Læsetid: 5 min.

Michael Jackson sang altid, at han var slem og fortalte os altid, at han var en engel

Vi ved ikke, om Michael Jackson har misbrugt børn seksuelt. Han er aldrig blevet fundet skyldig i en retssag. Men det føles som selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig. Og det er et bedragerisk vanvid, jeg har klynget mig til, siden jeg var 9 år og forgabt i den barnevoksnes logik
Michael Jackson optræder i Super Bowls half time show i 1993.

Michael Jackson optræder i Super Bowls half time show i 1993.

Dan Cappellazzo

1. februar 2019

Michael Jackson vinder min opmærksomhed i 1992, jeg er 9 år gammel, det er efter, at han har udgivet mesterværkerne Thriller og Bad og har ændret danse- og musikvideohistorien. Dangerous udkommer med kæmpehittet »Black or White«, hans hud er blevet lys og næsen spids, hagen har fået kløft, håret er langt og slanger sig. 

Han går i bling bling-glamourøse militæruniformer, han har en forlystelsespark og en zoologisk have på sin ranch Neverland, han er venner med filmstjerner og små, karismatiske drenge og en chimpanse, der hedder Bubbles. Tabloidpressen kalder ham Wacko Jacko.

Michael Jackson er det første menneske på kloden, som jeg synes er sej, sådan ude-af-denne-verden-megasej, han er ren underholdning, ren fascination, en pop-Peter Pan. Jeg er tryllebestøvet.

Han rækker sin hvide perlehandske ud gennem fjernsynsskærmet, ud af mit Pepsi Cola-mixtape, ud af idolplakaterne i Vi Unge og trykker på en kontakt i min hjerne. I et Anders And-blad ser jeg et barndomsbillede af ham sammen med sine brødre i Jackson 5 og tænker: ’Hvad? Engang var han sort! Wow!’

For Michael Jackson opløser logikken i den viden om verden, man som barn lærer af de andre voksne: Han er hverken sort eller hvid, han er ikke mand som mænd er flest. Hans sangstemme er læderpisk, rytmemaskine, pigehvin og engleklokkers sarte ringlen. Han er ikke voksen som nogen anden voksen. Når han taler, lyder han som et barn fra en Disney-tegnefilm. 

Hans krop bevæger sig anderledes end alle andre kroppe. Den krops overjordiskhed giver selv tumlinge lyst til at mime hvert eneste ryk med hoved, skulder, knæ og tå. Han kan endda ophæve tyngdekraften, han stiger op og ud over publikum med en jet pack på ryggen under en stadionkoncert som et barn med dyrt legetøj, der leger, at verden nu ser ham som Gud. Og det gør noget af verden faktisk også.

Grædende børn er hans symbol

Jeg fatter Michael Jackson, fordi den frie fantasi har forrang her, fordi storhedsvanviddet har frit løb. Hvem vil ikke være Michael Jackson? Hans musikvideoer er megaevents, vilde fantasier på kortfilm. Her møder vi barnet, der rent faktisk har overtaget magten i de voksnes verden. Det er det, jeg hepper på: hans dyrkelse af det simpelt onde, af krige og fattigdom og regnskovens udryddelse.

Hans foretrukne symboler er truede dyrearter, sørgmodige, oprindelige folk i festlige gevandter og grædende børn. De er tegn på det, der er galt med verden, og i den verden gør han sig selv til hovedperson og løsning – sådan som ethvert legende barn ville gøre det.

Han er både draget af biblens æstetik og fascismens.

Tag bare promoveringsvideoen for HIStory-turneen i 1995: Slavelænkede mænd i bar, svulmende overkrop banker og svejser løs på en stor metallisk konstruktion. Titusindvis af soldater tramper rytmisk ned langs en boulevard med røde faner og skinnende læderstøvler. Forrest går Michael Jackson i sort og sølvfarvet militærdragt, det er ham, der er lederen af den østeuropæisk-agtige hær, men hæren er ikke en ægte hær, forstår vi så. Det er sej æstetik – et entourage, der skal illustrere, hvor stor Michael Jackson er.

Roslan Rahman
Og at Michaels dagdrøm er den gode verden – sådan en med popdiktatorer frem for politiske diktatorer. Popdiktatoren sender et luftkys og et englesmil ud til folkemængden, som skriger hysterisk og hæver demoskilte mod himlen med ét budskab: King of Pop. Så rejses der en mange hundrede meter høj statue af ’Kongen af Pop’, mens unge fans besvimer af lykke og må bæres væk på bårer.

Selvmytologiseringen er vanvid, men det er Michael Jacksons vanvid, og jeg køber den fuldstændigt.
Ligesom jeg køber hans version af det seksuelle. Michael Jackson kan lægge en fingerstrittende hånd på sin pik og støde den hårdt frem, mens han skærer ansigt. Det move er perfekt for det uskyldige blik. Det er så skabet en leg med det hyperseksuelle, at det er svært at tro, at han overhovedet er seksuel.

Han synger altid, at han er slem og fortæller altid, at han er en engel.

Betyder det eller betyder det ikke, at han også er pædofil og har misbrugt børn? I 1993 indgår han et forlig på mange millioner dollar med familien til en 13-årig dreng, der beskylder ham for overgreb.

Han bliver frifundet for lignende anklager under en retssag, der slutter i 2005. I en efter sigende meget overbevisende, fire timer lang dokumentarfilm, Leaving Neverland, der havde verdenspremiere på Sundance-festivalen i sidste uge og senere i år vises på DR1, fortæller to unge mænd, der arbejdede tæt med sangeren, om at blive udnyttet og voldtaget, da de var små – og ignoreret, da de blev (for) store.

Pædofil eller ej?

Vi ved ikke, om Michael Jackson har misbrugt de to eller andre børn seksuelt. Han er aldrig blevet fundet skyldig i en retssag. Men det føles som selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig: Og det er et bedragerisk vanvid, jeg har klynget mig til siden dengang i halvfemserne og aldrig helt har givet slip på – en parallelverden af storhedsvanvittig uskyldsdyrkelse og skrigende, grædende børn, der kollapser, fordi han er så god. Og utvetydigt genial til så meget.

»Jeg har sagt det mange gange. Min største inspiration kommer fra børn,« forklarer han på ranchen Neverland i BBC-dokumentaren Living with Michael Jackson i 2003.

»Hver sang, jeg skriver, hver dans, jeg laver, al poesien, jeg skriver, kommer fra dette uskyldige plan, denne bevidsthed om renhed, og børn har den. Jeg ser Gud i børns ansigter.«

Ved hans side sidder hans ven 12-årige Gavin og holder ham i hånden. Sammen prøver de, at forklare den skeptiske journalist, at der ikke er noget galt med Michaels forhold til børn. Michael har forklaret, at »det mest kærlige, du kan gøre, er at dele din seng med nogen«.

En skyldig verden kan ikke begribe, hvor uskyldig Michael faktisk er. Det er det, han fortæller os. Og som er så rensende at tro på. 

Hvis ikke Jacko, hvem skulle så være den voksne, der bare opførte sig som et barn og sov med børn?

Michael Jackson synger altid, at han er slem og fortæller altid, at han er en engel. Det første virker som en sej leg, det andet er det vanvid, man gerne vil tro på.

Senere samme år anklager Gavin ham for seksuelt misbrug. Der blev i øvrigt ikke rejst en gigantisk statue af Michael Jackson i Budapest, selv om jeg har troet det indtil nu. Men der står en lille én – den, der er filmet i promovideoen – ved en McDonalds-parkeringsplads i Holland.

Og det med at han fløj rundt over publikum til en stadionkoncert i Bucharest? Internettet virker ret overbevist om, at han brugte en stand-in. At det var et trylletrick. Selvfølgelig. Sikke et underligt, andet aspekt af hans geni, at han lige akkurat lykkedes med at skjule sig midt i dette synlige vanvid – nok til at verden ikke har fældet dom.

Sådan bevæger han sig altid rundt i sin egen logik og verden. Tag bare hans mest ikonografiske dans, Moonwalk, den der gjorde ham til udødeligt ikon, fordi det ikke ser dødeligt ud: at bevæge fødderne fremad, men glide baglæns langs gulvet. Hvem ellers kan gå frem og tilbage på samme tid? Hvem ellers kan være så skyldig og så uskyldig?

Billede fra dokumentaren ’Leaving Neverland’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
ingemaje lange og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men det føles som selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig."

Skal vi ikke holde os til bevisener i stedet for at kaste med bombastiske floskler?

Gert Hansen, Tino Rozzo, Mikkel Juul Jensen og Jan Andre Buschmann anbefalede denne kommentar

"Men det føles som selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig." Enig med David. Det er direkte pinligt af Information. Sagen er blevet uddybet andre steder, fx rummer filmen ingen modstridende stemmer, men kun de to der anklager Jackson, hvoraf den ene tidligere under ed har rost Jackson.
Og selvom journalisten åbenbart har klynget sig til noget vanvittigt, så er disse barnagtige flasker ikke interessante rent journalistisk.

Tino Rozzo, Mikkel Juul Jensen, Jan Andre Buschmann og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Der er ingen beviser eller vidner. Som i næsten alle sager om seksuelle overgreb, er det vidneudsagn mod vidneudsagn. Vi har hørt "den anden side" igen og igen, så hvorfor gentage deres synspunkter? Filmen er ikke et mysterium om hvor vidt Michael Jackson er skyldig eller ej. Filmen er fantastisk indsigtsfuld og nuanceret beskrivelse af grooming, overgreb, og hvordan ofrene lever med traumerne. Og i den forstand er det en utrolig vigtig film. Selvfølgelig kan man ikke bevise at Micheal Jackson misbrugte børn seksuelt. Men ofrenes vidneudsagn, og især familiernes vidneudsagn, er så nøjagtige og troværdige, at "det føles som selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig." Hvis man kan lærer noget af denne dokumentar, så er det at ofrene sagtens kan elske deres overgrebsmand. Og at de ikke vidnede imod Michael Jackson fordi at de aldrig oplevede deres "forhold" som et overgreb. Seksuelle overgreb opleves meget mere komplicerede end at et monster udnytter små børn, og man kan først forstå og hjælpe ofrene, når man møder dem med den indstilling.
Det synes jeg er filmens utroligt vigtige udsagn. Og den pointe var fuldstændig forsvundet hvis filmen havde handlet om Michael Jacksons skyld.

Maria Jensen, Arne Albatros Olsen, Marie Mollerup og Erik Jensen anbefalede denne kommentar

De store økonomiske interesser, der stadig er i forretningen Michael Jackson, har udrettet mirakler. Præcis som enhver forventer det, i et USA hvor lobbyisme og økonomiske mundkurve, stadig er et af styreredskaberne for den pengestærke magtelite, er sagen forsøgt lukket med alle midler.

Sandheden kan naturligvis ødelægge sådan en milliardforretning, og hvem har interesse i det - altså ud over en lille håndfuld misbrugte - og betydningsløse børn og deres nærmeste?

De mange fans, har i hvert tilfælde slet ingen interesse i disse "utroværdige" førstehånds beretninger, der jo "en gang for alle" er tilbagevist. Og hvem kan iøvrigt tro på overgreb, der dukker op 25 år efter de skulle være sket. Det har man da aldrig hørt om før...

Helt ærligt...
- At ofrene overhovedet får mulighed for at sprede deres oplevelser i en film, er et under.

- At de pengestærke ikke har kunnet lukke munden på drengene der blev misbrugt, er et under.

- At milioner af inkarnerede fans verden over, forsøger at lukke øjne og øre for at beskytte drømme-ikonet, er slet intet under.

- At de kvikkeste af disse fans føler det som et "selvbedragerisk vanvid at forestille sig, at han ikke skulle være skyldig", er ren og skær logik.

Maria Jensen, Arne Albatros Olsen og Marie Mollerup anbefalede denne kommentar

Det eneste der er af kød på den netflix-"dokumentar" er hvorfor sensationalisterne bliver ved med at blive taget seriøst i MSM og hvorfor vi overhovedet taler om leaving neverland.

Er det gået alle forbi at de to fyre tidligere har givet vidneudsagn (som voksne) hvor de under ed har svoret helt andre ting end det de nu fremlægger? Nu sværger de så at det de dengang svor var sandt altså var usandt. Lidt et sammenfald at MJ ikke er her til at fremme deres karriere mere men jovist man kunne jo altid indrømme at have løjet under ed for så at malke lidt cash fra den nu døde Jackson ved at genstarte alle de gamle rygter.

Hvis man tror på at de to fyre har "re-examined their past after having children of their own" er man godt nok naiv. De har præcist "re-examined the publicity/financial potential in attacking a dead celebrity who cannot defend himself". At tro andet er præcist ligeså naivt som at tro at MJ aldrig har gjort noget upassende med et drengebarn.