Læsetid: 20 min.

Niels Barfoed: Mine selvlysende ungdomsår i det forunderlige hereticanske kridthus

Når jeg i dag tænker tilbage på hereticakredsen ved Nordsjællands guldrandede øresundskyst, slår det mig, hvilken helt uforlignelig boble i dansk litteraturhistorie, Knud W. Jensen og Ole Wivel som de primus motorer i fremstødet, de var, fik rejst for øjnene af os – mens det varede
Når jeg i dag tænker tilbage på hereticakredsen ved Nordsjællands guldrandede øresundskyst, slår det mig, hvilken helt uforlignelig boble i dansk litteraturhistorie, Knud W. Jensen og Ole Wivel som de primus motorer i fremstødet, de var, fik rejst for øjnene af os – mens det varede

Ritzau Scanpix

18. januar 2019

I mine unge år ville skæbnen, at jeg kom i kridthuset hos de såkaldte hereticanere, den tids mest prominente intellektuelle herhjemme, og med i købet fik jeg et vist kendskab til Karen Blixen, der som bekendt også holdt til ved Nordsjællands guldrandede øresundskyst.

Den spektakulære forfatter, der havde brug for selskab, var en vigtig og spraglet del af den litterære kreds’ menageri. Det samme var Martin A. Hansen, men gråmeleret, eftertænksom, ja sindig. De to havde intet at sige hinanden; hun fandt ingen beundrer i ham, og han en elitær æstetiker i hende.

Men skaren, der flokkedes omkring dem, sagde de alt.

Hereticanerne var en håndfuld unge, begavede og ambitiøse mænd, der ville forny verden, bl.a. ved hjælp af et nyt tidsskrift: dels et par københavnere, der havde initiativet, dels nogle århusianske studenter, der lyttede med store øren. De var kernen, der snart satte et større hold sammen. De havde travlt.

Det første nummer af Heretica udkom i 1948. Samme år vedtog FN Verdenserklæringen om menneskerettigheder. Og de to ting har ganske rigtigt ikke noget med hinanden at gøre – overhovedet. Det vil fremgå.

Jo mere jeg tænker over den tid, jo mere slår det mig, hvilken helt speciel, uforlignelig boble i dansk litteraturhistorie, Knud W. Jensen og Ole Wivel som de primus motorer, de var, fik rejst og vedligeholdt i en årrække. Jeg så den blive til med egne øjne.

Den unge ostegrosserer Knud W. Jensen rådede over en for den tid enorm formue og var parat til at investere noget nær ubegrænset i et åndeligt opbrud i efterkrigens Danmark – og gjorde det.

Og jeg var studentermedhjælper. Jeg arbejdede med mellemrum på Frederiksberg Allé, hvor Wivels lille eksklusive forlag (som ikke var Ole Wivels, men Knud W.’s) havde til huse. Jeg bandt mange knuder på garnet omkring pakker, der skulle på posthuset med Orm og tyr af Martin A. Samtidig blev jeg draget ind i vennekredsens selskabsliv, og det var en nonstop karrusel i Humlebæk, hvor Knud boede på Jakobsmindevej – uden at nogen anede, at kort derfra skulle om føje tid grundstenen blive lagt til et kunstmuseum.

Knud W. var åndeligt modtagelig og rastløst nysgerrig. Ud af Anden Verdenskrigs kultursammenbrud og sine egne brat ukurante fascinationer af det pangermanske havde han reddet en stueren og hvidvasket betagelse af antikken, die Götter Griechenlands – for nu at nævne titlen på Schillers digt, der besynger Europas sunkne ur- og helhedskultur som et forbillede, da guderne vandrede på jorden, og kunsten var den bærende konstruktion i kulturen.

Det lyder helt hereticansk; det er det også. Det rationelt videnskabeliges dominans i den europæiske åndshistorie havde spærret vejen til den antikke kilde af naivitet og harmoni og sammenhæng. Denne affortryllelse af verden havde materialismen og nytteprincippet medført, yderligere hjulpet af den splittelse, som kristendommen med sin monoteisme fordrev antikkens levende mylder af guder og helte med og henviste det guddommelige til himlen.

Jeg tror ikke, Knud sad og læste Schiller strofe for strofe i sin i lænestol hjemme i Humlebæk. Men jeg ved – ud over at lytte til Wivel – kendte han en tysk bog fra 1929 af den klassiske schweiziske filolog Otto F. Walter, for Knud ville gerne have, at jeg oversatte den til dansk, hvad jeg ikke gjorde. Den hed ikke tilfældigt Die Götter Griechenands. Walter var Schillerfan. Men det var i al fald Knuds bibel i faglitteraturen om antikken – med undertitlen: Det guddommeliges billede i den græske ånd. Knud dyrkede Walter side om side med centralhereticanernes største guru, den danske religionshistoriker og mystiker Vilhelm Grønbech, hvis interesse for primitive religioner rummede en lignende kulturromantik: engang hang alting sammen …

Den hereticanske drøm, som den især drømtes af Knud W., Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og (mere tørt) Bjørn Poulsen m.fl. var helt i tråd med den schillerske tradition: I denne drøm rumsterede forestillingen om en kulturel heling, en drøm, der rakte ud over det personlige og nære om at genskabe et førmoderne åndeligt fællesskab, der samlede det splittede moderne menneske.

Der skulle tages konsekvenser af Anden Verdenskrigs katastrofe, der skulle gøres op med dens drivkræfter, tages afsked med de udlevede ’ismer’, der havde gjort mennesker til lemminger, som blinde styrtede mod afgrunden, samtidig med at de bekrigede hinanden. Man skulle sammen rejse sig af ruinerne og fortidens sammenskredne brokker. Man skulle vogte sig for falske fremskridtsløfter. Det var en periode, hvor metaforen om Fugl Føniks var i høj retorisk kurs.

Heretica

Navnet på en gruppe eller bevægelse af forfattere (blandt andet Thorkild Bjørnvig, Karen Blixen, Ole Wivel, Martin A. Hansen, Tage Skou-Hansen, Paul La Cour, Bjørn Poulsen, Frank Jæger) i tiåret efter Anden Verdenskrig forankret omkring tidsskriftet af samme navn.

Heretica betyder egentlig ’kættersk’, og udgangspunkt for digterne i kredsen var, at Europa var kastet ud i en dyb kulturkrise, der allerede begyndte i renæssancen og senere i oplysningstidens intellektualisering af mennesket. Den krise kulminerede med verdenskrigene.

Bevægelsen var en reaktion på en realistisk og politisk kunst, baseret på ideologi, og var vendt imod avantgardetænkning inden for kunst og forestillingen om, at kunstens hovedopgave var at bryde med traditionen og skabe nyt. I stedet for ville man kunsten for kunstens egen skyld og skabe en ny respekt for kunsten, først og fremmest den lyriske form, der ses som udtryk for en dybere erkendelse af virkeligheden

Heretica var epokeskabende og den vigtigste litterære bevægelse i nyere tid i Danmark og fik stor betydning for den litterære modernisme i Danmark i dens symbolistiske, helhedssøgende udformning. Hereticas medlemmer har sat et stort præg på det danske samfund. Martin A. Hansen, Ole Sarvig og Tage Skou-Hansen havde været del af modstandskampen under Anden Verdenskrig.

Knud W. Jensen købte Gyldendal i 1952, grundlagde det moderne kunstmuseum Louisiana i Humlebæk, og brugte sin formue på indkøb af international kunst og støtte til dansk kulturliv. Ole Wivel blev en fremtrædende forlagsmand. Desuden var forfattere fra gruppen drivende kræfter i forbindelse med oprettelsen af det første Kulturministerium i 1961 og af Statens Kunstfond i 1964.

Det var først nogle år senere – i 1960 – at det politiske i skikkelse af navnlig Viggo Kampmann fik kontakt med hereticakredsen med sit udkast til velfærdsstaten. Dengang ønskede de nytænkende socialdemokratiske politikere at få toneangivende forfattere med sig. Kampmann & Co. var velbekendt med den hereticanske indflydelse på kulturdebatten (ikke mindst via højskolerne).

Halvtredserne bliver tit kaldt en død periode, en inkubationstid i forhold til tresserne. For mig ændrede tidsbilledet sig uafladeligt.

Jeg gentager: Ostegrosserer Knud W. Jensen var direktør for det hele. Men først og fremmest og grundlæggende for det familiefirma, han havde arvet. I dagtimerne tjente han penge og gjorde sin far, der for resten selv digtede lidt og konventionelt, ære ved at drive det vidt på et marked, der hurtigt bredte sig både hjemme og ude. Benedicte, Knud W.’s kone i en kort periode, sukkede tit ironisk i breve til en hjerteveninde over, at nu havde hun igen måttet have en »underholdende« forretningsforbindelse til bords på en »fin« hotelrestaurant i Jylland. Knud W. Jensen eksporterede osteprodukter til den halve verden.

Alt det var imidlertid ikke noget, digtervennerne hørte om. Jeg tror, Knud simpelthen sparede dem for at konfronteres med den profane baggrund, deres kronede dage hvilede på. Eller måske sparede han sig selv for at promenere kræmmeren i den kreds af æstetikere og intellektuelle, han havde skabt omkring sig!

De to forklaringer udelukker ikke hinanden, men at Knud var skabsforretningsmand i sit privatliv er sikkert. Og jeg husker ingen, der stillede utidige spørgsmål. Jeg mindes dog engang i Sletten, hvor Bjørnvig-familien boede, at jeg under et måltid fandt anledning til at spørge husets herre: »Hvordan pokker får I det til at løbe rundt?« Det skulle jeg ikke have gjort. Thorkild, som jeg senere forstod var på »digterløn« – eller hvad man nu skal kalde det – var himmelfalden.

Pengene er forudsætningen for installeringen af den elverhøj, det lykkedes ham at rejse for åndsfællerne, og som siden fandt sin forlængelse og omformning i det helt anderledes grundfæstede museum for moderne kunst, Louisiana.

Ole Wivel var nok undtagelsen. De to må tit have siddet bøjet over et og andet regnskab. Engang, da Knud og jeg af grunde, jeg har glemt, skulle inden om hans kontor – jeg tror, det lå i Sydhavnen – og hente noget, stod der på et hjørneskab en ludende portrætbuste forestillende Ole Wivel som purung, rugende tænker. Den kunne være lavet af Rudolf Tegner i et af hans mest tragisk-heroiske stunder og er i øvrigt ikke registreret i Dansk biografisk leksikon.

Ole Wivel, der også kom fra det københavnske pengeborgerskab og nordsjællandske sommerresidenser med tennisbaner, var Knuds kulturminister og organisator i hans »regering«. Med denne spindoktor ved sin side reddede Knud W. Gyldendal fra at synke sammen ved i august 1952 simpelthen at købe det gamle forlagshus og gøre det til det Gyldendal, vi kender.

Martin A. Hansen.

Ritzau Scanpix

Til historien hører den konsolidering, han siden sørgede for, da ejerskabet blev deponeret i Knud W. Jensens livsværk nr. 2.: Louisiana. Kort sagt: Louisiana ejer Gyldendal. For han købte ikke kun Klareboderne for at redde det, men for at bruge det. Sådan er det, og det er ikke lidt i et lille kulturland.

En tidligere modstandsmand som Tage Skou-Hansen, der havde kæmpet mod overmagten under besættelsen, frygtede ganske vist det værste og vægrede sig ved at gå om bord i det nye flagskib i Klareboderne og dermed forlade Wivels forlags lille piratjolle, hvor han havde redigeret de sidste årgange af tidsskriftet Heretica – sammen med Frank Jæger, der var alt, hvad der var dejligt i hereticanske øjne.

Men Skou-Hansen fik snart i stedet ansvaret for det noble bredt anlagte tidsskrift Vindrosen (sammen med ekskommunisten Peter P. Rohde) og faldt delvis til ro i den Vedbækvilla (mig bekendt også Knuds!), han havde overtaget efter Wivel, da denne blev højskolelærer. Men der var altid en rynke eller to i Tages pande, som om han befandt sig et forkert sted.

For mig var begyndelsen et mirakel: Ole Wivel, der i det daglige drev forlaget på Frederiksberg Allé, antog en håndfuld af mine digte og trykte dem i Heretica i 1951 i februarnummeret.

Tidsskriftet var trykt på delikat, blødt papir med sin helt egen karakteristiske typografi, og at drage det ud af kuverten, når den lå der under brevsprækken, var noget, man gjorde med andægtighed – det var hver gang en rituel handling.

Mine debutdigte viste sig altså at være salonfähige. Hereticanerne havde brug for nyt blod og syntes åbenbart, jeg havde den type, der skulle til. I al fald skulle jeg ses an. En himmel af værdsættelse – og forventning til mit potentiale! Og der gik ikke lang tid, før jeg også blev del af hereticanernes selskabsliv. For kredsens private samvær var en integreret del af den hereticanske pakke.

Det var så spektakulært, at det i mit hoved ikke lader sig tænke ud af det litterære ideologiske liv, jeg pludselig levede og leverede til – for det blev nok til flere digthåndfulde, men ikke noget at råbe hurra for.

Mit Heretica-medlemskab udfoldede sig parallelt med andre liv, jeg levede, mere puritanske, men ikke mindre krævende. I sine skiftende hybler sad f.eks. Villy Sørensen, kun et par år ældre end mig, med skisokker og korslagte stankelben i en gyngestol, og viste mig uden belæring, men uforglemmeligt, hvad der i bund og grund foregår i en skønlitterær tekst.

Han var så klog, at det drev og sved. Hans sære historier i manuskript var besættende læsning (længe før de blev trykt, kunne jeg dem halvvejs udenad). Men – og det er pointen her – mine insisterende forsøg på at få »Tigrene« optaget i Heretica strandede uhjælpeligt; historien bød, (direkte aflæseligt af minespillet under min oplæsning) redaktøren, Tage Skou-Hansen, imod.

Villys verden var indtil det inkommensurable uforenelig med Vedbæk og Frederiksberg (og Aarhus). Alene hans elementære ironiske distancering var et kors for den hereticanske diskurs.

Villy fulgte med i verden udenfor og fik mig sat på sporet af verdens gang, især i Tyskland. Vi morede os også. Vi dyrkede ikke mindst vores fælles skoletid, den lå kun få år tilbage. På Jakobsmindevej hos Knud var moroen en anden og navnlig anderledes løssluppen. Var der hos Villy til tider noget tungt, uvejsomt og trykket i stuen, Villy var en grubler, var dansen, både konkret og overført, det karakteristiske i Humlebæk.

Jeg har set den ellers tungtvejende Martin A. Hansen trippe kæde- og troldedans på kanten af det obskøne, og Ove Abildgaard i timelang tvivl om, hvordan man kommer ud fra et flygel, man under en kuldsejlet quickstep var gledet ind under. Der var Louis Armstrong på skabsgrammofonen, men også smægtende Strauss-valse, der fik Bjørnvigs lange blikke til at lede efter min forlovede – hver gang.

Var det dag og søndag og frokost på Jakobsmindevej, og Knud var færdig med at kaste med ølkapsler mod dem, der sad og småhang ved bordet – her skulle ikke hænges! – og når kaffen var serveret, så jeg med behørig ærbødighed de ældre hereticanere lægge panderne i de rette folder i Knuds Wegener-stole og ordne verden.

Ældre? Alt er relativt. Det år, da jeg debuterede, var Wivel 31, ­ti år ældre end mig! Deres stemmer blev lave og filosofiske; og det var ikke politiske polemikker eller overvejelser over den nye geopolitiske verdensorden i Europa. Det var snarere den nye verdensånd. I al fald altid noget højere.

En eftermiddag efter en særlig endeløs frokost overraskede jeg Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig i vinterstuens sofa. Det kunne ikke være mere seriøst, så jeg listede forbi i al respekt. Jeg har siden tænkt, at Ole Sarvig, som forblev en engangsgæst i Hereticas højsal, uden at vide det var på en slags prøve den søndag. Det var nemt at blive fundet for let, når der i grunden kun måtte være én virkelig hane i den hereticanske kurv – Baronessens ekko og adept, kort sagt: Bjørnvig.

Et russisk ordsprog siger, at der findes ingen gratis ost undtagen i en musefælde. Kort sagt: Hvad med mig? Mine leverancer til hereticanerne flød nogenlunde, men ikke som håbet. Jeg blev dog ikke straffet, jeg blev ikke lagt på is. Så i en vis forstand var osten gratis. Men – jeg døjede selv. Jeg følte, jeg ikke havde levet op … Svigte er måske for tungt et ord. Det var jo kun et håb, jeg havde givet anledning til. I bund og grund blev jeg mødt med Knuds exceptionelle generøsitet, men også med Ole Wivels tålmodige venlighed og interesse.

Jeg taler, notabene, her om de dage, da der ikke var noget overhovedet, der hed Louisiana. Så De må forestille Dem en Knud W. Jensen, hvis kulturaktivisme alene opererede med litteraturen. Knud elskede planer, projekter, initiativer, al mulig iværksættelse. Hvad i livet kunne måle sig med en god idé?! Og han elskede uskrømtet mennesker og festivitas – med et evigt: Kom og vær med! på læben.

Han forekom aldrig tynget af »kriser«. Og Jørgen Gustava Brandt, som han en overgang af uransagelige grund brugte som chauffør og en slags privat assistent, kunne bekræfte, at Knud måske ikke ligefrem var et urværk som direktør betragtet, men han kørte aldrig en Knud i dårligt eller bekymret humør hjem til Humlebæk. Undtagelsen var, da Benedicte, hans kone, forsvandt for ham fra den ene dag til den anden. Da sørgede han.

Tage Skou-Hansen.

Ritzau Scanpix
Når jeg tænker over det, tror jeg, det var Knuds utæmmelige og spontane nysgerrighed, der lå bag hans ansættelse af den excentriske Jørgen Gustava Brandt – der ganske vist var kort. I det mentale drivhus af etik, religiøsitet og åndfuld ophøjethed spillede Gustava rollen som den dekadente joker, den interne fornægter af al hereticansk korrekthed. Det huede baronessen vældigt, og det pirrede Knud, inklusive hans lattermuskler.

Også med mig havde Knud planer: Han åbnede endnu en dør ind til sin elverhøj, da han engang rakte mig en tusindlap hen over sit skrivebord. Værsgo! Med den skulle jeg drage ud i verden, men ikke hvor som helst. Han ville sende mig på en pilgrims- og dannelsesrejse til sit elskede Grækenland og dets oldtidsminder, som han allerede havde vist frem for andre udvalgte venner, for sin unge kone Benedicte og for Karen Blixen.

Han håbede, jeg ville blive lige så henrevet, som han selv var blevet det. Jeg rejste og prøvede. Men det var det dagsaktuelle, allestedsnærværende Grækenland, jeg først og fremmest kom til at suge til mig, på grund af genlyden af den borgerkrig, der var slut for få år siden, og på grund af dens lyslevende mennesker, der på ingen måde lignede guder. Jeg kom med denne rejse ud i den levende verden efter den lange døde indespærring under Besættelsen.

Knuds rejsepenge holdt længe, men måtte dog til sidst suppleres med forefaldende arbejde (f.eks. natlig opklæbning af valgplakater på Athens mure ­– det var langt fra Vedbæk!). Ikke desto mindre »betalte« jeg på en måde for gildet med en meget »hereticansk« og lyrisk artikel om Athens hellige høje.

Jeg indser, at jeg kan takke ham for det, der gik hen og blev mit livs Grækenland, som jeg altid er vendt tilbage til. Så sent som i går fik jeg en mail fra en gammel bekendt i Athen. Knud var en inkarneret fatemaker.

Festivitas! Selskaberne! Karnevalerne! Høj etik i skrifterne – om nætterne sus i skørterne og buskadserne.

En Skt. Hans fest på det jensenske familielandsted »Strandholm« i Vedbæk, for enden af en af de mest fashionable strandvejsalléer, begyndte i stor stil – hvad han dog overkom, den Knud! Han havde arrangeret, at Thorkild Bjørnvig, min forlovede og jeg skulle ankomme i hans, Knuds, egen store lystyacht.

Vi steg om bord i havnen i Humlebæk, lejrede os på dækket i det smukt ordnede tovværk. Det rodede Bjørnvig snart op i for at danne en nordisk Laokoongruppe i den glade værts græsk-mytologiske ånd. Knud var for sit vedkommende travlt optaget af gæsternes modtagelse inde på »Strandholm«. Kaptajnen, en ældre sømand fra Sletten, sejlede os stille og solbeskinnede til Vedbæk, hvor bådebroen til det jensenske domicil tog imod. Derinde på plænerne og siden i salene/stuerne så vi smukke, forventningsfulde mennesker.

Knud W. Jensen.

Ritzau Scanpix
Det var i øvrigt ingenlunde kun det bedre borgerskabs løver og løvinder; det var også eksemplarer af den pænere, lidt skolelæreragtige boheme. For eksempel husker jeg maleren Gösta la Cour af en bestemt grund: Han var med kone flyttet fra Aarhus til Nivå (omkring 1950) alene for at være nær den hereticanske compound, hvor hjernerne Bjørnvig og Poulsen havde opslået deres hovedkvarter på Knuds grund og i Knuds huse.

Tilbage til lystsejladsen. Blev Bjørnvig modtaget på »Strandholm« som en digterfyrste? I al fald i al diskretion af svigerdatteren i huset, Benedicte.

På et nøje fastsat tidspunkt – var der et lille orkester, der sørgede for en touche? – førte Knud så baronessen, der var hentet standsmæssigt og stærkt udstafferet fra Rungsted, frem til selskabet, der veg graciøst tilbage på parkettet i ærbødighed. Knuds mor følte sig (oplevede ikke mindst min forlovede) i nogen grad tilsidesat, for hvem levnede ikke den aldrende frue til »Strandlyst« en hilsen en passant: fruen til Rungstedlund! – der ellers var kendt for sin højt besungne forstand på sande manerer og omgangsformer.

Om det var den Skt. Hansaften, der inkluderede baronessens berømte båltale, kan jeg ikke længere huske, men det kan jo være det samme.

En boble? Alt for tarveligt et ord. Det var en kuppel, en krystalhimmel – som, følte man, kunne opløses på et sekund.

Fortryllet, opløftet, på en gang gennemsigtigt og skinnende var alt. Kejtede var der kun få, nytilkomne, der var. Selv Frank Jæger, der ikke havde den hereticanske højglans, overgav sig. I et brev til Bjørnvig takker han for sidst på »Strandholm«, for en sommernat med hvin fra palæets vinduer og dans (glem ikke, at Jæger var under 30, da han skrev brevet).

Hvad skulle det ende med?

Har jeg forstået det hereticanske budskab ret, var det, der lå i luften, et håb om en revolution, men en revolution uden politik, ja uden samfund. En drøm, et stort tidehverv, en universel morgenrøde under efterkrigstidens tunge lag af bortrivende skyer.

I Østeuropa kom morgenrøden bogstavelig talt fra øst, fra Sovjet. Ikke i Vedbæk – dér kom den snarere oppefra og blegt. Jeg tvivler ikke om, at den hereticanske drøm kom et autentisk behov for løftelse i møde, der næredes af mange, ikke mindst unge danskere efter 1945.

Europa var fra ende til anden – bortset fra det skånede Danmark – gennemtrukket af krigens blodige spor, og mens ruinerne røg endnu, opstod der nye alarmerende blokdannelser international. Hjemme bredte der sig en klam og uforløst stemning af nationale tømmermænd efter den problematiske forhandlingspolitik under krigen og de gamle politikeres tilbagekomst. Alt sammen fraværende som temaer hos hereticanerne.

Ikke sært, at Fugl Føniks var en af tidens foretrukne metaforer. Kunne man kaste alt det gamle, rådne af sig og finde en ny begyndelse – et af Bjørnvigs yndlingsbegreber! Her kunne Hereticas høje tanker og forventninger til en ny tid dulme.

Men tidsskriftets holdning var også, tror jeg, en personlig måde for Wivels og Knud W.’s vedkommende at trække sig selv op ved hårene på og lægge de visioner bag sig, de havde hengivet sig til i trediverne – og udviske sporene. De reddede den åndelige flyvehøjde ved at slippe ballasten: det politiske.

Thorkild Bjørnvig.

Ritzau Scanpix
Jeg tror ikke, man i hele den litteratur, som frembragtes af hereticanerne, kan finde begrebet »Den kolde krig« (der dengang blandt andet med blokaden af Berlin var på sit højeste), eller begrebet »Menneskerettigheder«, selv om FN’s Verdenserklæring som sagt blev en realitet 1948. Koreakrigen? Hvor? Arbejderopstanden i Østberlin i 1953? Hvor?

Det fandtes alt sammen ikke.

Fra de to søjler, Karen Blixen og Martin A. Hansen udgik henholdsvis et tilbud om et heroisk-tragisk verdensbillede baseret på anakronistiske, feudale værdier og en kristenhistorisk etos, der hver på deres måde førte fokus væk fra den slagne vej, væk fra samfundet og den forhåndenværende virkelighed. Bengalsk oplyst var boblen indeni, men fra den var der ingen udsigt til verden.

Man kunne gå videre: Når man stod i den og syntes, den rummede hele verden, hvor var så Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, hvor var Tove Ditlevsen? De fandtes ikke. Hvor var Peter Seeberg? De kunne ikke ses fra Knud W.s vedbækske luksusghetto. Vi var alle små og store alicer i Knud W.’s eventyrland – når man passerede spejlet, blev resten af verden væk. Dengang. I de år.

Jeg bilder mig ind, at i intet andet land i det ødelagte Europa opstod der, kun et par år efter krigsafslutningen, et miljø, der kan sammenlignes med det hereticanske herhjemme. Så privilegeret, så borgerligt luksuriøst isprængt behersket boheme, på samme tid esoterisk bortvendt og folkeligt.

Ole Wivel var både klog og professionel nok til hurtigt at opdage og omfavne både Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg og gøre dem til de nye gennembrudsredaktører af Vindrosen i 1960, det vil sige det nye modernistiske Vindrosen. Det litterære liv blev opdateret uden sværdslag. Det skete allerede i 1960. Samtiden gjorde sit indtog. Da var den hereticanske boble lige så stille bristet. Og på dens grund, som ikke var ruiner, opstod, som det skulle vise sig, med en imponerende holdbarhed Louisiana. Dét var en revolution!

Knud havde fundet sit »sted«, men denne gang på jorden og til at tage og føle på. Direktøren for det hele satsede klogeligt på en international linje, hvad der ærgrede mange samtidige danske kunstnere, der troede, de var kommet til fadet. Knud satsede på åbenheden – ikke opadtil som hidtil, men udadtil.

Engang midt halvtredserne havde Heretica en kort debat om, hvad redaktionen kaldte »de snævre cirkler«. Det drejede sig om, at vi ikke talte godt sammen. Vi forskansede os i hver sin selvgode enklave. Vi levede fragmenteret. I sidste instans spøgte det, der senere fik navnet sammenhængskraften, mellem indlæggenes linjer.

Og nedenunder igen drømmen om ursamfundets tabte helhed, der burde genetableres i moderne udgave. Ikke i nationens navn ganske vist; det nationale, der netop havde udløst frygtelige kræfter under verdenskrigen, var i den allerførste fredstid et anløbent begreb. Vi skulle »højere« op. Det var kunstens ubesmittede udsagn, vi skulle slukke vores åndelige tørst ved.

Og det var historien, gammellivet, kristenlivet, myten, naturen, kulturen. Tanken om sammenhængskraften er også i omløb i dag. Nationalfølelsen er til overmål rehabiliteret som politisk drivkraft. Det gælder overalt i Europa.

Niels Barfod sendt på dannelsesrejse i Grækenland på Knud W. Jensens opdrag i 1953.

Ritzau Scanpix
Jeg var med dengang og skal ikke gøre en røverkule af mit hjerte. Men jeg har lyst til at minde om et delvis umuligt begreb, som nogle tyskere, engang i tresserne og halvfjerdserne, kaldte Verfassungspatrotismus. Bare ordet! Men pointen var god: I det begreb gemmer der sig en overbevisning om, at samfundets eneste bæredygtige sammenhængskraft leveres af den forfatning, det vil sige det ret(færdighed)sgrundlag, vi har valgt at basere vores borgerlige samliv på.

Havde man sagt til hereticanerne, inklusive mig, at Grundloven er den eneste forbindende fælles instans, man kan stole på, ville de og jeg have sagt: Hvad snakker du om? Grundloven får ikke hjertet til at banke hurtigere. Den smager ikke af hedenold eller bøgeskov, men af nedkogte paragraffer og vedtægter. Borgeren var ikke en rolle, der hørte det hereticanske menneske til.

Ja, men Grundloven virker – hvis man sørger for at lade den. Den gør dig hverken til dansker eller drømmer eller ostegrosserer, men den garanterer, at du får lov til at være det hele.

Dens overbegreb er retfærdighed – en glose, jeg sjældent så i hereticanernes vokabularium eller hørte nævnt, når de slog råd op. Når jeg i dag tænker tilbage på mine dage og nætter i det forunderlige hereticanske kridthus, hvor jeg privilegeret, stolt og benovet færdedes i nogle selvlysende ungdomsår, er det som et ufatteligt, næsten overnaturligt ophold i et stort beskyttet solarium uden for samfundet. Det var blændende, det varmede, og det afskærmede. Og Knud betalte for strømmen.

Grundloven er det eneste helhedsdannende instrument, vi kan være bekendt at sværge ved, den eneste »bog«, man med sikkerhed kan tillade sig at forholde sig fundamentalistisk til. Den rækker fra den mindste cirkel til den største og gør det uden forskel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Christian Mondrup
  • Oluf Husted
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Trond Meiring
  • Mogens Fosgerau
Jakob Trägårdh, Christian Mondrup, Oluf Husted, Maj-Britt Kent Hansen, Trond Meiring og Mogens Fosgerau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Jungersen

Tak til Niels Barfoed for en både smuk, evocative og oplysende artikel. En ren fornøjelse at læse.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Nu tror jeg, at jeg forstår heretica-perioden i dansk litteratur gik ud på. Tak for det!

Og tak for "epilogens" lovprisning af grundloven som retfærdighedens og sammenhængskraftens fundamentale grundtekst, som vi fortsat kan bygge vores internationale og globale nationalitet på!

Kære Niels Barfoed,

Tak for din medvirken ved Benny Andersen højtideligheden ved BogForum 2018, samt denne gennemgang af efterkrigstidens Knud W. og Co.

Min, desværre, afdøde kone, journalisten Nan Henningsen, har fortalt, at Knud W. engang havde fået hende til at "planke" hækken indtil det kommende Louisiana, med ordene: "Det er mit, men jeg har endnu ikke fået nøglerne til huset"

Nan og jeg har sammen mødt mange af de nævnte i artiklen, så tak for genopfriskningen af minderne.