Interview
Læsetid: 5 min.

»Marvels kampscener minder nærmest om en koreograferet ballet«

Morten Søndergård, der er kendt for sit arbejde som redaktør og oversætter af danske Marvel-udgivelser gennem 22 år, bryder sig ikke om splatter og slå-på-tæven-vold, medmindre det er lavet af hans yndlingsinstruktører. Ifølge ham skal voldsscener helst være ligesom kæmpebrikker, der slår hinanden ud på et skakbræt. Nøjagtig som det er i Marvel-universet
Captain America kan ikke flyve, derfor foregår mange af de gennemkoreograferede voldsscener som nævekamp i ’Captain America: The Winter Soldier’ fra 2014. Det gør det meget jordnært, mener Morten Søndergaard også kendt som Marvel-Morten.

Captain America kan ikke flyve, derfor foregår mange af de gennemkoreograferede voldsscener som nævekamp i ’Captain America: The Winter Soldier’ fra 2014. Det gør det meget jordnært, mener Morten Søndergaard også kendt som Marvel-Morten.

Marvel Studios

Kultur
25. januar 2019

Morten Søndergård har det svært med filmvoldsscener, der er for blodige. Han slukker for TV’et, hvis den røde kropsvæske flyder frit:

»Det kan meget hurtigt gå hen og blive en slags lagkagekomik, hvis det er lavet af instruktører, der ikke mestrer filmblod rigtigt,« fortæller han. Han mener, at en instruktør som Quentin Tarantino er forbilledlig i det henseende f.eks. i den afsluttende scene i filmen Django Unchained. Men selv om han har stor respekt for den amerikanske instruktør, er der alligevel noget, som undrer ham:

»Jeg har tit tænkt på, om kroppen overhovedet kan indeholde så meget blod, som den gør i Tarantinos film. Det virker ret usandsynligt. Jeg kan faktisk ikke holde ud at se det.«

Heller ikke volden i klassiske westernfilm huer ham, medmindre det er den prisbelønnede instruktør John Wayne, der står bag. I andre film er der alt for mange scener, som munder ud i bodegaslagsmål med slå-på-tæven-vold og nævekampe. Det er for primitivt. For Morten Søndergård skal filmvoldsscener helst indeholde en blanding af action og drama, og det er netop opskriften i mange superheltefilm, forklarer han.

Superheltegenren har Morten Søndergård nørdet med i de 39 år, han ekspederede i tegneseriebutikken Fantask i København. Sideløbende var han redaktør og oversætter i 22 år og sørgede for, at Marvels superhelteunivers udkom på dansk. For halvandet år siden gik han på efterløn. Men han dyrker stadig sin passion for tegneserieuniverset – og især superheltehistorierne fra det amerikanske selskab Marvel – i sådan en grad, at han stadig bliver kaldt Marvel-Morten frem for sit borgerlige navn. I dag udgør han den ene halvdel af podcasten Supersnak, hvor han sammen med DR-journalist Kim Schou taler om superhelte og populærkultur.

»Har Marvel-film nogensinde virket voldsomme på dig? Nej, vel? De er jo ret beset ligesom Disney-film,« konstaterer han.

I den slags film er der aldrig nogen, der lider en smertelig død, og volden har heller ikke nogen banebrydende konsekvens for superheltene. Faktisk er han ikke meget for at sætte volden fra Marvel-universet i kategori med den vold, man ser i »almindelige film«. I Marvel-universet er man helt og aldeles fri for strangulerede lig og opskårne maver, forklarer han. Derfor er den vold, man ser i superheltefilm, mere kunstfærdig end realistisk.

Koreograferet ballet

– Hvordan adskiller Marvel-film sig helt præcist fra »almindelige film?«

»Voldsscenerne minder om koreograferet ballet. Det er ligesom i skak, hvor brikkerne slår hinanden ud. Captain America: The Winter Soldier fra 2014 af Russo-brødrene er et rigtig godt eksempel her. Der er kampscener, som det har taget måneder at filme, fordi de er instrueret til mindste detalje. Det er nogle meget fantastiske scener,« siger Morten Søndergård med eftertryk på »meget.«

Captain America: ’The Winter Soldier’ tager udgangspunkt i superhelten Captain America, en almindelig ung soldat ved navn Steve Rogers blev under Anden Verdenskrig afvist af hæren på grund af sin svage fysik. Han indvilger i at være forsøgskanin i forbindelse med et hemmeligt militært eksperiment, hvor han får noget mystisk serum, der giver ham superkræfter. Under et forsøg på at afspore en tysk bombeplan, ryger han ned i det Nordlige ishav, hvor han forbliver nedfrossen i 70 år, indtil han pludselig vågner. Da en ny dødsfjende ved navn The Winter Soldier truer freden, får det den omkringfarende Steve Rogers til at finde sin signaturdragt med Stars and Stripes frem og forvandle sig til nationens helt: Captain America.

»I filmen tæsker almindelige soldater og superheltene løs hinanden. Det virker vanvittig godt, for det gør scenerne jordnære. Captain America kan ikke flyve, og derfor består mange af actionsekvenserne af nævekampe til lands. Det er meget stilistisk linet op, og man ser superhelten hoppe frem og tilbage.«

Særligt en slagsmålsscene i en elevator har gjort indtryk.

Captain America går ind i en elevator og begynder straks at føle, at noget ikke er, som det skal være. Jo længere ned, glaselevatoren bevæger sig, jo flere af fjendens sortklædte håndlangere stiger ind. Spændingen stiger i det lille rum, hvor Captain America indser, at han nu er fastholdt af ti kampklare mænd, der venter på det helt rigtige tidspunkt til at angribe ham. Captain America bevarer dog roen, indtil han smider onelineren: »Før vi kommer i gang: Vil nogle af jer gerne ud?«

Med ét eskalerer den trykkede stemning til en brutal alle mod alle-kamp med lysende stråler-våben, der rammer superhelten og svækker hans kræfter.

»Scenen er meget intens,« siger Morten Søndergård. Jeg kan huske, at jeg sad tilbage og tænkte ’den klarer han sgu ikke’, men alligevel ved man jo godt i sidste ende, at det gør Captain America altid. Men man når at komme i tvivl undervejs. Derfor er scenen skruet rigtig godt sammen.«

Således fungerer volden bedst, når den understøtter den overordnede fortælling om den uovervindelige superhelt, der trods akrobatiske forhindringsbaner lykkes med at sikre verdensfreden. Det er sådan, Morten Søndergård bedst kan lide det.

Ikke Batman værdig

Helt anderledes forholder det sig i instruktør Christopher Nolans Batman-film Batman begins.

Her har Morten Søndergård to essentielle problemer med en voldsscene, der tynger den overordnede fortælling:

I scenen får den lille Bruce Wayne, karakteren bag Batman-figuren, det dårligt under en operaforestilling med sine forældre, og de tager ham med udenfor. Via bagudgangen ender de i en slummet gyde, hvor en tyv truer familien med en pistol og ender med at skyde forældrene. Morten Søndergård er ikke glad for netop den scene, da den ikke tjener noget andet formål end at plante skyldfølelse hos den unge Bruce Wayne, der føler, at han er grunden til, at hans familie er blevet offer for en forbrydelse. Denne historie om skyldfølelse optræder slet ikke i den oprindelige Batman-historie, påpeger Søndergård.

Christoper Nolans ’Batman Begins’ fra 2005

Christoper Nolans ’Batman Begins’ fra 2005

Warner Bros

Og så når vi frem til problem nummer to: Hos Christopher Nolan bliver morderen nemlig fanget lige efter forbrydelsen. Det harmonerer heller ikke med den oprindelige Batman-fortælling, hvor politiet forgæves må indstille eftersøgningen af morderen, hvilket fodrer en personlig indignation hos Bruce Wayne. Så meget, at han beslutter sig for at indtage Gotham City som Batman for at komme uretfærdigheden og politiets uformåen til livs.

Modsat i Christopher Nolans film kickstartes Batman-transformationen meget senere:

»Det er først, når Bruce Waynes lærermester fortæller ham, at han ikke er årsagen til forældrenes død, at Bruce Wayne bliver Batman. Det er ikke så vellykket.«

Der er faktisk andre ting, som ikke hænger sammen i filmens plot, har Morten Søndergård bidt mærke i:

»Bruce Wayne lover sig selv, at han aldrig skal røre skydevåben oven på forældrenes død. Alligevel udsmykker han senere hen sin Batmobil (Batmans køretøj, red.) med maskingeværer.«

»Det er lidt som om, at så længe det ser smart ud, er det fedt nok for Christopher Nolan. Men det er ikke ligefrem Batman værdigt.«

Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fik også det fordrag om Nolans Batman nede i Fantask en gang.

Oscar Pedersen

Mon ikke, skribenten mener John Ford, ikke John Wayne.