Læsetid: 10 min.

Nekrolog: Amos Oz skrev ikke om Mellemøsten, men om det menneskelige vilkår

Synsvinklerne myldrede i hans hoved, og læser man hans bøger med de briller, træder et flerdimensionalt og facetteret billede af den menneskelige tilværelse frem. Med Amos Oz’ død har israelere, palæstinensere og verdenslitteraturen mistet en stor og vigtig stemme
Den israelske forfatter Amos Oz døde 28.december. Han var flere gange blandt favoritterne til at modtage Nobelprisen i litteratur, men modtog den aldrig.

Den israelske forfatter Amos Oz døde 28.december. Han var flere gange blandt favoritterne til at modtage Nobelprisen i litteratur, men modtog den aldrig.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

4. januar 2019

Den 30.5.2011 havde jeg Amos Oz for mig selv i en time.

Jeg kan være så præcis, fordi jeg kan se det af dedikationen i bøgerne En fortælling om kærlighed og mørke og Scener fra en landsby. Den første havde jeg medbragt med henblik på at få dedikationen, det er nemlig en af de bøger, jeg værdsætter meget højt. Den anden var netop udkommet på dansk og var dermed årsagen til, at jeg nu sad over for den mand, som i mange år havde været selve inkarnationen af, hvad jeg opfattede som en stor forfatter.

Ret stor var han nu ikke, ikke af vækst, men han udstrålede en venlighed, der straks fik mig til at føle mig godt tilpas. Han havde en ganske særlig form for noget, jeg i mangel af bedre vil kalde lune, men ikke i nogen gængs forstand. Når han sagde noget overraskende, hvad han altid har været god til, vidste han godt, at han anlagde sin egen vinkel på sagen, og man fornemmede også, at han stilfærdigt morede sig indvendig over den overraskelse, hans ord vakte. Så rettede han sine opmærksomme blå øjne mod én for at se, hvordan hans ord blev optaget, men samtidig var der ingen tvivl om, at han mente, hvad han sagde. Han var ikke ude efter billige points.

»Jeg har bemærket, at De ofte bruger kristne udtryk som ’at vende den anden kind til’ eller ’lad den, der er ren, kaste den første sten’,« sagde jeg til ham.

Amos Oz svarede:

»Jesus var en vidunderlig jøde, en af de allerstørste, og jeg sætter hans ord højt.«

Jeg syntes, det var et vidunderligt svar!

I det kristne Vesten tænker man jødedom og kristendom som to forskellige religioner, og Oz’ svar afslørede for mig, at jeg selv lå under for den vanetænkning, der ignorerer, at Jesus døde uden nogen sinde at have hørt om kristendommen, som vel stort set må tilskrives Paulus, hvis man vil finde en founding father.

Men for Oz var Jesus først og fremmest jøde, naturligvis! Og naturligvis var det det, Jesus var.

Man kan nævne adskillige udtalelser fra Amos Oz’ mund, der gør netop dette: saboterer vanetænkning, så man bliver klogere og tvinges til at inddrage flere præmisser og tænke sagen igennem igen. Således udtalte han i 2017, sikkert til manges overraskelse, at han støttede Donald Trumps flytning af den amerikanske ambassade til Jerusalem.

»Alle andre lande burde følge præsident Trumps eksempel og flytte deres ambassade til Jerusalem,« sagde han til tysk tv.

Men så fortsatte han:

»Samtidig burde hvert eneste af disse lande åbne deres egen ambassade i Østjerusalem som hovedstad for det palæstinensiske folk.«

Så fik Amos Oz endnu en gang gjort opmærksom på, at en tostatsløsning efter hans opfattelse var den eneste vej til varig fred, og på den måde ledt tankerne ind i andre baner end i en defensiv reaktion på Trumps dekret.

Selv om Amos Oz vedholdende insisterede på, at hans litteratur handlede om det menneskelige vilkår, ikke om politik eller om Israel, så er både hans skønlitteratur og hans politiske tænkning gennemsyret af samme type flertydige blik, som om han er i stand til at betragte det, han ser, fra begge ender af kikkerten på én gang – og samtidig stå på sidelinjen og iagttage samt huske det, han ikke umiddelbart kan få øje på.

Amos Oz’ bedste værker

  • En fortælling om kærlighed og mørke (dansk oversættelse 2002) beretter om Amos Oz’ opvækst i Jerusalem i den britiske mandattid. Desuden fortæller han om sin slægt, sine forældre, og vi følger, hvordan Jerusalem forandrer sig, efter oprettelsen af staten Israel. Centralt står morens selvmord, da Amos var 12 år.
     
  • Mellem venner (dansk oversættelse 2012) handler om en socialistisk kibbutz i 1957 og handler om alle de menneskelige følelser, der ikke kan leve op til de karske idealer. Om ensomhed, om misundelse, længsler og enspændere. Om adskillelsen af børn og forældre.
     
  • Judas (dansk oversættelse 2014) handler om forræderi og om forræderiets natur. Amos Oz kommer frem til, at Judas forrådte Jesus, fordi han troede på, at Jesus var guddommelig. Han ventede, at Jesus ville stige ned fra korset og frelse verden, og først i det øjeblik han hører Jesus sige: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,« erkender han sin fejltagelse – og så går han hen og hænger sig.

Amos Oz blev født i Jerusalem i 1939 i det daværende Palæstina og voksede op i Amos Street nr. 18 i det såkaldte Kerem Avraham-kvarter. En stor del af hans skønlitterære produktion henter inspiration fra netop dette kvarter; således har han skildret sin opvækst i den britiske mandattid flere gange. En panter i kælderen (da. 1995) fortæller om en drengs drømme om at være guerillakriger: ’panter i kælderen’ og bekæmpe englænderne. Sammen med to kammerater danner han gruppen FED, »Frihed Eller Døden«, og vi følger dem, mens virkelighedens kampe bølger omkring dem.

I mesterværket En fortælling om kærlighed og mørke (da. 2002) beretter Amos Oz om hele sin opvækst i Jerusalem med en både øm og brutal ærlighed. Han fortæller blandt andet, hvordan han ved et uheld kommer til at knuse en lille palæstinensisk drengs fod, fordi han skal blære sig som en af ’Zions unge løver’. Sådan var han opdraget, men det var en form for opdragelse, han senere flygtede fra.

Samtidig får vi en intens beskrivelse af Jerusalems forvandling, hvordan byens mystik ændrer sig efter oprettelsen af den israelske stat, og et gennemgående tema er den sørgelige og nænsomme skildring af morens voksende depression, der endte med hendes selvmord, da Amos var 12 år.

Amos Oz’ forældre, Yehuda Arieh Klausner og Fania Musman, var begge højreorienterede zionister og indvandret til Israel fra Østeuropa. Hans far studerede historie og litteratur i Vilnius i Litauen, men i Israel blev han ’kun’ bibliotekar, hvilket hverken indfriede klausnerfamiliens eller hans egne intellektuelle ambitioner. Moren var polsk. Begge forældre nærede en dyb kærlighed til europæisk civilisation og kultur, men interesserede sig hverken for jødedom eller kristendom. Deres søn interesserede sig for det hele.

»Da jeg var 16, gik det op for mig, at jeg aldrig ville få adgang til Renæssancens kunst, til Bachs musik, til Dostojevskijs romaner, medmindre jeg læste testamenterne,« har han forklaret. »Så når de andre drenge gik ud om aftenen for at spille baseball eller gå med piger – jeg var chanceløs i begge discipliner – trøstede jeg mig med Jesus,« har han fortalt The Guardian.

Når Amos Oz kaldte Jesus en vidunderlig jøde, var det således ud fra sit eget kendskab til Jesu liv og gerninger. Ligesom han kendte såvel den østjødiske som den europæiske kultur, den jødiske som den kristne tankegang og den borgerlige, akademiske lærdom. Han havde vitterligt adgang til mange sider at se sagerne fra. Men havde også som mål at opbygge en helt ny kultur i Israel, hvor alle jødedommens gamle traumer og hans egen families reaktionære hovmod skulle være fortid.

Synsvinklerne må have myldret i hans hoved, og læser man hans bøger med de briller, træder et flerdimensionalt og facetteret billede af den menneskelige tilværelse frem. Præcis det, der lå ham på sinde. Det var ham magtpåliggende, at han ikke skrev politisk, når han skrev litteratur, og han ønskede ikke at blive læst sådan.

Om Scener fra en landsby slog han således over for mig fast, at bogen ikke handler om noget specielt jødisk.

»Bogen handler om folk, der har mistet noget. De ved ikke hvad, de ved ikke hvor og hvorfor, og de ved heller ikke helt, hvad det er, de har mistet. Men de leder hele tiden efter det.«

For mig var det fristende at læse beretningerne om de bedrøvede, forvildede skæbner allegorisk, som et billede på et Israel, der havde mistet sin identitet, men dér fastslog Amos Oz stilfærdigt, men bestemt:

»Hvis man læser bogen som en allegori, er det spildt læsning.«

»Hvis jeg vil skrive om Israel,« fortsatte han, »skriver jeg en rasende artikel, hvor jeg beder min regering om at gå ad helvede til! Når jeg skriver fiktion, skriver jeg om tab, begær, død og fortvivlelse. Jeg skriver ikke om Mellemøsten, men om det menneskelige vilkår.«

Blå bog: Amos Oz

  • Amos Oz, 1939-2018, var en af de mest originale og omstridte forfattere i nyere israelsk litteratur og tillige litteraturprofessor, journalist og fredsaktivist.
  • Amos Oz debuterede i 1965 med novellesamlingen Sjakalernes land. Hans internationale gennembrud kom med romanen Min Michael fra 1968. Han voksede op i Jerusalem som barn af jødiske indvandrere fra Østeuropa og flyttede i kibbutz som 14-årig, i protest mod sin konservative familie.
  • Hans seneste udgivelse på dansk er romanen Judas fra 2017, oversat af Hanne Friis.
  • Et centralt tema i forfatterskabet er den skjulte verden af voldsomme, ubevidste drifter og frygt, der befinder sig nær eller lige inden for den civiliserede verden, som en bestandig trussel mod det tilsyneladende rolige og stabile hverdagsliv.

Samtidig var han fra ganske ung aktiv politisk. Som 14-årig gjorde han oprør mod sin højreorienterede familie, drømte om at leve et ’tolstojsk’ liv – for ham havde han naturligvis også læst – flyttede ind i kibbutzen Chulda, et socialistisk landbrugskollektiv, hvor de nye israelere ville udleve deres drømme om at skabe et robust og hjertevarmt land med robuste, hjertevarme mennesker.

Den unge Amos udskiftede sit ’lærde’ familienavn, Klausner, med det hebraiske Oz, der betyder kraft, styrke, mod. Men hans skønlitterære skildringer af kibbutzlivet, blandt andet i novellesamlingen Mellem venner (da. 2012), beretter ikke mindst om alle de menneskelige følelser, der ikke kan leve op til de karske idealer. Om ensomhed midt i kollektivet, om misundelse, længsler og enspænderes excentriske planer samt om, hvordan den kollektive ånd kan gå ud over børnene, der anbringes i et særligt børnehus, så både mor og far kan hellige sig arbejdet for de store idealer.

Efter at have deltaget i Seksdageskrigen blev Amos Oz en vigtig stemme i fredsbevægelsen, og resten af livet argumenterede han for en tostatsløsning til ikke ringe irritation for den israelske højrefløj. Ligesom en anden af Israels store forfattere, David Grossmann, holdt Amos Oz hele livet fast i sin overbevisning, til trods for at højrekræfterne og bosætterbevægelsen i de senere år har fået mere og mere magt med Benjamin Netanyahu ved roret.

Højrefløjen kaldte ham forræder, noget han forholdt sig til med vanlig tænksomhed. Faktisk spiller forræderitemaet en central rolle i hans forfatterskab. En panter i kælderen indledes med, at fortælleren, der som 12-årig af en kammerat er blevet kaldt en nedrig forræder, spekulerer:

»Ordet nedrig rejste et spørgsmål, som stadig interesserer mig, mens jeg sidder og skriver fortællingen her. Kan man være forræder uden at være nedrig? Hvis man ikke kan, hvorfor besværede Chita Reznik sig så med at tilføje ordet nedrig? Og hvis man kan, hvornår er et forræderi så ikke nedrigt?«

Romanen Judas (da. 2014), hvor Amos Oz vistnok har samlet alt, hvad der er skrevet om Jesus fra jødisk hold, leverer en slags svar.

Protagonisten i bogen undrer sig over Judas’ forræderi, »for havde det ikke været for Judas, havde der måske ikke været nogen korsfæstelse, og uden korsfæstelse havde der ikke været nogen kristendom.«

Og hvorfor ville en velhavende mand som Judas sælge Jesus for 30 sølvpenge (600 euro har Oz omregnet det til!) og derefter gå hen og hænge sig?

Og hvad skal det berømte judaskys betyde, når nu Jesus de foregående dage havde gjort sig så bemærket i hele Jerusalem, at enhver vidste, hvordan han så ud?

Amos Oz’ svar er, at Judas som den eneste troede på, at Jesus var guddommelig. Hans kys er et kærligt kys, der skal styrke Jesus til den afgørende prøve, korsfæstelsen, som skal bevise, at han er Guds søn.

Romanens konklusion er, at Judas var »det første kristne menneske. Det sidste kristne menneske. Det eneste kristne menneske«.

Judas ventede, at Jesus ville stige ned fra korset og frelse verden, og først i det øjeblik, han hører Jesus sige: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig«, erkender han sin fejltagelse – og så går han hen og hænger sig.

Trods omtolkningen af Judas er romanen ikke så meget et forsvarsskrift som en analyse af, hvad fanatisme fører med sig. Og fanatismen bekæmpede Oz hele sit liv.

Bevægelser som Fred Nu-bevægelsen, som Amos Oz i 1977 var med til at stifte, og som kæmper for israelsk tilbagetrækning fra Gaza og Vestbredden, er trods højrebølgen stadig aktiv og en aktiv modstander af bosættelsespolitikken. Fred Nu har i årenes løb arbejdet med at påvise, at der eksisterer mange flere af de såkaldte minibosættelser, end dem Israels regering tæller med. Bevægelsen holder også øje med opførelsen af nye lejligheder på Vestbredden, og så sent som 2. juledag 2018 offentliggjorde den tal for den intensiverede bosættelse i de besatte områder.

Fred Nu-bevægelsen kæmper en ulige kamp. Den israelske regering lovliggør hele tiden flere bosættelser, og de holdninger, Amos Oz har stået for, får sværere og sværere ved at vinde genklang.

Amos Oz’ egen forklaring: Folk er bange.

Amos Oz læste filosofi og hebraisk litteratur ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Han var professor i litteratur, og han bøger er kommet på 45 sprog, flere end nogen anden israelsk forfatters. Han har i årevis været på tale til Nobelprisen i litteratur, men nåede uretfærdigvis aldrig at få den. Han har i alt skrevet 40 bøger, herunder 14 romaner, fem novellesamlinger og fortællinger, to børnebøger og 12 essaysamlinger, foruden omkring 450 artikler og essays. En fortælling om kærlighed og mørke er det første israelske værk, som er blevet oversat til kinesisk.

Israelere, palæstinensere og verdenslitteraturen har mistet en stor og vigtig stemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johanna Haas
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Ejvind Larsen
  • Trond Meiring
Johanna Haas, Maj-Britt Kent Hansen, Maria Francisca Torrezão, Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene H Poulsen

Tak for en virkelig god nekrolog som i få ord viser et stort menneske og lukker op for et stort forfatterskab.

Tak for en fin nekrolog over en stor forfatter, et modigt menneske og en stor fortaler for fred, hvis stemme mange, mange mennesker vil savne. Jeg sætter stor pris på Amos Oz forfatterskab - også når han skriver essays. Her er et meget smukt og tankevækkende citat fra hans seneste bog: Dear Zealots. Letters from a divided Land (2018). Amos Oz citerer John Donnes "No man is an Island" Men tilføjer så: "No man is an island, but each of us is a peninsula. [...] That seems to be the right mode for us. The world is full of religions, ideologies, and political movements that propel us to fuse with the collective, to give up being a peninsula, to turn into no more than a tiny speck, a molecule inside the mass of nationality, faith, movement. On the other hand, there are no fewer enormous forces that urge each of us to live like a dessert island, to exist at every moment, every day of our lives, in a constant Darwinist war against all the other dessert islands,because all these others, so we are told, are always competitors, always adversaries, and often enemies [..] To be a peninsula is, perhaps, the proper condition for us, despite the fanatics' goal of melting us down completely until we are assimilated in the body of the nation, the faith or the movement [...]
Every home, every family, every association, every society and state, every bond between people, including a couple, including parents, is perhaps at its best when it exists as an encounter between peninsulas: close, sometimes extremely close, but without being erased. Withaout being assimilated. Without revoking one's selfhood. (Dear Zealots, pp.37-39)