Læsetid: 5 min.

Knivdrabet på borgmester var et symbolsk attentat mod et liberalt og progressivt Polen

Knivdrabet på Gdansks borgmester blev angiveligt begået af en sindsforvirret mand, men i Polen er dæmoniserende sprogbrug blevet allestedsnærværende i den politiske debat – det kan få endnu flere farlige følger
Demonstration mod had og vold i kølvandet på knivattentatet 13. januar på byens borgmester, Pawel Adamowicz, der skete midt under en livetransmission i bedste sendetid til millioner. 

Demonstration mod had og vold i kølvandet på knivattentatet 13. januar på byens borgmester, Pawel Adamowicz, der skete midt under en livetransmission i bedste sendetid til millioner. 

Agencja Gazeta

25. januar 2019

WROCLAW – I Gdansk har krisepsykologer måttet tilkaldes for at hjælpe en traumatiseret offentlighed. Så stort er chokket efter knivattentatet 13. januar på byens borgmester, Pawel Adamowicz, der skete midt under en livetransmission i bedste sendetid til millioner. Borgmesterens liv stod ikke at redde. Han døde dagen efter på hospitalet.

Den 27-årige drabsmand blev løsladt fra fængslet for få måneder siden. Han havde planlagt sit spektakulære angreb til mindste detalje: Efter at have stukket kniven i borgmesterens hjerte, greb han en mikrofon og råbte, at han havde dræbt Adamowicz for at hævne sig på Borgerplatformen, Polens liberale oppositionsparti, som han beskyldte for at have stået bag hans uretmæssige fængselsstraf.

Sidste søndag gik titusinder på gaden i Gdansk for at sige farvel til deres borgmester. I andre polske byer kom det til spontane sympatiaktioner, der samlede yderligere tusinder. Store dele af Polen forekom for en gangs skyld forenet – i chokket og i sorgen.

For at forstå den tragiske hændelse, må man have konteksten med. Adamowicz blev myrdet under Det Store Juleorkesters årlige arrangement, den største polske indsamlingsbegivenhed, der i 27 år har fundet sted umiddelbart efter juledagene.

I dagene før fyldes gaderne med røde hjerter, som polakkerne modtager til gengæld for deres donationer til de polske hospitaler. Det er en tid på året, hvor der hersker en sjælden stemning af gensidig velvilje mellem landets borgere.

Og dog er der også kredse – særligt højreorienterede kredse – i hvilke begivenheden vækker et intenst had og kritiseres for at være lettere anarkistisk og virke venstreorienteret. Kritikerne kan heller ikke udstå den musik, der spilles ved koncerterne.

I de senere år er denne kritik taget til, navnlig siden det højrenationalistiske Lov og Retfærdighedspartis sejr ved parlamentsvalget i 2015. En katolsk filosof og højre-debattør skrev for nylig, at Orkestrets leder, Jerzy Owsiak, bedrev propaganda for ondskab, mens højremedier omtaler Owsiak som den »klamme dværg« og en marionet i korrupte politikeres hænder.

Men for hovedparten af polakkerne er Juleorkestret og dets årsindsamling ikke desto mindre blevet et symbol på det Polen, vi har stræbt efter at opbygge siden 1990’erne som et liberalt demokrati med markedsøkonomi og kapitalisme. Et symbol på det Polen, der har sluttet sig til både EU og NATO. Et symbol på tre årtier med en provestlig orientering og med omfattende samfundsforandringer i vores land på kursen imod en bedre, mere fredelig, mere velstående og friere verden.

Orkestret er også blevet et symbol på gensidig respekt og generøsitet mellem polakkerne, om så bare på denne ene dag i årets løb. Personligt skulle det glæde mig, hvis Orkestret en dag udråbte sig selv til en selvstændig nation – i den ville jeg gerne være borger.

Attentat på det liberale og progressive

Adamowicz var en moderne centrum-højrepolitiker og nød bred anerkendelse som en fremragende borgmester. Han stod for alt det, Lov og Retfærdighedspartiet ikke står for. Nok var han borgerlig traditionalist, men han vendte sig mod alle tilløb til provinsielt snæversyn. Han havde et åbent hjerte og et åbent sind, et sjældent mod og en stor social forståelse.

Sammen med flere andre polske borgmestre gik han direkte imod den nationale regerings politik, inviterede indvandrere til sin by og sikrede dem støtte, arbejde og en bolig. Mordet på ham var derfor også et attentat på en bestemt vision for et liberalt og progressivt Polen.

Drabsmandens motiver til at myrde Adamowicz kan man undre sig over. Ifølge politiet var han mentalt forstyrret, men sådanne handlinger sker aldrig i et vakuum.

Det statslige tv – hvorfra en betydelig del af polakkerne får hovedparten af deres nyhedsdækning – fører gennemgående en smædefuld, aggressiv og nedladende retorik over for oppositionen og enhver, der tillader sig at mene noget andet end regeringspartiet. Den dræbte borgmester blev således jævnligt kaldt for tyv, homofil, tysker og mafioso.

Ydermere har tv-propaganda gennem de sidste tre år rakket konsekvent ned på retsvæsenet, hængt det ud som skadeligt for de polske borgere og totalt saneringsmodent. Polens dommere beskyldes for at være en højkaste, der selv står uden for loven. Det er højst tænkeligt, at drabsmanden har opsamlet nogle af disse tv-budskaber om foragtelige fjendefigurer og nødvendigheden af at gribe til radikale løsninger.

Nyhedsdækningen i polsk statsfjernsyn minder efterhånden om et Frankensteins uhyre, der helt er kommet ud af kontrol og muteret til en grov hadtale, der nu breder sig via mange andre kanaler. Det er bare at tjekke sin indbakke, og der vil uvægerligt dukke hadbeskeder op i stil med »du er et totalt udskud, der fortjener at dø«, »vi ved, hvor du bor« og »vi kommer og skærer dit elendige hoved af«. Internettet flyder over med voldstilskyndelser.

Kroppen reagerer på disse verbale aggressioner med refleksbevægelser. Den krymper sig, ruller sig sammen til en kugle, og begynder at svede, mens adrenalinen pumper. Sker dette for mange mennesker på en gang, er vi reelt havnet i en ny slags mental krig. I stedet for kugler affyres der hadske ord. Det er min klare holdning, at vi må opfatte ord som en art våben, og at vi må se alle slags ukvemsord og trusler som en form for vold og aggression.

Splittelse som primært mål

Ulykkeligvis drages ingen i Polen til ansvar for den vildt florerende hadtale.

Politiet tager nok imod folks anmeldelser, men foretager sig intet. Denne stiltiende indforståethed demoraliserer ubefæstede sjæle.

Hadtalen har åbenlyst vundet indpas i den offentlige diskurs og sænker alle standarder for, hvordan samtale kan føres: Folkevalgte ledere refererer nu skamløst konspirationsteorier, mens parlamentsmedlemmer på de sociale medier udsender bandbuller, der drypper af had, vel vidende at jo mere brutalitet og følelsesappel der er i et tweet, jo større udbredelse vil det også få.

Populister griber til en sprogbrug, der bliver stadig mere hadefuld og aggressive. De søger sig syndebukke, og disse syndebukke bliver de såkaldte vanvittige venstreorienterede, homoelskere, tyskere, EU-marionetter, feminister, liberale og alle, der vil støtte indvandrere.

Føj hertil tavsheden og kynismen i præsteskabet, statsfjernsynets aggressiv propaganda, politiets passivitet over for antisemitiske excesser, de offentlige og dehumaniserende ydmygelser af ’nationens fjender’, nedrakningen af retsvæsenets autoritet og de utilgivelige miljøødelæggelser og resultatet bliver en kvælende atmosfære af had, et stærkt følelsesladet dødvande, i hvilket der kun er enten helte eller forrædere.

I et sundt normalt samfund kan folk fint være uenige med hinanden, ja have diametralt modsatte holdninger, uden at dette betyder, at de så også skal hade hinanden. De siddende polske magthavere har imidlertid gjort splittelse blandt polakkerne til deres primære mål.

Der er aggressioner i luften i Polen. De følelser, som slippes fri af de politiske debatters eskalerende sprogbrug, kan meget vel udløse handlinger. Aggressioner søger deres specifikke mål. En enkelt vildfaren sjæl er alt, hvad der kræves. Når rebet strækkes helt ud til bristepunktet, vil det pludselig give efter på sit svageste sted.

Olga Tokarczuk er polsk forfatter.

© The New York Times og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Jørn Vilvig
  • Olaf Tehrani
Benno Hansen, Jørn Vilvig og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Gudnæs

Uhyggelig og truende læsning. Og hvad er egentlig farligst for os - er det når fascismen blomstrer op i fjerne lande som Ukraine, Rusland, Tyrkiet og USA - eller når det sker lige for næsen af os i et land, som dels er vores nabo, og dels er vore tætte allierede, som vi deler såvel økonomisk, kulturel og sikkerhedspolitik med gennem EU samarbejdet?