»At lave film er en fetich i sig selv, men man skal ikke dyrke volden mere end alt det andet«

Manuel Alberto Claro er ikke glad for splatterfilm eller genrefilm, der dyrker vold nærmest som noget seksuelt. Men hvis indpakningen er rigtig, og filmens manuskript forklarer og retfærdiggør brugen af vold, har den danske filmfotograf ikke noget imod at se eller selv filme voldelige scener. Vold er et visuelt værktøj ligesom alle andre, men det skal bruges med omtanke.

»Når volden bliver præsenteret i en kontekst, hvor man kan se den dybere mening, så er det fint,« siger han.

»Jeg har aldrig været fan af vold på film. Jeg bryder mig heller ikke om gyserfilm. Jeg bryder mig ikke om, at man bliver drevet rundt i manegen følelsesmæssigt. Medmindre at der er en tematisk eller indholdsmæssig grund til det.«

Claro nævner amerikanske Quentin Tarantino som et eksempel på en filminstruktør, hvis brug af vold giver mening, fordi man køber hans figurer og det univers, de færdes i.

»Det er ikke, fordi jeg er kæmpefan af hans film, men når jeg ser dem, er der et eller andet ved dem, som forsvarer den vold, han bruger. Det er en balance. Manuskriptet skal have nogle kvaliteter, og hvis man får nok på den indholdsmæssige front, så accepterer man også volden,« siger han.

»Tarantino er virkelig god til at tegne portrætter, til at lave karakterer, som på en eller anden måde hænger sammen i forhold til sig selv. Der er tale om hele mennesker, som momentvis går bananas. Hans kombination af vold og humor fungerer også godt. The Hateful Eight købte jeg fuldstændig. Jeg husker den ikke som en voldsfilm, selv om den er megavoldelig. Det skyldes, at den handler om karaktererne.«

Følelsesmæssigt manipuleret

Omvendt har Manuel Alberto Claro det svært med volden i James Camerons stort anlagte science fiction-film Avatar, der rummer en del meget voldsomme scener, netop fordi Claro synes, at Cameron dyrker volden uden samtidig at retfærdiggøre den igennem sine personer eller sin historie.

»Det var, som om filmen engagerede mig følelsesmæssigt for så at begå en form for overgreb bagefter,« siger filmfotografen.

»Jeg tror, at Cameron mente, at han, for at få sin pointe igennem, var nødt til at fetichere volden og udpensle den i en grad, så man blev totalt distanceret og pludselig sad og så et banalt eventyr om det gode og det onde uden nogen form for menneskelig eller tematisk dybde. Avatar er en dårlig, religiøs, overvoldelig børnefilm … jeg havde det skidt i flere dage over at være blevet følelsesmæssigt manipuleret.«

Billige tricks

Manuel Alberto Claro har fra og med Melancholia (2011) været Lars von Triers faste filmfotograf, og på Triers seneste film, The House That Jack Built, har Claro selv skullet arbejde med ekstreme volds- og mordscener. Filmen handler om en seriemorder, Jack (Matt Dillon), der begår en række meget bestialske mord, og dem har Trier, Claro og effektfolkene forsøgt at gøre så realistiske som muligt, fortæller fotografen.

»Scenerne skulle have den samme realisme, om det så var en megavoldelig ting, der foregik, eller om det var en almindelige samtale. Det var ud fra tesen om, at det mest ubehagelige er at se noget, som virker genkendeligt, eller noget der ikke er gjort nogle særlige greb for at vise. Man er selvfølgelig også hjulpet af, at Lars bruger nogle billige tricks, som f.eks. at slå børn ihjel. Det er bare effektfuldt, det er svært at komme udenom, også med dyr, nuttede dyr. Det er næsten endnu værre end børn.«

Derfor var det vigtigt for Claro – og for Trier – at volden i The House That Jack Built ikke blev pakket ind i lækre, filmiske greb, og at Trier netop kunne forsvare den.

»Han gør det også helt verbalt i manuskriptet. Så er det nemt at lave. Hans indpakning illustrerer, hvor absurd og grotesk volden er, og hvor voldelige vi er som mennesker, almindelige mennesker, som gør ting af kedsomhed – f.eks. går på jagt – eller gør som Jack og laver det, han kalder et ikonisk projekt, fordi han gerne vil huskes. Det er Lars’ styrke og grunden til, at hans ting er effektfulde.«

Upraktiske mord

The House That Jack Built er blevet angrebet for at være alt for voldelig, ja, nærmest sadistisk i sin tilgang til volden og Jacks ugerninger, der hovedsageligt går ud over kvinder. Det store spørgsmål er, om man ikke risikerer at blive taget som gidsel i en moralsk og etisk diskussion omkring vold, når man tillader sig at gøre som Lars von Trier.

»Han prøver at lade sine film være tilpas åbne, så det mere handler om fortolkninger, end om at han kommer med løsninger,« siger Manuel Alberto Claro.

»Personligt synes jeg, at han er virkelig god til at forsvare sine synspunkter – og så kan man være enig eller uenig, det er fair nok. Det vigtigste er, at man ikke føler, at han gør det for provokationens skyld. Han gør det, fordi han har en pointe. Han vil gerne sige noget. Som han selv siger: ’Jeg er jo en kulturradikal, så jeg bliver nødt til at sætte tingene på spidsen.’ Jack og hans diskussionspartner i filmen, Verge, udgør tilsammen Lars, der sætter ord på nogle ideer. Jeg tolker det som en diskussion, som Lars har inde i hovedet med sig selv.«

Claro siger, at han ikke kan huske, at Trier nogensinde har instrueret for effektens skyld. Han instruerer kun for troværdighedens skyld.

»Det er besværligt for Jack at slå nogen ihjel. Han er ikke særlig god til det, og det er vigtigt i forhold til realismen. Han bliver bedre til det i løbet af filmen, men det går ikke helt smooth. På den måde adskiller han sig fra andre seriemordere. Filmen beskæftiger sig med, hvor upraktisk det er at gøre den slags ting. Det er en form for realisme. Og selv om der på lydsporet bliver intellektualiseret over Jacks gerninger, er det stadig ubehageligt at se på.«

Lars von Triers ’The House that Jack built’.

CAP/MFS

Konkret vold

Manuel Alberto Claro fortæller, at han selv når han bliver spurgt, om han vil fotografere en film, leder efter en form for grundmoral, som han kan være med på. Han behøver ikke være enig, men hvis det, der skal ske i filmen, bliver begrundet på en ordentlig måde, siger han ja.

»Det gælder alle påstande eller udmeldinger i en film. Vold har en legitimitet, fordi vi lever i en voldelig verden, og mennesket er et voldeligt dyr. Det er filmens pligt at beskæftige sig med det. Det er lidt svært at sætte ord på, fordi jeg vil helst heller ikke låse mig selv fast til et eller andet bestemt. Jeg vil gerne være åben i forhold til de ting, jeg vælger at lave. Men jeg tror på, at jeg har en grundlæggende tiltrækning eller frastødning af et projekt, og det handler om, hvorvidt jeg føler, at jeg synes, at det moralske projekt bliver forsvaret eller ej.«

Som f.eks. i den mexicansk-danske The Untamed (2016), som Claro også har filmet, og hvori der både optræder et voldsomt rumvæsen og voldelige mennesker.

»Selve volden i filmen er jo i familien og i samfundet og i homofobien. Det var det, der var interessant ved den. Monstret var et godt billede på det smukke og det grimme og det voldelige og det kærlige. Det var et totalbillede. Men den helt konkrete vold er i familien og relationerne imellem menneskene og til samfundet.«

Liderligt blik

Alfred Hitchcock talte om filminstruktøren som voyeur, og når man laver film som The Untamed og især The House That Jack Built, synes der at være en reel fare for at komme til at dyrke og fetichere volden. Jeg spørger Manuel Albert Claro, hvordan man undgår det.

»Man kan sige, at det at lave en film er en slags fetich i sig selv, men man skal ikke dyrke volden mere end alt det andet i filmen,« siger han.

»Det at lave film er en slags fetichering af det øjeblik og de personer, man filmer. Der skal være et element af liderlighed i det blik. Det er med til at gøre det interessant. Jeg prøver at sørge for, at min liderlighed ikke handler så meget om billederne, men om situationerne, menneskene og karaktererne. Når man får at vide, at noget er liderligt, så mister det sin liderlighed. Man vil gerne snydes til selv at føle det.«

Og det gør man blandt andet ved at være opmærksom på, hvad billederne kan gøre i sig selv. Claro vender tilbage til Triers ’billige tricks’:

»Når man skyder en lille dreng, så har det en effekt, lige meget hvordan man viser det. Det skal man være bevidst om. Hvis man laver en film om pædofili, så er det garanteret, at folk på forhånd har nogle følelser – eller får det. Man skal være bevidst om, hvad det er for nogle billeder, man laver, hvad det er for nogle tematikker, man beskriver. Man får noget foræret gratis, og så skal man ligesom bruge krudtet dér, hvor man ikke får det. Det er lidt en nøgle til den måde, jeg prøver at arbejde på.«

Filmfotografen fortæller, at den type film, han har lavet, hovedsageligt har været karakterdrevne dramaer, og at det for ham ofte handler om at dyrke en hverdag, som de fleste ellers synes er kedelig.

»Der ligger en stor opgave i at have et liderligt blik på hverdagsagtige ting,« siger han.

»Jeg prøver at give mavefornemmelsen en stor magt, så jeg nærmest kan nå et punkt, hvor jeg også kan overraske mig selv. Kamerabevægelserne er ikke planlagte, men reaktioner på øjeblikket.«