig optakt til en indføring i selve det at digte efter indviklede, krævende regler.

Central bliver – just på denne baggrund – myten om skjaldemjøden, som Odin jo stjæler fra jætterne efter i tre nætter at have ligget hos Suttungs datter Gunlød. Da han derpå skal hjem med sit bytte, ifører han sig ørneham og flyver afsted, så hurtigt han kan. Snorri fortsætter:

»Men Suttung så ørnens flugt, tog ørneham på og fløj efter ham. Og da aserne så Odin komme flyvende, satte de deres kar ud på pladsen, og da Odin kom ind over Asgård, spyttede han mjøden ned i karrene, og da var Suttung meget nær ved at nå ham, så Odin sendte noget af mjøden bagtil, og den samlede man ikke op. Den kunne enhver tage, og vi kalder den de uduelige skjaldes andel.«

Hvilket billede! Hvilken definition på dårlig poesi! Den, som blev skidt ud af Odins røv …

Hvis man kun kender Snorris Edda gennem Thøger Larsens hårdhændet redigerede genfortællinger, tænker man vel, at værket er en guldgrube af historier om de nordiske guder. Men det er som sagt meget mere end det, nemlig en narrativt funderet poetik, som ægger til respekt for skjaldedigtningens kombination af sproglig skønhed og dyb menneskelig visdom.

Skjaldedigtning – som i modsætning til den anonymt overleverede eddadigtning altid er koblet til navngivne personer – formes typisk som sprogblomstrende hilsner til fyrster eller som personlige følelsesudtryk, om kærlighed hos bl.a. Kormak og Halfred Vanrådeskjald eller om sorg som i Egils storladne digt »Sønnetabet«.

Hvad metrikken angår, udgøres det grundlæggende element af en strofe på otte linjer med seks stavelser i hver. De otte linjer ordnes så i fire par, som indbyrdes forbindes af allitterationer, der, som Snorri skriver, »styrer versformen og skaber den poetiske virkning«. De skal falde de helt rigtige steder, og der må endelig ikke være for mange af dem. Hertil kommer hundesvære indrim, hvor den samme stavelse bruges to gange i samme linje, og endelig kan der påhæftes enderim, som vi kender dem fra senere tiders mere eller mindre sangbare lyrik.

For alt, hvad der kan tænkes i verden, findes der ord på islandsk

Ikke uden grund har skjaldedigtning i eftertiden fået ry for at være opstyltet i form og nærmest tømt for betydning. Samtidens modtagere så formentlig helt anderledes på det. Vi må tro, at de netop formåede at værdsætte dobbeltheden af kunstfærdig skønhed og dunkel visdom. Og vi må formode, at de frem for at foragte det indviklede tværtimod respekterede skjalde, der beherskede brugen af omskrivninger.

Set i dette perspektiv skulle eddaen med basis i gudesagnene lære folk at variere det poetiske sprog via synonymer og ornamenterende omskrivninger. Jorden kan man kalde Ymirs kød, havet Ymirs blod. Vinden bliver Ægirs og ildens bror, træets ødelægger.

»En kvinde skal kendetegnes ved alle former for kvindelig beklædning, guld og ædelsten, øl og vin eller andre drikke, som hun serverer eller skænker, også ved ølkar og ved alle de ting, som det sømmer sig for hende at forarbejde eller give.« Men det er også rigtigt at kendetegne kvinden ved hendes gøremål, ejendele eller slægt.

Hovedprincippet går ud på at sige noget ved at sige noget (helt) andet. Det er selve det metaforiske greb og forudsætter i Snorris univers en særlig forståelsesramme, i første omgang mytologien, i anden omgang – og næsten lige så vigtigt – den sanseerfarede verden med både dagligdagens pligter og kampens højdepunkter.

Ovenfor er der peget på baggrunden i lærdomstraditionen og den klassiske retorik, og det har helt sikkert været afgørende for forfatteren at demonstrere, at islændinge intellektuelt set ikke stod tilbage for nogen. Vi kan altså dreje det lidt og se Snorris Edda som led i en kulturel nation-building og derfor ikke adskilt fra, men forbundet med hans politiske aktivitet. Under den optik forsvinder modsigelsen i, at denne suverænt dannede mand som følge af intriger, der rakte til samfundets top, til den norske konge, blev myrdet på sin gård, nogle siger på vej i bad, 23. september 1241.

Men drejer vi sagen endnu en omgang, står hans værk tilbage som en i sin art enestående lovprisning af det digteriske sprog, hvor alle udtryk har en forklaring, selv om den undertiden kan synes vanskelig at finde, ja, Edda lader sig ydermere opfatte som en fejring af det menneskelige sprog.

Hvad Snorri ved og giver videre, er, at alle fænomener i verden har navne eller på et vist tidspunkt kan få det. Som en senere islandsk digter, Þorsteinn Erlingsson, så ligefremt skrev:

»Fyrir alt sem i heimi hugsa má, eru orð á íslensku til«.

Og på dansk: 

»For alt, hvad der kan tænkes i verden, findes der ord på islandsk«.

En holdning, som kan forklare islændingenes fastholdte sproglige purisme og konservatisme, men muligvis også selve den stolthed ved og optagethed af sprog, som afsætter en rig litteratur.

Artiklen indarbejder dele af Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Kim Lembeks og Rolf Stavnems oversættelse af ‘Snorris Edda’, som stod i avisen 12. december 2012.