Læsetid: 6 min.

Manden som forudså Brexit-afstemningen er nøglen til at forstå den aktuelle udvikling

Den britiske historiker Andrew Roberts forudså i 1995 briternes folkeafstemning om EU i sin dystopiske fremtidsthriller ’The Aachen Memorandum’. Den foregår i et Storbritannien, som er underlagt Europas Forenede Stater og er god at læse, hvis man vil forstå de konservative Brexit-tilhængeres nej til Theresa Mays Brexit-aftale
18. januar 2019

Året er 2045 og Storbritannien eksisterer ikke længere. Trafalgar Square er omdøbt til Delors Sqaure. Waterloo station hedder Maastricht Terminalen. Union Jack-flaget er forbudt. Seksuallivet er reguleret af et EU-direktiv. Kommissionen for Information sikrer at kun unionstro akademikere og journalister kan finde ansættelse, og at nationalstaternes historie går tabt.

Sådan portrætterer den konservative britiske historiker Andrew Roberts livet i Europas Forenede Stater i sin satiriske og dystopiske fremtidsthriller The Aachen Memorandum. Den udkom i 1995 og er i dag værd at læse, hvis man har svært ved at begribe hvorfor Theresa Mays egne konservative Brexit-tilhængere i denne uge stemte nej til hendes Brexit-aftale i parlamentet.

Nogle kontinentale EU-tilhængere og britiske remainere vil måske instinktivt afvise The Aachen Memorandum som postimperialt eurofobisk fantasteri. Men bogen indskriver sig i en konservativ britisk historietradition og verdenssyn, som i Roberts har en af sine fineste og mest velskrivende repræsentanter. Dertil kommer, at den i dag 56-årige Roberts dengang i 1995 kom med flere tankevækkende forudsigelser, som viser, at han som historiker har bedre greb om den engelske folkesjæls forhold til EU end de såkaldte liberale politiske og økonomiske eliter i London.

Helten i The Aachen Memorandum er den snobbede, aparte og let overvægtige historieuddannede freelancejournalist Horatio Lestoq, som efter at fundet en myrdet pensioneret admiral går i en gang med at afdække historiens plot. Unionens hemmelige politiske politi er konstant i hælene på ham og de ubritiske elektroniske ID-kort (Brexit-tilhængeren Boris Johnson sagde i 2008, at han ville spise sit ID-kort, da Labour havde planer om at indføre et) gør opgaven svær og farefuld.

Men Lestoq – der er Roberts alterego – lykkes alligevel med at afsløre, at den folkeafstemning som i 2015 gjorde Storbritannien til en del af Europas Forenede Stater ikke foregik efter bogen. Godt nok stemte 51,9 procent af briterne ja til Aachen Traktaten, mens 48,9 procent stemte imod (resultatet af Brexit-afstemningen i 2016 blev præcist de samme procenttal bare med modsat fortegn). Men folkeafstemningen var manipuleret af de politiske eliter, og ville uden deres indgriben være faldet ud til nej-sidens fordel.

Hvis de forudsigelser ikke gør Andrew Roberts til en utilsigtet – og hvad manipulationen angår falsk – profet, så rammer han helt plet i sin beskrivelse af den kampagne som de etablerede politiske eliter fører op til folkeafstemningen om Aachen-traktaten.

Trojansk hest

Præcist som under Brexit-afstemningen kører kampagnen ensidigt på de økonomiske fordele og den velfærd, som er forbundet med at være med i de forenede stater. Fremtrædende forretningsfolk og økonomer står i forgrunden og formaner om økonomisk ruin ved en nej-stemme, ligesom de gjorde da David Camerons regering førte økonomisk skræmmekampagne op til afstemningen i 2016.

Andrew Roberts: The Aachen Memorandum.

Og præcis som under Camerons »project fear« falder de økonomiske argumenter også i Roberts version til jorden alle andre steder end blandt de professionelle kosmopolitiske storbybeboere. I The Aachen Memorandum stemmer London og omegn i overvældende grad for medlemskab af unionen, mens resten af landet stemmer imod.

Stærkest er nejstemmerne i de gamle Labour-områder Nordengland, hvor engelsk patriotisme, identitet og fællesskab vejer tungere end penge. Det samme gjorde sig gældende i 2016.

Selv om eliternes manipulation i Aachen Memorandum ikke kan tilskrives remain-siden under brexit-afstemningen, vidner forestillingerne om den, alligevel om den afgrundsdybe mistro vore dages konservative brexit-tilhængere har til EU og det britiske politiske establishment, også i deres eget parti.

Selv om EU’s ministerrådspræsident Donald Tusk og andre har forsikret briterne om, at den nordirske bagstopper i Theresa Mays Brexit-aftale kun er midlertidig, ser brevduerne den som en trojansk hest, der er skabt for at holde Storbritannien i EU for tid og evighed. Og skulle Brexit munde ud i en ny folkeafstemning vil Andrew Roberts sige:

»Hvad sagde jeg?«.

I The Aachen Memorandum skaber eliternes afskibning af britisk suverænitet imod folkets vilje modstandsgruppen, English Resistance Army. Skulle Storbritannien efter en ny folkeafstemning forblive i EU, vil der givetvis opstå optøjer og civile uroligheder.

Den anti-establishment- og oprørsmentalitet som gennemsyrer The Aachen Memorandum, har knyttet sig de konservative Brexit-tilhængere lige siden de for alvor fik vind i sejlene oven på Storbritannien tiltrædelse af Maastricht-traktaten i 1993. The Maastricht Rebels havde Margaret Thatcher som ikon og britisk frihedsgudinde, og det siges, at Andrew Roberts i mange år havde et billede af hende stående på sit natbord.

No deal er en åbning

Men blot at affærdige Roberts som en Thatcher-tro proselyt, der har vendt sig imod EU i opportunismen og oprørsromantikkens navn, er forkert. Hans forfatterskab som historiker vidner om en solid placering inden for den britiske konservative bevægelses såkaldte atlanticistiske tradition.

I 2006 skrev han bogen A History of the English speaking peoples since 1900. Det er en fortsættelse af hans andet store idol, Winston Churchills historiske firbindsværk af samme navn, som dog kun går fra Cæsars invasion af Storbritannien i 56 f.Kr. og frem til 1914.

Ligesom Churchill har Roberts en stærk overbevisning om, at Storbritannien har et særligt bånd til det engelsktalende folk i Commonwealth og i USA. Tesen i hans bog er, at det 20. århundrede tilhørte det engelsktalende folk.

Det var således USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand som reddede verden i en århundrede lang kamp mellem det engelsktalende folks demokratiske pluralisme og autoritær ufrihed samt fascistisk intolerance i forskellige iklædninger: preussisk imperialisme, nazisme og kommunisme.

Briterne og deres sprogfæller er bærere af frihedens og det liberale demokratis hellige ild, og i den ligning falder EU ud i et demokratisk underskud. Med et syn på den britiske parlamentarisme som en direkte forlængelse af folkets vilje, er afgivelsen af national suverænitet til en teknokratisk kommission og en europæisk stat i sin vorden, en utilgivelig udhuling, hvis ikke ligefrem et forræderi mod selve essensen af at være britisk konservativ af atlantisk observans.

Ligesom sine konservative Brexit-venner ser Roberts derfor et no deal, som en åbning for at Storbritannien igen kan finde sammen med sine engelsktalende fæller. Roberts har blandt andet sagt, at han gerne ser Storbritannien i en engelsktalende udgave af de forenede stater sammen med Canada, Australien og New Zealand.

Som andre granithårde Brexiter-tilhængere satser han også på, at Storbritannien efter et no deal hurtigt kan få en omfattende frihandelsaftale med USA. EU gør sig på det punkt klogt i, at overveje om en for hård afvisning af briternes forsøg på at få nye indrømmelser, ikke bare vil sende briterne i hænderne på USA og svække Europa.

Kastebold

For Roberts står det klart, at selv om Storbritannien geografisk set ligger i Europa, så tilhører det ikke Europa politisk set. I den henseende gør han i sin seneste gasbetonsten af en 1.000-siders biografi om sin helt Winston Churchill opmærksom på, at også han så Storbritannien som et »country apart«, der har en væsensforskellig eller exceptionel historie og national karakter. Netop Winston Churchill har op til og efter folkeafstemning udgjort en kastebold mellem remainere og leavere.

Begge hold har argumenteret for, at Churchill ville have stemt henholdsvis ja eller nej til EU, hvis han levede i dag. Remainer-siden henviser til, at Churchill i en tale i Zürich i 1946 opfordrede europæerne til at danne Europas Forenede Stater. At Churchill havde forestillet sig at Storbritannien skulle være en del af det projekt maner Roberts i jorden med henvisning til Churchills ministerielle note om Robert Schumans planer fra 1951.

Heri rangere landsfaderen Storbritanniens nationale målsætninger som først enhed med Commonwealth, og derefter broderskab med det engelsktalende folk. Først som tredjeprioritet har Churchill opbygning af et forenet Europa, som Storbritannien ikke skulle være en del af, fordi briterne ikke kunne afhænde kontrollen med britisk politik til føderale autoriteter – vore dages kommissionen og EU-domstol.

De mest overbeviste konservative Brexit-tilhængere i kredsen omkring ultra-Brexiteren Jacob-Rees Mogg er rundet af den samme konservative tradition som Andrew Roberts. Deres forhåbning med Brexit går i retning af USA, ud til det engelsktalende folk, og via frihandel og liberalisme videre ud i verden. Om det er realistisk, vil tiden vise.

I The Aachen Memorandum beskriver Andrew Roberts Europas Forenede Stater som et korrumperet illiberalt bureaukrati. I det lys, er måske ikke så svært at forstå, hvorfor de konservative brexit-tilhængere stemte nej til Theresa Mays Brexit-aftale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu