Læsetid: 8 min.

Michel Houellebecqs ’Sérotonine’ hyldes og rakkes ned i europæisk presse

De fleste kritikere tager vel imod den franske forfatters nye roman, der ikke skuffer fans af hans særlige blanding af morsom misantropi og civilisationskritik – men der er også dem, der finder hans vision for mistrøstig og hans hovedperson uudholdelig
De fleste kritikere tager vel imod den franske forfatters nye roman, der ikke skuffer fans af hans særlige blanding af morsom misantropi og civilisationskritik – men der er også dem, der finder hans vision for mistrøstig og hans hovedperson uudholdelig

Sofie Holm Larsen

11. januar 2019

Hvem har lyst til at læse en umådelig trist og gennemført misantropisk roman, hvis antihelt, hovedperson og fortæller er en impotent, depressiv, selvmorderisk, sexistisk og homofobisk hvid mand, der seriøst overvejer at tage livet af et fireårigt barn for at få dets mor for sig selv?

Åbenbart rigtig mange.

Sérotonine har fra første færd sat kurs mod rekordbestseller-status. Nyeste opus fra fransk litteraturs enfant terrible, Michel Houellebecq, landede hos de franske boghandlere den 4. januar og havde allerede fire dage efter solgt over 90.000 eksemplarer – bogen blev revet væk af læsere, der stod i kø, rapporterer franske medier.

Sérotonine udkommer også i store førsteoplag i januar i Tyskland, Spanien og Italien og kandiderer således til at blive den største litterære begivenhed i 2019. På engelsk kommer den først til september, mens en dansk version i Niels Lyngsøs oversættelse forventes udgivet af Rosinante i april.

Hvad angår den 62-årige forfatter, der just er dekoreret med Æreslegionen, Frankrigs fineste civile fortjenstorden, siger han absolut intet om bogen – ikke ét eneste interview vil han give. Det er således alene op til læsere, anmeldere og kritikerne at få rede på, hvad hans ærinde og ambition kan være.

Den diskussion kører allerede i europæisk presse, hvor meningerne ikke overraskende er delte. Langt de fleste er begejstrede. Men en del er irriterede, og enkelte udtrykker ligefrem væmmelse over en »psykopatisk« hovedperson, der er meget vanskelig at holde af – og som forfatteren tillige gør til et talerør for anskuelser, der kun kan betegnes som antiliberale og reaktionære.

Kan det være Houellebecq selv, der taler igennem sin jegfortæller, Florent-Claude Labroute?

Det mener Iris Radisch, anmelder på den liberale tyske ugeavis, Die Zeit, der under overskriften »Nu bliver det alvor« gør op med den antagelse, at Houellebecq kun har koketteret og provokeret, når han har udtalt sig fordømmende om EU og oplysningsfilosofi og positivt om nationalisme, protektionisme og Donald Trump.

Men hvad nu hvis disse øjensynlige højrefløjsholdninger ikke bare var »leg«, drilleri og litterære virkemidler? Hvad nu hvis de skulle tages bogstaveligt, og hvad nu hvis Houellebecq med denne bog er sprunget ud som en ægte politisk konservativ forfatter? Så må vi til at tage ham seriøst på en helt ny måde, mener hun.

Lige præcis det gør allerede den italienske højreavis, Il Giornale, der sammenligner Houellebecq med Frankrigs store katolske forfatter George Bernanos:

»Sérotonine er et nyt kapitel i et værk, som er nødvendigt for at forstå verden ... og ændre dens retning«, skriver Il Giornales anmelder. Men hvilken retning?

»Jeg er parat til at stemme på enhver, der vil foreslå, vi forlader EU og NATO,« sagde Houellebecq selv i oktober i et interview med det højreintellektuelle magasin Valeurs Actuelles og tilføjede: »Europa har valgt en særlig form for selvmordsmetode, der går ud på enkeltvis at myrde de nationer, der udgør det«.

Politisk seismograf

Det spanske dagblad El País mener, at romanen først og fremmest er en kærlighedsroman, der måske kan være inspireret af Houellebecqs nylige ægteskab med den tyve år yngre Qianyum Lysis Li, en kvinde af kinesisk oprindelse, men hæfter sig også ved romanens aktualitetsrelevante politiske dimensioner:

»En central scene skildrer vrede bønder, der blokerer en motorvej og raser imod Paris (...) og den Europæiske Union – ’den store luder’, som bogens fortæller kalder EU. Protesten ender i blodige konfrontationer med politiet, som om den houllebecqske seismograf havde foregrebet de sammenstød og civile uroligheder, der har præget nyhedsstrømmen fra Frankrig i de sidste par måneder.«

Hvordan modtages Houellebecqs nye roman i hans eget fædreland? Den socialliberale intellektuelle aftenavis Le Monde er en publikation, Houellebecq ikke kan udstå og derfor boykotter – han har tidligere kaldt dens journalister for »parasitter og kakerlakker«. Man må dog sige, at ved denne lejlighed bliver hadet ikke gengældt.

Le Mondes bogtillæg har viet ikke blot den nye roman, men hele Houellebecqs forfatterskab en fyldig flersidesdækning. Avisen har inviteret fire andre fremtrædende franske forfattere til at bedømme det samlede værk, blandt disse Catherine Millet (der i 2001 brød igennem med den selvbiografiske og seksuelt eksplicitte roman Catherine M’s seksuelle liv). Millet er fuld af beundring for Sérotonine:

»Houellebecq fremskriver en særlig blanding af bristede håb, elementære lyster, instinktiv intelligens og uforbederlig naivitet, som de fleste af os inderst inde kan identificere os med (...), men uden at vi ville vove at sætte sådanne ord på. Navnlig hans passager om kærlighed er anbefalelsesværdige. Kort fortalt sublimerer han vores vulgaritet, og modsat hvad hans ligefremme skrivestil kunne forlede til at tro, ligger der et stort og meget formbevidst arbejde bag – det er jeg sikker på«.

Le Mondes anmelder, Jean Birnbaum er lige så entusiastisk i sin anmeldelse i avisen, hvor han hylder Houellebecqs »tilbagevenden til litteraturen«.

Houellebecq manøvrer mellem angst og ironi, skriver Birnbaum, der også ser kærlighedslængslen som romanens egentlige motor og slet ikke den politiske polemik, der for ham er sekundær. Og i sin klumme på den franske statsradiofonis kulturkanal, France Cultures hjemmeside, skriver under overskriften »Houellebecq elsker os og forstår os«: »Sérotonine er en stor roman, der fremkalder tårer i øjnene og får os til at skrige af grin (...)«.

Nok byder romanen på gensyn med Houllebecqs dystre vision af et Vesten, der har mistet alt håb og al evne til at begære nyt, men ifølge Birnbaum lader Sérotonine os for første gang skimte »muligheden for en autentisk kærlighed«. Ikke fordi bogen ender lykkeligt, for det gør den ikke. Men fordi den i det mindste fremmaner den idé for os, at »der midt i den universelle fornedrelse kan tilbagestå en horisont for skrøbelig lykke«.

Alt dette gør ifølge Birnbaum Sérotonine til en langt bedre bog end Houllebecqs forrige Underkastelse, der var en »tese-roman«, som sad fast i sin egen skøre tvangstanke om en islamisk magtovertagelse af Frankrig.

Folkets forfatter

Le Figaro-skribenten Alexandre Devecchio hører til de anmeldere, som er mere optaget af bogens civilisationskritik og kulturpessimisme end af jegpersonens libidinøse og sjælelige trængsler: »Vestens forfaldshistorie er temaet for alle Houellebecqs romaner, og hver af dem går til angreb på forskellige facetter af denne: Efter den seksuelle frigørelse, den digitale revolution, transhumanismen, afindustrialiseringen og islams fremmarch har det 21. århundredes Balzac nu kastet sig over Den Europæiske Union (...)« Houellebecq, der før blev kaldt ’islamofob’, vil nu blive kaldt ’populist’, forudser Devecchio og påpeger, at Houellebecq med denne roman »synes at have foregrebet De Gule Vestes frembrud der, hvor så mange politikere og iagttagere ingenting så. Dermed bekræfter han sin status som Frankrigs store visionære forfatter og bekræfter, at han også er folkets forfatter«.

I magasinet Télérama sporer kritikeren Nathalie Crom også en ny tone i forhold til tidligere romaner fra Houellebecqs hånd:

»Det er, som om forfatterens selviagttagelser er blevet dybere og mere menneskelige. Som om hans provokerende grænseløse kynisme og rasende ironi er blevet mere afrundet og nogle gange endda umærkeligt glider over i en art ømhed og empati – en ny medlidenhed, der ligger lige under overfladen af den intense melankoli.«

Længsel og vrede

I Journal de Dimanche finder den 83-årige Bernard Pivot, den store gamle mand i fransk litteraturkritik og karismatisk vært for legendariske litterære talkshowprogram Apostrophes, at Houellebecqs nye roman rammer tidsånden helt rent:

»Sérotonine er en roman om længsel og vrede, om opbrud og resignation. Sådan er vores epoke også. Dette værk er måske ikke Michel Houellebecqs mest spektakulære eller mest tvetydige, men det er det mest bevægende (...)«

Hvad Pivot især er faldet for, er forfatterens solidaritet med Frankrigs betrængte mælkebønder.

»Houellebecq er allerbedst, når han fortæller om menneskegruppers og lokalsamfunds livsform, her de mælkebønder, der er trængt op i en krog, hvor de kan vælge mellem at gå til grunde eller gribe til opstand«.

Det er dog ikke lovord alt sammen i Frankrig. I sin altid læseværdige blog La République des livres tager kritikeren Pierre Assouline afstand fra det alt for uhyggelige Frankrig, som Michel Houellebecq får skildret i romanen. Forfatteren er en »amatørsociolog«, der i alt for sorte farver maler et billede af et land i total moralsk opløsning, som mest af alt findes i hans egen fantasi.

»Michel Houellebecq er meget dygtig til at sælge sig selv og sine visioner, men man er ikke forpligtet til at købe dem,« hvæser Assouline, der også sammenligner forfatteren og hans besættelse af »morgendagens borgerkrig« med en »vilkårlig Facebook-urostifter«.

Gammel hvid mand

Og i Le Point har journalisten Emmanuel Berretta underkastet hele EU-kritikken i Houellebecqs bog et lettere absurd faktatjek, uanset at han indleder med at anerkende, at en skønlitterær forfatter selvfølgelig ikke kan være forpligtet på kendsgerninger.

Ifølge Berretta har mere eller mindre alt, hvad der står i bogen, slet ikke noget at gøre med, hvordan EU’s landbrugspolitik faktisk fungerer i Frankrig. Der er flere graverende fejl i bogen. F.eks. består der slet ikke noget egentligt konkurrenceforhold mellem argentinske og sydfranske abrikoser, idet der er tale om »to helt forskellige vækstsæsoner på den sydlige og den nordlige halvkugle«, og Houellebecq anede åbenbart ikke, at det ret beset var netop EU, der oprindeligt stod bag den indførelse af mælkekvoter, som de franske mælkebønder nu kæmper så fortvivlet for at få genindført.

Hårdest af alle kritikere slår uden tvivl Nouvel Observateurs Elisabeth Philippe, der i den grad ikke kan udstå romanens hovedperson – ja, faktisk håber hun kun på, at han og hans slags snart må uddø:

»Hvem kan dog fatte medlidenhed med Florent-Claude Labroute og alt, hvad han repræsenterer? Her har vi den gamle hvide mand, som tåbeligt opstiller modsætninger mellem virilitet og homoseksualitet, som foragter dem, han kalder for ’svanser’; den gamle hvide mand, som reducerer kvinder til deres ’misser’, den gamle hvide mand, som elsker at forestille sig, at ’alle mænd ønsker sig en trekant med helt unge økologiske piger, og som fantaserer om små thailandske ludere på seksten år. (...) Hele denne gamle hvide mand-æstetik har passeret sidste salgsdato, den er forældet og rummer intet bevaringsværdigt. ’Hvad nytter det at forsøge at redde en gammel nederlagsramt mand’, spørger bogens fortæller. Nej, unægteligt, hvad skal det nytte?«.

Michel Houellebecqs syvende spektakulære roman er fuld af antidepressiver, onani, samtidsdiagnose, menneskehad og dannelse – og længsel efter lykke
Læs også

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu