Læsetid: 4 min.

Kunst bliver ædt, fordøjet og skidt ud som ny kunst

Litteratur skal læses med en aggressiv indstilling. Faktisk skal kunst i metaforisk forstand myrdes, kokkereres, ædes og derpå skides ud som lort, der pænt anrettet, serveres som ens eget kunstværk, skriver forfatter Peter Adolphsen i sit essay
Litteratur skal læses med en aggressiv indstilling. Faktisk skal kunst i metaforisk forstand myrdes, kokkereres, ædes og derpå skides ud som lort, der pænt anrettet, serveres som ens eget kunstværk, skriver forfatter Peter Adolphsen i sit essay

Mia Mottelson

4. januar 2019

Glosen ’inspiration’ har altid virket ulden på mig.

Den etymologiske forbindelse til åndedræt (latin: in-spirare), underforstået gudernes eller Guds åndedræt, får mig (der jo skal forestille at være en slags kunstner) til at føle mig som en højere magters piv-i-røv-hest. Som om noget, hidrørende fra andre, overjordiske egne, kommer til mig – der er en stakkels sjælløs lerfigur af et ynkeligt subjekt – og giver mig et pust, som får den guddommelige Kånst til at sprøjte ud af diverse kropsåbninger.

Nul putte. Sådan forholder det sig ikke.

Der findes som bekendt hverken en eller flere guder. Men der findes evolution. Det gælder for naturen (herunder den type aber, som vi kalder mennesker), men det gælder også for fænomenet kunst.

Her skal det så handle om den type kunst, der kaldes skønlitteratur eller fiktion. Faktisk så længe vores specifikke dyrerace har eksisteret, har vi fundet på historier (og det kan – i parentes bemærket – bestemt hævdes, at netop denne evne er vores specifikke evolutionære fordel: Uden fiktionerne om for eksempel guder, konger og pengesystemer ville homo sapiens aldrig have dannet så komplekse samarbejdsenheder, at vi har kunnet undertvinge os samtlige andre dyr på kloden). Og alle historier er videreudviklinger af tidligere historier. Som fiktionsproducent gælder det så ’bare’ om at køre gammelt stof gennem avlsmaskineriet og håbe, at det muterer.

Modus operandi

Poul Vad (1927-2003) sagde engang:

»Forfattere er jo læsere, før de er forfattere, og deres værker kaster til gengæld lys tilbage på de klassikere, de genbruger, fortærer og parodierer.«

Her vil jeg gerne fremhæve ordet ’fortære’. Som forfatter skal man have et aggressivt forhold til den eksisterende litteratur. Og det griber tilbage til den isme, jeg gerne selv kunne henregne mig til, nemlig antropofagismen.

(Det er – i parentes bemærket – svært rart som kunstner at vide, hvilken isme man tilhører. Så er man ligesom klassificeret og placeret på en hylde, hvor man kan strække de mødige lemmer og fjæle sig, mens støvet langsomt falder.)

Ordet antropofagisme betyder kannibalisme, og som kunstnerisk isme kommer det fra den brasilianske digter Oswald de Andrade (1890-1954) og hans Manifesto Antropófago. Herom står der i Dictionary of Latin-american Literature:

»Bevægelsen foreslog, i samme ånd som metaforen efter hvilken den var navngivet, den kritiske fortæring af den europæiske tradition – til et punkt, hvor denne omdannes til noget andet med egne karakterika« (min oversættelse).

Altså kunsten at æde artens kunst, fordøje og videreformulere den.

Antropofagismen dengang, i Brasilien, i mellemkrigstiden, eksisterede i en kontekst, der påbød en modreaktion i forhold til den passive overtagelse af de herskende europæiske litterære strømninger, i særdeleshed den noget flommede symbolisme.

(Det kan – igen bemærket i en parentes – bemærkes, at vi i Danmark havde en lidt parallel situation med de såkaldte Heretica-digtere og 1960’er-modernister. Som traditionen påbyder hertillands, så sker tingene bare lidt senere (hvilket – i en parentes i parentesen – skal medgives ikke er helt korrekt: Der var også tidligere bløp af denne art i dansk sammenhæng)).

Min nudanske version af det antropofagistiske litteratursyn er som følger: Det gælder om at læse anden litteratur med en aggressiv indstilling, faktisk i metaforisk forstand myrde dem, kokkerere dem, æde dem og derpå skide en lort, der så, pænt anrettet, serveres som ens eget kunstværk.

Det betyder, at parodi og andre afledte genrer som for eksempel pastiche, forvrængning og ready-made bliver prominente antropofagistiske modus operandi.

Her kan man også nævne den franske forfattergruppe Oulipo, hvis poetik, filosofi og hele mode d’être jeg i høj grad også abonnerer på, men det er (bør være) et helt andet essay, så her vil jeg blot nøjes med at nævne dem en passant. Det være sig hermed gjort.

Åndsprodukter

Det er selvfølgelig ikke bare mig, der hævder at arbejde på denne måde.

Masser og atter masser af andre kunstnere har gennem historien fremført varianter af dette synspunkt. Her vil jeg gerne nævne en lille bog af den spanske filosof José Ortega y Gasset: La deshumanización del arte (1925, oversat til dansk af Ole Sarvig i 1960 med titlen Menneskets fordrivelse fra kunsten). Denne lille bog bør tilegnes et helt tredje lille essay og må således her også bare nøjes med at blive nævnt.

Nævnes kan også et diktum af Per Højholt (1928-2004): I filmen Udsatte egne (1997, instr. Lars Johansson) siger han:

»Kunst bygger på kunst.«

Det vil jeg gerne udvide med:

» … og andre former for åndsprodukter«.

Undersøgelsen af et bestemt stofområde, som man ønsker at skrive om, har det nemlig med at afsætte nyt materiale. Researchfasen er med andre ord gensidig: Man både søger og bliver fundet; stoffet både findes og finder. Dette er betænkeligt i nærheden af at være noget pseudopanteistisk vås, men whaddafåk, en eller anden form for mysticisme skal man jo lukke ud, hvis man prætenderer at være en åh-så-dyb forfatterhest, hvis røvhul af ler en ikkeeksisterende gud trutter i.

Men nu hvor vi taler om evolution og menneskelig åndsproduktion, vil jeg gerne fremhæve et af mine yndlingscitater: Det var Frank Zappa (1940-1993), som skal have sagt:

»Uden afvigelse fra normen er fremskridt ikke muligt« (min oversættelse).

Derfor er vi nødt til konstant at tænke nye tanker og producere nye kunstværker i håbet om, at de muterer. I håbet om at noget nyt og hidtil uset og levedygtigt opstår. I håbet om at piv-i-røv-hesten, tilfældigvis og sært nok, blæser sæbebobler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu