Læsetid: 14 min.

Montanas Litteraturpris-vinder: ’Litteraturen kan løsrive kræfter til politisk modstand’

Novellesamlingen ’Efter solen’ blev af sommerens begejstrede anmeldere fremhævet som samfundskritisk science fiction. Selv er forfatteren Jonas Eika dybt engageret i politiske spørgsmål, men stadig i tvivl om, hvad politisk litteratur egentlig er. Han er årets vinder af Montanas Litteraturpris
Jonas Eika vinder Montanas Litteraturpris for sin novellesamling ’Efter solen’.

Jonas Eika vinder Montanas Litteraturpris for sin novellesamling ’Efter solen’.

Sigrid Nygaard

12. januar 2019

»Noget af det, der giver mig håb for en ny politisk orden, er litteraturen.«

Sådan siger Jonas Eika, årets vinder af Montanas Litteraturpris. Og selvom han ikke ligefrem skriver protestlitteratur, snarere eksperimenterende prosa, er det svært at komme uden om det samfundskritiske potentiale i hans bog Efter solen. Novellesamlingen blev fredag eftermiddag tildelt Montanas Litteraturpris, udvalgt blandt seks danske nominerede værker.

»Det der er med fiktionsverdener er jo, at de både kan være totalt specifikke og forførende, samtidig med at der kan opstå en anden, mere grundlæggende politisk viden ud af dem,« forklarer Jonas Eika i sin lejlighed i København.

Denne fornemmelse af politisk viden opstår også, når man læser Efter solen:

I bogens første novelle ankommer hovedpersonen til en bank, der er styrtet i grus midt på Kgs. Nytorv. Alligevel fortsætter bankens ansatte ufortrødent deres arbejde inde i ruinen. Scenen bliver et foruroligende billede på vores politiske situation i dag.

Og i dobbeltnovellen »Bad Mexican Dog« arbejder en gruppe unge beach boys – ansatte ved en strandklub i Mexico – under slaveagtige vilkår, indtil de starter deres eget, alternative fællesskab. Det går ud på at opfinde nye, okkulte ritualer, som inkluderer at stikke parasoller op i røven og at spy diverse kropsvæsker ned i et stort kar.

Efter solen, der udkom sidste år, er oplagt at se som udtryk for de seneste års politisering af litteraturen. I sin begejstrede anmeldelse af bogen i dette dagblad skrev kritiker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen:

»Den finansielle spekulation og politiske markedsgørelse, den organhøst og sexturismeindustri, som beskrives i Efter solen, er helt virkelige realiteter. ... Efter solen er sci-fi som samtidskritik og hverken bare håbløs, alarmistisk dystopi eller verdensfjern utopi ... Så læs, læs Eika!«

Jonas Eika

  • Født 1991 i Haslev uden for Aarhus.
  • Uddannet fra Forfatterskolen i 2015.
  • Debuterede samme år med romanen ’Lageret Huset Marie’, som han modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat for i 2016.
  • Udgav i 2018 novellesamlingen ’Efter solen’, som indtil videre har modtaget Montanas Litteraturpris, Michael Strunge-Prisen samt Den svære Toer-prisen.
  • Bor i København.

Jonas Eika tænker også selv på sin bog som politisk. Det er den, mener han, fordi novellerne på forskellige måder handler om mennesker, hvis liv er betinget af kapitalisme og udbytningsrelationer, men som alligevel også har længsler, der peger ud af den økonomiske orden:

»Noget af arbejdet med bogen har handlet om at skabe små, intime aflukker; at finde flugtveje ud af de undertrykkende systemer, som karaktererne befinder sig i,« forklarer han.

Det er karakterer, som de udbyttede beach boys i strandklubben eller – i novellen om den sammenstyrtede bank – en it-konsulent, som får et inderligt forhold til en finansspekulant. 

Aktivistisk engagement

På den måde er Jonas Eikas litteratur ikke bare politisk, den er rettet mod politisk forandring. Efter solen kan læses som et forsøg på at fremskrive nye fællesskaber og intimitet uden for en kapitalistisk orden.

Dog er forfatteren i tvivl om, hvad politisk litteratur egentlig er. Han har haft en tendens til at se litteratur og politisk handling som to forskellige ting.

»Litteraturen kan løsrive nogle kræfter til en form for politisk modstand; det kan være til oprøret eller skabelsen af de fællesskaber, der forhåbentlig skal komme efter oprøret. Men opbyggelsen af de fællesskaber eller selve oprøret, det kommer jo et andet sted fra.« 

Når Jonas Eika ikke skriver prisvindende bøger, er han en del af det, han kalder »selvorganiserede migrationspolitiske grupper«.

Han har ikke lyst til at uddybe dette arbejde yderligere, for som han siger:

»Der er jo så mange forskellige mennesker, der hele tiden laver aktivistisk arbejde, og så virker det underligt, at det er mig, der skal i avisen og sige, jeg gør det.«

Alligevel er det tydeligt, at det aktivistiske engagement ligger ham på sinde. Et nyligt eksempel på sammenhængen mellem hans arbejde som forfatter og aktivist er hans essay »Modstand og delagtighed«, der blev trykt i december i det tværskandinaviske litteraturtidsskrift Vagant. 

Essayet går i rette med en række af de danske skønlitterære udgivelser, der de seneste år har beskæftiget sig med flygtningekrisen. Først og fremmest drejer det sig om digteren Peter-Clement Woetmanns langdigt Bag bakkerne, kysten fra 2017.

I dette værk starter samtlige sætninger med »Min krop er« eller »Min krop er ikke«. Eksempelvis:

»Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten
Min krop er ikke båd hærget af salt der sætter kurs mod Italien.«

Bogen opstiller på den måde et skarpt skel mellem på den ene side den privilegerede krop, der befinder sig trygt og godt på det danske fastland, på den anden side den rettighedsløse krop, der f.eks. befinder sig på en gummibåd på vej hen over middelhavet.

Informations og Montanas Litteraturpris 2018

Montanas Litteraturpris blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen er sponseret af Montana og er på 100.000 kroner.

Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

De øvrige nominerede var Helle Helles roman ’De’, Harald Voetmanns langdigt ’Amduat. En iltmaskine’, Theis Ørntofts roman ’Solar’, Vita Andersens erindringsroman ’Indigo’ og Nanna Storr-Hansens digtsamling ’Mimosa’. Læs mere om de øvrige nominerede her.

Indstillingskomiteen består af Christian Dorph og Ingrid Nymo Møller fra Testrup Højskole samt Lone Nikolajsen og Kamilla Löfström fra Information.

En dommerkomité bestående af kritikerne Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og forfatteren Hanne Højgaard Viemose udpegede vinderen af årets pris.

Vinderen blev offentliggjort fredag den 11. januar på ugekurset Tag og Læs på Testrup Højskole.

Jonas Eika mener imidlertid, at Woetmanns bog bygger på en mangelfuld analyse af disse to positioner. For det første fordi udpenslingen af den geografiske afstand mellem forfatterens trygge bakkelandskab og migrantens farlige flugtrute får migranternes udsathed til at ligne »en humanitær katastrofe, snarere end en tilstand, der er skabt gennem politiske processer«, som der står i essayet.

Men også fordi der opstilles en falsk afstand mellem den krop, der befinder sig trygt og godt derhjemme, og så den, der rejser: Den privilegerede krop har netop den mobilitet, migranten kæmper for at få.

»I virkeligheden ville jeget i Bag bakkerne, kysten kunne sidde trygt og serviceret i det fly, som migranten er nødt til at spænde sig fast til landingsstellet på,« står der.

Handlingslammet litteratur

Jonas Eika mener ikke, at litteraturen skal fremstille en fuldkommen analyse af flygtningekrisen, uddyber han i lejligheden i København. Men i Woetmanns bog forvirrede det ham, at det kom til at handle så meget om territorier:

»Hvis man er dansk statsborger og har penge, kan man rejse stort set uhindret i hele verden. Og omvendt bliver flygtninge og migranter jo placeret i en lige så udsat position, når de ankommer til Europa og bliver en del af asylsystemet. Det er bare en anden form for udsathed, en langsom død i deportationscentre som Sjælsmark eller Kærshovedgard. Så distinktionen skubber problemet lidt væk … Det kommer til at se ud, som om det har med farlige transportruter at gøre, men det er jo en systematisk, politisk skabt udsathed.«

– Er det en tendens, du ser mere generelt i danske værker om flygtningekrisen? En tendens til ikke at tage analysen langt nok?

»Så mange af den slags værker er der jo heller ikke skrevet. Et af de andre, jeg nævner, er Til stranden (Peter Højrups roman fra 2017 om en gruppe venner, der rejser på ferie til den tyrkiske ø Tenedos, red.). Her er flygtningestrømmen godt nok mest et bagtæppe, men jeg synes, at hvis man vil inkludere flygtningekrisen i sit værk, bør det være på en måde, der i højere grad destabiliserer ens trygge virkelighed.« 

I det hele taget er Jonas Eika træt af litteratur og kunst, der bekræfter det apatiske eller handlingslammede forhold, man kan have til andre menneskers lidelser.

Han nævner Christian Lollikes teaterstykke Living dead fra 2016 om den danske middelklasses zombietilværelse, samt forfatteren Victor Boy Lindholms digtsamlinger, der fremstiller den unge vestlige mand som selvbevidst hykler, som eksempler på kunst, der blot bekræfter det, de fleste af os godt ved: At man selv er en del af problemet, men at man føler sig handlingslammet.

»Én ting er en analyse af, hvad flygtningekrisen egentlig består i, en anden er at tænke over sin egen plads i den,« siger Jonas Eika.

»Og der længes jeg efter bøger, der har et mere konfliktfyldt forhold til sin egen delagtighed. Og en vilje til at omsætte denne delagtighed til en form for modstand eller ansvar.«

– Kunne du forestille dig selv at skrive noget, der indfriede det?

»Det har jeg ikke gjort udover i nogle noter. Men det er blandt andet heri min splittelse i forhold til politisk litteratur ligger: Dels kan jeg mærke en lyst til at instrumentalisere min egen skrivepraksis mere i de her sager og f.eks. skrive direkte protestlitteratur. Men samtidig kan jeg mærke en fascination, en vedvarende dragning mod fiktionen.«

En artig debut

I 2015 debuterede Jonas Eika med romanen Lageret Huset Marie, der blev set som en lovende debut af anmelderne.

Lageret Huset Marie beskriver en ung mand, der bor i kollektiv i Aarhus, arbejder på et lager og forelsker sig i Marie. Han forsøger at indramme andre mennesker i afgrænsede dele af sit liv, men de viser sig hele tiden at være andet og mere, end han troede.

Selv kalder Jonas Eika bogen »lidt for artig«.

Da han skulle i gang med sin toer, var han blevet træt af at være så trofast over for sine motiver og af den hverdagslige fortælling. Han begyndte at læse forfattere med en tydelig sproglig energi og et højere fortælletempo; forfattere som den eksperimenterende brasilianer Clarice Lispector og beat-forfatteren William Burroughs.

»Jeg fik lyst til at begynde et andet sted, når jeg skrev – et mere åbent sted, hvor der ikke var så mange refleksioner i forvejen. De fleste noveller i Efter solen er skrevet sådan, at de begynder med den første sætning eller et billede, jeg har haft i hovedet. Jeg forsøgte at komme tilbage til et mere legende sted at skrive fra.«

Det legende er også blevet bemærket i modtagelsen af Efter solen, og flere kritikere har set det som udtryk for genreeksperimenterende litteratur; en slags science fiction. Weekendavisens anmelder beskrev bogen som »drømme-sci-fi«, og Jyllands-Postens kritiker kaldte den for »foruroligende filmisk sci-fi«.

I arbejdet med Efter solen tænkte Jonas Eika ikke selv, at det var sci-fi, han skrev. Han tænker mest på Efter solen som »en bog, der blander forskellige genrer, og som ikke er særligt forpligtet over for en realistisk verden«.

– Hvilken slags verden er det så?

»En verden, der stadig er logisk eller systematisk, men let forskudt eller forvrænget fra vores verden. Eller måske sat sammen på en anden måde.«

Han afviser også forestillingen om, at bogen skulle være udpræget dystopisk. Både fordi dens brug af motiver som organhøst, ekstrem udbyttelse af arbejdere eller fremmedgørende finansspekulation for ham ikke repræsenterer noget »grundlæggende anderledes eller værre i forhold til vores samfund i dag«.

Og så fordi dystopien er en svær figur at arbejde med, hvis man ønsker at skabe håb om politisk forandring og nye fællesskaber.

Ufoklubber

Og et genkommende motiv i Efter solen er netop nye, spirende fællesskaber, der er definerede ved at opstå på uventede måder.

Et eksempel er »Bad Mexican Dog«-novellerne, hvor beach boys’ene mødes til mystiske, natlige ritualer i en slags modstand mod deres vilkår i strandklubben.

Eller det kunne være fællesskabet i »Rachel, Nevada«: En ufoklubhvis medlemmer tager på ekskursioner ud i ørkenen i håbet om at se en alien eller en ufo. Sammen hengiver de sig til at sidde hele natten og se op mod himlen.

Jonas Eika beskriver den tidsfornemmelse, der opstår blandt alienentusiasterne i hans novelle, som en form for »messiansk tid«. Begrebet stammer fra en tidlig kristen forestilling om, at Messias’ snarlige komme vil ændre alt.

Denne forestilling om det kommende indfører en form for uopsættelighed i tidsfornemmelsen, en urgency, forklarer Jonas Eika: 

»Det er den her fornemmelse af, at noget må gøres, at det haster. Vi bliver nødt til at ændre vores forhold til os selv og verden lige nu, for lige om lidt kommer gudsriget. Det, har jeg syntes, var vildt spændende,« siger han og forklarer, at det er en tanke, der har inspireret ham politisk.

»Mit håb er, at den krisetid vi lever i, kan generere den her urgency, som får os til at ændre vores forhold til omverdenen, til vores sociale og politiske position. Grundlæggende foreskriver det at have et bestemt job eller være dansk statsborger jo en bestemt subjektivitet: Man retter sin opmærksomhed og solidaritet i nogle bestemte retninger. Jeg håber, at krisetiden kan være med til at ændre den orientering.«

Et af de alternative fællesskaber, der har givet Jonas Eika håb, er beguinerne, en autonom religiøs kvindebevægelse fra 12-1300-tallet, som bl.a. kollektiviserede deres ejendele, og som den fransktalende forfatter og mystiker Marguerite Porete var en del af:

»Porete har en forestilling om, at man kan blive så fyldt med Gud, at man bliver fri for synd. Man kan altså blive fri for den grundlæggende syndighed, som legitimerede kirkemagten, men som jo også i en eller anden forstand legitimerer det repræsentative demokrati i dag. Den rummer jo antagelsen om, at hvis der ikke var en overordnet magt til at sætte tingene i system, et politi med voldsmonopol osv., så ville alle gå rundt og dræbe hinanden.«

Marguerite Porete og beguinerne mente også, at de selv var syndige, men samtidig at de var i stand til at opfinde nogle praksisser for at blive ikkesyndige. De så det som et vedvarende arbejde.

»Det er vildt spændende, for deri ligger et håb om et fællesskab, der ikke har brug for at blive regeret over,« siger Jonas Eika begejstret.

Han tilføjer dog:

»Det er nu ikke, fordi jeg tror, at vi er der i dag. Men jeg tror på, at et andet politisk system også skaber en anden subjektivitet og nye mulige fællesskaber. Men de følges nok ad: Oprøret og opbygningen af de kommende fællesskaber.«

Vinderen af Montanas Litteraturpris, Jonas Eika, er et særligt godt eksempel på, at litteraturen kan og skal fremstille virkeligheden på nye og overraskende måder. Han skriver ikke formanende politisk litteratur, men undersøger de økonomiske og begærsmæssige dynamikker, der strukturerer mennesker og samfund. Og det er vigtigt
Læs også

 

Tre forfattere, der inspirerede Jonas Eika til at skrive ’Efter solen’

  • Clarice Lispector

Brasiliansk forfatter 1920-1977

»Et af Clarice Lispectors hovedværker er Passionen ifølge G.H. Det følger kvinden G.H., som i mødet med en kakerlak erfarer sin lighed med den og mærker en strøm af ikkemenneskeligt liv i sig selv. Det er en mystisk erfaring, som kræver, at hun giver afkald på alt, hun troede om sig selv.«

»Lispector beskriver G.H.’s transformation – »ansigt til ansigt« med kakerlakken – med en nærmest matematisk langsomhed, ét stadie ad gangen. I samme bevægelse omskriver hun den kristne gud til en slags neutral vitalitet, der findes i alle ting.«

»Det var måske den største opdagelse og inspiration for mig i den bog: At en selvødelæggelse, en askese – som minder om den, mange af de kristne mystikere praktiserede for at gøre plads i sig selv til en immateriel gud – måske også kan føjes sammen med noget materielt, gøre os modtagelige for andre livsformer.«

  • William Burroughs

Amerikansk forfatter og digter 1914-1997

»Burroughs er måske mest kendt for romanerne Queer og Junkie, men hans science fiction er bedre; særligt de sene romaner, f.eks. Cities of the Red Night

»I Burroughs’ sci-fi-universer hænger den ydre krig altid sammen med en krig i sproget. Han klipper kronologien i stykker og når i stedet til en slags fortælling i billeder. Den sprængning af fiktionen og den sproglige energi, som altid er i hans bøger, har været inspirerende.«

»Men jeg har et ambivalent forhold til forfatterskabet. Det er, som om den kampklare, hårde skrift forhindrer meget af den ømhed eller intimitet, som jeg også tror, Burroughs søgte. De få steder i hans bøger, hvor to mænd eller drenge mødes et sikkert sted og på lige vilkår, kan der opstå en slags kælen ro i skriften. Desværre bliver den meget hurtigt afbrudt til fordel for en potensdyrkende skrift eller hypermaskuline fællesskaber, som nogle gange desværre slår over i kvindehad.«

  • Simone Weil

Fransk forfatter og filosof 1909-1943

»Simone Weil var en fransk mystiker og marxist. Det politiske og religiøse hang sammen for hende på en måde, som jeg har svært ved at gennemskue. I det hele taget er det uklart for mig, præcis hvordan hun inspirerer mig. Men det har noget at gøre med, at livet hele tiden kommer udefra i hendes tænkning. Det er, som om at hun er i stand til at tænke handling, også politisk handling, uden autonomi.«

»I de optegnelser, som efter hendes død blev samlet til Gravity and grace (på fransk La Pesanteur et la grâce), skrev hun blandt andet: ’Vi besidder intet i denne verden – et rent og skært tilfælde kan fratage os alting – undtagen magten til at sige »jeg«. Det er det, vi må give til Gud – med andre ord, ødelægge.’«

Uddrag

Fra novellen »Bad Mexican Dog« i ’Efter solen’

Der er 480 liggestole i alt, 24 rækker à 20, og vi er 6 boys, det er fire rækker eller 80 stole til hver. Hvis man har styr på sin egen sektion, hvis ingen af ens badegæster mangler noget – indsmøring, drikkelse, lidt skygge eller viften for ansigtet – så har man lov at prøve lykken oppe ved indgangen. Det er på de tyve meter som træpromenaden strækker sig, fra receptionen ned til liggestolene, at man skal gøre det rigtige indtryk. Det er her jeg får mulighed for at se de andre boys i aktion, lære deres stil at kende. Det er her jeg ser Immanuel.

Da den franske dame med solhatten er nået halvvejs ned ad promenaden løfter han den ene fod og sætter kurs direkte mod hende i en beslutsom gangart. Men han gør det uden at stresse, og den måde hvorpå han får sig hofter til at falde skråt ind foran sig, i lange bølger af knogle og gulbrun hud der trækker ham frem over sandet, det får det til at gå i slowmotion for mig: Hvert skridt viser sig i alle sine faser, fra hælens anslag til sålens ormebevægelse over træpuderne ud på tæerne, og sandet laver englehop omkring hælen. Mine øjne glider op til hofterne igen, og jeg kan se bækkenet der kipper mellem hver skridt fra side til side så jeg tænker på krebsdyr og skjoldede fisk der svømmer rundt i bækkenrammen, i det lyseblå hav der skvulper mod kønsbenet. Det er meget kraftfuldt, Immanuels skød, vuggende op ad promenaden imens alt andet ved ham falmer, hans lange, sorte hår og gulbrune hud, og da han er fire meter fra damen med solhatten har han noget askegråt over sig som en gammel tjener på en bistro.

»Den frue, velkommen i klubben. Hvad om jeg var deres personlige boy i den tid De tilbringe hos os? Skygge, sol, solcreme, massage og kolde drikke, hvad De end ønsker?«

Og damen med solhatten siger tak som byder og rækker sin taske til Immanuel, og han blinker til mig da de går forbi. Han kommer til at tjene gode penge på hende, det er sikkert som havet er turkis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Ervin Lazar
  • ingemaje lange
Ejvind Larsen, Ervin Lazar og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

"Hvert skridt viser sig i alle sine faser, fra hælens anslag til sålens ormebevægelse over træpuderne ud på tæerne, og sandet laver englehop omkring hælen."

Måske forstår jeg billedet, men sproget er snorkende kedeligt.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Det der er med fiktionsverdener er jo, at de både kan være totalt specifikke og forførende, samtidig med at der kan opstå en anden, mere grundlæggende politisk viden ud af dem” OG ”Litteraturen kan løsrive nogle kræfter til en form for politisk modstand; det kan være til oprøret eller skabelsen af de fællesskaber, der forhåbentlig skal komme efter oprøret. Men opbyggelsen af de fællesskaber eller selve oprøret, det kommer jo et andet sted fra”.

Jonas Eikas udsagn udtrykker noget rigtigt på en ret præcis måde, og derfor er det heller ikke forkert at sige, at novellesamlingen rummer et samfundskritisk potentiale, med henblik på forandring.

I den særlige eksperimenterende anvendelse af science fiction fremhæves og overdrives nogle typiske træk ved den vestlige kapitalistiske civilisation, både i måden at indrette samfundet på og i tilrettelæggelsen af tilværelsen. Negative konsekvenser fremhæves på forskellige måder, samtidig med at personer sammen søger bizarre veje ud af fastlåste situationer, undertiden med religiøse undertoner.

Såvel intervieweren som anmelderen glemmer dog, at det er dem selv, som læsere, der foretager de kritiske overvejelser og som konsekvens forholder sig samfundskritisk. For mig at se vil de gerne gøre forfatteren mere eksplicit politisk som forfatter, end han er det og ønsker at være det. Til gengæld nedprioriteres det eksistentielle aspekt.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen skriver,

"Såvel intervieweren som anmelderen glemmer dog, at det er dem selv, som læsere, der foretager de kritiske overvejelser og som konsekvens forholder sig samfundskritisk"

Lidt snørklet formuleret, men godt set ;).

Jeg kan dog gøre det endnu mere obskurt:

Der tales så frygtelig meget om (samfunds)kritisk potentiale i salonerne. Hvor der læses med kildrende fryd. En masturbatorisk hengivelse til pornografiens salighed..

Men der er i og for sig ikke - under selv de mest gunstige omstændigheder - det helt store potentiale i en banal udløsning. Ikke hvis der spilles solo..

Snarere er der tale om (endnu) en udsættelse..

Hvad kalder man et dødfødt potentiale? Den slags skrøbelige frø, som falder på for selvtilfreds jord..?