Læsetid: 5 min.

Hvis ikke Lars von Trier kan vride et u-hyg-ge-ligt drama ud af Sundhedsplatformen ...

...så kan ingen, vurderer kulturredaktionen, der i denne uge blandt andet hepper på en tredje sæson af ’Riget’, på en hippiefestival i Stubbekøbing, på Fortnite-dans på danseskoleskemaet og på kapitalismens yndlingskunstner Damien Hirst og hans seneste salg af skulptur med stor, stor penis
Ifølge Lars von Trier mangler der stadig fem afsnit af kultserien ’Riget’, før den er komplet.

Ifølge Lars von Trier mangler der stadig fem afsnit af kultserien ’Riget’, før den er komplet.

Anders Rye Skjoldjensen

11. januar 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Trier møder Sundhedsplatformen

Lars von Trier har været en tur på Rigshospitalet, ikke som patient, men som besøgende, fordi han overvejer at færdiggøre sin berømte kultklassiker fra 1994, Riget. Det fortæller han i februarudgaven af Euroman.

Ifølge Trier mangler der stadig fem afsnit af serien, før den er komplet, og han er fristet af ideen, selv om han kender faldgruberne: »At lave en tredje sæson af Riget vil være decideret dumt«, siger han til magasinet: »For man vil altid tænke, at de gamle afsnit nu alligevel var de bedste«.

På den anden side, hvis nogen skulle kunne vride et u-hyg-ge-ligt drama ud af Sundhedsplatformen og problemet med overbelægninger, er det Trier. Kom nu Lars, vi ved du kan!

Spielberg-medicin til det historieløse folk

Han ville bare »starte en diskussion«, men nu er ejeren af Cinexx Cinema i den tyske by Hachenburg endt med et træls forklaringsproblem.

Han har nemlig tilbudt medlemmer af det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) gratis billetter til Steven Spielbergs Schindlers Liste fra 1993 til en fremvisning i forbindelse med den internationale mindedag for Holocaust den 27. januar. Det faldt mildest talt, og ikke så overraskende, ikke i god jord hos alle, og biografen følte, at de måtte forklare sig: 

»Vi forstår ikke, at så mange er blevet krænket af det tilbud. (…) Vi siger ikke, at AfD-vælgere er nazister. Om du har brug for historisk indsigt eller ej, er helt op til dig. Det er bare det, at vi synes, at AfD’s politiske program trivialiserer begivenhederne dengang,« skrev han i en pressemeddelelse.

Et par dage senere valgte biograften dog at gøre filmen gratis for alle, ikke kun nazis ... (HOST) ... folk, der pjækkede fra historietimerne. 

Uanset din politiske observans kan du se eller gense traileren til Schindlers Liste her.

Ta’ med os til Stubbekøbing

»Kun For Forrykte« er et udtryk fra Herman Hesses roman Steppeulven, der blev til en sang af det danske rockband Steppeulvene, og nu er det også en festival. I anledning af 50-året for Woodstockfestivalen ser en ny dansk syrerockfestival lyset i intet mindre end Stubbekøbing på Nordfalster. Arrangørerne håber, at det kun er starten på en ny festivaltradition.

»Kun For Forrykte Festival« er – i modsætning til ordenes umiddelbare betydning – for alle som gerne vil tage del i en 2-dages festival i fælleskabets tegn, med bevidsthedsudvidende rock og folkmusik, økologisk mad og inspirerende talks og fejre 50-året for Woodstockfestivalens budskab om fred og kærlighed. Det er i disse år mere relevant end nogensinde.

På programmet er bla. Niels Skousen, Mathilde Falch, netop genopståede Beefeaters, Stepp 2, Sorte Fugle og Syreregn. Det er i weekenden d. 7. og 8. juni, og billetsalget er i gang.

Kæmpe havdæmon med kæmpe ...

Tilbage i 2008 blev den britiske kunstner Damien Hirsts diamantbesatte kranium For the Love of God selve symbolet på overophedningen af (kunst)markedet og på det efterfølgende finanskrak. Om det blev solgt for de påståede 50 millioner pund, eller om det blev 'købt' af Hirst selv, er aldrig helt blevet afklaret. Men nu har han i hvert fald lavet et nyt spektakulært salg af kæmpeskulpturen Demon with Bowl, der netop er blevet solgt til Palms Casino Resort i Las Vegas for omkring 77 millioner kroner.

Skulpturen blev skabt til Hirsts ekstravagante og totalt overdrevne udstilling på Palazzo Grassi i Venedig i 2017, hvor den gigantiske bronzeskulptur stod i midten af paladset og ragede op med sine 20 meter.

MIGUEL MEDINA

Skulpturen forestiller en hovedløs mand med svulmende muskuløse lemmer, en pik på størrelse med en voksen mands overkrop, og med forskellige organiske vækster fra havet voksende fra kroppen – som var han en kæmpe havdæmon, netop fisket op af vandet.

Den gigantiske havmand kommer efter sigende i vant selskab blandt spillefuglene i Las Vegas, for køberne har også erhvervet tidligere værker af Hirst, bl.a. den berømte ko i formaldehyd, som vi også har en hjemlig version af på Arken i Ishøj, hvor de har en særlig forkærlighed for Hirsts memento mori-værker.

Fortnites hoftesving på danseskole

Det legende kampcomputerspil Fortnite, der på verdensplan bliver spillet af omtrent 125 millioner mennesker, har fået danseskoler herhjemme til at udbyde holdundervisning. Blandt andet dansen ’The Floss’, hvor armene svinges fra side til side, mens hofterne bevæger sig nogenlunde forskudt, har tiltrukket særligt drenge i aldersgruppen 7-12 år, som nu kan få afløb for Fortnite-rytmikken i bydelen Risskov ved Aarhus.

Hvis du aldrig har hørt om ’The Floss’ før, så får du her en lille introduktion til dansen.

25 drenge har meldt sig på holdet for at dyrke de ikoniske dansetrin. Og efter sigende er efterspørgslen så stor, at flere af landets danseskoler nu vil følge trop. På kulturgangen, hvor Anna von Sperling fortsat er den eneste, der mestrer ’The Floss’ til perfektion, overvejes der pt. om Fortnite-dans skal udgøre næste hoftevuggende teambuildingøvelse.

Golden Blablabla 2019

Filmprisfestsæsonen blev i denne uge skudt i gang med film- og tv-branchens Robertnomineringer og de danske filmkritikeres Bodilnomineringer (husk forskellen! Måske bliver det et Bezzerwizzer-spørgsmål!), mens en mængde arbitrært udvalgte typer atter har gjort Golden Globes irrelevant ved  at udråbe den lunkne parykmusikfest Bohemian Rhapsody til årets bedste amerikanske film.

Sidste år klædte flertallet af kvinder til prisfesten sig i sort som symbol på #MeToo-bevægelsens kraft og egen ukuelige lyst til at omkalfatre magtperversionen i Hollywood og alt derunder. (Kan I huske det der #TimesUp?-hashtag? Nej? Husk det! Måske bliver det et Bezzerwizzer-spørgsmål!)

»At sige sandheden er det mest magtfulde redskab, vi har«, annoncerede Oprah Winfrey. I år var den (gratis omgang) oprørsstemning slut. Værtsparret Sandrah Oh og Andy Sambergs åbningsmonolog dyrkede derimod det sjove i, hvor farligt det er at sige noget som helst om noget eller nogen længere, ved at skamrose salens fremmødte Hollywood-stjerner fremfor, som ritualet ellers foreskriver, at riste dem. »Bradley Cooper! Du er… hot!«, vrængede Oh i sjov.

Og det ER sjovt – som satire over, at Hollywoods selvfejringer er og bliver selvfejringer. Og over at det faktiske magtopgør var sidste års modedille. 

Meget mere repræsentation

I denne måned får filmen The Upside premiere i USA – der er en amerikanisering af den franske De urørlige fra 2011 om det usandsynlige venskab mellem en aristokrat, der er lam og sidder i kørestol, og hans sorte handicaphjælper. Bryan Cranston, der spiller aristokraten, har mødt kritik for at have taget en af de få roller, der er tilgængelige for skuespillere med handicap. Således mere vand til identitetskampens mølle.

Cranston står ved sin beslutning om at påtage sig rollen, men anerkender, at der er et behov for flere roller til skuespillere med handicap. Så mens vi venter på flere fortællinger til og om personer med handicap ser kulturredaktionen både Doggystyle og Glad Teaters opsætning af den blinde skuespiller Anna Sophie Lübecks personlige oplevelser, Dit blik mit syn.

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu